Læsetid: 5 min.

Antikke provokatører 2: Sotades’ palindromdigte var pornografiske, når man læste dem baglæns

Den satiriske systemdigter Sotades opfandt et særligt versemål – det sotadiske. Og måske også palindromdigtet. Hans digtform blev regnet for letbenet, sludrende og umandig, og indholdet i hans digte for dybt usømmeligt. Det kostede ham så også livet
Den satiriske systemdigter Sotades opfandt et særligt versemål – det sotadiske. Og måske også palindromdigtet. Hans digtform blev regnet for letbenet, sludrende og umandig, og indholdet i hans digte for dybt usømmeligt. Det kostede ham så også livet

Ditte Ahlgren

14. juli 2018

Hvor højt kan man værdsætte en digter, som man aldrig har læst et digt af? En af mine personlige favoritter blandt de antikke provokatører er digteren Sotades fra Maroneia – og da hans værker ikke er bevaret, har jeg virkelig ikke andet end rygterne at kunne elske ham for. Der er mange rygter om Sotades, og nogle kan måske gendrives uden den store indsats. Jeg har hverken evne eller lyst til at gøre det – her vil de kun blive viderebragt.

Man ved ikke, hvor Sotades stammede fra, da der fandtes byer ved navn Maroneia både i Thrakien og på Kreta. Men han boede i Alexandria i midten af det 3. århundrede f.v.t. og var formentlig tilknyttet byens berømte bibliotek, som mange andre af tidens digtere.

At Sotades opfandt et særligt versemål – det sotadiske – er sikkert nok. Hans digtform blev regnet for letbenet, sludrende og umandig og indholdet i hans digte for dybt usømmeligt. Ikke desto mindre var eftertidens digtere, selv tre århundreder senere, ikke blege for at skrive digte på det sotadiske versemål, så en del gennemslagskraft må han have haft.

Ordet kinaidos bliver brugt om Sotades – at han var en kinaidos og ikke skammede sig over at være det i sin digtning. Christian Bergs gamle græskordbog oversætter ordet med »et utugtigt, fordærvet Menneske«. Mere specifikke tør de gamle ordbøger sjældent være. Kinaidos plejer at blive brugt som et ukvemsord om en mand, der lader sig penetrere af en anden mand. Men ordet har også, og nok oprindeligt, betydet en slags mandlig danser.

I hvilken af de to betydninger, det bliver brugt om Sotades fra Maroneia, er uklart: Var han en homoseksuel mand, som skrev bramfrie digte om sex mellem mænd på sit eget versemål, eller var han en digter, som også var kendt for at optræde med en mere eller mindre erotisk dans? Om det er det ene eller det andet af de to, er han allerede på dét punkt en sjælden fugl i den antikke litteratur.

Men Sotades siges også at have opfundet palindromdigtet, altså digte, hvor de enkelte linjer – eller hele digtet måske? – er ens forfra og bagfra. (Et kendt dansk eksempel på en palindromsætning: Damejer Nis Berg greb sin rejemad.)

Hvis man forestiller sig, at hele digte skulle have været skrevet som palindromer, og bare have givet nogenlunde mening, er det noget af en bedrift. Om det så har været gode digte er en anden sag, men Sotades’ ry for formel opfindsomhed og hans berømmelse i eftertiden tyder på, at der har været litterære kvaliteter i det, som selv stokkonservative romere måtte anerkende.

Et andet rygte siger, at Sotades’ palindromdigte ikke var ens forfra og bagfra, men at de dog kunne læses begge veje: De var uskyldige, når man læste den ene vej, men de blev pornografiske, når man læste den anden. Hvilket jo næppe er mindre besværligt at skrive end et digt, som er ens i begge læseretninger.

Sotades lavede også et komisk langdigt om en nedstigning til Dødsriget, og, først og fremmest, en omskrivning af Homers Iliaden, hvor han erstattede de majestætisk klingende heksametervers med sit eget versemål. Bogen er væk, og vi ved ikke noget om dens omfang eller dens tone, men der har givetvis været et element af provokation i det. Homer blev regnet for noget nær guddommelig – ikke noget man lige omarbejdede efter forgodtbefindende, uanset hvad hensigten med det har været.

Giver det mening at håbe, at en bog, som er forsvundet nu, og som man aldrig kommer til at kunne læse, var på en bestemt måde?

Jeg håber, at Sotades’ Iliade ikke kun var et diskret fuck you. Jeg håber, den var en moppedreng, baseret på årelangt og slidsomt arbejde over flakkende lamper med at omplante fortællingen om Trojas belejring – som alle dannede grækere kendte ud og ind og hyldede ved hver given lejlighed – og jeg håber, at Sotades fik tømt Iliaden for alle dens traditionelle krigeridealer og lod dens myter stå tilbage som grotesk, meningsforladt, pornografisk lir i en ny glitrende dragt – og eventuelt selv opførte hele lortet med musik, dans og palindromer.

Desværre blev Sotades en slags martyr. Da kong Ptolemæus II giftede sig med sin søster Arsinoë – efter ægyptisk kongeskik men til stor forfærdelse for grækerne – skrev Sotades et digt, hvori der indgik en linje, som lød: »Du støder din kentron ind i et uhelligt hul.« Ordet kentron bliver i min ordbog oversat med »alt Stikkende, Braad, Pig, Spidsen paa lansen, et Marterredskab besat med Pigge« etc.

Som tak for digtet blev Sotades låst inde i en kiste af bly og smidt i havet.

Lige præcis den linje, der kostede Sotades livet på grumsomste vis, findes altså endnu. Den kan ikke kaldes synderligt sofistikeret, selvom Sotades må have valgt eufemismen for den søsterelskende konges lem med omhu – og ja, sætningen kan kun læses i den ene retning – men den lader til at have ramt despoten på et ømt punkt, og det var måske også hele hensigten med den.

Det, jeg bedst kan lide ved historierne om Sotades – som samtidig gør det så forbandet, at hans digte ikke er bevaret – er den blanding af teknisk formfuldendthed og flabethed, han bliver tilskrevet. At man ikke bare rækker tunge af magten eller de traditionelle idealer: Man rækker tunge af det med omhu, slid og stil og allerhelst både forfra og bagfra.

Sotades’ digtning lyder ikke bare som provokerende kunst, men som en ekstremt formdyrkende og teknisk krævende provokation. Og han er værd at huske på, hver gang »formbevidst« litteratur skal have et drag over nakken i bogtillæggene for ikke at være virkelighedsnær, verdensvendt, engageret nok osv. Protester kan finde vej ind i litteraturen gennem andre former end den direkte konstaterende og gennem andre forfattertyper end den politisk poserende – om det så er den vilde med fråden om munden eller den mere gængse salonvariant med de rynkede bryn – og gennem andre typer skrift end gennemsigtig prosa.

Hvis man fjerner alle de kulørte lag og al uvisheden og alt det, jeg kunne ønske, var sandt, men som sikkert ikke er det, lyder historien stadig sådan her: Sotades fra Maroneia var en satirisk systemdigter, som levede for mere end to årtusinder siden. Mere behøver jeg egentlig ikke at vide.

Serie

Antikke provokatører

Flabethed er en klassisk dyd! Hen over sommeren præsenterer forfatter Harald Voetmann seks af den klassiske oldtids mest irriterende personager: Digtere, filosoffer og politikere. Tre grækere og tre romere. Døde hvide mænd med et særligt og stadigt inspirerende talent for at bringe pis i kog.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu