Læsetid: 6 min.

Seksuel frigørelse handler om magt

Frigjorde 68-oprøret seksualiteten, eller blev handelsværdi bare omdefineret?
2. juni 2018

I 50-året for et vist oprør, som ændrede mange ting i mange samfund, skønt det ikke er helt klart, hvori ændringerne egentlig bestod, må seksualiteten fortjene særlig opmærksomhed. Især i betragtning af en heftig kampagne mod en karakteristisk mandlig seksuel adfærd, som gør mindeåret til noget særligt.

Blev seksualiteten befriet i 1968? Ifølge et interview med den franske sociolog Eva Illouz i l’Obs den 8. april blev mænds adgang til den kvindelige seksualitet omdefineret: Den måtte ikke længere betales med ægteskab eller klingende mønt, men blev så at sige gratis. Det gjorde mange mænd glade, men ikke lige så mange kvinder, hvilket man nu kan se, hvis man bruger #MeToo-briller – for betalingsforholdet blev ikke afskaffet, det blev vendt om! De kvinder, som dengang fik adgang til arbejdsmarkedet og blev økonomisk selvstændige, kunne nu få lov at betale for erhvervelsen og fastholdelsen af deres job ved hjælp af seksuelle ydelser til arbejds-’giveren’, i øvrigt jo et ældgammelt patriarkalsk fif, men nu generaliseret.

Glæden var alligevel så stor i den oprørske befolkning, at det kvindelige perspektiv på sagen aldrig stod kritisk frem. Og mange kvinder støttede de frigjorte mænd og bed deres egne ofte kritiske erfaringer i sig. Man ville jo nødig tilbage til de gamle normer. Der manglede begreber til at klargøre de nye problemer og formulere en kritik, der ikke straks kunne afvises som bagudstræbende.

Men samtidig med at samfundene blev globaliseret, dvs. gennemtrængt af pengenes globale magt og herlighed – det politiske liv, demokratisk eller ej, determineret af stadig mere aggressive kapitalers adfærd og kommunikationen gennemgribende elektroniseret – blev det seksuelle en fællesnævner for alt, hvad pengene kunne betyde i de nye kredsløb af udvekslinger.

Længslen efter den rene fryd

Det seksuelle begær, længslen efter den rene fryd, hvorved kroppenes rene ånd overskrider sig selv og bliver ét med universet, blev den nye substans, som pengene kunne betyde. Den kvindelige seksualitet, der som nævnt netop var blevet forvandlet til betalingsmiddel, blev derfor det indlysende udtryk for denne totalseksuelle substans: billeder af ’frigjort’ kvindeligt begær på alle billedflader og skærme! Alt kød er endelig blevet ånd, og der er heftigt åndende kød overalt! Således taler pengene. Som Illouz bemærker, kunne man til Bourdieus ’kulturelle kapital’ føje begrebet seksuel kapital – en substans, nogle mennesker tilskrives eller opleves at besidde, og som det gælder om at tilegne sig.

Pengenes frihed er imidlertid ikke helt det samme som seksualitetens faktiske frihed – skal de socialt frisatte og politisk bevidste kvinder så støtte eller bekæmpe begærsfremvisningerne og den nye almene pornoskopi? Spørgsmålet lader sig måske ikke afgøre. Hvor feministisk man end er, bliver det ikke klart, hvorvidt en almen afseksualisering af den offentlige kvindefremstilling gavner bevægelsen mod det, som Illouz beskriver som idealet, en magtfri og »frit flydende seksualitet« for levende mennesker. Man sidder så at sige fast i pseudofriheden og kommer hverken frem eller tilbage.

En fast mønster

Lad os derfor forsøge os med en magtkritisk tilgang. Det kollektive menneskedyrs livsverden kan opfattes som en fraktal struktur fra dets største til dets mindste enheder. De største er samfundenes økologiske opbygning i tre niveauer af udveksling med naturen: Vi udvinder føde, vi tilegner os steder og beskytter os dér, vi bygger templer. Simpelt liv, komplekse fællesvæsener, magtinstanser.

Enhver gruppering, institution, virksomhed gentager dette mønster. Helt ned til de seksuelt definerede enheder, vi kalder par, familie, klan. Der er altid de tre perspektiver: livets opretholdelse; dets former og begreber – og magten, dvs. helligheden, det absolutte. Fra makromagt til mikromagt. Fra abstrakt til konkret, samme struktur fraktalt gentaget, endda langt ind i individets ’subjektivitet’ (følelser, tanker, guder).

Derfor kan sproget i øvrigt anvendes uden forskel på alle niveauer med omtrent de samme ord. Sproget cirkulerer og holder niveauerne pænt på plads i forhold til hinanden. Alligevel dukker der et universelt forstyrrende element op. I strukturen optræder der nemlig hver gang også en direkte forbindelse mellem den underste og den øverste instans, mellem det simple liv og magten, uden om melleminstansen. En slags iboende tendens til kortslutning.

Suveræniteten

Denne forbindelse kaldes hos filosoffen Georges Bataille suveræniteten. Når den bryder frem hos individet eller mellem individer, har vi en suveræn tilstand: den seksuelle ophidselse, ekstasen, som slukker for tanken og fører til … vidundere og katastrofer. Bryder den frem på det politiske niveau, får vi … kreative revolutioner og populistisk elendighed. Vi kender alle dette ambivalente suveræne fænomen fra det kollektive livs dramatik. Hos nazijuristen Carl Schmitt: undtagelsestilstanden. Vold og eufori i samme foruroligende blanding.

Kan seksualiteten så frigøres? Et gennemseksualiseret samfund ville være et land i permanent ekstase, et stivnet brasiliansk karneval ude af stand til andet end at kopulere, eller et nazistisk samfund ude af stand til andet end at føre krig. Man kan sikkert sige, at religionerne i verdens eksisterende samfund i bedste fald regulerer suverænitetens momenter, nemlig via kalenderen. En tid til fornuft, en tid til sex og afsind.

Derfor er religionerne og deres guder og præster – det er i grunden et og det samme – altid så påfaldende optaget af seksualiteten og dens regulering. De kristne kirkefædre var nok tidens førende sexologer, efter inderne, hvis guder i deres flerhed dog udviste større fantasifuldhed. I et moderne sekulariseret samfund kan den profane kalender naturligvis spille en tilsvarende rolle, jævnfør det hedengangne ugeblad Weekend Sex, men den sekulariserede seksualitet fører snarere til enten en total suverænisering, dvs. sex på kontoret, sex på fabrikken, på gaden, når som helst, hvor som helst og ofte på #MeToo-agtige vilkår, eller ingen sex som helst, som i de nye erotofobiske antisex-bevægelser. Enten altid sex eller aldrig sex. Man mindes den unge antisexliga i George Orwells 1984.

Kunst og frigørelse

I praksis kender vi faktisk noget i retning af Illouz’ ideelle frit flydende seksualitet fra visse eksisterende undtagelsestilstande, nemlig ’de kunstneriske miljøer’. Henry Millers Paris og hans romaner – Tropic of Cancer fra 1961 betragtes af litterater som et gennembrud for den seksuelle revolution i Vesten – betegner givetvis en faktor, der ikke kun er historisk, men også strukturel i den forstand, jeg her redegør for.

Kunstnere er folk, der professionelt beskæftiger sig med suverænitet! Deres værker pryder derfor templer og offentlige pladser og biblioteker, hvor obskøne eller foruroligende værkerne end er. Det er karakteristisk nok kun despoterne, der brænder dem, idet de netop selv overtager suveræniteten; sådan fungerer logikken.

I æstetikken flyder seksualiteten faktisk frit, hvilket enhver kan se fører til så meget skønhed, som mennesker nu kan udholde. Som det også vil være alment bekendt, betaler kunstnerne også ’prisen’ for dette eksistentielle særvilkår, deres tendentielt frie seksualitet, med et kaotisk familieliv og ofte ganske sørgelige personlige konsekvenser; men det er ikke en ’pris’, en straf, i den betydning, hvori Maurice Blanchot til Bataille bemærkede, at suveræniteten altid må ’sones’.

Har vi løst problemet? Ja, egentlig. I én forstand kan seksualiteten ikke frigøres – Illouz tilføjer: medmindre vi afskaffer kapitalismen. Og jeg tilføjer: Hvad skulle det egentlig hjælpe, hvis magtens fraktale struktur stadig er der? I en anden forstand er seksualiteten allerede frigjort – men de frigjorte soner deres frihed. Hvorfor?

Det ligger i dens kropslige natur, at den ikke kan være eller blive opbyggelig: Dens spiritualitet er blank, begrebsløs, destruktiv, dens ideal er latter og meningsløshed. Derfor. Og dét er godt nok, faktisk smukt, men det er bedre at forstå det end ikke at forstå det, hvis vi skal forsøge at fortolke og forandre forholdet mellem mænd og kvinder i dagens verden og livsverden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu