Læsetid: 4 min.

»Han kalder mig møgunge og horeunge og siger, at jeg har spyttet ham i hovedet«

I retssal 38 i Københavns Byret er en 63-årig mand tiltalt for at have slået en 14-årig dreng i ansigtet med en knytnæve under et skænderi på Nordre Frihavnsgade
I retssal 38 i Københavns Byret er en 63-årig mand tiltalt for at have slået en 14-årig dreng i ansigtet med en knytnæve under et skænderi på Nordre Frihavnsgade
9. juni 2018

»Han stiller sig ind foran mig og hoster mig lige ind i hovedet. Det var ren provokation.«

»Hvad sker der så?« Anklageren kigger over på tiltalte, VW, der sidder bag afhøringsbordet i midten af retssalen.

»Jeg står af cyklen og siger: ’Hvad fanden laver du?’ Så er der en af de andre, der siger: ’Sådan skal du ikke tale til min kammerat’.«

VW er en 63-årig førtidspensioneret mand iført blå skjorte med korte ærmer, der afslører en tatovering på hver af de solbrune arme. Han er lige begyndt på sin forklaring om, hvad der skete den formiddag i september, hvor han kom cyklende ad Nordre Frihavnsgade i København og endte i et sammenstød med en gruppe 14-årige drenge. VW er tiltalt for vold og anklaget for at have slået en af drengene i hovedet med en knyttet hånd, men han nægter sig skyldig og hævder, at der var tale om nødværge.

Anklageren mener, at der var tale om overlagt vold, og kræver fængsel.

Mia Mottelson
Der er i sagen ikke uenighed om, hvorvidt den 14-årige dreng A blev slået af VW – han blødte og fik et sår ved munden. Dagens stridsspørgsmål er derimod, hvad intention var med slaget: Slog VW overlagt ud efter A, eller var det for at forsvare sig selv? Og i hvor høj grad var de unge drenge med til at optrappe konflikten?

Bag afhøringsbordet forklarer VW videre, at det ikke var hans hensigt at ramme A – den dreng, der til at begynde med hostede – men at han i en form for forsvar lavede en bevægelse, som gjorde, at han ramte ham. Lige inden det skete, havde en anden af drengene, E, sagt »sådan skal du ikke tale til min kammerat«, hvorefter han havde kastet et bæger med nudelsuppe, han havde i hænderne, efter VW, forklarer han videre.

»Det hele tager 20-30 sekunder, stemningen er lidt overgearet (…) Så er det som om, der kommer en person ind fra siden. Så jeg gør sådan … « Han laver en bevægelse med armene, hvor han først imiterer, at han skubber noget væk med højre hånd, og derefter slår venstre arm ud til siden.

»Bagefter er de to rigtigt provokerende. Der bliver spyttet, de tager billeder af mig og filmer mig, indtil politiet kommer. Der er lige pludselig 50 unge mennesker på gaden.«

Hvornår blev nudelsuppen kastet?

A er retssagens første vidne. Han er høj og spinkel og har halvlangt lyst hår. Over sin røde sweatshirt har han en rød T-shirt og tværs over kroppen hænger en lille, brun lædertaske.

Han tager plads på stolen i vidneskranken, og hans far, som er med, fordi A er mindreårig, tager plads på en stol bagest i salen. A forklarer, at episoden på Nordre Frihavnsgade fandt sted i et spisefrikvarter, hvor han var på vej over til Super Brugsen sammen med sine venner fra skolen. Da han gik på fortovet hostede han, og »små spytpartikler« ramte en mand, VW, der kom cyklende i den modsatte retning, forklarer han.

»Hvordan reagerer manden?« spørger anklageren.

»Han kalder mig møgunge og horeunge og siger, at jeg har spyttet ham i hovedet.«

A kan ikke huske, at E smed bægeret med nudelsuppen mod VW, kun at det blev smidt på jorden. Og han kan heller ikke huske, at de filmede eller spyttede direkte mod VW, mens de ventede på politiet.

Det kan derimod en butiksejer fra Nordre Frihavnsgade, der så VW og de unge drenge vente på politiet den dag i september. Han er indkaldt som sagens andet vidne og fortæller, at han oplevede de unge som provokerende, og at de filmede tiltalte med deres mobiltelefoner.

»De sviner tiltalte enormt meget til. Jeg oplever, at de unge forsøger at optrappe situationen,« siger han og gentager flere gange, at tiltalte forholdt sig i ro, mens de ventede på fortovet.

En frisør, der så hele optrinet fra vinduet i sin forretning, er indkaldt som tredje vidne i sagen. Han lagde også mærke til, at de unge drenge filmede VW og var højrøstede, men han har en lidt anden opfattelse af hændelsesforløbet end tiltalte, både når det gælder spørgsmålet om nudelsuppen, som blev kastet, og hvordan VW slog ud med hånden.

»Han giver et knytnæveslag lige ud i luften. Det er sådan, jeg ser det,« siger han og fastholder flere gange, at han så, at nudelsuppen blev kastet, efter VW havde slået ud mod A.

Tommelfingerreglen er 40 dages fængsel

Anklageren kræver mellem 30 og 40 dages fængselsstraf for overlagt vold.

»Man plejer at sige 40 dages fængsel for knytnæveslag på gaden og 30 dage, hvis det er i nattelivet,« procederer han og argumenterer med et opslået lovhæfte i hånden for, at nødværgeretten ikke kan anvendes i sagen. Han mener ikke, at der er noget i hændelsesforløbet, der taler for, at VW måtte afværge et »overhængende uretmæssigt angreb«, citerer han paragraffen.

Forsvareren mener, at tiltalte følte sig truet og reagerede i selvforsvar.

Mia Mottelson
Men forsvarer Daniel Rosenkilde Larsen holder i sin procedure fast i, at der var tale om nødværge og kræver VW frifundet. Han understreger, at nødværgeretten også gælder, hvis nogen tror, at der er fare for et angreb.

I modsætning til anklageren mener han nemlig, at A bevidst hostede VW ind i hovedet, og at E’s nudelsuppe blev kastet, inden VW slog ud med hånden. Og at det var det, der fik VW til at føle sig truet.

»Kaster man en halv flaske øl, er det nok til at blive dømt for vold,« siger forsvareren og argumenterer for, at det kan sammenlignes med den nudelsuppe, som E kastede.

Efter mere end en halv times votering idømmer dommeren og de to domsmænd VW 20 dages betinget fængsel. Dommeren forklarer, at det udslagsgivende argument for, at de mener, at det var vold og ikke nødværge, var vidnets forklaring om, at nudelsuppen først blev kastet efter slaget.

VW vil ikke anke dommen.

»Vi affinder os og gider ikke bruge mere tid på sagen nu,« siger forsvareren, inden de pakker sammen og forlader retssalen.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man ved først, at man har savnet retsreportagen når den kommer tilbage.
Men auktionerne behøver I ikke at begynde at dække igen, det klarer DR i alt for høj grad allerede.

Christina Vejlgaard

Jag såg ockås vad som skete och upplever drengarna som otroligt provocerande och de bannade och nudelsoppan blev kastad innan mannen slog....