Læsetid: 4 min.

Man kan grine af angsten, og man kan dele den med andre. Men der er ikke nogen hurtig måde, hvorpå man kan skaffe sig af med den

Man kan grine af angsten, og man kan dele den med andre. Men der er ikke nogen hurtig måde, hvorpå man kan skaffe sig af med den

Edvard Munch

16. juni 2018

I den norske tv-serie Hjemmebane er det unge fodboldtalent Adrian Austnes havnet i en mindre bygd efter et mislykket ophold i Ajax Amsterdam. En aften sidder Adrian og spiser sammen med trænerens datter Camilla og deres fælles ven, Nils.

De har spist godt, men Adrian tager alligevel en dåse tun frem og åbner den i stedet for at spise den sidste rest af den gode mad. Camilla spørger, om han ikke kan lade være med at spise tun bare i dag? Hvad der sker, hvis han ikke spiser denne ene dåse med tun?

»Det vil du ikke vide,« svarer Adrian, og en lille debat følger:

»Verden går jo ikke under?«

»Jo, det kan den godt.«

»Hvordan det?«

»Fordi så ved man ikke … Måske bliver den gammel. Og skal den så i mad- eller metalaffald? Så vælger man forkert – og så dør alle.«

Camilla finder tanken absurd, men respekterer den nok til at lukke diskussionen med et modargument: En dåse tunfisk kan jo nærmest ikke blive for gammel. Alligevel vender de tilbage til spørgsmålet, for hun vil gerne vide, hvad det er, der gør det så ubehageligt for Adrian at forestille sig ikke at spise tun bare en enkelt dag. Og så får hun pludselig et svar, der er værd at gengive in extenso:

»Det, der vil ske, hvis jeg ikke spiser den dåse tun nu, er at jeg får lavere blodsukker, mindre forbrænding, mindre energi. Til træningen i morgen præsterer jeg dårligere, end jeg plejer. Så vil de tænke, at Adrian er på vej ned. Han har mistet det. Og så kommer Helena og siger, at det går den forkerte vej, og så skælder hun mig ud og skifter mig ud, og så bliver det Ajax om igen, og det orker jeg ikke. Så jeg må flytte et eller andet sted hen – til Innsbruck – og prøve at få mig et job der, men ingen vil ansætte en fodboldspiller, som ikke kan en skid, så jeg må begå røveri for at få råd til huslejen. Og jeg kommer faktisk til at dræbe mit offer, fordi han prøver at slå mig ned. Og så ligger han der i en gyde i Innsbruck i en pøl af blod. Og så viser det sig, at ham, som jeg dræbte, var tæt på at finde en kur mod kræft. Men så blev han dræbt af en fodboldspiller i en gyde i Innsbruck. Og så stikker jeg af fra politiet. Men hans bror finder mig, skyder mine knæskaller af og stikker mine øjne ud. Så jeg må kravle rundt i Innsbruck som en krøbling, der tigger og spiser affald. Og så dør alle. Af kræft.«

København

Den vilde talestrøm giver vennerne et kort blik ind i Adrians tvangstanker. De lader ham tale og fornemmer, at de ikke skal afbryde ham. De lader ham få dåsen med tun. Samtidig griber de den fornemmelse af selvironi, som Adrian trods alt også tilbyder.

Hans fantasi er grum, men den er også komisk, fordi den afslører, hvordan angstens tankespind bliver til en fabel eller en grotesk historie, når man forsøger at forklare det. Nils bryder tavsheden efter historiens tragiske konklusion og spørger:

»Men … Hvorfor tager du til Innsbruck? For at stå på ski?«

»Nej,« svarer Adrian, »jeg kan ikke stå på ski.«

»Så burde du tage til København,« mener Nils.

Det fine ved scenen er, at angsten afmonteres i situationen, men ikke bortforklares. Den respekteres. Angst kan ikke skaffes af vejen med rationelle argumenter. Man kan grine af den, og man kan dele den med andre, sætte ord på den og holde op med at klynge sig til den som en hemmelighed, som ingen alligevel vil kunne forstå. Men der er ikke nogen hurtig måde, hvorpå man kan skaffe sig af med den. Ingen selvhjælpsguide og ingen friske tips, der kan opsummeres i et meme eller en god snak over en kop varm te.

Trodsens fortvivlelse

Angsten er den ene affekt, der ikke bedrager, som Lacan sagde det. På en mærkelig måde er den det mest sikre, man kan have. Enhver forklaring af den blegner, fordi den ikke selv er begrundet, men snarere et vilkår, og det er ikke så mærkeligt, at det kan virke omsonst at forsøge at sætte andre ind i den. Derfor kan man også let havne i dét, Kierkegaard kaldte for »trodsens fortvivlelse«, hvor man modsætter sig ethvert forsøg på samtale, fordi man ved, at de andre ikke vil kunne forstå én alligevel.

Som Camilla og Nils i Hjemmebane fornemmede Kierkegaard imidlertid, at det eneste remedium mod angsten er at få den ængstende til at rykke ud med sproget.

Det tager tid at behandle angst. Og det kræver et tålmodigt arbejde at skabe eller genskabe forbindelsen til de andre. Det er bl.a. dét, psykoanalysen handler om. Derfor er den ilde stedt i et samfund, der kun kan forholde sig til mennesker i form af deres målbare afstand fra en normal jobfunktion og hellere medicinerer og coacher end lytter til vanvittige fabler og tvangstanker.

I virkeligheden er langt de fleste formentlig tættere på at kunne forestille sig at være krøblinge i Innsbruck, end man lige går og tror.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • lars søgaard-jensen
  • Lise Lotte Rahbek
Kurt Nielsen, Morten Hjerl-Hansen, lars søgaard-jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg har i mit liv oplevet mangt og meget, bl.a. koldkrig, cubakrise og m.m. Hvis jeg var ung/teenager i dag ville jeg nok have bange anelser om, hvilken klode de ældre efterlader til mig, om alle de teknologiske opfindelser ville berige mit liv, om jeg efter en alenlang række af 12-taller ville kunne finde en plads at trives i, eller om det hele bare braser sammen og forekommer meningsløst. Politikerne kan ihvertfald med deres skyklapper ikke berolige mig, snarere tværtimod