Læsetid: 11 min.

Portræt: Robert Mueller er løgnedetektoren, som Trump er hunderæd for

Den tidligere FBI-direktør Robert Mueller har fået til opgave at afdække Trump-kampagnens forbindelser til russerne under valget i 2016. Det har indtil videre ført til den ene belastende afsløring efter den anden. En heksejagt, mener præsidenten. Men Muellers ry er svært at plette til
I Robert Muellers verden er det meste sort-hvidt. Enten er man forbryder, eller også er man ikke. Enten taler man sandt, eller også gør man ikke.

I Robert Muellers verden er det meste sort-hvidt. Enten er man forbryder, eller også er man ikke. Enten taler man sandt, eller også gør man ikke.

Charles Dharapak

16. juni 2018

Robert Mueller er drømmen om den amerikanske helt.

Dekoreret Vietnamveteran. Vellidt af både demokrater og republikanere. Tidligere statsanklager og FBI-direktør, der har brugt det meste af sin karriere på at smide forbrydere i fængsel. En undersøger, der bider sig fast som en bulldog, ikke giver slip, før han er kommet til bunds i en sag, og som er fuldstændig ligeglad med, hvem han træder over tæerne på vejen.

En uselvisk, stoisk, men også firkantet mand, som ikke tillader nogen slinger i valsen i sit arbejde, og som har brugt næsten et halvt århundrede i offentlighedens tjeneste.

Det seneste år har den 73-årige Mueller stået i spidsen for den undersøgelse, der skal afdække, om præsident Donald Trump og hans stab samarbejdede med den russiske regering under præsidentkampagnen op til valget i 2016.

Allerede i løbet af sit første år har undersøgelsen ført til over 100 anklager mod 19 personer og tre firmaer – samt en enkelt fængsling. Nyhederne om lyssky økonomiske forbindelser mellem Rusland og Trumps nærmeste samt fyringer af medarbejdere i Det Hvide Hus bliver ved med at skabe overskrifter i amerikanske og internationale medier, og sagen beskrives som den potentielt største politiske skandale i moderne historie. Det er ikke tilfældigt, at undersøgelsen i amerikanske medier bliver kaldt Russiagate. Den er vor tids Watergate.

Men i den amerikanske befolkning er både tilliden og kendskabet til Robert Mueller beskeden. Kun 32 procent foretrækker Mueller, mens andre 32 procent ikke kender eller har en holdning til ham. Det viser en ny analyse af Politico/Morning Consult, som har spurgt 1.994 vælgere. 

Og Donald Trump beskylder jævnligt Mueller for at stå i spidsen for en heksejagt og »et angreb på vores land«.

»Hvorfor består Muellers hold af 13 ærkedemokrater, der alle støtter Crooked Hillary, men af NUL republikanere,« har Trump eksempelvis spurgt på Twitter.

Der er en overvægt af registrerede demokrater blandt Muellers hold af advokater, viser en gennemgang foretaget af det amerikansk medie Politifact. Men de er valgt på baggrund af deres juridiske evner og uafhængigt af deres politiske tilhørsforhold, skriver Politifact.

Og ifølge journalist og lektor Garrett Graff, der har fulgt Muellers karriere og skrevet bogen The Matrix om hans tid i FBI, har Mueller – der faktisk selv er republikaner – et ry for at være politisk helt neutral.

»Han er sandsynligvis den mest respekterede, upartiske person, der kunne blive udnævnt som særlig anklager på undersøgelsen,« siger Graff.

»Og helt ærligt? Jeg tror, at Trumps stab er hunderæd for ham.«

Undersøgelsen

Robert S. Mueller har siden 17. maj 2017 ledet en undersøgelse, som kulegraver Ruslands påvirkning af det amerikanske præsidentvalg i 2016 og Trump-stabens indblanding heri.

Fem områder, Mueller undersøger

  • Trumps kampagnemedarbejderes økonomiske forbindelser til oligarker og den russiske regering.
  • Russisk indblanding i præsidentvalgkampen i 2006 gennem spredning af falske nyheder på sociale medier og hacking af e-mails tilhørende staben i Det Demokratiske Partis landsudvalg.
  • Om der i forbindelse med indblandingen i valgkampen har været koordination mellem Trump-kampagnen og Rusland.
  • Om der har været kontakt mellem russerne og Trumps rådgivere i tiden mellem, at Trump blev valgt, og frem til, at han blev indsat som præsident.
  • Om der er beviser for, at Trump og hans stab aktivt har forsøgt at modarbejde undersøgelsen.

Vendepunkt

En løgn er den værst tænkelige synd. Det lærte Robert Mueller af sin far, der var krigshelt fra Anden Verdenskrig og overhoved for et af de hvide, protestantiske, velhavende familiedynastier i det nordøstlige USA i efterkrigstiden.

Som mange af overklassens andre drengebørn blev Mueller sendt på den kristne kostskole St. Pauls i New Hampshire, hvor han spillede hockey med John F. Kerry, som senere blev Barack Obamas udenrigsminister, og var klassekammerat med kommende direktører, topembedsmænd, præsidentkandidater og kulturpersonligheder.

Mueller blev hurtigt anfører på skolens fodbold-, lacrosse- og hockeyhold. Men som person var han langt fra den højtråbende sportsdreng, som man kender fra populærkulturen om amerikanske high schools.

I stedet var han den »muskuløse kristne dreng«, en arketype fra 1950’ernes eliteskoler, fortæller hans gamle klassekammerat, Maxwell King, til The Washington Post. Det var Mueller, som påtalte, hvis der blev talt grimt om en kammerat, der ikke var til stede, og han blev anset som en, alle kunne regne med – med høje moralske standarder og tydelige værdier som »venlighed, respekt og integritet«. En good guy og en naturlig leder.

Det er ikke gået amerikanske mediers næse forbi, at Muellers opvækst på mange måder ligner Donald Trumps. De er født med knap to års mellemrum, begge i New York City, og ligesom Mueller er Trump også opdraget på elitens drengeskoler og østkystens Ivy League-universiteter.

Men hvor Donald Trump brugte sine privilegier til at skabe sig et navn, et ejendomsimperium og en kæmpe formue, mens han undgik Vietnamkrigen, fordi han angiveligt led af hælspore, meldte Robert Mueller sig frivilligt til krigen.

Det var Muellers ven fra universitetstiden på Princeton, David Hacket, der i første omgang havde inspireret ham til at drage i krig, selv om det var atypisk for en ung mand fra et eliteuniversitet at blive soldat.

»I ham så vi den person, vi selv gerne ville være,« har Mueller senere fortalt om Hacket, og i efteråret 1968, krigens mest dødbringende år, landede han i Vietnam, 24 år gammel med opgaven at lede en gruppe på 40 soldater udstationeret langt inde i Vietnams jungle.

En tidlig morgen bevægede bataljonen med Mueller i spidsen sig gennem junglen for at fortsætte de seneste dages vellykkede angreb på den nordvietnamesiske hær. Terrænet var tætbeplantet, planter og træer skyggede for overblikket, og gruppen opdagede for sent, at de pludselig befandt sig omringet af nordvietnamesiske soldater. Skuddene begyndte at regne ned over dem.

Muellers mænd faldt omkring på ham. Flere på stribe, det tog kun få minutter. Men han handlede hurtigt og modigt ifølge flere beretninger fra bataljonens medlemmer, der har ladet sig interviewe om hændelsen til det amerikanske magasin Wired. Han dukkede sig ikke, men stod oprejst i kugleregnen, mens han dirigerede de andre rundt.

En soldat husker, hvordan han og en såret kammerat gemte sig bag et træ uden mere ammunition og afskåret fra resten af gruppen, da Mueller opsøgte dem, forbandt den sårede og hjalp dem tilbage til de andre, inden han kæmpede videre. Til sidst lykkedes det Mueller og hans mænd at presse fjenden tilbage.

»Han klarede det bemærkelsesværdigt. Efter den nat var vi mange, der ville have gået gennem ild og vand for ham,« har en anden soldaterkammerat fortalt Wired.

»Det øjeblik, det hele brændte på, var han der for os.«

Mueller nåede aldrig at møde sin ven, David Hacket, på slagmarken. Hacket blev skudt i baghovedet, året inden Mueller selv kom til Vietnam. Men kammeratens død og hans egen deltagelse i krigen blev et vendepunkt for Robert Mueller, har han senere fortalt ved flere lejligheder. Herefter vidste han, at han ville bruge sit liv på at tjene sit land.

Fra topembede til gadeplan

I begyndelsen af 1990’erne modtog Eric Holder – en topstatsanklager i Washington, D.C. – et besynderligt telefonopkald fra sin tidligere overordnede Robert Mueller.

Inden da havde Mueller i to årtier været statsanklager i San Francisco og Boston, hvor han havde ført højtprofilerede sager mod eksempelvis den panamanske diktator Manuel Antonio Noriega, og siden havde han været chefefterforsker i Justitsministeriet.

I 1993 forlod han den offentlige sektor til fordel for et job på et stort advokatkontor i Washington med en årlig løn på 2,5 millioner kroner. Men arbejdet i den private sektor var ikke noget for Mueller. Han kunne ikke stå inde for at forsvare klienter, han mente var skyldige, fortæller Garrett Graff.

»Har I brug for en drabsefterforsker i din afdeling,« spurgte Mueller i telefonsamtalen, og Holder tænkte, at han ringede for at anbefale nogen.

Men Mueller, som senere har udtalt, at han »elsker alt ved efterforskning«, ringede for at anbefale sig selv. Han tilbød at sige sit velbetalte job op for at tage et arbejde, som normalt varetages af en nyuddannet jurist. Holder tænkte ikke længe over tilbuddet, og kort tid efter begyndte den dengang 51-årige Mueller i USA’s tjeneste på ny.

»I det amerikanske militær ville det svare til, at en højt dekoreret topgeneral går på pension for derefter at melde sig som løjtnant og begynde sin karriere forfra,« forklarer Graff.

Da to fly med kort tids mellemrum nogle år senere hamrede ind i World Trade Center den 11. september 2001 og ændrede verden – og efterretningsarbejde – for altid, var Mueller kun en uge forinden blevet indsat som chef for FBI.

Året efter formulerede Mueller en ny liste over FBI’s primære missioner. For første gang var bekæmpelse af terrorangreb med på listen.

For at kunne løse denne mission tilfredsstillende, mente Mueller, kunne man ikke længere have politiopgaver og efterretningsarbejde som to adskilte størrelser – som man for eksempel har det i Storbritannien med Scotland Yard og MI5 eller i Danmark med Rigspolitiet og PET. De skulle samles under FBI.

Det lykkedes, viser flere amerikanske studier, i stor stil for Robert Mueller, der foretog en centralisering af FBI’s kontorer og kom til at stå i spidsen for et paradigmeskift, hvor FBI gik fra at være en national efterretningstjeneste, som sikrede opretholdelsen af amerikansk lovgivning, til en global aktør i krigen mod terror. Mueller, som ledte FBI i 12 år, endte med at være den næstlængst siddende direktør nogensinde.

Som FBI-direktør blev han en offentlig person. Men han undgik helst rampelyset og takkede nej til alle de invitationer til talk shows, han modtog. Han holdt desuden kun sjældent tale, og når det endelig skete, fjernede han ethvert ’jeg’ i de taler, som blev skrevet til ham, og erstattede dem med ’organisationen’.

Klokken 06.00 hver morgen ankom han til kontoret i en sort SUV, og forlod det først sent om aftenen. Altid klædt i en hvid skjorte, aldrig lyseblå eller grå, for han skulle nødig vække opsigt.

»Han har absolut ingen swagger, den her mand,« har hans chef fra tiden som statsanklager, William Wells, udtalt til The New York Times. »Han kan bare sit stof.«

Som chef i FBI kunne Robert Mueller være »bister«, beskriver Garret Graff.

»Den hyppigste kritik er, at Mueller er meget direkte og angiveligt lidt svær at samarbejde med, fordi han er meget militaristisk i sin tilgang og forventer, at folk følger hans ordrer. Han er ikke god til at blive sagt imod eller at tackle uenigheder.«

Og sådan har Mueller altid været, fortæller en tidligere soldaterkammerat til Wired. Muellers soldater var altid sultne, altid på farten, fik sjældent tid til at gå i bad. Han forventede meget af sine underordnede og havde ingen tålmodighed med folk, der lod, som om de var syge. Til gengæld bad han aldrig om mere fra sine ansatte, end han selv leverede, forklarer kammeraten.

»Han er typen, der ikke gider noget pis.«

Splittet befolkning

I Robert Muellers verden er det meste sort-hvidt, fortæller Garrett Graff. Enten er man forbryder, eller også er man ikke. Enten taler man sandt, eller også gør man ikke.

Og nu, fire år efter, at han stoppede som direktør i FBI, har Robert Mueller – eller ’Løgnedetektoren’, som magasinet Times kaldte ham på en forside sidste år – igen chancen for i USA’s tjeneste at opklare ulovligheder. Indtil videre har flere centrale personer omkring Trump erklæret sig skyldige i at lyve over for ham og afventer nu deres straf – eller samarbejder med Mueller.

I takt med Muellers afsløringer af løgne vokser Donald Trumps frustration over undersøgelsen, som ifølge præsidenten er »fup og svindel«. »Mange folk har sagt: ’Du skulle fyre ham’,« har han udtalt om Mueller.

Men selv om Trump formelt set har autoritet til en fyring, er det tomme trusler, mener Nancy Kassop, der er professor ved Institut for Statskundskab på State University of New York.

»Han kan ikke bare skrive et brev til Mueller, om at han er fyret, som han gjorde med James Comey (tidligere FBI-direktør, der blev fyret af Trump, red.). Mueller kan kun blive fyret af den justitsminister, som ansatte ham. Og sandsynligheden for, at det sker, er lig nul,« siger Kassop.

»Fyringen af Mueller vil være så åbenlyst et forsøg på at hindre rettens gang, at det vil blive et politisk selvmål, der kan bringe Trumps præsidentskab i fare.«

Donald Trump er ikke den eneste, der er utilfreds med Mueller. Også den amerikanske befolkning er splittet omkring undersøgelsen, og det går ud over den ellers så bredt politisk respekterede Muellers renommé.

På den ene side knuselsker det progressive USA den pressesky Mueller, der stadigt oftere er en karakter i det populære sketchshow Saturday Night Live, hvor Robert De Niro udklædt som Mueller med dybe rynker, sammenknebne, mistænksomme øjne og nedadvendte mundvige går rundt og peger på Trump for at signalere, at ’jeg holder øje med dig’, mens publikum hujer og griner.

Men for den del af USA, Donald Trump har hentet sine støtter hos, kan begejstringen for Mueller ligge på et meget lille sted, siger Garrett Graff.

»For Trumps tilhængere er han en korsfarer, der prøver at ødelægge præsidenten.«

De fem hovedpersoner

Michael Flynn (skyldig i at lyve)

Tidligere sikkerhedsrådgiver for Donald Trump og general

Michael Flynn trak sig i februar 2017 fra posten som sikkerhedsrådgiver, da det kom frem, at han mellem Trumps valgsejr og indsættelse havde talt med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak. Under samtalerne har Flynn angiveligt drøftet Obamas sanktioner mod Rusland. Flynn afviste først anklagerne, men i slutningen af 2017 erklærede han sig skyldig i at have løjet over for FBI om mødet med ambassadøren. Han er nu gået med til at samarbejde med Mueller mod en nedsat fængselsstraf.

Paul Manafort (anklaget)

Formand for Donald Trumps præsidentkampagne i sommeren 2016, tidligere international konsulent og lobbyist

FBI’s anklager mod Paul Manafort er talrige og går blandt andet på hvidvaskning af penge i forbindelse med hans og Rick Gates’ arbejde som lobbyister for den tidligere, prorussiske præsident i Ukraine, Viktor Janukovitj. Paul Manafort er sigtet for at konspirere mod den amerikanske regering og for at afgive falsk vidneafklaring. Han er p.t. i husarrest, da bevisbyrden mod ham er tung, men han nægter sig skyldig.

Rick Gates (skyldig)

Næstformand for Trumps præsidentkampagne

Rick Gates, forretningspartner med Paul Manafort gennem mange år, har erklæret sig skyldig i konspiration mod den amerikanske regering og falsk vidneforklaring om blandt andet sit arbejde sammen med Manafort i Ukraine. Han samarbejder nu med Mueller.

George Papadopoulos (skyldig)

Trump-kampagnens udenrigspolitiske rådgiver

Papadopoulos erklærede sig sidste år skyldig i at have løjet over for efterforskerne om en samtale, han havde under valgkampen med en professor, der angiveligt skulle have russiske forbindelser. I samtalen fortalte professoren Papadopoulos, at han havde »snavs« på Hillary Clinton.

Donald Trump Jr.

Præsidentens søn og aktiv i Trumps præsidentkampagne

Under valgkampen, i juni 2016, mødtes Donald Trump Jr., Paul Manafort og Trumps svigersøn Jared Kushner med den russiske advokat Natalia Veselnitskaja i Trump Tower.

Trump Jr. havde fået at vide, at advokaten, der har indrømmet at stå i forbindelse med Kreml, var i besiddelse af inkriminerende oplysninger om Hillary Clinton. Men ifølge Trump Jr. lå advokaten ikke inde med brugbare oplysninger om Clinton.

Jared Kushner

Præsidentens svigersøn

Jared Kushner undersøges af Mueller for at have mødtes med blandt andre den tidligere russiske ambassadør Sergej Kisljak. De har angiveligt diskuteret muligheden for at etablere en sikker og hemmelig kommunikationskanal mellem Trump-staben og Kreml. Efterforskerne undersøger også Kushners forretningsforbindelser til russiske oligarker og kinesiske statsbanker.

En rapport fra USA’s justitsministerium bebrejder tidligere FBI-chef for at have offentliggjort oplysninger om Clintons e-mailsag uden godkendelse fra Obamas justitsminister. Comey og FBI frikendes for at have begunstiget en af præsidentkandidaterne. Ikke desto mindre bruger Trump nu rapporten i sin kampagne mod Mueller
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Oluf Husted
  • Peter Beck-Lauritzen
Anne Eriksen, Maj-Britt Kent Hansen, Oluf Husted og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når han er færdig med uhyret i det hvide hus, måske DK kan låne ham til at kikke på løkkefonden og kvoteskandalen (bare til en start)

Svend Erik Hansen, Flemming Berger, Ole Frank, Jens J. Pedersen, ingemaje lange, Steen Bahnsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Vi vil alle af med Trump. Men jeg håber at demokraterne og andre besinder sig og vælter ham med politik. Rusland og Mueller-undersøgelse er noget bullcrab.....

Nederst er en lille youtube-snas med "uplettede" Mueller, der fyrer løgnhistorier af!
Og så er han endda dårlig til det....

https://www.youtube.com/watch?v=nkF6WpWAxy8