Læsetid: 7 min.

Retten til privatliv er en historisk undtagelse, der let kan forsvinde igen

På det nye danske Center for Privacy Studies forskes i privatliv fra 1500- til 1800-tallet. Eksemplerne involverer malkning af kvinders bryster, statslig tankekontrol og fælles familieseng. Kun ved at forstå, hvordan privatlivet opstod, kan vi afgøre, om det i dag er under pres
I 1600-tallet malede kunstnere bøn i det private rum, hvor man mente distancen til Gud var kortere. Her er det ’Maria Bebudelsesdag’, hvor arkæenglen Gabriel kom til Maria i hendes kammer og bebudede Jesu fødsel, malet af flamske Pieter van Mol

I 1600-tallet malede kunstnere bøn i det private rum, hvor man mente distancen til Gud var kortere. Her er det ’Maria Bebudelsesdag’, hvor arkæenglen Gabriel kom til Maria i hendes kammer og bebudede Jesu fødsel, malet af flamske Pieter van Mol

2. juni 2018

På et torv i indre København ligger et spædbarn. Helt stille. Det hverken græder eller spjætter. Det er kommet til verden for umiddelbart efter at forlade den igen. Om barnet er dødt under fødslen eller dræbt af sin mor, ved ingen. For ingen mor giver sig til kende.

Året er 1582, og i København går en ukristelig spædbarnsdræber rundt. Hun er ikke den eneste synder, ved kong Frederik II. Han udsender et åbent brev til byens borgmestre og rådmænd, hvor han beskriver, at hovedstaden er fyldt med »løsagtighed, skørlevned, synd og laster«. Ugifte gravide kvinder, som risikerer at påkalde sig Guds vrede.

Den viden har kongen, for han har selv set kvindernes modermælk.

I en befolkningsundersøgelse er Københavns ugifte kvinder én for én blevet indkaldt og har fået deres bryster malket. Løsagtigheden stod skrevet i den mælk, som kom ud hos nogle kvinder. Samme manøvre igangsatte Christian IV et halvt århundrede senere, da han efter fundet af endnu et dødt spædbarn indkaldte 300 kvinder på Københavns Rådhus til malkning.

Episoden indgår i en af 11 cases i forskningen på det nyetablerede Centre For Privacy Studies ved Københavns Universitet. Her undersøger teologer, arkitekter, jurister og idéhistorikere privathedsbegrebet – det, som på engelsk betegnes ’privacy’ – i den tidlige moderne tid fra 1500- til 1800-tallet. Ambitionen er på sigt at etablere ’privacy studies’ som et tværfagligt forskningsfelt.

Forskningscentret er opstået i en tid, hvor debatten om privathed er overalt. I europæisk GDPR-lovgivning om data og Cambridge Analytica-skandalen om Facebook. I DNA-registre og forældreovervågning af børn. I åbne kontorlandskaber og moderne arkitektur med glasfacader som den nyåbnede BLOX-bygning i København. Og så videre.

Centre for Privacy Studies

  • Centret forsker i 11 cases i perioden 1500-1800-tallet. København og Amsterdam i hele perioden, samt ni engelske, franske og tyske cases, der udgøres af konkrete steder i en mere begrænset periode, herunder Westminster under Elizabeth den Første (1558-1603), Dresden (1541-86), Helmstedt (1620-81), Versailles (1682-1715), Glasgow (1728-89) og Arc-et-Senans (1771-1806).
  • Den historiske forskning i privatliv falder inden for teologi, retshistorie, idéhistorie og arkitektur. Det er de fagfelter, som kan sige noget om det private i perioden 1500-1800.
  • Centret er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond og det første i verden, som forener en historisk tilgang til forskningen i privatliv med udblik til moderne perspektiver.

»Der er en generel opfattelse af, at det private er under pres. At privatheden er ved at forsvinde. Men for at afkode, hvorfor den følelse er fremherskende, er det nødvendigt at definere, hvad det private er i dag. Men det er kun muligt, hvis vi forstår, hvordan ideen om privathed er opstået og har udviklet sig,« siger Mette Birkedal Bruun, som er professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet og leder af Centre for Privacy Studies, der er finansieret af Danmarks Grundforskningsfond.

Med et historisk blik på det private er det muligt at anfægte vaneforestillingerne om, hvad det private er og bør være. Anskue virkeligheden i bagklogskabens lys. Det er derfor, forskningscentrets kilder er 200 til 500 år gamle, fortæller hun.

»Selvfølgelig er der stor forskel på 1600-tallets breve og Facebook. Men der er også en overordnet fælles interesse i, hvordan man bevarer private oplysninger på de rigtige hænder.«

En truende rettighed

1500-tallets Europa var i brand. Religionskrigen mellem katolikker og protestanter sendte tusindvis af mennesker på flugt. Mange nåede den danske grænse. I 1569 udstedte Frederik II Fremmedartiklerne. En slags datidens udlændingelov.

Lovgivningen beskriver i 25 artikler, at alle, som får ophold i det dansk-norske rige skal overholde 25 artikler, der handler om trosspørgsmål og den luthersk-evangeliske tro. Opdages de i at lyve om deres overbevisning, er straffen henrettelse.

»Staten fratog individet retten til den private, frie tanke. Ikke engang det, som foregik i borgernes eget hoved, måtte de have for sig selv,« beskriver Helle Vogt. Hun er professor i retshistorie ved Københavns Universitet og kerneforsker ved Centre for Privacy Studies.

Her opstod erkendelsen af, at det helt private, uanset om det er tankevirksomhed eller hemmelige handlinger, rummer en potentiel trussel.

»Kætterske, altså forkerte religiøse, opfattelser udgjorde en kollektiv risiko. De kunne antænde Guds vrede. Så for at sikre samfundet var præster og lovgivere meget optaget af, om folk troede på det rigtige, når de gik rundt i deres hjem,« fortæller Mette Birkedal Bruun.

»Det samme gør sig gældende i dag. Nu er det bare demokratiet, som ikke må være truet, og derfor er myndighederne meget fokuserede på, om borgerne planlægger terror i ly af hjemmets fire vægge.«

Eksempelvis har europæiske myndigheder siden terrorangrebene i London og Madrid i begyndelsen af 00’erne masseovervåget befolkningen med telelogning og høstet oplysninger om, hvor de bevæger sig hen, hvem de taler med og hvornår. I terrorbekæmpelsens navn

Logningen er af tidligere tilsynsførende for EU’s Databeskyttelse blevet kaldt »det mest privatlivskrænkende instrument, som nogensinde er blevet indført af EU«. Den har mobiliseret meget modstand blandt menneskerettighedsaktivister, inden EU-Domstolen i december 2016 fastslog, at den uddifferentierede masseovervågning er ulovlig. Nu venter kritikerne bare på, at justitsminister Søren Pape Poulsen tager konsekvenserne af EU-dommen.

Eksemplet illustrerer dualiteten i det private. En potentiel trussel for magthavere og myndigheder, men beskyttelsesværdigt for borgerne.

At tage det private for givet

I senmiddelalderens Frankrig fik den adelige overklasse anlagt private kapeller. I de private religiøse rum kunne de bede deres bønner i fred. Her var distancen til Gud kortere, mente man. Gennem privathed kunne man opnå et særligt religiøst klarsyn.

Men også dengang unddrog det private rum sig kontrol. Biskoppers visitationsrapporter vidner om udfordringer med bønderne, der brugte de private kapeller som lagerrum. »Lad nu være med at fylde dem med høstakke, vin og frugt. Find et andet sted,« lød biskoppernes ordre.

Også i kunsten søgte malerne privilegeret adgang til det private rum. Stilarten var nærmest voyeuristisk. Mange portrætter blev malet fra et fluen-på-væggen perspektiv, som gav tilskueren adgang til bedende i deres værelse. Eksempelvis af Maria, da hun får af vide af ærkeenglen, at hun skal føde Guds søn. Her er hendes seng, bord og lysestager også malet, som var maleren trådt med hende helt ind i hendes private kammer.

»I tidlige moderne tid var det private et privilegium forundt de få. Et sted, man kunne komme i tæt kontakt med Gud, som dengang var meningen for mennesket. Lidt som når vi i dag går offline fra sociale medier eller tager på ferie på en svensk ødegård for at finde en særlig autenticitet,« fortæller Mette Birkedal Bruun.

Også i det franske aristokratis boliger var det private idealet. Et statussymbol. Mand og kone indrettede sig helst, så de – selv om de boede under samme tag – nærmest kunne undgå at støde ind i hinanden.

Hvor selv den private krop havde været statens ejendom, som brystmalkningen af de københavnske kvinder i slutningen af 1500-tallet illustrerer, fik det private pludselig værdi og blev et privilegium. Og med Den Franske Revolution i 1789 blev privathed defineret som en frihedsret, befolkningen værnede om, fortæller Helle Vogt.

»Tidligere havde befolkningen været vant til regimer, som – uden overhovedet at legitimere hvorfor – kunne brase ind i private hjem, ransage, overvåge og gøre lige, hvad de ville. Indtil langt op i 1700-tallet havde privat kun én betydning i det danske sprog, og det var lokum. Men alt det ændrede sig omkring Den Franske Revolution.«

Siden er det private blevet sikret ved artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der fastslår, at »enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance«.

Men der er sket noget med opfattelsen af privathed, siden det i Europa opstod som en ukrænkelig frihedsret for godt 200 år siden. Det manifesterer sig tydeligt i den måde, vi i dag bygger og indretter os på, fortæller professor i arkitektur Peter Thule Kristensen fra Kunstakademiets Arkitektskole, som også er kerneforsker ved Centre for Privacy Studies.

Det nye omdiskuterede BLOX-byggeri i København har udelukkende glasfacader. Det samme gælder lejlighederne i Ørestaden og nybyggeriet i Nordhavn.

»Dermed bliver det moderne hjem et showpiece, man gerne viser frem til omverdenen. Også mens, man selv går rundt i badekåbe lørdag morgen. Men måske savner vi i den moderne arkitektur nogle tilbagetrækningsmuligheder, hvor man kan være uset. Døre, man kan lukke, og korridorer, som dem 1800-tallets boliger havde.«

Samtidigt har Facebook, Snapchat og Tinder udvasket grænserne for det private i mellemmenneskelige relationer og datingkultur. På en måde hvor intimsfæren bliver stadigt mindre afgrænset, beskriver Helle Vogt.

Vi er ikke nødvendigvis mindre private i dag, mener hun. I 1500-tallet sov hele familier eksempelvis i samme seng, og fester var statsregulerede i forhold til gæsteliste, påklædning og servering – vin til danske bryllupper blev forbudt i 1624.

Men måske værner vi i dag mindre om det private.

»Retten til privathed er historisk set en undtagelse. En tilkæmpet rettighed, som kan forsvinde igen. Men vi er måske kommet til at tage det private så meget for givet, at det ikke altid virker, som om vi er bange for at miste det,« siger hun.

Alternativt befinder det private sig i en definitionsmæssig overgangsfase. Hvor privathed hverken bliver mere eller mindre vigtigt, men ideen om det private ændres. Som noget, der handler om langt mere end den private ejendomsret, kroppen eller lukkede rum, beskriver Peter Thule Kristensen. 

»Men det er svært at afgøre, når man er midt i udviklingen. Det er derfor, vi forsker i fortiden,« siger han.

»Så må vi lade det være op til fremtidens privathedsforskning at afgøre, hvor det private i dag er på vej hen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Line Juhler Schmidt
  • Christian Skoubye
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • Alvin Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Jens Østergaard Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Tanghus
Line Juhler Schmidt, Christian Skoubye, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Alvin Jensen, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Jens Østergaard Petersen, Lise Lotte Rahbek og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Østergaard Petersen

Det bliver spændende, når centeret begynder at offentliggøre deres resultater.

Line Juhler Schmidt, Steffen Gliese, Alvin Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Privatlivet er ikke kun truet af digitalisering.
I går den 4 juni 2018 viste DR2 en dokumentar, hvor et forældrepar fik fjernet deres nyfødte datter i Roskilde kommune.
Heldigvis havde de kræfter til, at ansætte en advokat, og det viste sig at de havde fået fjernet deres barn på fejlagtige og gamle oplysninger og de vandt sagen. Men inden havde de været udsatte for noget der var grusomt.
Mon de sagsbehandlere, der afgjorde sagen i første omgang mon har givet en uforbeholden undskyldning. Nej, sikkert ikke.
De bør have en kæmpe erstatning. Dette blot en af mange sager, hvor sagsbehandlere handler direkte imod al evidens. De burde underlægges autorisation, men det vil de ikke. Hvordan kan de dog selv bestemme det?
Den forrige formand og den nuværende modsætter sig det, og de har endnu ikke kommet med en forklaring. Tavshed er deres svar.

Anne Mette Jørgensen

Det endnu værre er, at stort set alle afgørelser i sociale sager beror på vilkårlighed.
Åbenlyse tilkendelser af førtidspension er afhængig af hvilken kommune du bor i, og man kan opleve at mindre syge tildeles pension, mens sågar terminal patienter nægtes.
Hvordan kan et "retssamfund" være vidne til det.
Alle er lige for loven,men det er jo lodret løgn.