Læsetid: 8 min.

’Arbejdspladsen behøver ikke længere et værkførerbur. Vi har installeret et mentalt’

Gennem tiden har arkitekterne været med til at forme arbejdslivet. I dag er de med til at skabe en omsiggribende domesticering af arbejdspladsen, mener professor i arkitektur Peter Thule Kristensen. Men hvis man kan arbejde hjemme, og arbejdspladsen er et hjem, hvordan kan man så nogensinde gå ... hjem?
Gennem tiden har arkitekterne været med til at forme arbejdslivet. I dag er de med til at skabe en omsiggribende domesticering af arbejdspladsen, mener professor i arkitektur Peter Thule Kristensen. Men hvis man kan arbejde hjemme, og arbejdspladsen er et hjem, hvordan kan man så nogensinde gå ... hjem?

Mikkel Lock Svendborg

28. juli 2018

Ved I, hvorfor skrivebordsstole på chefkontorer har så høje rygge?

Så medarbejderne kan tude i fred efter en fyring, selvom væggene er lavet af glas – og så sikkert også for at chefen kan få illusionen af privatliv, når dagene bliver lange i et stadig mere krævende arbejdsliv.

For enkeltmandskontoret, hvor vi som munke kunne sidde alene i stille fordybelse, er en saga blot, siger Peter Thule Kristensen, arkitekturhistoriker og professor ved Arkitekt- og designskolen på KADK.

»Trods meget kritik er storrumskontoret kommet for at blive – spøgsmålet er så, hvordan man sikrer, at mennesker kan trives i det med deres behov for lommer af privathed.«

Peter Thule Kristensen var sidste år med til at starte det nye Centre for Privacy Studies (PRIVACY) ved Københavns Universitet, som er et tværvidenskabelig forskningscenter, der undersøger privatliv, og hvordan forestillinger om det har udviklet sig gennem tiderne.

Og i forholdet mellem arbejde og privatliv har vi gennemgået voldsomme forandringer i moderne tid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ib Christensen
Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Arbeit macht frei, kunne overskriften lige så vel have været.

Under dække af politisk erklærede nødvendigheder er totalitarismens banalisering af menneskelige behov og bestræbelser blevet gjort til vor samtids kulturelle magtbud.

Hans Larsen, Jørn Andersen, Jan Nielsen, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mike Statene

Gad vide om dem der sidder i kassen i det lokale supermarked, eller hjemmehjælperen nogensinde får gavn af alle de velstilledes løsninger på deres førsteverdensproblemer ... igen et klokketydeligt eksempel på den elitære tilgang der er skyld at DF har så stor succes ... det handler altid om, at dem der ikke har et fysisk belastende arbejde piver over hvor hårdt det er at gå på arbejde og hvor vigtige de er for samfundet ... aldrig om at være taknemmelig for dem der f.eks. sørger for at deres oldemor kan få rent tøj på og mad i skrutten ... alle de her smarte idioter ville ikke være en skid uden alle de mennesker der hver dag sørger for at de har mad på bordet, strøm i stikkontakterne osv. Hvorfor er det så virkelighedsfjernt for en journalist på information at konfrontere sig selv og deres privilegieblinde kreative kollegaer med den himmelråbende selvforherligelse de praktiserer?

Jan Skovgaard Jensen

God pointe, Mike!
Føler mig helt truffet
Vi fra de hvide elitelag føler os undertrykte og vil så gerne være minoritet - bare en gang i mellem. Så kan vi også være rappere!

@MIke
Det er blot endnu et eksempel på at, når den “pludrende” klasse oplever arbejdsmiljøproblemer skal der skrives og udføres studier og oprettes forskningscentre! Men problemet er vel reelt nok - for dem.
Jeg ville dog ønske at arkitekterne tog et større ansvar for arbejdsmiljøet på de byggerier de projekterer - Men det er nok for meget at forlange, fordi man så skal forlade sin højryggede stol og bevæge sig ud i nogle andres virkelighed.
Det bliver vi nok nød til at have antropologer til at udføre endnu et studie over.

- Det er godt nok agurketid ;-)

Steffen Gliese

Nu kom jeg jo til at tænke over det - og jeg har altid haft det bedst med at sidde i lokale med kolleger og chefer, netop pga. den flade struktur, det afspejler.
Vi går også - men det er måske kun her i landet - reelt igen væk fra hierarkiseringen, der som en hæslig drage har haft lagt sig på vores målrettede indsats og tvunget alskens forsinkende processer ind. Vi løfter i flok, og vi socialiserer os med hinanden - og jo mere dette sker i et miljø, der nedbryder hierarkiske strukturer og lader alle trække på samme hammel, jo bedre.