Europas højrepopulister behøver ikke Steve Bannons hjælp til en samlet nationalistisk front. Det klarer de fint selv

I maj rejste Steve Bannon til Budapest for at tale om den i hans øjne forbilledlige europæiske højrepopulisme.

Talen skulle finde sted ved en konference på bredden af Donau-floden, og hele arrangementet var sponseret af Bannons helt – den ungarske præsident Viktor Orbán, som Bannon har kaldt »Trump før Trump«. Da han ankom til konferencen, blev han mødt af en sal fyldt med embedsmænd og regeringsfolk fra Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet.

»Den populistiske, nationalistiske revolte i Europa er to år foran den amerikanske,« sagde Bannon, der som altid var klædt i et dobbelt lag af skjorter, og budskabet faldt i god jord. Kort inden var den tidligere Trump-rådgiver og afsatte direktør for det ultrakonservative Breitbart News blevet præsenteret som en »stor tænker«.

Besøget i Budapest var ikke Bannons første i Europa. Inden han landede i Budapest, havde han været på besøg i Prag, fejret højrepopulisternes politiske sejr i Rom og holdt en omdiskuteret tale til Rassemblement National (det tidligere Front National) årlige møde i den franske by Lille, hvor han opfordrede de franske nationalister til af »bære det som en medalje«, når liberale kræfter kalder dem for racister.

Efter bruddet med Trump, der fyrede Bannon fra Det Hvide Hus i august 2017, og i samme ombæring kaldte ham ’Sloppy Steve’, har han altså plejet sine kontakter med den europæiske højrefløj. Det har rejst spekulationer om, hvorvidt han var i gang med en slags comeback-tour på europæisk jord.

Og i sidste uge afslørede Bannon så endelig sine planer i et interview med det amerikanske magasin The Daily Beast: Den 64-årige, kontroversielle amerikaner vil starte en ny politisk, højrepopulistisk bevægelse i Europa under navnet The Movement. En nationalistisk revolution på tværs af Europa.

The Movement skal have kontorer i Bruxelles og drives af Bannon selv med op til 10 ansatte under ham. Første mål er at vinde hver tredje stemme ved det kommende valg til Europa-Parlamentet i maj 2019.

Alliance findes allerede

Fra begyndelsen er Bannons vision blevet mødt med kritik eller træk på skuldrene.

»Jeg gider ikke tale mere om Bannons fantasier,« skriver populismeforsker Cas Mudde for eksempel i en mail til Information.

Han mener ikke, at Bannon vil opnå nogen særlig relevans i en europæisk kontekst.

Ideen om en slags nationalistisk ’internationale’, en paneuropæisk samling af højrepopulister, er ellers hverken umulig eller uden fortilfælde, forklarer Jan-Werner Müller, der er populismeforsker på Princeton University. Man så det for eksempel i det nittende århundrede, hvor nationalister i Italien og Tyskland dannede en form for alliance.

»Selvfølgelig ville det føre til et clash, hvis hele Europa blev regeret af Salvini’er og Orbán’er, der kun gik efter at opnå deres egne smalle, nationale interesser. Men filosofisk er der umiddelbart intet problem, og nationalister kan arbejde sammen for at realisere nogle af de principper, de deler, navnlig national selvbestemmelse,« skriver Müller i en mail.

Men en sådan alliance har ikke brug for Steve Bannons hjælp. Den er nemlig allerede en realitet i Europa, lyder det fra populismeforsker Duncan McDonnel  – også i en mail.

»Meget tyder på, at højrepopulister i Europa for første gang i mange år har held med at arbejde sammen.«

Nu står de ved hinanden

I 2014 åbnede det amerikanske Breitbart News en afdeling i London, og siden har mediet overvejet at udvide til både Frankrig og Tyskland.

Iagttagere kalder Breitbarts ekspansion til Europa for et tydeligt eksempel på »alt-right transatlanticisme«: At ultrakonservative kræfter og højrepopulister i stadig højere grad samarbejder på tværs af landegrænser og bevæger sig imod at blive en global bevægelse. Men trenden er allermest tydelig i Europa-Parlamentet, skriver Duncan McDonnel.

I juni 2015 formede partiformændene Marine Le Pen, Geert Wilders og Matteo Salvini gruppen Europe of Nations and Freedom (ENF). Den består blandt andet af medlemmer fra Le Pens parti Rassemblement National, fra Wilders’ Frihedspartiet i Holland og fra italienske Salvinis parti Lega. Ifølge McDonnel er gruppen signifikant af to årsager.

»Før i tiden ville mange af ENF-partierne ikke associeres med hinanden, og de benægtede endda deres ligheder. Men nu sidder de sammen i den længst fungerende højrepopulistiske gruppe i parlamentet til dato,« skriver professoren.

I 2007 fandt et lignende forsøg på at danne en højreorienteret gruppe i Europa-Parlamentet sted, men Identitet, Tradition og Uafhængighed, som gruppen hed, eksisterede kun i kort tid.

»Gruppen er også historisk, fordi den fungerer uden for parlamentet. Hvert år afholder gruppens medlemspartier højprofilerede offentlige arrangementer. Og det er med til styrke ideen om, at de nu ikke alene står ved lighederne, men også stolt viser deres fællesskab frem,« skriver McDonnel.

Før var partierne bange for, at det ville skade dem i deres hjemlande at vise sig sammen med andre landes højrenationalister, forklarer han og understreger, at den gamle indstilling og associeringsangst stadig eksisterer i dag – blandt andet hos Dansk Folkeparti, der benægter enhver form for åndsfællesskab med det østrigske Frihedspartiet og Rassemblement National i Frankrig.

Dansk Folkeparti er medlem af en anden konservativ gruppe i Europa-Parlamentet ved navn European Conservatives and Reformists (ECR), som også består af det polske Lov og Retfærdighed-parti og De Sande Finners Parti, og som Sverigedemokraterne for nylig blev medlem af. Denne gruppe består dog ikke kun af højrepopulistiske partier, men indeholder også det, McDonnel kalder mainstreampartier.

Morten Messerschmidt fra netop Dansk Folkeparti har afvist at arbejde sammen med Bannon.

»Jeg synes, at vi klarer tingene fint selv. Jeg ved ikke, om man har brug for en tidligere Trump-medarbejder til at være den nye leder her på kontinentet,« siger Messerschmidt til Ritzau.

Også Jörg Meuthen, en af de førende skikkelser i tyske Alternative für Deutchland, har været afvisende over for Bannons hjælpende hånd.

»Vi har ikke brug for at blive vejledt af nogen uden for EU,« har han sagt til tyske medier.

Det polske Lov og Retfærdighedsparti vil højst sandsynligt heller ikke arbejde sammen med Bannon, da Polen er pro-EU, mens The Movement vil hjælpe EU-skeptiske partier.

Til gengæld skrev mediet Buzzfeed i onsdags, at Steve Bannon mødes med den konservative tidligere britiske udenrigsminister og mulige kommende premierministerkandidat Boris Johnson. Det har ledt til spekulationer om, hvorvidt Bannon vil prøve at hjælpe Johnson til magten i Storbritannien.

Soros-sammenligning holder ikke

Steve Bannons store plan for The Movement er, at organisationen skal lave meningsmålinger, tænketanksundersøgelser og dataindsamling om europæiske vælgere, som højrenationalisterne kan dele med hinanden. Den skal med andre ord levere al den information og hjælp, som de højreorienterede partier i Europa ikke har i dag.

Den slags koster nemlig penge. Mange penge. Og det kan godt være, at højrepopulisterne kan samarbejde uden Bannon, men hvis der er noget, som den europæiske højrefløj er notorisk kendt for, så er det, at den mangler økonomiske midler. Som eksempel fik Marine Le Pen i 2014 et lån på ni millioner euro fra en Kreml-affilieret bank.

Til The Daily Beast fortæller Steve Bannon, hvor rystet han blev, da han hørte, at Brexit-kampagnen kun havde kostet omkring syv millioner pund.

»What the fuck? Syv millioner pund køber dig ingenting. Det kan du ikke købe facebookdata for, du kan ikke købe reklamer, du kan ikke gøre noget med syv millioner.«

Og det er her, Steve Bannon ifølge ham selv kan hjælpe de europæiske populister helt til tops. Han har nemlig kapitalen til at gøre en forskel, siger han. Men er det nu også rigtigt?

Det er Jan-Werner Müller kritisk over for.

»Stiller nogen de kritiske spørgsmål om, hvor alle pengene kommer fra – og om der overhovedet er nogen penge?« skriver populismeforskeren.

Bannon, uddannet fra eliteuniversiteterne Harvard og Georgetown, er før – mens han arbejdede for Trump og var direktør for Breitbart – blevet støttet økonomisk af milliardærfamilien Mercer. Men de har nu trukket deres støtte til ham.

I 2017 skrev det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, at Bannon var god for mellem ni og 48 millioner dollar, efter at Det Hvide Hus havde offentliggjort dokumenter om nogle af Trumps seniorrådgiveres finanser. Ifølge Forbes har Bannon primært tjent sine penge på ejendomme, sit filmproduktionsfirma og på sit konsulentfirma.

48 millioner dollar er givetvis meget, men ikke nok til at gennemføre Bannons planer, peger kritikere på. I interviewet med The Daily Beast siger Bannon intet om, hvor han vil skaffe yderligere finansiering til The Movement.

Men det vil blive nødvendigt for Bannon at skaffe flere penge til projektet, hvis hans plan om at blive højrefløjens George Soros skal lykkes.

Filantropen Soros, der er den 19. rigeste person i verden, har siden 1984 kanaliseret over 30 milliarder dollar ud til liberale projekter i Europa. Bannon vil nu udfordre rigmanden i en slags ideologisk, europæisk krig mellem nationalister og liberale – med Bannon selv og Soros i hovedrollerne som de rivaliserende masterminds og pengemænd bag de europæiske partier.

Men et andet kritisk spørgsmål, som omverdenen ifølge Müller mangler at stille Bannon, er, hvorfor han sammenligner sig med Soros.

»Bør man virkelig tro på, at der skulle være nogen form for sammenligning med George Soros?« skriver Jan-Werner Müller og peger på, at Soros ikke er ved at forme nogen partipolitisk alliance i Europa, på samme måde som Bannon planlægger. I stedet går hans støtte generelt til forskellige sager som for eksempel at udbrede demokrati til tidligere diktaturstater.

Alligevel ser Bannon Soros som sin største konkurrent på vejen til et Europa ledet af højrepopulister.

»Soros er genial,« siger Bannon til The Daily Beast.

»Ond, men genial.«