Læsetid: 2 min.

Antipsykedeliske Lars Norén

Ligesom Beckett eller Strindberg er Lars Norén absolut realistisk. Hvad, hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives. Det er det, og ikke noget andet. For Lars Norén lyver ikke
Bearbejdet af Sofie Holm Larsen.

Bearbejdet af Sofie Holm Larsen.

Miriam Dalsgaard

14. juli 2018

Lars Norén debuterede midt i den store nye – på både den ene og den anden måde konkrete – periode i svensk poesi, der begyndte i slutningen af 1950’erne og varede til slutningen af 1960’erne. I 1973, 19 år gammel, udgav han Syrener, snö, og året efter De verbala resterna av en bildprakt som förgår.

Den titel kan man se som overskrift over alt, hvad han har skrevet siden. Det er en poesi af rester og stumper, der indimellem rejser sig til form eller monument, måske forklæder sig til en dagbog, hvor den berømte og berygtede forfatter kan delagtiggøre, hvem som helst i hvad der er konstant forsvindende i hans egen berømte hverdagsfortsatte teater, og hvad den og den anden berømthed måske, måske ikke har gjort eller sagt eller ej og hvorfor og hvordan, for ikke at sige hvor og hvornår skuespiller X og teateranmelder Y har kvajet sig for alvor for sjov. Måske er det et skuespil, måske er det et digt.

Noréns værk er egentlig antipsykedelisk. Det foregår i begyndelsen på de samme steder, som det psykedeliske ungdomsoprør foregik på, og det følger de psykedeliske ungdomsoprørere, mens de falder spjættende videre og videre ned imod gravens ventende mørke til de to foreløbig sidste versioner af denne evige situation, digtsamlingen og teaterstykket med samme titel, Stoft – støv.

Digtene i kreds omkring den mumlende filosofiske træmand, Martin Heidegger, men på baggrund af det store, antikke rum, der mere og mere åbner sig som himmelblåt sortnende bagtæppe. Teaterstykket med premiere her i foråret på Comédie Francaise i Paris med Norén selv som instruktør:

En lille gruppe aldrende venner mødes endnu en gang på den scene, på det hotel, hvor de gennem mange år er mødtes, og spiller igen sig selv, som de altid har gjort, foran en sal af jævnaldrende, der hver gang har siddet der for at høre sig selv tale, ligesom de om lidt vil gå hjem til sig selv og tale med hinanden.

Måske tier de, måske siger de ingenting, måske har de aldrig sagt noget, måske er det ikke dem, der taler, men nogle andre, måske er det bare en sindssyg forfatter, der finder på det hele, og den sindssyge forfatter kommer klaprende på sin maskine baglæns ud af tiden som en Benjamin’sk historiens engel i en mere og mere støvet genopførelse af Samuel Becketts Glade Dage.

Ligesom Beckett, eller Strindberg, er Lars Norén absolut realistisk. Hvad, hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives, mens nogen læser dem eller ser på dem eller lytter til dem. Det er dét, og ikke noget andet. Lars Norén lyver ikke. Han sagde det allerede i 1964:

»Jeg er nøgen i gryningen hvor jeg ikke længere har mine mørke sko at stikke mine fødder i at flygte i, mens gryningen uden for vinduerne alligevel fyldes med gyldne og askegrå og blinkende maskiner i en verden af skønhed.«

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu