Læsetid: 8 min.

’Arbejdspladsen behøver ikke længere et værkførerbur. Vi har installeret et mentalt’

Gennem tiden har arkitekterne været med til at forme arbejdslivet. I dag er de med til at skabe en omsiggribende domesticering af arbejdspladsen, mener professor i arkitektur Peter Thule Kristensen. Men hvis man kan arbejde hjemme, og arbejdspladsen er et hjem, hvordan kan man så nogensinde gå ... hjem?
Gennem tiden har arkitekterne været med til at forme arbejdslivet. I dag er de med til at skabe en omsiggribende domesticering af arbejdspladsen, mener professor i arkitektur Peter Thule Kristensen. Men hvis man kan arbejde hjemme, og arbejdspladsen er et hjem, hvordan kan man så nogensinde gå ... hjem?

Mikkel Lock Svendborg

28. juli 2018

Ved I, hvorfor skrivebordsstole på chefkontorer har så høje rygge?

Så medarbejderne kan tude i fred efter en fyring, selvom væggene er lavet af glas – og så sikkert også for at chefen kan få illusionen af privatliv, når dagene bliver lange i et stadig mere krævende arbejdsliv.

For enkeltmandskontoret, hvor vi som munke kunne sidde alene i stille fordybelse, er en saga blot, siger Peter Thule Kristensen, arkitekturhistoriker og professor ved Arkitekt- og designskolen på KADK.

»Trods meget kritik er storrumskontoret kommet for at blive – spøgsmålet er så, hvordan man sikrer, at mennesker kan trives i det med deres behov for lommer af privathed.«

Peter Thule Kristensen var sidste år med til at starte det nye Centre for Privacy Studies (PRIVACY) ved Københavns Universitet, som er et tværvidenskabelig forskningscenter, der undersøger privatliv, og hvordan forestillinger om det har udviklet sig gennem tiderne.

Og i forholdet mellem arbejde og privatliv har vi gennemgået voldsomme forandringer i moderne tid.

»Det, vi ser nu, er, at grænserne mellem arbejdsliv og fritidsliv og derfor også mellem os som privatpersoner og professionelle er ved at blive brudt op. Den mere klare zoneopdeling, man havde i den klassiske industrikultur, bliver anfægtet på flere fronter. I dag er man jo, når man lægger noget ud på facebook, ikke sikker på, om det er arbejdsrelateret eller privat, hvor meget du ejer af dine data, og hvor meget din arbejdsplads kan følge med i, hvad du laver på internettet. På den måde er det for en del af arbejdsstyrken svært at se, hvornår man er privat, og hvornår man er på arbejde. Og den udvikling er arkitekturen med til at understøtte.«

Pladsoptimering

Vi mødes i hans kontor på arkitektskolen, der ligger i de gamle flådebygninger på Holmen. Han har godt nok sit eget lille kontor, men endevæggen består af en gigantisk glasrude, så kolleger og chefer i kaffestuen uden for kan altid se, hvad Peter laver, og om han mon er til rådighed. 

Det er en typisk dansk videnstung arbejdsplads, og hvis bygningen var opført i dag, havde Peter Thule Kristensen næppe haft sit eget kontor. For den måde, vi indretter arbejdspladser på, handler i stigende grad om at skabe rum for kreativitet hos den enkelte og synergi mellem medarbejderne. Alt imens man optimerer brugen af pladsen, er fleksibel i en konstant skiftende økonomi og tager hensyn til, at en stadig større del af medarbejderne er projektansatte og freelancere.

 »Man kan ikke alene stoppe en tredjedel flere mennesker ind i en bygning, hvis man nedlægger enkeltmandskontoret, man kan også optimere brugen af den over døgnet,« siger Peter Thule Kristensen og fortæller om intelligente bygninger, der indsamler data om, hvornår der sidder folk ved de forskellige arbejdsstationer, sådan at man kan optimere brugen af pladsen.

»I USA er der ligefrem eksempler på, at man med big data-styring kan bruge en arbejdsplads døgnet rundt – f.eks. kan de medarbejdere, der arbejder med Kina, arbejde på et andet tidspunkt af døgnet på grund af tidsforskellen.«

Eksport af flade strukturer

Og når det kommer til design af arbejdspladser har Danmark noget, som verden vil have.

»Vi har jo relativt flade hierarkier sammenlignet med andre lande, og det giver nogle andre muligheder for at indrette arbejdspladsen,« siger Peter Thule Kristensen. »Det er jo helt oplagt nemmere, at skabe åbne kontorlandskaber, hvor cheferne også sidder med. Der er en tilbøjelighed til, at man i lande med kulturelt forankrede hierarkiske strukturer er tilbøjelig til at bibeholde industriarkitekturens principper.«

Blå bog: Peter Thule Kristensen

  • Professor ved Arkitekt- og designskolen på KADK og leder af kandidatprogrammet Spatial Design på Institut for Bygningskunst.
  • Sidste år var han med til at etablere det nye grundforskningcenter Centre for Privacy Studies (PRIVACY) ved Københavns Universitet, der er under ledelse af teolog Mette Birkedal Bruun.
  • Forfatter til flere bøger bla. om dansk velfærdsarkitektur og arkitekterne M. G. Bindesbøll og Arne Jacobsen.

Peter Thule Kristensen peger på, at en af de mest markante tendenser inden for udformningen af vores arbejdspladser lige nu er en yderligere ophævelse af industrikulturens opdeling mellem arbejdsliv og fritid.

»Der sker en domesticering af arbejdspladsen,« siger Peter Thule Kristensen. »Hvor man tidligere helt skiftede sted, altså kørte ind fra sovebyen til arbejdspladsen, hvor der så sad en værkfører og holdt øje med, at man lavede det samme, er vi nu i en fase, hvor hjemmet og arbejdet flyder stadig mere sammen,« siger Peter Thule Kristensen. For ikke alene har teknologien gjort det muligt for en stor del af arbejdsstyrken at arbejde hjemme, arbejdspladserne bliver i dag også designet, så de minder om hjem.

Mange moderne kontorbygninger har konkrete hjemlige features såsom vaskeri og motionsrum, fortæller Peter Thule Kristensen og nævner herhjemme det hovedkontor, det danske advokatfirma Kromann Reumert byggede i Nordhavn, der blandt andet kan tilbyde forskellige restauranter til frokost, motionsrum og vaskeri i kælderen. »Som en lille by«

Skrivebordet

Men også i udformningen af selve kontoret er hjem kodeordet, fortæller han. Og i den proces står et møbel for skud i dag: Skrivebordet. Undersøgelser viser nemlig, at man i gennemsnit kun opholder sig 40 procent af tiden ved sit skrivebord. Dem resterende tid har man møder med kolleger eller opgaver uden for huset.

»Der sker derfor en slags hjemmeliggørelse af rummet, hvor storrumskontoret går fra at minde om industriarbejdspladser, hvor man har hvert sit skivebord på rad og række til nu at være zoneopdelt i funktioner, hvor man går fra det ene til det andet, afhængig af hvilket arbejdsopgaver du skal løse.«

Der kan f.eks. være lounge-områder med sofaer og intim belysning, steder der lægger op til bevægelse, rum hvor man kan lukke en dør, hvis man skal føre samtaler, der ikke rager alle osv.

– Det lyder jo hyggeligt, men også lidt uhyggeligt? For hvis arbejdspladsen er et hjem, kan man jo aldrig rigtig gå hjem …

»Ja, det er klart. Bagsiden af medaljen er jo forventningen om det fleksible menneske, der konstant stiller hele sit mentale univers til rådighed for arbejdspladsen. Det er jo populært inden for moderne ledelse at sige, at man skal have en så simpel strategi, at virksomhedens medarbejdere skal kunne remse den op, hvis man vækker dem midt om natten.«

Og selvom det på overfalden bare er smart management-lingo, er det ifølge Peter Thule Kristensen en meget sigende metafor:

»Det afspejler jo, hvilke forventninger man har til medarbejdernes private indstilling til arbejdslivet. Så det er ikke bare harmløst.«

Hovedsæderne

En anden tendens er, at de store virksomheder, ikke mindst teknologigiganterne, er storforbruger af arkitekter til at udforme stadig vildere hovedsæder – seneste har det danske arkitektfirma BIG f.eks. fået opgaven at tegne Google udadtil.

»De store hovedsæder har i dag fået samme rolle, som palæerne havde i 1700-tallet, hvor samfundet var organiseret omkring et aristokrati, der skulle legitimere deres magt udadtil og skabe alliancer,« fortæller Peter Thule Kristensen.

»Hovedsæderne i dag har også disse atriumanlæg, der har som primært formål at imponere, ligesom man tidligere havde vestibulen og pompøse trappelandskaber, som afstedkommer en form for æstetisk nydelse, når man går op ad dem.«

Den indretning retter sig ikke kun mod samarbejdspartnere, men også til medarbejderne.

»Arkitekturen kan også bruges til at skabe en hype om en virksomhed som et fedt sted at være og skabe stolthed blandt medarbejderne,« siger Peter Thule Kristensen.

Og det er helt afgørende i dag, for når det handler om at tiltrække højt specialiseret arbejdskraft, er løn ikke længere nok. 

»De virksomheder, der har behov for at tiltrække attraktive vidensarbejdere, kan på den måde bruge arkitekturen.« 

Og så har storrumskontoret jo skabt mulighed for nye frynsegoder.

»Meget skattede medarbejdere såsom de ombejlede programudviklere inden for it kan man jo tilbyde egne kontorer.«

Adskillelsen

Men den fysiske adskillelse mellem det sted, du arbejder, og det sted, du bor, er meget ny, og det samme er forestillingen om den, understreger Peter Thule. Det samme er forestillingen om, at man er et ’privatmenneske’, som er noget andet end den, man er på arbejdspladsen.

»I det førindustrielle var der jo stort set ingen adskillelse mellem arbejdspladsen og hjemmet. Du boede, hvor du arbejde, og det samme gjorde dine ’kolleger’.«

Mester boede i forhuset med sin familie, hvor konen hjalp til i virksomheden, værkstedet lå i baghuset, og arbejdsmændene boede måske på loftet.

Og det samme skete på landet hvor et hushold talte alle dem, der arbejde i virksomheden.

»På en måde kan man sige, at vi i dag er ved at vende tilbage til nogle af de førindustrielle strukturer med ophævelsen mellem hjem og arbejde,« siger Peter Thule Kristensen.

Men hvad har så været arkitekternes rolle i disciplineringen af arbejdsstyrken? 

Arkitekterne spillede allerede tidligt en central rolle i at skabe prominente hovedsæder, fortæller Peter Thule Kristensen, mens den egentlige fabriksarkitektur var overladt til ingeniørerne.

»Men gradvist som arkitekterne begyndte at indoptage nogle af ingeniørkunstens kompetencer, begyndte man også at hyre gode arkitekter til at lave velproportionerende fabrikker.«

Og der var også tilstødt nye behov, som arkitekterne skulle være med til at løse. Peter Thule Kristensen vender tilbage til organiseringen af arbejdslivet før industrialiseringen.

»I stændersamfundet arbejdede og boede man som beskrevet tæt sammen i mindre enheder og var så totalt sammenflettede, at der var ikke behov for den samme form for overvågning. Men med udflytningen af arbejdskraften, væk fra arbejdspladen, blev der brug for en anden form for overvågning. Man installerede derfor et værkførerbur, der som i den panoptiske model kendt fra fængslerne ofte var udformet, så man ikke vidste, om man blev overvåget. Så kunne værkføreren sidde der og skue ud over arbejderne og sikre sig, at alle lavede det samme.«

Kattevideoer

– Men hvordan skal rummet så indrettes, så vi disciplineres i dag, hvor rigtig mange af os ikke længere skal lave det samme?

»Den direkte overvågning er måske i dag mindre vigtig. Vi er i hvert fald blevet meget mere subtile i vores styringsredskaber. Man taler jo i dag om ’selvledelse’ som et gode. Og det er det helt sikkert også på mange måder, men skal man være lidt kritisk, så kan man sige, at der ikke længere er behov for at installere et værkførerbur i en bygning, fordi vi alle sammen, hver især, har installeret et mentalt– og det kan man ikke på samme måde gå hjem fra.«

Jeg vender tilbage til Peter Thule Kristensens eget meget transparente kontor.

– Stresser det dig ikke bare en lille smule? Jeg tænker, du kan ikke gå på facebook og koble fra med en kattevideo eller lige skrive til konen, at hun skal huske mælk, uden at din chef kan se det.

»Egentlig ikke. Jeg finder måder at skabe mine egne små private rum. Den stol, jeg sidder i lige nu f.eks., vender jo ind mod en væg, så jeg kan altid tage min bærbare og sætte mig herhen,« siger Peter Thule Kristensen. »Sådan er mennesker. De skaber deres egne rum.«

Serie

Information på arbejde

Som de gode protestanter, de er, bruger Informations Anna von Sperling og Lone Nikolajsen sommerferien på at sætte fokus på der, hvor mange voksne opholder flest timer i døgnet: arbejdspladsen. I denne sommerserie undersøger de, hvordan den tager sig ud i litteraturen, i billedkunsten, på podcast og på tv, og hvad fysiske omgivelser og firmafester betyder for vores syn på arbejdet.

Seneste artikler

  • På Aarhus Efterskole handler arbejdet ikke om at skaffe sorte tal på bundlinjen. Det handler om livet

    14. august 2018
    På de fleste arbejdspladser er der i dag en forventning om, at man kommer hinanden ved og dyrker et socialt fællesskab uden om det rent arbejdsmæssige. Information tog til sommerfest på Aarhus Efterskole for at se nærmere på, hvor skellet mellem arbejde og privatliv går
  • Hør podcasts om arbejde og land blødt efter ferien

    21. juli 2018
    Spørgsmål om arbejde lader til at være en uudnyttet niche på det danske podcastmarked. Her findes en del podcasts om iværksætteri og produktivitet, men ingen om arbejdsliv i bred forstand. Det er anderledes i USA, hvor flere og flere podcasts prøver at hjælpe deres lyttere til et bedre arbejdsliv. Her er tre af dem – og et par, der bare handler om faglig stolthed
  • Her er tv-seriehistoriens mest legendariske medarbejdere

    14. juli 2018
    Tv-seriehistorien er fuld af elskelige og/eller umulige medarbejdere. Vi har udvalgt de mest geniale og præsenterer her vores bud på det ultimative storkontor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ib Christensen
Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Arbeit macht frei, kunne overskriften lige så vel have været.

Under dække af politisk erklærede nødvendigheder er totalitarismens banalisering af menneskelige behov og bestræbelser blevet gjort til vor samtids kulturelle magtbud.

Hans Larsen, Jørn Andersen, Jan Nielsen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Gad vide om dem der sidder i kassen i det lokale supermarked, eller hjemmehjælperen nogensinde får gavn af alle de velstilledes løsninger på deres førsteverdensproblemer ... igen et klokketydeligt eksempel på den elitære tilgang der er skyld at DF har så stor succes ... det handler altid om, at dem der ikke har et fysisk belastende arbejde piver over hvor hårdt det er at gå på arbejde og hvor vigtige de er for samfundet ... aldrig om at være taknemmelig for dem der f.eks. sørger for at deres oldemor kan få rent tøj på og mad i skrutten ... alle de her smarte idioter ville ikke være en skid uden alle de mennesker der hver dag sørger for at de har mad på bordet, strøm i stikkontakterne osv. Hvorfor er det så virkelighedsfjernt for en journalist på information at konfrontere sig selv og deres privilegieblinde kreative kollegaer med den himmelråbende selvforherligelse de praktiserer?

God pointe, Mike!
Føler mig helt truffet
Vi fra de hvide elitelag føler os undertrykte og vil så gerne være minoritet - bare en gang i mellem. Så kan vi også være rappere!

@MIke
Det er blot endnu et eksempel på at, når den “pludrende” klasse oplever arbejdsmiljøproblemer skal der skrives og udføres studier og oprettes forskningscentre! Men problemet er vel reelt nok - for dem.
Jeg ville dog ønske at arkitekterne tog et større ansvar for arbejdsmiljøet på de byggerier de projekterer - Men det er nok for meget at forlange, fordi man så skal forlade sin højryggede stol og bevæge sig ud i nogle andres virkelighed.
Det bliver vi nok nød til at have antropologer til at udføre endnu et studie over.

- Det er godt nok agurketid ;-)

Steffen Gliese

Nu kom jeg jo til at tænke over det - og jeg har altid haft det bedst med at sidde i lokale med kolleger og chefer, netop pga. den flade struktur, det afspejler.
Vi går også - men det er måske kun her i landet - reelt igen væk fra hierarkiseringen, der som en hæslig drage har haft lagt sig på vores målrettede indsats og tvunget alskens forsinkende processer ind. Vi løfter i flok, og vi socialiserer os med hinanden - og jo mere dette sker i et miljø, der nedbryder hierarkiske strukturer og lader alle trække på samme hammel, jo bedre.