Læsetid: 5 min.

Antikke provokatører 4: »Hun smører dig ind i blod, men han smører dig ind i gylle« og andet poesi af Lucilius

»… ham den pluskæbede fra Bovillæ med den strittende tand; et næsehorn … « Lucilius’ skødesløse digtning blev kaldet en mudret flod. Og han skulle i en satire have formået at have hånet hele det romerske folk
»… ham den pluskæbede fra Bovillæ med den strittende tand; et næsehorn … « Lucilius’ skødesløse digtning blev kaldet en mudret flod. Og han skulle i en satire have formået at have hånet hele det romerske folk

Ditte Ahlgren

28. juli 2018

Man kan kende sin antiknørd på, hvilke af de tabte værker fra oldtiden, de allermest kunne ønske sig dukkede op ved et mirakel. Ofte er det i den tunge ende inden for den græske filosofi: Aristoteles’ tabte værker, Chrysippos’ og Epikurs afhandlinger. Eller tabte tragedier af Sofokles. Personligt ville jeg gerne læse hele digte af Gajus Lucilius – og det afslører jo nok mit fjogede temperament.

Lucilius (2. årh. f.v.t.) er ophavsmand til den romerske verssatire; den eneste litterære genre, som romerne var overbevist om, at de selv havde opfundet. Der findes kun fragmenter af Lucilius  bevaret – cirka 1.300 hele og halve linjer. Det kan lyde som en del, men det stammer fra mindst 30 forskellige bøger, så for det meste er det umuligt at finde en fornuftig sammenhæng mellem brikkerne.

I eftertiden var Lucilius især berømt for at være nådesløs overfor navngivne borgere i sine satirer. I en satire, som kun de første ord er bevaret af, skal han have hånet hele det romerske folk, fordelt efter de stammer, som folket var opdelt i. Svarende til hvis man gennemheglede Danmark, kommune for kommune, med fornærmelser til fremstående repræsentanter for hvert enkelt område. Når han kunne slippe afsted med at gøre den slags, er det selvfølgelig kun, fordi han var rig, holdt sig uden for politik og i øvrigt var nære venner med tidens mest fremtrædende general, Scipio den Yngre.

Men Lucilius skrev ikke kun bidende satire. Man kan hurtigt konstatere, når man ser på fragmenterne, at hans digte er radikalt åbne. Der er ikke noget emne, han ikke kan skrive om, intet er for stort eller for småt, for abstrakt eller for hverdagsligt.

Der er digte om græsk filosofi, et digt om retstavning, utallige beskrivelser af mad og vin, gladiatorkampe og heste, sjofelheder, generel latterliggørelse, rejsebeskrivelser fra Syditalien, parodier på tragediedigtning, nonsensvers, ordspil, onkelvitser og alvorlige formaninger.

Intet af det er nødvendigvis fremragende i sig selv. Men selve åbenheden og sammenblandingen af alle niveauer, var noget helt nyt i den konservative og formbevidste romerske litteratur, hvor det hverdagslige og sludrende absolut ingen plads havde.

For dét skal Lucilius huskes: Han var måske den første, som mente, at alt i verden kunne blive til litteratur.

Den romerske guldalderdigter Horats kalder Lucilius’ digtning for »en mudret flod« og siger, at han komponerede 200 vers før middagen og 200 efter, og kunne skrive sine digte, mens han stod på hovedet.

Men den skødesløshed i skriften kan også være en litterær kvalitet, og den kan være stærkt tiltrængt mellem antikkens formfuldendte og alvorstunge digtere.

Dette er f.eks. Lucilius’ parodi på tragediedigteren Pacuvius’ ophobninger af følelsesladede tillægsord, der skal vække publikums medlidenhed: »Her er hun: forpint af sult, kulde, uvaskethed, ubadethed, uplaskvådhed, uplejethed … i dybeste snavsethed, dybeste skidenhed, i kummer nedsunken / ej misundt af sine fjender, ej ønsket af vennerne«.

Og her er en samling af fragmenterne fra Lucilius’ første offentliggjorte digt. Det har tilsyneladende haft form af et brev til en historiker, som han vil overtale til helt at opgive ævred:

»Hvis du vil tillade mig således at vande dit hjerte gennem ørerne … jeg har ikke for vane at lyve for venner og bekendte … jeg bliver nødt til at tale, for jeg véd, at Amyclæ gik under på grund af tavshed … jeg er bange for, at du ikke husker på… du skriver på et historisk værk om gamle tider, tilegnet din gode ven … det, som virkelig ligger dig på sinde, fylder mig ligefrem med afsky … så jeg ville løbe skrigende væk fra det, som jeg kan forstå, du prøver at opnå … du arbejder for fuld kraft, men det gør jeg også: for at gøre det modsatte … som dengang vi begge blev smidt ud i lyset fra vores mors sæk … mennesket vokser ikke op og lever sit stakkede liv af den grund … dette ligger dig på sinde, fordi du tror, at det er brugbart … jeg synes, du skal passe på, lad hellere være med det … udfør et arbejde, som nogen vil sætte pris på og rose dig for … og derfor er det bedre at lave det ene end det andet. Brug hellere din flid på det … end at blive radmager og forbitret … med mindre du vil skrive om jærtegn og flyvende slanger med vinger.«

Skifter man jærtegnene og de flyvende slanger ud med kvindemord og hostende kriminalkommissærer, er Lucilius’ tekst stadig nogenlunde brugbar som formaning til vordende romanforfattere eller filminstruktører.

Lucilius ville næppe selv have været uenig i, at hans digtning var »mudret.« Selv kalder han sine digte for schedia, som betyder noget hurtigt sammenflikket. Ordet bruges om nødtørftige tømmerflåder, pæreskuder og plimsollere.

Og her er så, i nogenlunde tilfældig rækkefølge, et par brudstykker af Lucilius’ antikke plimsollerpoesi, måske sjusket skrevet og helt sikkert sjusket oversat – uden forsøg på at gengive metrum. Men fornemmelsen af tekstens åbenhed skulle gerne være bevaret:

… at søge den tid, som skabte himlen og jorden …

… O, menneskets trængsler! O, denne tomhed i alting …

… knap nok et levende menneske, en ren skitse …

… ham den pluskæbede fra Bovillæ med den strittende tand; et næsehorn …

… hun fødte ham ikke, hun blæste ham ud af sin bagdel … med et øje og to fødder, som en halv gris…

… hesten løber med det, som vi ser, at den løber med. Det er med øjnene, vi ser det. Altså løber hesten med øjnene …

… røven, Hortensius, er en tumleplads skabt til dette formål …

… hun smører dig ind i blod, men han smører dig ind i gylle …

… kokken er ligeglad med, om fuglen har en smuk hale, så længe den er fed. Venner søger sjælen, men snyltere søger rigdommen …

… »så står jeg på vid gab,« læspede hun, da hun hørte, at søsteren blev kaldt en indtørret, afholdende spindekone …

… en kvinde, som håber på at af-bægre mig, af-sølve mig, af-sjale mig og af-spejle mig for et elfenbensspejl …

… jeg gennempissede sengen, og jeg tilsnaskede skindene …

… aben, sikke den ligner os! Den er et afskyeligt bæst …

Serie

Antikke provokatører

Flabethed er en klassisk dyd! Hen over sommeren præsenterer forfatter Harald Voetmann seks af den klassiske oldtids mest irriterende personager: Digtere, filosoffer og politikere. Tre grækere og tre romere. Døde hvide mænd med et særligt og stadigt inspirerende talent for at bringe pis i kog.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu