Læsetid: 10 min.

Onkel Reje kæmper en sørøverkamp mod præstationssamfundet

Han er ikke bare indbegrebet af antiautoritært dansk børnefjernsyn, som i år kan fejre 50-års fødselsdag. Onkel Reje er også historien om Danmark. Om en særlig form for frigjorthed, som hele kongeriget i princippet støtter, men som har fået trange kår i præstationssamfundet
47-årige Mads Geertsen skriver, klipper og spiller hovedrollen i DR’s Ramasjang-program, ’Onkel Rejes Sørøvershow’, der henvender sig til de 3-6-årige. I den kommende sæson går Onkel Reje i land, smider seler og pibe over bord og starter sit eget heavy-band. Målet er at vinde heavy-MGP.

47-årige Mads Geertsen skriver, klipper og spiller hovedrollen i DR’s Ramasjang-program, ’Onkel Rejes Sørøvershow’, der henvender sig til de 3-6-årige. I den kommende sæson går Onkel Reje i land, smider seler og pibe over bord og starter sit eget heavy-band. Målet er at vinde heavy-MGP.

Anders Rye Skjoldjensen

23. juni 2018

Onkel Reje står på sit skib, rødmosset med ølmave og fuldskæg, da hans ’onkelrejephone’ pludselig ringer.

Sådan starter alle afsnit af Onkel Rejes Sørøvershow – et af flagskibene på DR’s tv-kanal for 3-6-årige, Ramasjang: En lille dreng er blevet taget til fange af børnelokkeren Doktor John, som vil koge ungen om til luksuscreme og overtage cremekongeimperiet fra Ole Henriksen. Onkel Reje skal redde ham.

Først sejler han til Fyn for at få fingrene i en kæmpestor påhængsmotor, som en pensioneret sørøverkaptajn har bygget af et gammelt atomkraftværk og vindmøller fra Tvind. Fyn er et helt særligt sted befolket af lalleglade idioter i folkedragter, som ikke kan læse, spiser frosne sild med chokoladekrymmel og siger ting som »skisme« og »farveller, frikadeller«.

På en bodega kommer Onkel Reje i slagsmål med en flok lesbiske kvinder, der tæsker ham i hovedet med ølflasker, men han klarer den og sætter sejl mod Nordpolen, hvor drengen er indespærret i en campingvogn på toppen af et isbjerg. Så Onkel Reje bruger en deodorantkanon, han har fået af sin veninde ’Mormor’, til at brænde et stort hul i ozonlaget (som en fortællerstemme beskriver som »et magisk lag som Gud og folkene fra Greenpeace har lavet rundt om jorden«).

Solen smelter isbjerget, og drengen er reddet.

»Men Onkel Reje. Hvad med hullet i ozonlaget,« spørger den befriede dreng.

»Det skal du ikke bekymre dig om,« siger Onkel Reje. »Det tager de kommende generationer sig af.«

Det var det afsnit.

Frikadelle og Kim Larsen

Der er flødeskum ud over det hele i det varme tv-studie i Søborg, hvor optagelserne til tredje sæson af Onkel Reje er i fuld gang. Mads Geertsen, der både skriver og spiller Onkel Reje, stikker hovedet ud fra en kæmpestor politidragt, hvor han giver den som det forreste sæt arme på den fede, firearmede politimand Betjent Bendt Bendtsen.

»Jeg har det på bukserne,« siger han og trækker benklæderne af. Så synker han ned i en udtjent kontorstol midt i studiet, læner sig tilbage, strækker benene og ser nærmest demonstrativt afslappet ud med sine blomstrede underbukser og ølmaven, der titter ud under T-shirten. Han ligner en lille, glad Simon Spies, med stort fuldskæg, tyndt langt hår og mælkede, gråblå øjne.

— Du fortalte børnene forleden, at din bedste ven Brille ikke var med i dag, fordi du var kommet til at køre ham over, så han døde, og at du faktisk også havde spist ham. Kan man godt sige det til børn?

»De kloge klapper allermest i hænderne, når nogen har skrevet en bog om døden. ’Uha, det er godt nok et tungt og vigtigt emne’.«

Han folder hænderne på maven.

»Og det er jo rigtigt, men for os er døden bare en del af vores univers. Børn, hvad ved de? De ved, vi lever og dør, at de har en far og mor, at Dronning Margrethe findes, at der kører biler rundt. De ved ikke særlig meget. De ved ikke, hvor vejen ender henne. Den verden, vi tapper ind i, er de allermest elementære ting i livet. Min datter siger, at morfar ’er blevet død’. Som om det er noget, man påtager sig, ligesom at man er blevet sur. Hvis vi lavede en serie, hvor døden er uhyggelig og skaber angst, så ville det være forkert, men døden i sig selv er elementær, og det kan man sagtens behandle.«

En dame med lange tasker

Historien om Onkel Reje er også historien om Danmark. Den frække onkel personificerer ikke bare en stolt tradition i dansk børnefjernsyn, men også en særlig form for danskhed. Noget, de fleste i kongeriget i princippet nikker anerkendende til: At man gerne må være lidt grov, lidt fræk og lidt provokerende; at man ikke bare skal bukke og neje for autoriteter, at man skal tænke selv.

Det er også det, vi plejer at sige om dansk børnefjernsyn: At det er noget helt andet end de tomme Disney-kalorier, ungerne får serveret på Nickelodeon og Cartoon Network, noget andet end det åh, så pæne, opbyggelige, ABC-læsende og moraliserende. For sådan er vi ikke i Danmark.

Vi er børn af reformpædagogikken, Den Blå Betænkning og ’68. Der må gerne pruttes ved bordet. Se bare på DR’s B&U-afdeling, som i år fylder 50: Bamse er en notorisk egoist, der slår Kylling og stjæler Violas lune tærter. Kaj er narcissist, Andrea er neurotiker, Sebastian Klein laver klamme madder, og Ramasjangs nye app har et ’Prutteklaver’.

Børn skal jo være i skole hele tiden, de agerer i samfundets strukturer og har ikke samme frihed, som jeg selv havde – jeg er 47 år og vokset op i 70’erne, hvor man kunne lege på vejen og cykle til skole i 1. klasse, siger Mads Geertsen.

Anders Rye Skjoldjensen
Og Onkel Reje? Ja, han er det hele og lidt til. Han kalder nordmænd »fjeldaber«, sætter ild til prutter og kaster med atombomber. Forleden spurgte han børnene til et livearrangement i Odense: »Ved I godt, hvordan en mormor ser ud? Det er en dame med lange tasker!«

Onkel Rejes bare røv

I filmstudiet i Søborg står to mænd og holder i hver sin ende af en snor, de har bundet rundt om en fransk hotdog, der nu langsomt roterer om sin egen akse. Ideen er, at Onkel Rejes nemesis i den nye sæson, Betjent Bendt Bendtsen, netop har kastet hotdoggen ud af vinduet fra sin politibil, og at pøllen nu svæver gennem luften på vej mod Onkel Rejses bare røv, som mooner politimanden fra fortovet.

Hele studiet er én stor greenscreen med blødt lys og vindmaskine, så efterproduktionen kan trylle skuespillerne ind i Onkel Rejes computeranimerede univers. I næste scene skal Betjent Bendt Bendtsen, der spilles af Brian Lykke (ham fra Krysters Kartel), have en hel lagkage mast ud i ansigtet. Bagefter skal han have fire isvafler smasket i hovedet. Og så en sushipind i øjet.

»Der skal mere flødeskum på,« råber instruktøren til en flok kvinder, der ivrigt bygger isvafler og anretter lagkagen.

»Det skal helt op i øjnene. Ro på settet! Kameraerne ruller. 3,2,1.«

Temaerne i Onkel Reje flugter fint med reformpædagogikkens credo om, at børn ikke bare er halvbagte voksne, der skal adlyde, men selvstændige individer, der ikke behøver underkaste sig autoriteter, de ikke anerkender. I dansk børne-tv er myndighedspersoner også bare mennesker og ofte lidt ynkelige.

Betjent Bendt Bendtsen gør alt for at ødelægge festen for de frække unger i Onkel Reje, men han er i virkeligheden bare ensom og ked af det, fordi de andre betjente kalder ham »fede flæske Bentsen«.

»Han mangler et fællesskab,« som Mads Geertsen siger.

Det er klassisk.

»Det børnene skal ’lære’ af at se dansk børn-tv, er sociale ting,« siger Stine Liv Johansen, som forsker i børns mediebrug på Aarhus Universitet. »Hvordan agerer vi sammen? Hvordan ser verden ud? Solidaritet og ansvar. Det er særligt skandinavisk.«

I 1960 fik Danmark undervisningsvejledningen ’Den Blå Betænkning’, og pludselig skulle landets skoleelever ikke bare kunne regne og synge salmer, nej, skolen skulle gøre dem til »harmoniske, lykkelige og gode mennesker«. Det handlede ikke bare om, hvad eleverne kunne, men om hvem, de var. Fra 1967 måtte lærerne ikke længere slå eleverne. Der kom ’klassens time’, man blev dus med lærerne, satte borde i hestesko, og tog kateteret ned fra podiet foran tavlen.

Og i 1968 åbnende B&U-afdelingen, som omdannede principperne til børneradio og børnefjernsyn.

En smalltownboy kan lide fiskeduft

Så er der frokost. Mads Geertsen anretter en lille platte med ost, salat og svinekød i køkkenet, sætter sig ned og lægger de store briller på bordet. Han er god til øjenkontakt.

Han er Onkel Reje – det hele er hans idé, hans figur, hans manuskript, musik, klipning og production design. Han lægger endda sin egen makeup, selv om det bare er lidt læbestift fra Kvickly, som tværes ud i ansigtet.

Selv er han en smalltown boy fra Ringkøbing. For den ene ende af hans barndomsgade lå Vesterhavet, for den anden ende lå bygrænsen.

»Eventyr og vejen til Rom lå lige derude,« som han siger.

Det er ikke en værdi i sig selv at være politisk ukorrekt, siger Mads Geertsen. Vi har aldrig sat os ned og sagt: ’Nu skal vi provokere’, men jeg elsker selv at blive provokeret.

Anders Rye Skjoldjensen
Han uddannede sig til designer, men endte ad omveje på DR som musikindslaget »Je m’appelle Mads« i satireprogrammet Flemmings Helte, hvor han leverede gedigent syrede musikvideoer med flabede tekster: »Min mund den løber i vand / når jeg kommer ind i en fiskebutik / Det rykker i min tissemand / når jeg går forbi en fiskebutik / Det dufter så dejligt at fisse / rejer og fladfisk og fisse

»Det er ikke en værdi i sig selv at være politisk ukorrekt,« siger Mads Geertsen. »Vi har aldrig sat os ned og sagt: ’Nu skal vi provokere’, men jeg elsker selv at blive provokeret. Så mærker man sig selv. Hvis alt er glat, er det lige meget. Det er særligt dansk, tror jeg: At nogen rejser sig op og råber og peger og er lidt off. Onkel Reje er en del af en dansk tradition – Kim Larsen, Jens Jørgen Thorsen. Noget, der både er folkeligt og provokerende. Ligesom frikadeller er dansk, er grovkornet humor og antiautoritærhed det også.«

— Hvad er vigtigst for børn: fri leg og gak eller læring og faglighed?

»Begge dele er vigtigt, men det vigtigste er, hvilket formål det tjener,« siger Mads Geertsen. »Sker det for menneskets skyld, så det kan blive lykkeligt og robust? Vi skal jo alle miste vores forældre og vores kære engang. Eller handler det bare om at være god til at gå på arbejde? Og lige nu synes jeg, det handler mest om det sidste.«

–Er det er lettere at være fræk og grænseoverskridende, når man laver børnefjernsyn, end når man laver politisk satire eller fiktion til voksne?

»Børne-tv er et af de steder, hvor man tænker mest over værdier. Voksenfladen tænker i segmenter, hits og boligprogrammer, men på Ramasjang tænker man i kalorier. Vi skal ikke bare bruge børnenes tid, vi skal efterlade dem med noget.«

— Hvilke værdier giver Onkel Reje?

»At undersøge vores blinde vinkler. Fantasi. Og at børnene skal lære at stille spørgsmål og ikke kun få svar. Vi prøver at nedbryde det med rigtigt og forkert. Onkel Reje har ikke ret, men får børnene til at stille spørgsmål, så de selv kan handle. De skal jo være i skole hele tiden, de agerer i samfundets strukturer og har ikke samme frihed, som jeg selv havde – jeg er 47 år og vokset op i 70’erne, hvor man kunne lege på vejen og cykle til skole i 1. klasse.«

Onkel Reje vs. præstationssamfundet

Onkel Reje har danskerne med sig. Da BT tidligere på året tog tilløb til shitstorm ved at samle en håndfuld halvsure kommentarer fra Ramasjangs facebookside under rubrikken »Forældre raser over børneprogram på DR«, endte det med, at internettet støttede Onkel Reje. Selv på DR’s chefgang, som i mange henseender fremstår allergiske over for kontroverser, omfavner de Onkel Reje.

»For mig er Onkel Reje et fantastisk godt eksempel på det, der altid har været DNA’et i DR’s børneindhold: Det er skævt, vildt og politisk ukorrekt,« skriver generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en e-mail. »Vi skal være med til, at danske børn vokser op og bliver stærke borgere, der stiller spørgsmålstegn ved autoriteter og kan tænke selv.«

Men selv om danskerne principielt er på Onkel Rejes side, er det, som om han har tidsånden imod sig. Den er nemlig hverken fræk eller frigjort – den er målrettet. Børneforskere beretter om øget fokus på præstationer og læring i børnehaver og skoler. Test, karakterer, konkurrence og selvoptimering.

»Hvis man ikke er foran, er man bagud,« som børneforsker Dil Bach fra DPU siger.

»Børns leg er truet,« siger Stine Liv Johansen. »Vi har så travlt med at civilisere, vurdere og måle. Vi har brug for Onkel Reje. En, der lader det hele hænge løst. Han repræsenterer de dele af børnelivet, som ikke er pæne, nydelige og tænksomme, men frække og optaget af lort og prut. Man skal jo lege med det farlige og frække, spejle det og lære grænserne at kende. Man skal rumme det, ikke undertrykke det.«

I den forstand repræsenterer Onkel Reje ’Det gamle Danmark’. Ikke kornmarkernes og Ib Mossins gamle Danmark, men 70’ernes gamle Danmark. Olsen Bandens land, hvor man sagtens kunne tage en bajer til frokost, bade topløs og lade ungerne lege på vejen.

Heavy i Mormors garage

I Søborg klemmer Mads Geertsen sig ned i sit kostume. I den nye sæson går Onkel Reje i land og starter et heavyband i Mormors garage, så outfittet er ikke længere seler og pibe, men læderbuks, nittejakke og leopardplettet undertrøje. Rekvisitterne ligger spredt rundt i rummet – afsavede hænder, en discokugle, en fiskebowle.

— Hvor går grænsen egentlig for, hvad du vil vise og sige til børn? Jeg mener, du sætter jo ikke en pornofilm på…

»Nej, ikke en pornofilm, og hvis nogen får savet en arm af, er det ikke i smerte,« siger Mads Geertsen. »Men hvis det kan afføde et grin, kan det være lige så barokt, det skal være. Vi har lavet et spil på Ramasjangs app, hvor man kan tilkøbe våben – det største våben er en atombombe, og hvis man bruger den, så stopper spillet. Hvis der er våben i skydespil, hvorfor må man så ikke have det allerværste?«

Han piller næse med stiv pegefinger.

»Jeg tror gerne, danskerne vil provokeres. Man skal ikke være bange for at lave noget, der stritter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
  • Morten Balling
  • Poul Anker Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Benny Jensen, Morten Balling, Poul Anker Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Men i realiteten er man altid bagud, når man vælger at gå i takt.
Og tidsånden er nu ved at ophøre med at være på røven over den digitale udvikling - og på vej til at forstå, at stort set intet er forandret, udover at vi har fået nogle flere muligheder til at blive klogere, friere og mere vidende sammen og indbyrdes.
Men det har godt nok været længe undervejs og i flere omgange - senest i i Odense - betydet en masse penge kastet ud på elektronisk isenkram.

Heldigvis fik Danske Medier og deres lakaj Dansk Folkefodummelse ikke held med sig til også at slagte Ramasjang. Det var elles på tale, men det kommer nok i næste ombæring, såfremt Alex Ahrendtsen får lov til at fortsætte sig raid mod entartete kunst og underholdning.