Der er et kæmpestort bjerg i Østen, man skal over, hvis man vil til det hellige land. De seneste syv år har ingen præsteret at betvinge dette bjerg, og derfor er ingen kommet til det land, som basketballspillere tænker på, når de står op, og drømmer om, når de sover i deres senge.
Dette bjerg er en mand på 113 kilo, som er 2,03 meter høj og 33 år gammel. Hans navn er LeBron James, og han er verdens bedste basketballspiller.
De seneste syv sæsoner har det hold, James har spillet på i den professionelle amerikanske basketball-liga, NBA, nået finalen. Det har ingen anden spiller præsteret, siden Boston Celtics for et halvt århundrede siden vandt 11 mesterskaber på 13 år. Dengang var det så at sige storholdet, der løftede spillerne til finalerne. Med LeBron James er det omvendt: De to hold, han har spillet på, har han ført frem til finalerne.
Strukturen i NBA er kompleks, men den overordnede logik er enkel: Alle hold møder alle i et grundspil på 82 kampe. Efter grundspillet spiller de otte hold i Øst, som har klaret sig bedst, og de otte i Vest, som har klaret sig bedst, hver deres play off-turnering. Vinderen fra Øst møder derefter vinderen fra Vest i den finale, som amerikanerne regner for det virkelige verdensmesterskab. Det bedste hold i NBA er det bedste hold i verden. Og eftersom LeBron James hele sin karriere har huseret i den østlige del af ligaen, ved alle andre hold i Øst, at de skal kunne besejre ham, hvis de skal i den store finale.
Forræder og forløser
LeBron James er født i Akron, Ohio. Og han blev i 2003 hentet til Cleveland Cavaliers, det professionelle hold i hans hjemstat. Han blev på grund af sin formidable fysik, psykiske målrettethed og det, de kalder ’basketball-intelligens’, hurtigt til en stjerne i ligaen. Cavaliers var et bundhold, som LeBron James tog til toppen, men de var i 2008 ikke i stand til komme forbi Boston Celtics, som igen i 2010 stoppede dem på vej til finalen.
James var anerkendt som ligaens bedste spiller, men han troede ikke på, at han kunne vinde et mesterskab med dem. Og hvis man vil realisere sig selv som den definitive stjerne i NBA, skal man vinde turneringen.
Celtics sæsondrømmme endte fem minutter inde i kampen, da Gordon Hayward på dramatisk vis brækkede anklen.
Det blev direkte transmitteret som særudsendelsen The Decision, afgørelsen, da LeBron James i 2010 annoncerede, at han forlod sin hjemstat og rejste til Miami Heat. De hadede ham i Cleveland og kaldte ham forræder. Men han fik det, han var kommet til Miami efter. Han vandt to mesterskaber, kom i fire NBA-finaler, i træk og hans herredømme i Øst blev etableret. Han var beundret, respekteret og aldeles frygtet af sine modstandere. Men han var ikke elsket. Indtil han i 2014 gennem et personligt essay i magasinet Sports Illustrated offentliggjorde en stor beslutning:
»Jeg var på en mission, da jeg forlod Cleveland,« skrev James:
»Jeg søgte mesterskaber. Men Miami kendte allerede den følelse. Vores by har ikke haft den glæde i lang, lang, lang tid. Mit mål er stadig at vinde så mange titler som muligt, uden tvivl. Men det vigtigste for mig er at tage trofæet med hjem til Nordøst Ohio.«
Det var en troskabserklæring til den stat, han var blevet beskyldt for at svigte. Og James satte den i politisk perspektiv. Han skrev, at han ville have, at børn, der som han selv var vokset op i Ohio indså »at der ikke er noget bedre sted at vokse op. Måske nogle af dem vil vende hjem, efter de har været college, og etablere en familie eller starte en virksomhed. Det ville få mig til at smile. Vores lokalsamfund, som har været så meget igennem, har brug for alt det talent, de kan få. Intet er givet i Nordøst-Ohio. Alt skal kæmpes igennem. Du skal arbejde for det, du har. Jeg er klar til at tage udfordringen op. Jeg kommer hjem.«
James vendte hjem med succes: Cleveland Cavaliers har de seneste tre år vundet i Øst og kvalificeret sig til finalen. Og i 2016 vandt de selveste NBA.
Udfordreren
LeBron James er kongen i Øst, men Boston Celtics har vundet mesterskabet flere gange end noget andet hold i hele NBA. De spiller ikke smukt basketball som Los Angeles Lakers, og de laver ikke legende opvisninger som Golden State Warriors. De kæmper som et kollektiv, de har den vildeste og mest larmende hjemmebane i NBA, og de er ved at bygge noget stort op. Celtics unge hold blev i 2016 udspillet af Cavaliers og igen i 2017 udraderet af Lebrons hold i finalen i Øst.
Men i sommeren 2017 gjorde de sig klar til at bestige det store bjerg: De hentede stjernen Gordon Hayward i Utah Jazz og lignede en seriøs udfordrer. Mod slutningen af sommeren fandt en spektakulær og uforudset byttehandel mellem Celtics og Cavaliers sted: Kyrie Irving – LeBrons unge løjtnant og af de fleste regnet blandt de 5-10 bedste basketspillere i verden – var træt af at spille i skyggen af det store bjerg og blev hentet til Celtics, der til gengæld sendte deres lille vidunderbarn Isaiah Thomas, den insisterende fighter Jae Crowder og et par udskiftningsspillere mere den anden vej. Celtics havde på en sommer skilt sig af med ti spillere og skabt et nyt hold.
Ledet af den strategisk brillante unge træner Brad Stevens, anført af Irving og Hayward og med unge, sprudlende talenter som Jaylen Brown og Jayson Tatum var Celtics nu en reel trussel mod LeBrons herredømme.
Fans havde i den fem måneder lange sommerpause set længselsfuldt frem til sæsonens første kamp, hvor Celtics og Cavaliers mødtes i Cleveland.
Men allerede efter fem minutter var den sæson, Celtics havde set frem til, slut. Gordon Hayward faldt uheldigt ned fra en kamp om bolden i luften og led et af de mest uhyggelige benbrud i amerikansk sport. Hans fod dinglede løst fra benet, som om den hang i en snor. Der blev stille i hallen. Kameraerne filmede ikke ulykken, og Celtics’ spillere knælede sammen i den anden ende af banen i en fælles bøn. De var bange.
Den første, som rejste gik ned og lagde en hånd på den sønderknuste Hayward, var ikke en medspiller. Det var LeBron James, som netop dér trådte i karakter som hele spillets leder. Han satte sig ud over den overvældende uhygge, der lammede alle andre i arenaen, og drog omsorg for en modstander, der ramt af ulykken var blevet til en såret kammerat.
Lederen
Det blev sagt, at Celtics’ sæson var færdig. Men det unge hold demonstrerede en overraskende modstandskraft: De svarede igen med 16 sejre i træk. Og det så ud, som om de måske alligevel kunne bestige bjerget. Indtil holdets nye superstjerne Kyrie Irving blev ramt af knæskade, der afsluttede hans sæson inden finalerunderne.
LeBron James trøster sin gamle elev Jayson Tatum efter at have vundet over ham og hans hold.
Men de unge Celtics-spillere tog den chance, ingen troede, de havde. De var undertippede i alle kampe, men de holdt sammen, og den unge Jayson Tatum spillede i sin første sæson, som om han aldrig havde lavet andet end at glide forbi modstandere og i afgørende situationer lægge bolden i kurven. Eller hamre den ned i dunk. Eller sætte skud langt udefra lige midt i rammen omkring nettet. Celtics nåede bjerget og mødte LeBron James i finalen i Øst. Cavaliers havde spillet så dårligt i løbet af sæsonen, at de havde skiftet halvdelen af holdet ud.
James havde købt det samme jakkesæt til alle medspillerne og fået lavet den samme lædertaske, som de rejste med hver især. Med en forskel: De andres tasker var af sort læder, mens James’ egen var af alligatorskind. Celtics bragte sig foran med 2-0 mod et Cavaliers-hold, der virkede desorienterede, og LeBron James så træt ud. Indtil det hele skulle afgøres i den syvende kamp.
Til allersidst kunne de unge Celtics-spillere ikke modstå mere, og LeBron lavede vanvittige 46 point i den sjette kamp og igen 35 i den syvende. Efter den afgørende for Boston frygtelige kamp i Boston gik James direkte hen til modstanderen Tatum. Omfavnede ham og hviskede, at han elskede alt ved ham, og at han var skabt til at blive en stjerne. Tatum havde som lille dreng været på James’ talentlejr for børn og fået taget et billede med superstjernen. Nu stod de inde på banen sammen. James som det bjerg, man ikke kan bestige i Øst. Og Tatum som den unge stjerne, der ved, at han vil prøve igen næste år at komme til det hellige land. Og at han er kommet tættere på toppen.
