»Det er Nyhavn, for helvede. Her skal da være tatovører«

Nu går asiatiske turister med solhatte gennem Nyhavn. Startende ved Mindeankeret, ivrigt snakkende og fotograferende bevæger de sig forbi den ene fortovsrestaurant efter den anden. På den døgnåbne bar, Hong Kong, er man ved at gøre rent efter nattens og morgenens fest. De fleste andre steder serverer sen morgenmad til turister. Få taler dansk. De asiatiske turister passerer Tattoo-Ole i Nyhavn 17 uden at lægge mærke til den. En enkelt stopper op for at tage et billede, men slutter sig hurtigt til gruppens langsomme vandring igen.

Nede i butikken står Majbritt Petersen, som driver Tattoo-Ole i dag og kalder sig Lille Ole.

»Det her er et helt særligt sted,« siger hun, og det har hun ret i. Tattoo-Ole er Nordens og formentlig hele verdens ældste eksisterende tatoveringsbutik, og rundt om på væggene er der fyldt med tatoveringshistorie. Men ellers ligner stedet en hvilken som helst anden tatovør. Ark med ’flash’ – tegninger af tatoveringer – hænger på væggene og ligger på disken foran Majbritt Petersen.

Ifølge Københavns Museum har der været tatoveret i lokalerne siden sidst i 1800-tallet – på væggen i Tattoo-Ole står der ’Since 1884’.

Men Tattoo-Ole – og dermed en vigtig del af Nyhavns historie – er lukningstruet. Ejerne af lokalet, restauranten Nyhavn 17, vil udvide køkkenet der, hvor butikken ligger. Derfor forsøger de at opsige det godt 30 kvadratmeter store lejemål. Som erhvervslejer har man en beskyttelse imod opsigelse, især når butikken er gammel, og derfor skal sagen snart for i Københavns Byret, hvor ejerne skal bevise, at de er i deres gode ret til at opsige lejemålet. Lykkes det, mister København et unikt sted, mener Jon Nordstrøm, som er fotograf og har skrevet flere bøger om tatoveringens historie i Danmark:

»Det ender desværre nok med, at han som ejer er i sin gode ret til det. Men det vil godt nok være trist. Det er et vigtigt stykke kulturhistorie, der så går tabt,« siger Jon Nordstrøm, som mener, at Tattoo-Ole er »ekstremt central i hele nordisk tatoverings historie.«

Kong Frederik

På væggen lige ved indgangen – over for disken – hænger et billede af kong Frederik IX i bar overkrop. Han var kendt for sine tatoveringer, og mindst én af dem er lavet her i butikken i Nyhavn 17, ligesom han menes at have fået opfrisket flere af sine udenlandske tatoveringer dernede. Majbritt Petersen finder – med en vis stolthed – en artikel fra Her og Nu, hvor Kronprins Frederik fortæller, at det var i Nyhavn 17, at hans morfar gik ned for at lade sig tatovere.

Der hænger også mange folkelige elementer på væggene. Masser af skibs- og ankertatoveringer, et billede af Brigitte Nielsen i 80’erne og selvfølgelig også billeder af Tattoo-Ole, Ole Hansen, som lagde navn til butikken og drev den fra 1947 og frem til sin død i 1988. På et af dem er han i gang med at tatovere en kvinde på ballen. »Dengang levede tatovørerne et hårdt liv. De arbejdede meget og drak og røg. Og de spiste nok heller ikke lige så sundt, som jeg gør i dag,« siger Majbritt Petersen.

»Til gengæld var de bedre klædt. Ole havde altid jakkesæt på. Og Træsko. Det var hans kendetegn.

— Træsko?

»Han synes det var behageligt.« Majbritt Petersen er iført korte bukser og en T-shirt med Tattoo-Oles logo på. Hun har kunstige negle på fingrene og optegnede øjenbryn. Hun har arbejdet i butikken siden 2008, først som ansat under tatovøren ’Bimbo’, men da Bimbo døde i 2010, tog hun selv over.

»Alle, der har haft butikken, har kendt den, der tog over bagefter,« siger hun. Det har sikret kontinuitet i stilen.

 

Chris Wright og Caitlin McKearney, et yngre skotsk par, træder ned i butikken. Chris Wright overvejer at få en tatovering, mens de er på ferie i København, gerne en med en kniv, for han er slagter.

»Ved I, at det er verdens ældste tatoveringsbutik, I er i?« spørger Majbritt Petersen.

»Det anede vi ikke. Vi havde bare spist morgenmad deroppe – og kom her forbi,« siger Chris Wright på hurtigt skotsk og peger ind på naborestauranten.

»Skal det være old school eller vikingestil?« Spørger Majbritt Petersen.

»Old school,« svarer Chris Wright uden at tøve.

Parret stiller sig og bladrer i de mange udstillede tatoveringer.

Kusse-Holger og alle de andre

Tusch-Hans var en af Nyhavns mest berømte tatovører omkring forrige århundredeskifte. Af hans egen erindringsbog fremgår det, at han i 1901 fik fast plads på det værtshus, der lå på adressen dengang – og at han fik lov til at sætte sine motiver op i vinduet.

Selv om stedets historie menes at være godt 15 år ældre, er Tusch-Hans den første, man med sikkerhed ved holdt til i Nyhavn 17. Dengang foregik tatovering som regel på værtshuse. Og der var ikke mange om buddet. Ud over Tusch-Hans huserede tatovørerne ’Sorte’ og ’Stikker-Frederik’ i Nyhavn. Hans var den første til at bruge en maskine til tatovering. »Pigerne i baren klagede over at det larmede,« fortæller Jon Nordstrøm.

I 1915 blev stedet til en rigtig butik, da Alfred Hansen åbnende en kombineret tatoveringsbutik og tobakshandel i lokalet.

I 1920’erne kom ’Kusse-Holger’ til Nyhavn 17. ’Kusse-Holger’ var ikke Guds bedste barn, og ifølge Jon Nordstrøm var han på et tidspunkt fængslet for overgreb på kvinder. I 1937 overtog en anden berømt dansk tatovør, Tattoo-Jack, Nyhavn 17. Ti år senere kom Ole så til, mens Jack flyttede ned i Nyhavn 37 – gennem tiden har der ligget mange tatovører i Nyhavn, i dag er Tattoo-Ole den eneste, der er tilbage i selve Nyhavn.

»Han var teknisk ekstremt dygtig – ingen var bedre end Ole, og han blev også verdensmester flere gange,« siger Jon Nordstrøm. Stilen var stadig klassisk og maritim, og Ole er blandt andet berømt for sine skibe.

»Man føler, at de kommer flyvende mod én,« siger Majbritt Petersen og viser et eksempel. »Jeg kan se, når en tatovering er lavet af Ole,« siger hun. Dels på grund af hans særlige stil, »men også fordi han havde det med at camouflere sit navn i bølgerne«, griner hun. Oles gamle skibe er stadig populære motiver. I 1988 kom Bimbo og nu altså ’Lille Ole’, Majbritt Petersen.

Søfarts- og arbejderhistorie

Jon Nordstrøm kalder Tattoo-Ole for et stykke »vigtig søfarts- og arbejderhistorie«. Grunden er at Majbritt Petersen har videreført stedet i den oprindelige ånd:

»Jeg har været dernede, og hun holder fast til den gamle stil på en hyggelig måde, hvor man er meget åben over for walk in, altså folk, der kommer ind fra gaden. Hun er ikke snobbet og har en blandet stil, hun er håndværker. Det er ikke sådan, at hun kun vil lave japanske karper eller sådan noget. Hun har holdt fast i ånden.«

Samtidig har hun »ikke gjort det til et museum«, understreger han. Og der er ikke ret mange steder i Nyhavn, der kan prale af at have bevaret den oprindelige stemning:

»Hong Kong Bar og Tattoo-Ole er de eneste originale steder, der er tilbage. Det er de eneste, der stadig har den der sømandstiltrækning. Derfor er det vigtigt, at det ikke er en udenlandsk kunstner, der har overtaget. Men én, som bare laver det, folk kommer ind og gerne vil have lavet.«

Støtte til Tatoo-Ole

Der er en del i Nyhavn, som bakker op om Tattoo-Ole, og der er samlet 10.000 underskrifter for at bevare butikken, men nogen stor indsats for at redde den, har man ikke set.

En af dem, som støtter Majbritt Petersen, er Frank Rosenkilde, som selv er tatovør og har et lille Tattoo Museum i sin butik.

»Det er pomfritter og pølser, det handler om i Nyhavn, det er ikke kultur. En lille, irriterende tatovør regner man ikke for noget,« siger Frank Rosenkilde, som kalder det ’vanvittigt’, at butikken risikerer at lukke: »Det sted er centrum for hele den skandinaviske tatoveringstradition,« siger Frank Rosenkilde.

Jon Nordstrøm mener, at det netop er, fordi det handler om tatoveringer, at der ikke er stor palaver om sagen:

»Hvem er egentlig supporterne for det her? Når det er subkultur og arbejderkultur, er der ikke så meget opmærksomhed omkring det. Hvis det havde været noget af finkulturel værdi: en butik, som havde en lang historie og havde leveret til kongehuset, så havde der også været opmærksomhed fra betydningsfulde folk. Men det her er ikke et stykke historie, som overklassen interesserer sig for. Og det er overklassen, der sidder på magten til at ændre den slags.«

Majbritt Petersen tror også, at mange er bange for at gå ind i kampen for en tatovør:

»Selvom tatoveringer er blevet mainstream, så er det alligevel lidt farligt. Man er måske bange for, hvad andre tænker, hvis man støtter det,« siger hun. Nogle forbinder måske tatoveringer med rockere. Der har ofte været historier i medierne om, at rockere styrer en del af tatoveringsbranchen, og selv om det ifølge Majbritt Petersen er mindre udbredt, end det var en gang, så kan det have været med til at ødelægge ryet:

»Det burde ikke gå ud over os andre, som bare har en lille butik. Det er ikke rimeligt, hvis vi bliver dømt på grund af det.«

’De burde udnytte det’

Det er sidst på formiddagen, og solen skinner i Nyhavn. Foran Hyttefadet begynder de første frokostgæster at studere menukort. Langt det meste er skrevet på engelsk. De dåseøl, man kan købe og sætte sig med på kanten af havnen, reklameres der dog for på dansk. Restaurantchefen Kasper Korshagen kommer ud og spørger, hvad Information skriver om:

»Det er Nyhavn, for helvede. Her skal da være tatovører,« kommenterer han. Han kender godt konflikten:

»Vi har også delt flyers ud for Tattoo-Ole,« fortæller han. For den butik hører til i Nyhavn: »Hvis du smider de legendariske steder i havnen: Hong Kong, Kap Horn, Hyttefadet og Tattoo-Ole. Så har man ikke noget med historie tilbage,« siger han og tilføjer, at ejerne af Nyhavn 17 i stedet burdet omfavne Tattoo-Ole:

»De burde da udnytte det. De har et stykke kulturhistorie i kælderen, det er jo helt fantastisk.«

Kasper Korshagen kan heller ikke forstå, at ejerne af Nyhavn 17 har pladsproblemer i køkkenet: »Vi har et endnu mindre køkken,« siger han.

Information har kontaktet ejeren af Nyhavn 17, men han ønsker ikke at medvirke i artiklen. Ifølge Nyhavn 17’s advokat, Mads Berendt, stikker der ikke noget dybere under opsigelsen af Tattoo-Ole, sagen handler alene om ønsket om et større køkken. Ifølge advokaten vil han i retten slå på, at der kan blive problemer med fødevarekontrollen, hvis ikke køkkenet bliver udvidet. Sagen skulle have været for retten i sidste uge, men er blevet udskudt på grund af sygdom hos en af de tre dommere. Nu forventes det, at striden først bliver afgjort efter sommerferien.

Udbenerkniven

Nede hos Tattoo-Ole har Chris Wright besluttet sig for en kniv.

»Jeg overvejede først den her,« siger han og peger på en kniv med et slangeskaft. »Men den her ligner min udbenerkniv. Så den passer godt til mig.« Han skal dog lige overveje det en ekstra gang, inden han lægger sig under nålen. Så parret vil gå en tur og tænke over det og komme tilbage senere.

Chris Wright og Caitlin McKearney kom tilfældigt forbi, men Majbritt Petersen fortæller, at der kommer mange turister, som specifikt vil se butikken. »Vi er nærmest mere berømte i udlandet, end vi er i Danmark. Mange skal bare lige ind og se butikken. Der kommer også mange Jon Irving-fans.«

— Hvorfor det?

»Fordi butikken er med i bogen Indtil jeg finder dig. Har du læst den?«

— Nej.

»Det har jeg faktisk heller ikke.« Majbritt Petersen finder bogen frem fra en hylde. »Jeg gik i gang, men den er virkelig lang,« siger hun.

Information har spurgt John Irving om en kommentar til lukningen af Tattoo-Ole. Han svarer i en mail, at han ikke har tid til at gå ind i sagen, men at han tydeligt husker sit besøg i butikken. Han besøgte den, da Bimbo drev den, og hørte historierne om »Tatto-Jack, Tush-Hans« og »andre legender.« Og selvfølgelig »The Tattoo-Ole,« skriver John Irving.

»Jeg er ked af at høre, at Tattoo-Ole måske lukker,« slutter hans mail.

Ved siden af hylden med John Irving-bogen hænger en autoklave – en metalboks, som med højt tryk og høj temperatur kan sterilisere nåle. I gamle dage brugte Ole den, men i dag bruger man engangsnåle, så den er fuld af flasker med tatoveringsfarver.

»Kan du se alle de der pletter.

— Ja.

»De stammer fra en aften, hvor alle tatovørerne fra Nyhavn sad hernede og drak. Det gjorde de tit – der stod en sofa derovre,« siger Majbritt Petersen og peger på et sted i baglokalet, hvor der i dag står et skrivebord.

»Og så prøvede de at lave en kylling i autoklaven,« siger Majbritt Petersen og griner: »Den eksploderede,« tilføjer hun lidt efter. Og pletterne vil ikke gå af.