Læsetid: 10 min.

VM i fodbold er et skrig, en sang, en halvflugter, en dagdrøm, en morale og meget mere

Informations VM-hold skriver om deres eget største VM-øjeblik, inden det går løs igen fra på torsdag
Jeg blev født med det skrig inden i mig, sagde Marco Tardeli om sin reaktion på sin 2-0 scoring i kampen mod Vesttyskland i 1982.

Jeg blev født med det skrig inden i mig, sagde Marco Tardeli om sin reaktion på sin 2-0 scoring i kampen mod Vesttyskland i 1982.

Ritzau Scanpix

9. juni 2017

Tardelli-skriget

1982 · Italien-Vesttyskland

Af Kasper Steenbach

Det handler om skriget. L’urlo di Tardelli, som italienerne kalder det. Om en voksen mand, en hårdfør, rutineret defensiv midtbanespiller på 27 år og 178 velafstemte centimeter, som inkarnerede den arrogance, der er selvfølgelig, når man tilhører titelvante Juventus, men som måtte give slip på det hele 11. juli 1982.

»Jeg blev født med det skrig inden i mig,« har Marco Tardelli reflekteret om sin jubel efter sin 2-0-scoring i Italiens VM-finalesejr på 3-1 over Vesttyskland. »Det må være det samme som, at du ser dit liv passere revy, når du skal dø. Jeg så sekvenser af mig selv, da jeg spillede fodbold som barn.«

Det handler også om sammenhængen. Jeg så de fleste af 82-kampene – den første slutrunde, jeg husker uden hjælpemidler – i tv-stuen på campingpladsen i Ærøskøbing. Jeg hang ud med min faste sommerferieven, den lokale købmandssøn René, som gennemførte turneringen med en bideskinne med nakketræk, men ellers var alt andet lige til at klippe ud og hænge op:

Diego Maradona, den Admiral-klædte hær af belgiere, den vilde mellemrundepulje med Italien, Brasilien og Argentina, Schumachers flyvende hoftetackling på Battiston, Enzo Beazot, Norman Whiteside, Klaus Fischer, El Salvador, Boniek… Og Marco Tardelli, der i sin ukoreograferede nærdødsoplevelse, efter 69 finaleminutter, nævepumper sig frem i den sene aften i Madrid, mens han hovedrystende og grædende skriger: »Gol, gol, gol… «

Den tyske triumf

2014 · Brasilien-Tyskland

Af Anton Geist

Inden pausen havde tyskerne scoret fem mål i kampen mod værtslandet Brasilien. Og ydmygelsen skulle blive større endnu.

Gabriel Bouys
Jeg jublede stadig, da Toni Kroos inden for godt et minut gjorde det til 3-0 og derefter 4-0. Først med en hård vrist på et fladt indlæg fra Philipp Lahm og så med en kontrolleret inderside efter at have udspillet forsvar og målmand sammen med Sami Khedira.

Det var semifinalen i 2014, og Tyskland, mit andet fædreland, spillede mod værtsnationen, Brasilien. Jeg havde været bekymret i dagene op til kampen. Brasilien på hjemmebane. Men fra start satte die Nationalelf sig fuldstændig på kampen.

Det var en fest, en historisk fodboldopvisning. Tyskerne brillerede med noget nær perfekt kombinationsfodbold.

Men da Khedira i det 25. minut scorede til 5-0, var det pludselig ikke så sjovt længere. Børn græd på lægterne. Det brasilianske landshold blev ydmyget, og både spillere og tilskuere frygtede for, hvor stort nederlaget kunne nå at blive.

I pausen advarede Joachim Löw sine spillere. Hvis nogen opførte sig arrogant i anden halvleg, kunne det koste dem en plads i finalen.

Unge André Schürrle satte to mål mere ind efter pausen. Men til allersidst, i kampens 90. minut, lykkedes det brasilianske Oscar at løbe en høj bold op foran det tyske mål, trække uden om Jérôme Boateng og udplacere Manuel Neuer.

Jeg kan godt lide det mål. Det var et godt mål, og det var et mål, der forhindrede, at triumfen blev ubærlig.

Selv nederlaget var i orden

1998 · Danmark-Brasilien

Af Kristian Villesen

Brian Laudrups attitude efter udligningen mod Brasilien blev et ikon på kampen.

Patrick Kovarik
Jeg så den alene, og Danmark tabte. Alligevel er Danmark-Brasilien i 1998 min bedste VM-oplevelse. Jeg var vaskeægte backpacker, og efter gode oplevelser i Vietnam og Philippinerne sluttede vi af i Indien, som jeg aldrig blev venner med. Der var hedebølge og nogle dage over 50 grader. Inderne forsøgte ofte at snyde os og befamlede ivrigt min kvindelige rejsemakker. Strømmen gik konstant, intet fungerede.

Og der var VM. Efter at have fået ødelagt kampen mod Saudi-Arabien af strømafbrud og misset Nigeria-kampen i et otte timer forsinket tog – selv om jeg havde planlagt en buffer på fire timer til kampstart – havde jeg fået nok.

Jeg måtte se kampen mod Brasilien, stolede ikke på backpacker-hotellets tv og gjorde noget dengang vildt: Selv om vi altid valgte den billigste løsning, lejede jeg få timer inden kampen et ekstra hotel. Et luksushotel med aircondition, minibar, tv på værelset og en generator i tilfælde af strømsvigt. Det kostede 40 kroner. Her så jeg kampen.

Det var nat, og min makker sov, selv om jeg råbte og skreg. Da Brian Laudrup udlignede til 2-2 og gled ned i græsset med armen under hovedet, kastede jeg mig overgearet på sengen i samme position. Rivaldo scorede til 3-2, men det var o.k. Jeg havde det godt. Og jeg indså for første gang, at der kan være noget meningsfuldt i ikke at vælge den billigste løsning. Vi blev på luksushotellet, til vi skulle hjem.

Alle følte den samme eufori

2002 · Danmark-Frankrig

Af Natalie Yahya Rosendahl

Danmark vandt mod Frankrig, og Dennis Rommedahl scorede det første af Danmarks to mål.

Lars Møller
I mit barndomshjem var der ingen, der rigtig gik op i fodbold. Men det ændrede sig ved VM i 2002, da jeg gik i 5. klasse.

Jeg havde ved en tilfældighed set Danmarks første kamp. Siden havde jeg set alle kampe i gruppe A, sirligt noteret hvert et mål, alle spillere og deres særlige kendetegn på min blok, og her halvanden uge efter følte jeg mig allerede som en ægte fodboldfan.

Denne tirsdag eftermiddag skulle Danmark spille mod de regerende mestre, Frankrig. Jeg sad alene i stuen, da Rommedahl scorede til 1-0. Gennem de åbne døre ud til haven kunne jeg høre jublen fra nabohusene, og det føltes vildt og godt at vide, at andre mennesker, som jeg ikke kendte, mærkede den samme eufori, som jeg gjorde. Fodbold var mere end bare spillere og mål. Det var også fællesskab, og det havde jeg aldrig tænkt over før.

Danmark vandt, og jeg fejrede det ved at løbe rundt i haven i Holte og sparke til en basketbold, mens jeg dagdrømte om at blive VM-stjerne og diskuterede med mig selv, om man mon kan nå at blive god nok til at spille professionelt, når man allerede er fyldt 11 år.

Jeg har siden overværet smukkere kampe. Men den kamp står stadig som det fineste minde om dengang, jeg blev bidt af fodbold.

»Pelé er større end Maradona«

2014 · Et fan-opgør

Af Rune Lykkeberg

De argentinske fans var hårde og truende i tonen, mens brasilianerne svarede legende og syngende igen – og vendte sangen om.

Khan Tariq Mikkel
Mit minde fra VM i fodbold er en kamp mellem brasilianske og argentinske fans på stranden i Rio. Stille og roligt startede det som noget, tre mænd i argentinske landsholdstrøjer sang, efter de havde røget en joint på Copacabana. Vi lå ved siden af og bemærkede ikke sangen, fordi vi fulgte kvartfinalen mellem Tyskland og Frankrig på storskærm. Vi var til VM i Brasilien, stranden var vidunderlig og skærmen så stor, at man kunne stå langt ude i vandet og se fodbold.

Lidt længere nede af stranden begyndte et mindre selskab at synge med, de havde også Argentinas trøjer på. Og så gik det stærkt: Som en sværm af bier stod pludselig flere tusind argentinske fodboldfans ude i vandet og svingede deres trøjer over hovedet med den ene arm, slog i bølgerne med den anden og skrålede deres slagsang. Det var et afsindigt og smukt spektakel, hvor argentinerne hånede brasilianerne og hyldede deres egne.

Sangen starter med linjen »Brasilien! Hvordan føles det, at far er kommet hjem?« ’Far’ er argentinerne, som kommer nede sydfra og indtager Brasilien – ’hjem’. Den minder brasilianerne om de gange, Argentina har slået dem ud af VM, og ender med erklæringen: »Maradona es mas grande que Pelé«. De argentinske fans er aggressive og truende, de brasilianske fans er legende og syngende.

Brasilianerne svarede ikke igen med en hadsk sang til argentinere, de kunne ikke lade være med at vugge til rytmerne fra og danse med. Men på omkvædet sang de højere og vendte den om: »Pelé es mas grande que Maradona«

Éders store halvflugter

1982 · Brasilien-Sovjetunionen

Af Bo Kampmann Walther

Det virkede, som om hele mandskabet var én stor midtbane, sagde legenden Pelé efterfølgende om sine landsmænd.

Roger Parker
Brasilien kom til VM i 1982 med en midtbane af episke dimensioner. Lige ved siden af Socrates lå dribleren Zico. Der var kraften fra Paulo Roberto Falcao og Toninho Cerezos fysik. Der var venstrebacken Júnior og trequartistaen Éder Aleixo de Assis.

Éder havde halvlangt, sort hår og travede skødesløst hen over banen. Han lignede en blanding af en rockmusiker og en poet. Éders sol skinnede, da Brasilien besejrede Sovjetunionen (2-1), Skotland (4-1), New Zealand (4-0) og Argentina (3-1). Alligevel måtte man spejde forgæves efter målmaskiner og solide defensiver. Her var ingen Didi, Amarildo, Vavá, Pelé, Nílton Santos eller Carlos Alberto. Som Pelé skrev i sin selvbiografi om holdet fra ’82:

»Der skete nogle vidunderlige ting for Brasilien dét år, men det virkede, som om hele mandskabet var én stor midtbane. Det var ikke afbalanceret nok.«

Det var Ungarn 1954 og Holland 1974 om igen.

For mig, en 14-årig lemmedasker, var Éders halvflugter til 2-1 i Sovjet-kampen et helligt øjeblik, der blev trukket ud i slowmotion hele sommeren. Paulo Isidoro afleverede på tværs af straffesparksfeltet. Falcao lod bolden trille gennem benene. Éder tæmmede den med venstre fod og lod den snurre en halv meter over græsset. Så sparkede han den pladask op i højre side af russernes mål.

»En uendelig orgasme,« huskede Socrates.

Manden fra strandbaren

1982 · Italien-Brasilien

Af Martin Østergaard-Nielsen

Efterfølgende er det den italienske finalesejr, der bliver fejret. Men på strandbaren i Rimini er det sejren over Brasilien, som brænder sig fast i erindringen.

Ritzau Scanpix
Sommeren 1982. Jeg er ni år og holder ferie i Rimini i Italien med min familie, mens VM udspiller sig i Spanien på den anden side af Middelhavet.

Hver eftermiddag vandrer min far og jeg over strandens brændende varme sand og op til den nærmeste strandbar, hvor man kan se kampene på fjernsyn. Rutinen mellem far og søn er klar: Jeg får en cola ved kampstart. Og endnu én til anden halvleg. Allerede her mærker man VM’s tyngde.

Normalt var sodavand bandlyst i mit barndomshjem. Men til VM uddeles der ikke blot én, men to colaer! Budskabet fra de snoede flasker med deres italienske mærkater er umisforståeligt: VM transcenderer hverdagen. Her ophæves normale regler og vaner.

Dette bekræftes den eftermiddag, hvor Italien uventet og mirakuløst eliminerer Brasilien. Ved kampens slutfløjt eksploderer baren i jubel, og midt i rusen springer en ældre mand op på bordene og danser rundt med løftede arme, mens alle klapper i takt.

Selv om jeg senere også oplever italienernes fejring af finalesejren, er det scenen fra strandbaren i Rimini, der står tilbage som den tydeligste erindring: En ældre, solbranket italiener, der i bar overkrop og stråhat danser på bordene.

Den slags så man ikke på Sydsjælland i starten af 80’erne!

Et kynisk spark til bolden

2002 · Brasilien-Tyskland

Af Jakob Stein

En halv time før finalestart var der panik i sommerhuset: Antennen virkede ikke. En gaffel endte med at løse problemet . Foto: Pedro Ugarte/Ritzau Scanpix

Pedro Ugarte
Når jeg tænker tilbage på VM-slutrunden i 2002, føler jeg mig ti år gammel igen. Det var dér, jeg forelskede mig i den brasilianske sambabold. En halv time før finalekampen mellem Brasilien og Tyskland var jeg fuldstændig i panik. Tv-signalet var skrattende i den svenske træhytte, midt ude i skoven, i byen Tjörnarp. Ingen naboer kunne komme os til undsætning.

Heldigvis hjalp min fars gaffeltrick antennen med at fange tv-signalet, så vi sammen kunne være vidner til, at Seleção Brasileira anført af kaptajnen Cafu og de fire halvguder Roberto Carlos, Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo satte rekord med landets femte VM-titel.

Ronaldos afgørende mål til 2-0 er et fortryllende fodboldmoment, der står skarpt i min erindring. I det 79. minut sender Brasiliens centrale midtbanespiller Kléberson en hård, flad aflevering fra højre side ad banen ind mod Rivaldo, der står placeret lige uden for straffesparksfeltet. Rivaldo vælger elegant at lade bolden passere gennem sine ben, så bolden løber videre til Ronaldo, der pludseligt står uopdækket i det tyske målfelt. O Fenômeno sparker kynisk til bolden første gang med et hårdt, placeret indersidespark, der ender nede i højre målhjørne. GOLAZO!

En ’Jesper Olsen’ bliver til

1986 · Danmark-Spanien

Af Jesper Løvenbalk Hansen

Det gjaldt ottendedelsfinalen mod Spanien, men udbyttet blev en ny dansk fodboldterm.

Morten Juhl
Med verdens farligste angrebsduo i Elkjær-Laudrup var Danmark blandt favoritterne – eller i hvert fald en outsider, der kunne nå langt – ved VM i Mexico i 1986.

Ikke mindst efter vi planmæssigt vandt over skotterne, gennembankede de i forvejen så frygtede uruguayer med tenniscifrene 6-1 og som eneste nation i gruppespillet – udover Sovjetunionen – sluttede med maksimum point (seks point for tre sejre, som det var dengang) efter i sidste kamp at vinde over de vesttyske viceverdensmestre.

Nu gjaldt det ottendedelsfinalen imod det teknisk stærke Spanien, som vi to år tidligere havde tabt til i semifinalen ved EM i Frankrig – den første slutrunde med dansk deltagelse.

Kampen begyndte som gruppespillet havde sluttet: Med dansk dominans, og efter 33 minutter bragte Jesper Olsen os foran med 1-0, men så skete det. I en ellers ufarlig situation to minutter før pausen valgte Jesper Olsen at spille tilbage til målmand Høgh, men en vis Emilio Butragueno opsnappede bolden, sendte den i mål og Danmark til tælling.

Kampen endte 5-1 til Spanien, og det blev om nogen Butragueños dag. Han scorede fire mål og sendte Danmarks bedste landshold nogensinde ud af VM. Og siden dengang har Spanien været Danmarks onde ånd – og en dårlig tilbagelægning heddet en Jesper Olsen.

Zizous barske farvel

2006 · Frankrig-Italien

Af Frederik Timm Bentsen

Fodboldfolket endte med at tilgive Zidane, men historien om den skalle, han nikkede Materazzi, bliver stående.

Jasper Juinen
Det franske ikon Zinedine Zidanes mulighed for at sætte punktum for en hæderkronet karriere med sin anden VM-triumf var inden for rækkevidde. Med 110 minutter spillet af en tæt finale var stillingen 1-1 mellem finalisterne Frankrig og Italien.

Men så indtraf det, der skulle blive kampens uforglemmelige øjeblik – og pletten på den franske elegantiers eftermæle.

Producerens kamera fangede ikke episoden i første omgang. Men kort efter blev der klippet over til billeder af den italienske forsvarsklippe Marco Materazzi, der vred sig i smerte tilsyneladende fra maveregionen. Det efterfølgende replay afslørede, hvad der var hændt: Efter et par ordudvekslinger var Zidane trisset forbi Materazzi, havde vendt sig og stanget italieneren i jorden med pandebrasken.

Zizou fik rødt, og Frankrig tabte efterfølgende finalen på straffespark. Et uværdigt og antiklimatisk farvel til en af fodboldens største helte.

Det kom senere frem, at det var Materazzis nedladende gloser om Zidanes søster, der havde fået den ellers stoiske franskmand til at tabe besindelsen. Fodboldverden tilgav helten Zidane. Og fordømte skurken Materazzi. Men episoden vil formentlig klæbe sig til mindet om Zidane mange år endnu.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ulrik mortensen
Thomas Overbye, Mikael Velschow-Rasmussen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg kan godt finde det lidt småfacinerende at nogle ligefrem hader fodbold. Det er trods alt i sin grundform bare en leg med en bold. Endnu mere facinerende er det selvfølgelig at legen er kultiveret til top-underholdning og big business på samme tid. Det er alt sammen uendeligt spændende og jeg ved snart ikke hvad jeg glæder mig mest til i år: VM eller Tour de France? Hvor ville sommeren være kedelig uden disse højdepunkter. Jeg kan dog godt forstå dem står af på sport, fordi de ikke følger med i det. Men sådan er det jo med de fleste ting, hvad enten det handler om rødvin, lystfisker eller politik, så er man er nødt til at sætte sig bare lidt ind i sagerne hvis man vi have noget ud af det, og heldigvis er reglerne i fodbold forholdsvis enkle. Cykelsport kræver måske lidt mere baggrundsviden. Til gengæld har vi stadig Jørgen Leth, som tilføjer showet en helt særlig dimension, som også kan nydes af den forudsætningsløse. Endelig er det hele fuldstædig op hin enkelte, for så vidt du råder over fjernbetjeningen. Fuldstændig!

Erik Karlsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Søren

Da jeg var lille var jeg VIRKELIG dårlig til at spille fodbold, og det eneste mål jeg har scoret var et selvmål, fordi der var en som lossede bolden i hovedet på mig. Samtidig husker jeg min farfar som så engelsk tipsfodbold på et s/h tv, og det erindrer jeg som timers ping-pong af målspark afløst af et mål, der gik så hurtigt at man ikke så det.

Jeg hader ikke fodbold, men jeg tror ikke der er ret mange ting som siger mig mindre. Til gengæld elsker jeg at se motorsport, og det er dybest set ligeså ligegyldigt, som når 22 mænd slås om en oppustet læderkugle :)

Mikael Velschow-Rasmussen

Trods - at jeg ikke rigtig længere følger med i fodbold eller i sport i det hele taget - kan jeg faktisk godt se det smukke, eksistentielle, filosofiske og interessante i fodbold som den civiliserede videreførsel af krig med andre midler.

Katrine Damm

Jeg hader ikke fodbold - jeg er bare ligeglad.
Og synes at lige såvel som andet sport, at det bliver lige lovligt meget eksponeret i medierne.
Og tager det grundlæggende ikke seriøst, at det skulle være et arbejde at sparke til bolde, kaste med dem, slå til fjerbolde/tennisbolde - og kan blive urimeligt rig af det pjat, - i min verden gør man den slags rekreativt - motionsmæssigt i sin fritid.
Men jeg har forstået, at jeg er klart i mindretal med den indfaldsvinkel, og jeg har også forstået, at inden for den verden, der køber og sælger man åbenbart mennesker, mærkelig sprogbrug, men det lever man vel med, hvis man får rigtig mange millioner for at losse til en bold..
Mht til "krig", det synes Sørine også - kvinder skal holde op med det pjat at sparke til bolde, da det ifølge kvinden (Sørine) er mænd, der sparker til bolde OG går i krig og begge dele ligger - igen ifølge Sørine - ikke i kvinders natur.
Fodbold er et boldspil, ligesom andre boldspil, det har ikke noget med krig at gøre.
Hvis det var det sådan, så tænker jeg spil endelig mere fodbold whatever boldspil, hvis det kunne mindske udbredelsen af krig.

Herdis Weins, Hans Aagaard og Anne Lintrup anbefalede denne kommentar

Jeg glæder mig helt vildt!

Håber det går godt for Argentina og Messi! Nu da Italienerne ikke er med må Argentina steppe op og spille italiensk! Håber de går hele vejen til finalen! Og vinder!!

Endelig er Danmark med igen - og med et fint hold har de endda en chance for at gå videre fra gruppen!!I øvrigt har holdet fået en fremragende kommentator i form af Viktor Fischer! Bare ærgerligt med Bendtner..

Det blir fantastisk!!

Mikael Velschow-Rasmussen

Det slår mig at mit indlæg 9.6. kl. 20.31 meget nemt kan misforstås.

Bare sådan lige ... Jeg er meget stor modstander af krig - faktisk er jeg pacifist.

Hvis man deler mit indlæg op, og udbygger det lidt (jeg er åbenbart ikke god til de helt korte 'soundbites' indlæg), gi'r det lidt mere mening:

- jeg kan faktisk godt se det smukke, eksistentielle, filosofiske og interessante i fodbold

Ovenstående ment som fodboldens evne til at betyde noget mere end bare 22 mand, 2 mål og 1 bold.

Desværre synes jeg, at det er en meget skidt tendens med den kraftigt øgede kommercialisering af spillet og masser af andre sportsgrene. Det minder jo i dag mest af alt om 'American Wrestling' eller romersk brød og cirkus, som jo var et forvarsel om det vestlige romerriges fald. (Hvilket ligger meget godt i forlængelse af andre samtidige artikler om det vestlige demokratis problemer og eventuelle fald).

******

- den civiliserede videreførsel af krig med andre midler.

Umiddelbart synes jeg jo stadig, at det er en rigtig god ide, at man har fundet på at lade mennesker kappes og magtstrides via spil og leg i stedet for via krig.

Kurt Nielsen

Sportens milliarder af kroner kommer fra erhvervslivet som sponsorater. Et erhvervsliv, der gør hvad det kan for ikke at skulle betale skat som hele samfundet kan få gavn af. Hvordan mon det kan være?