Moderne Tiders Ugerevy: Ud af burkaen og ind i opsvinget

Solen skinner, og de burkaklædte får fregner – der er opsving i Danmark
Burkaforbuddet nåede at komme i gennem, inden det politiske system gik ud i sommervarmen og for at fejre højkonjunkturen.

Burkaforbuddet nåede at komme i gennem, inden det politiske system gik ud i sommervarmen og for at fejre højkonjunkturen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
2. juni 2018

Så kører det! Nok har verden kurs mod klimakatastrofen, nok trækker det op til handelskrig, nok er der politisk krise i Sydeuropa, nok lægger kineserne en milliard mennesker i digitale lænker i deres datadrevne overvågningsregime, og nok står Mellemøsten i flammer, men jakke-di-jakke-di-jak, alle de problemer fortoner sig som musik under vand, for NU ER DER HØJKONJUNKTUR!

Denne uge offentliggjorde vismændene i Det Økonomiske Råd deres rapportudkast Dansk Økonomi forår 2018, og her står, at otte års lavkonjunktur er forbi, og at der er udsigt til party i det private erhvervsliv og i det offentlige. Vækst, vækst, vækst så langt øjet rækker – især hvis man sænker SU’en.

I sådan et overskudssamfund er der kræfter til at gå i detaljen, og det gør vores folkevalgte, som her en lille uge før grundlovsdag endelig vedtog det såkaldte tildækningsforbud. Egentlig var det planen at genoplive en gammel konservativ drøm om et burkaforbud, men folkets tjenere tog skridtet videre og forbød alle mulige andre tildækninger. Sådan bliver borgerne forskånet for både burkaer, Ku Klux Klan-kutter, biavlerhatte og falske skæg i offentligheden, mens politikerne bliver forskånet for at bryde Grundloven.

Burkaforbuddets genopstandelse var dog langt fra ugens mest spektakulære comeback. Det blev  leveret af den russiske journalist Arkadij Babtjenko, der, efter at nyheden om mordet på ham var gået verden rundt, selv dukkede op til en pressekonference om sin død – spillevende. Ifølge de ukrainske myndigheder havde de været nødt til at lyve ham død for at narre de attentatmænd, der faktisk ville myrde ham. En dristig og ikke mindst dyr operation – i hvert fald målt tabt troværdighed for myndighederne.

Omvendt blev den falske død spået til at blive lidt af en jackpot for de mange producenter af misinformation og falske nyheder, som nu kan spille ’han er ikke død i virkeligheden-kortet’, hver gang en journalist faktisk bliver myrdet.

I dag kan alle og enhver kalde hvad som helst for fake news, en tendens, der er anført af USA’s præsident, Donald Trump. Denne uge fulgte sønnen Donald Trump jr. i farmands fodspor og kaldte en nyhed fra sladderspalten Page Six for fake news. »De ved udmærket, at jeg ikke retweetede noget som helst antisemitisk, men jeg gætter på, at fakta ikke betyder noget for en uærlig, klikfiskende sprøjte. #FAKENEWS«, lød det fra en forsmået junior. Årsagen var, at den unge Trump havde retweetet et opslag fra komikeren Roseanne Barr, der løgnagtigt skrev, at den jødiske milliardær og holocaustoverlever George Soros var nazist, der havde angivet andre jøder og sendt dem i koncentrationslejrdøden og stjålet deres ejendele – et budskab, som Trump Junior altså havde fundet så vigtigt, at han havde det sendt videre ud til sine 2,8 millioner følgere. 

Kvinden bag nazikonspirationstweetet, Roseanne Barr, fik i denne uge sit tv-show taget af programmet på grund af noget helt andet, hun havde skrevet. Nemlig at en sort tidligere Obama-embedsmand var en krydsning mellem Det Muslimske Broderskab og Abernes Planet, og det var simpelthen over stregen, mente tv-selskabet ABC – også selv om Roseanne slettede tweetet og undskyldte. Soros-nazi-opslaget har hun dog beholdt – ligesom det stadig står i Trump juniors twitterfeed.

Og apropos George Soros, så holdt den gamle spekulant denne uge et oplæg i Paris, hvor han advarede om, at verden kunne være på vej mod en ny finanskrise på grund af svækket samarbejde mellem Europa og USA og inflation i Tyrkiet og Argentina, ligesom han sagde, at alt var gået galt i EU, og at unionen var truet på sin eksistens. Men det er sikkert bare fake news og musik under vand. Solen skinner, og de burkaklædte får fregner – der er opsving i Danmark.

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her