Læsetid: 5 min.

Information gør status over VM-slutrunden og sætter sit all-star hold

Afsked med ’tiki-taka’, sydamerikanere med frelserkompleks og underpræsterende afrikanere. Information kigger tilbage på de forgangne fire ugers fodbold og sætter VM’s hold
Midtbanetroldmanden Luka Modric træner før Kroatiens finalekamp mod Frankrig søndag

Midtbanetroldmanden Luka Modric træner før Kroatiens finalekamp mod Frankrig søndag

Felipe Trueba

14. juli 2018

Alle verdensmesterskaber går over i historien på deres helt egen måde.

VM i 1982 erindres først og fremmest som slutrunden, hvor det smukkeste brasilianske landshold i mands minde ikke blev verdensmestre.

I Mexico fire år senere indmejslede Maradona sig i fodboldhistorien som den måske bedste spiller nogensinde.

2002-turneringen i Sydkorea og Japan var i bund og grund Fede-Ronaldos onemanshow.

Og Spaniens triumf i 2010 må betragtes som tidspunktet, hvor tiki-taka gjorde sit indtog på den globale scene (og stillede resten af fodboldverdenen over for en udfordring, som den først nu er ved at løse.)

Som bekendt spiller de stadig i Rusland, så det er endnu for tidligt at sige præcis, hvilken bærende fortælling, der ender med at stå tilbage fra dette års slutrunde. Men allerede nu kan man identificere nogle af de fortællinger, som de forgangne fire ugers fodbold har lagt ud.

Farvel til tiki-taka

Først og fremmest kan man sige, at dette års VM har været et opgør med mantraet om, at possesion is king – altså at det gælder om at dominere modstanderne ved hjælp af overlegen boldbesiddelse – som blev indvarslet af Spaniens og Barcelonas succes i slutningen af nullerne.

Ved denne slutrunde har tre mandskaber haft mere end 65 procents boldbesiddelse i deres kampe – nemlig Spanien, Tyskland og Argentina; og alle tre hold blev som bekendt sendt tidligt i bad af modstandere, der praktiserede en prunkløs og langt mere direkte spillestil.

Især Spaniens exit var bemærkelsesværdigt. Til trods for 79 procents boldbesiddelse i ottendedelsfinalen mod Rusland måtte de have hjælp af et russisk selvmål til at få kuglen i kassen. Og de endte med at blive elimineret fra turneringen efter at have sat endeløse guirlander af ineffektive afleveringsforløb sammen.

Kan Rusland 2018 blive husket som turneringen, hvor vi bød et endegyldigt farvel til tiki-takaen, der indbragte spanierne tre internationale mesterskaber på stribe (og inspirerede børnetrænere over hele verden til at indføre rondo-øvelsen i alle træningspas)?

La Furia Rojas tidlige exit virkede i hvert fald som et fodboldhistorisk øjeblik. Og den gamle ræv på Uruguays trænerbænk, maestro Oscar Tabárez, satte ord på de betragtninger, mange gjorde sig, da han efter Uruguays sejr over Portugal i ottendedelsfinalen sagde:

»Jeg tror, at der ofte eksisterer denne misforståede opfattelse af, at boldbesiddelse fører til scoringsmuligheder. Jeg har arbejdet i Italien, og der er boldbesiddelse ikke nær så tilbedt som andre steder i verden. Selv om du ikke har bolden særligt meget, kan du stadig tilføje dine modstandere smerte på forskellige måder.«

Sydamerikanske frelserkomplekser

Dette års verdensmesterskab vil også blive erindret som turneringen, hvor to af klodens største navne – Messi og Neymar – endnu engang missede chancen for at træde ind i det Pantheon af verdenshistoriske aktører, der har ført deres nationer til VM-titlen. Og man fristes til at sige, at netop den overdrevne fokus på deres roller var med til at berede deres fald.

Hvad angår Argentina, så virkede mandskabet lammet af en game plan, der tilsyneladende kun havde én komponent, nemlig at give bolden til Messi og håbe det bedste; og når det ikke virkede, så havde den skiftevis stressede og fortvivlede trænerskikkelse på sidelinjen, Sampaoli (der ifølge medierapporter led af nervesvækkelse under slutrunden), ikke nogen alternativer.

For Brasiliens vedkommende faldt de i samme fælde som på hjemmebanen for fire år siden, nemlig at gøre Neymar til det centrale omdrejningspunkt for hele nationens håb og drømme. Dette ansvar kan den spinkle kantspiller fra Paris Saint-Germain slet ikke bære. Han fremtrådte under slutrunden som en spiller, der var tynget af et umenneskeligt pres, og selv om han glimtede i – ja, netop – glimt, så forekom hans hang til dribleture ned i cul-de-sacs og lange rullefald alt for ofte som en showstopper for resten af det brasilianske mandskab.

Der er i medierne blevet gjort meget ud af det faktum, at alle de sydamerikanske mandskaber blev sendt ud af slutrunden inden semifinalerne. Det er også beklageligt, for VM skal jo nødig udvikle sig til en udvidet omgang europamesterskaber. Men den barske sandhed er nok, at Argentina og Brasilien ikke for alvor melder sig ind i kampen om FIFA-trofæet igen, før de dropper deres frelserkomplekser og lader deres talentfulde fodboldkollektiver få hovedrollen.

Når alt kommer til alt, er fodbold jo først og fremmest et holdspil.

Smerten sidder i Afrika

»Hvis Nigeria var bedre organiseret, havde vi vundet verdensmesterskaberne.«

Sådan sagde Nigerias anfører John Obi Mikel med en vis vemodighed før VM i et interview med den engelske avis The Guardian, og han talte ikke om dette års mandskab, men om de stærke udgaver af The Super Eagles, der tidligere har deltaget i slutrunder, hvor de blev ekspederet (for) tidligt hjem på grund af interne klikedannelser, magtkampe i fodboldforbundet, spillerstrejker, manglende lønudbetalinger og kaotiske forberedelser i al almindelighed.

Og Mikels ord dækker ikke kun Nigeria, men kan læses som en generel betragtning om Afrikas tabte muligheder i VM-sammenhæng. Alt for ofte har de afrikanske nationer været deres egne værste fjender. Deres muligheder for at gøre en god figur er blevet undermineret af interne forhold, før der overhovedet er blevet fløjtet op til kamp. Og som resultat er de blevet elimineret af bedre organiserede konkurrenter fra andre verdensdele.

Også ved denne lejlighed måtte vi byde et tidligt farvel til deltagerne fra Afrika – ja, faktisk tidligere end sædvanligt, eftersom alle afrikanske hold for første gang siden VM i 1982 blev ekspederet ud i gruppespillet.

Det er beklageligt for alle os, der i efterhånden nogle årtier har ventet på det endegyldige afrikanske gennembrud. Og det må også mane til bekymring internt på det afrikanske kontinent, eftersom det bedømt på dette VM så ud som om, at de styrkemæssigt er ved at blive kørt agterud af landene fra den FIFA-konføderation, der ellers traditionelt set betragtes som den svageste, nemlig den asiatiske.

I hvert fald gjorde lande som Japan, Sydkorea, Australien og Iran et bedre indtryk på grønsværen end de afrikanske mandskaber.

VM i Rusland var et skridt bagud for det afrikanske kontinent!

Slutrundens hold

Vi slutter med Informations bud på VM’s hold, naturligvis i den 3-5-2 opstilling, der har været en vogue blandt nogle af de stærkeste mandskaber i denne slutrunde:

Målmand: Hugo Lloris, Frankrig. Den bageste skanse hos Les Bleus har disket op med verdensklasseredninger på de rette tidspunkter i kampene.

Højre wingback: Kieran Trippier, England. Tottenhams angrebsivrige back har tilført dynamik og bid til englændernes højre kant.

Midterforsvarer: Yerry Mina, Colombia. Barcelona købte ham i januar for knap 90 millioner kroner i brasilianske Palmeiras og smækkede straks en frikøbsklausul på 750 millioner kroner på ham. Det forstår man godt.

Midterforsvarer: Diego Godín, Uruguay. Glem Cavani og Suarez. Godín er De Himmelblås ægte leder på banen.

Midterforsvarer: Dejan Lovren. Liverpools ofte udskældte stopper har været en klippe i det kroatiske forsvar.

Venstre wingback: Marcelo, Brasilien. På et underpræsterende brasiliansk hold var han et lyspunkt.

Central midtbane: N’golo Kanté. Hovedårsagen til stabiliteten på den franske midtbane. VM’s mest undervurderede aktør.

Højre midtbane: Ivan Rakitic. Har styret Kroatiens offensiv i smukt samspil med Modric og scorede de afgørende straffespark mod både Danmark og Rusland.

Venstre midtbane: Eden Hazard. Stort set alle belgiernes farlige aktioner gik gennem ham.

Angriber: Kylian Mbappé, VM’s store åbenbaring.

Angriber: Harry Kane. Seks scoringer indtil videre. Favorit til at vinde the Golden Boot.

 

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et glimrende sat hold med et par positive og rigtige overraskelser. Af samme grund er der jo vægt bag at placere Kane på det udvalgte hold. Men jeg forstår det stadig ikke. Han er en eminent straffesparksskytte og rigtig god i Tottenham, men du må da have en bedre kandidat - uden at jeg kan sige, jeg har en favorit.

Anders Stjernholm

Rigtig godt kaldt mht Argentinas og Brasiliens unyttige fokus på Messi og Neymar som deres hovedaktører. Det er som om, de to lader sig smitte af amerikansk sportskulturs overdrevne fokus på stjernespillere.

Mht valget af "Slutrundens hold":

Lovren forstår jeg ikke. Minimum 2 gange per kamp laver han noget megaklodset og hasarderet. Makkeren Vida i det kroatiske centerforsvar har spillet med langt større ro og med fanstatiske indgreb i især konstrafaser - og en mand som Jan Vertongen har endnu en gang vist sin effektivitet - og tilmed offensive styrker i turneringen.

Rakitic over Modric giver ikke meget mening i min bog. Modric har været turneringens spiller.

Og så vil jeg mene, at de mål, Romelu Lukaku har lavet, har været af en anden klasse end Kanes - så pyt med, at der ikke var lige så mange.

Grunden til at det har været et fantastisk VM tillægger jeg også de enkelte trænere og deres disponeringer. Det så f.eks. ud til at England havde fået lukket den koatiske midtbane ned med en 3-3-2-2 formation. 3-4 gange fik Alli og Lingard skabt ravage bag den kroatiske midtbane. Den ene gang førte til frisparket uden for det kroatiske mål, som Kieran Trippier sparkede flot i mål.

Men anden halvleg viste at englændernes fik i angrebet og på midt-midtbanen, men måtte give på flankerne. Backerne Vrsaljko og Ivan Strinic var umarkerede. Boldene gik fra Rakitic til Vrsaljko et par gange før Vrsaljko fandt Perisic som skød den akrobatisk i kassen til 1-1. Resten kom som forventet, da ingen af trænere ændrede noget indtil Mario Mandzukic blev den store helt i anden halvleg af ekstra tiden.

Anders Sørensen

Hold op med at kalde ham "Fede-Ronaldo". Det er uværdigt for en avis, der priser sig af at skrive om fodbold.

Erik Karlsen

"I Mexico fire år senere indmejslede Maradona sig i fodboldhistorien som den måske bedste spiller nogensinde"

Ja, han var i hvert fald den bedste spiller nogensinde til at bruge hånden til at score uden at blive straffet for det....... ;-)

Bernhard Drag

Glimrende artikel, men kunne det ikke være morsomt at regne lidt på hvor energi der egentlig blev brugt (CO2) på at flytte hold, teknikere osv til Rusland. Håber på endnu en fin artikel og prøv lige at regn lidt på hvad det kommende OL i Japan kommer til at koste på energi regnskabet, herunder hvor mange fly der skal i luften til transport.