Læsetid: 9 min.

Større viden om hjernens indflydelse på vores adfærd rejser spørgsmål om kriminelles ansvar og skyld

Skal vi eksempelvis straffe psykopaten, teenageren og misbrugeren på en anden måde end andre kriminelle med baggrund i viden om deres hjerner? Det har filosof Rune Klingenberg netop skrevet en ph.d. om
Diskussionen går ikke på, om man bør undlade at spærre psykopater inde, men mere om hvorvidt de fortjener en almindelig straf – som jo indbefatter dårligere vilkår end andre borgere, siger Rune Klingenberg.

Diskussionen går ikke på, om man bør undlade at spærre psykopater inde, men mere om hvorvidt de fortjener en almindelig straf – som jo indbefatter dårligere vilkår end andre borgere, siger Rune Klingenberg.

Ditte Ahlgren

9. juni 2018

Det var i år 2000. En 40-årig amerikaner, lykkeligt gift og tilsyneladende ved godt helbred, begyndte at besøge prostituerede og udviklede en smag for børnepornografi på nettet. Da han gjorde tilnærmelser til sin lille steddatter, smed konen ham ud, han blev diagnosticeret pædofil, medicineret og dømt til at følge et program for sexafhængige.

Men også behandlingsprogrammet måtte give op, fordi han gjorde seksuelle tilnærmelser til personalet og andre patienter, og han blev i stedet henvist til afsoning. Kort før han skulle i fængsel, blev han imidlertid indlagt med hovedpine, svimmelhed og dårlig blærekontrol. Skanninger viste, at manden havde en hjernetumor. Da den blev fjernet, blev han på kort tid helt sig selv igen. Tumoren havde påvirket den del af hans hjerne, der regulerede social adfærd og kontrol over seksuelle impulser. Efter en periode, vendte hovedpinen og hans hang til pædofil pornografi igen tilbage. Nye skanninger viste, at en ny hjernetumor havde udviklet sig. Da den blev fjernet, vendte han tilbage til sit gamle jeg.

»Engang havde man sat sådan en mand direkte i fængsel og smidt nøglen væk. Men ved hjælp af teknologiske landvindinger inden for neurovidenskaben ser det i dag anderledes ud. Den nye viden om, hvad der sker i vores hjerner rejser nogle spørgsmål omkring ansvar, skyld og i sidste ende straf. Biologien udfordrer vores mavefornemmelse om, hvem der fortjener straf, for der er jo ikke nogen, der selv vælger deres dårlige impulskontrol,« siger lektor i filosofi ved Roskilde Universitet, Rune Klingenberg.

Rejser helt nye spørgsmål

Den 1. juni forsvarede han sin ph.d.-afhandling med titlen On Neuroscience and Criminal Responsibility, hvori han diskuterer de neurovidenskabelige landvindinger ud fra en række grundlæggende filosofiske positioner inden for straffeetik.

Historien om manden med hjernetumoren er et eksempel på, hvordan den neurovidenskabelige udvikling udfordrer vores vante forestillinger om, i hvilken grad et menneske kan gøres ansvarlig for sine kriminelle handlinger.

»Vores viden om og vores teknologiske muligheder for at gå ind og pille i hjernen eksploderer i de her år. Og på samme måde, som da der blev udviklet en masse ny bioteknologi i 1970’erne, afføder de nye teknologier en masse spørgsmål,« siger Rune Klingenberg.

Neurovidenskaben har på forskellig vis påvist, at dele af vores adfærd er indlejret i hjernen. Særligt inden for retssystemet er den viden interessant, fordi man her er interesseret både i kriminelles motiver, og i at korrigere deres adfærd, forklarer Rune Klingenberg:

»Inden for retssystemet spiller det en stor rolle, om man vurderer, at den tiltale, var ansvarlig eller ej. Det er ofte afgørende for, om en person kommer ind og sidde og hvor længe,« siger Klingenberg. Han skrev i sin tid speciale om, hvad der gør os ansvarlige for vores handlinger i en grad, så vi fortjener straf.

Fordelagtigt eller fortjent

Når vi straffer kriminelle, påfører vi som samfund skade på borgerne med fuldt overlæg. Noget, vi ellers har strenge regler for, at man ikke må, forklarer Klingenberg, og det afgrænses og retfærdiggøres med forskellige argumenter inden for straffeetikken. Særligt to filosofiske retninger står for hver sin argumentation: utilitarisme og retributivisme.

Utilitarisme indtager en fremadrettet betragtning for at forhindre nye forbrydelser. Selv om utilitaristerne isoleret set mener, at straf er af det onde, kan der være sammenhænge, hvor fordele ved at straffe overstiger ulemperne. At straf eksempelvis virker forebyggende, eller at den kriminelle ikke begår ny kriminalitet, så længe han er i fængsel. Retributivisterne mener derimod, at straf er en god ting, hvis den er fortjent. Ved at gøre gengæld udligner man forbrydelsen – hvis straffen vel at mærke er proportionel. Retributivisme har været den dominerende position inden for det straffeetiske felt de senest århundreder, selv om begge betragtninger er vævet ind i vores straffesystem.

»Retributivismen hviler på tanken om, at vi har en fri vilje og dermed et moralsk ansvar, og derfor fortjener straf, når vi begår kriminalitet. Og det er særligt den holdning, som nogle hævder bliver udfordret af den nyere neurovidenskab,« siger Rune Klingenberg.

Fra slem til syg

Diskussionen om, hvorvidt hjernens styring af adfærd, kan fritage os for personligt retsligt ansvar, begyndte så småt i 1980’erne, da neurologen Benjamin Libet gennemførte en række siden hen berømte forsøg, der stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt mennesket har en fri vilje. Inden for det seneste årti har diskussionen virkelig taget fart og har udviklet sig til en tværfaglig diskussion mellem hjernevidenskaben og filosofien. Kickstartet af blandt andet en forskningsartikel fra 2004 af neurologen Joshua Greene og filosoffen Jonathan Coen: For the law, neuroscience changes nothing and everything (For retssystemet ændrer neurovidenskaben intet og alt).

»De argumenterede for, at den nye viden om hjernen på længere sigt vil fortrænge forestillingen om personligt ansvar og skyld, og at retssystemet i stedet bør fokusere på at forhindre nye forbrydelser ved at afskrække, rehabilitere og uskadeliggøre farlige individer,« siger Rune Klingenberg.

I nogle år handlede diskussionen således om, hvorvidt neurovidenskaben helt kunne bruges til at underminere ideen om fri vilje og den enkeltes ansvar. I dag handler det dog i højere grad om, hvad vi skal stille op med den konkrete viden. Kan man eksempelvis bedre tilgive en handling, når man ved, at den er udløst af psykopatens defekte eller teenagerens umodne hjerne? Og skal man behandle frem for at straffe?

»Nogle handlinger kan være så forfærdelige, at de kan være svære at tilgive, uanset hvad vi får at vide. Men den her type forklaringer gør, at nogle kriminelle måske flytter sig på skalaen fra ’slem’ til ’syg’,« siger Rune Klingenberg.

Helt konkret har hjernescanninger fundet vej ind i retssale flere steder rundt om i verden i både Europa og USA. Og neurovidenskabens dokumentation af unges umodne hjerner og deres dermed mere tankeløse, impulsive adfærd har blandt andet været et væsentligt argument for ikke at give dødsstraf til unge mennesker i en række højesteretsafgørelser i USA.

Psykopater, teenagere og misbrugere

Rune Klingenberg har specifikt i sin ph.d. set på tre grupper af kriminelle, hvor nyere hjerneforskning stiller spørgsmålstegn ved deres frie vilje og strafansvar: psykopater, unge og stofmisbrugere.

»Vi ved, at psykopaters hjerner ser væsentligt anderledes ud end hos mennesker, der ikke har psykopati. Diskussionen går ikke på, om man bør undlade at spærre psykopater inde, men mere om hvorvidt de fortjener en almindelig straf – som jo indbefatter dårligere vilkår end andre borgere,« siger Rune Klingenberg.

På den ene side kan den nye viden nemlig anvendes til at forhindre kriminalitet. På den anden side kan den slags viden også umiddelbart skærpe vores muligheder for at give forbrydere den straf, de fortjener, siger Rune Klingenberg.

Ditte Ahlgren

— Tænker man, at de skal placeres i samme kategori som psykisk syge og udviklingshæmmede, der ikke bliver straffet, men får behandling eller lignende sanktioner?

»Det er der nogen, der hævder. Jeg er ikke selv ud fra den nuværende viden overbevist om, at psykopater ikke forstår, hvad der er rigtig og forkert. De bekymrer sig bare ikke så meget om det. De frygter ikke straf på samme måde som ikkepsykopater, men de har ikke lyst til at blive opdaget eller sidde inde, for så kan de ikke få opfyldt deres ønsker på samme måde, som når de er ude. Det tyder på, at straf har en afskrækkende effekt på denne gruppe, og det vil jeg mene, er et godt rationale for at straffe dem,« siger Rune Klingenberg

Den forreste del af hjernen, er den del, som bliver sidst færdig med at udvikle sig, og samtidig den del af hjerne, som har med impulskontrol at gøre. Diskussionen om, hvorvidt unge af den årsag er strafegnede lægger nye lag til diskussionen om den kriminelle lavalder, som også har været et diskussionsemne herhjemme.

Fra et filosofisk perspektiv mener Rune Klingenberg, at det retributivistiske synspunkt, at man fortjener en straf, ikke hænger særlig godt sammen med den nye viden om hjernen. Det har ellers været det dominerende udgangspunkt for diskussionen.

»I diskussionen om den kriminelle lavalder taler man meget om, hvorvidt man fortjener at blive straffet eller ej i forhold til alder. Men der er jo stor forskel på, hvordan unge mennesker udvikler sig. Det skal man ikke være sammen med ret mange på samme alderstrin for at forstå. Så hvis man skal føre retributivisternes argument til ende, skal man måske i højere grad straffe efter en individuel vurdering af de unges kapaciteter,« siger Rune Klingenberg, der dog mener, det i virkeligheden er mere relevant at diskutere, hvilken negativ betydning straf har for unge mennesker:

»Forskningsmæssigt tyder meget på, at det er rigtig skidt af flere grunde. At blive sat ind i et straffesystem og opholde sig i fængselslignende forhold påvirker unge menneskers udvikling meget negativt. De bliver mere tilbøjelige til at begå kriminalitet, og det er selvfølgeligt væsentligt, når vi taler om, hvordan vi bedst kan forhindre nye forbrydelser. Nogle gange er det måske bedre med en læreplads frem for en lærestreg.«

Alternativer til straf

Misbrugere er en anden gruppe af kriminelle, hvor hjerneforskning har vist, at et vedvarende misbrug påvirker og skader ikke mindst i den forreste del af hjernen:

»Stofmisbrugere er historisk set blevet set som fuldt ud ansvarlige. Men i dag ved vi, at misbrug kan gøre hjernen dysfunktionel på en måde, der minder om teenageres hjerner med mindre impulskontrol og ringere evne til at tage pligter alvorligt,« siger Rune Klingenberg, der i sin afhandling af samme grund sammenligner de to grupper.

»Hvis man mener, at unge er mindre ansvarlige end voksne, fordi de mangler de her kapaciteter, så må det samme i udgangspunktet gælde for mennesker med et misbrug,« siger Rune Klingenberg.

— Men hvad skal vi konkret bruge den nye viden til, når det handler om at straffe misbrugere?

»Hvis vi går bort fra tankegangen om, at de er fuldt ud ansvarlige for, hvad de gør, åbner der sig nogle alternativer til straf. Det kunne være terapeutiske forløb, behandlingsforløb, der også kan være mere fremadrettede i forhold til at forhindre nye forbrydelser.«

Efter at have tilbragt flere år med at vende og dreje de filosofiske og straffeetiske dilemmaer, som den nye viden om hjernen rejser, hvordan mener Rune Klingenberg så, at vi bør anvende den helt konkret?

»Det kommer an på, hvad vi ønsker at opnå med vores retssystem. På den ene side kan den nye viden nemlig anvendes til at forhindre kriminalitet. For eksempel ved at gøre os bedre til at korrigere forbryderes adfærd – eller til at udpege farlige kriminelle. På den anden side kan den slags viden også umiddelbart skærpe vores muligheder for at give forbrydere den straf, de fortjener,« siger Rune Klingenberg.

Undervejs er han dog blevet mere desillusioneret omkring ansvarsbegrebet.

»Jeg er ikke afvisende over for straf. Men jeg har gennem filosofiske overvejelser rykket mig fra at tage det som en selvfølge, at mennesker er ansvarlige for deres handlinger, til et andet synspunkt. Jeg mener, at held spiller så stor en rolle i vores liv – eksempelvis i forhold til vores gener, hvor vi bliver født, vokser op, hvilke muligheder vi har her i livet, og den måde vores hjerne er skruet sammen på – at jeg ikke længere er overbevist om, at folk fortjener noget som helst på baggrund af deres handlinger.«

Til gengæld er han er overbevist om, at hjerneforskning i fremtiden vil blive inddraget stadigt mere, særligt i højt profilerede kriminalsager.

»Og hvis vi skulle blive endnu mere futuristiske, kunne vi forestille os en fremtid, hvor en kriminel, som har begået en forbrydelse, ryger en tur i skanneren, som finder frem til, at han er ’hjernetype 11.’ Og så har vi et bestemt tiltag klar til den bestemte hjernetype. Det er den utilitaristiske drøm: at skræddersy retssystemet efter den enkelte forbryder, så vi straffer så lidt som muligt og får så meget gavn af det som muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Erik Karlsen
  • Arne Thomsen
  • Carsten Munk
  • Jørn Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Erik Karlsen, Arne Thomsen, Carsten Munk, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Steffensen

Det var måske lettere at få et flertal af befolkningen med på at gøre information tilgængelig om, hvordan man opnår mere selvkontrol og en mere stabil tilværelse (bedre økonomi, mindre misbrug og færre sociale handicaps). Dunedin undersøgelsen har vist at der er et enormt potentiale i den slags, hvis vi kunne blive enige om at levere en seriøs indsats (og betale for den) for de som ellers ender i gæld, misbrug eller fængsel.

Arne Thomsen

Der er nok ikke megen tvivl, at eftertiden vil se nutidens forbrydelse-og-straf- situation som barbarisk.
Forhåbentlig bliver fremtiden meget mere præget af indsigt og omsorg.