Læsetid: 6 min.

»Jeg er nødt til at bruge mig selv som både træ og økse«

I dag ville den svenske filmskaber Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Få instruktører har haft lige så stor indflydelse som han med den lange række dybt personlige og kunstnerisk kompromisløse film, han nåede at lave i løbet af karrieren. »Han var en pioner,« siger dokumentarist Jane Magnusson, der i anledning af den runde fødselsdag har lavet et portræt af Bergman ud fra et enkelt afgørende år i hans lange, meget produktive liv
Ingmar Bergman ved indspillingen til en af sine mange film. Årstallet er ukendt

Ingmar Bergman ved indspillingen til en af sine mange film. Årstallet er ukendt

AB Svensk Filmindustri

14. juli 2018

Ingmar Bergman havde fart på i 1957. Han nåede at have premiere på én film, Det syvende segl. Indspille én til, Ved vejs ende, som også havde premiere samme år. Og så instruerede han da også lige en tv-film, iscenesatte fire teaterstykker og havde et forhold til fire forskellige kvinder.

»Ingen har nogensinde kunnet matche det – måske Bowie i løbet af 1970’erne, men han var på stoffer. Det var Bergman ikke,« siger den svenske dokumentarfilminstruktør Jane Magnusson. Hun har i anledning af Bergmans 100 års fødselsdag lavet Bergman – et år, et liv, en meget underholdende og fascinerende film om netop dette ene år, 1957, i den store filmskabers liv.

Magnusson har tidligere lavet film om Bergman, og det var, mens hun researchede til en af dem, at det gik op for hende, at 1957 var et ganske særligt år i instruktørens liv og karriere. Til at begynde med var det nok for hende, at Det syvende segl og Ved vejs ende, to af Bergmans vigtigste og mest succesfulde film, begge havde premiere det år. Men historien og året blev kun mere spændende, da hun dykkede længere ned i materialet.

»Jeg fandt også ud af, at Bergman samme år lavede fire teaterstykker og en tv-film, Livets under. Jeg vidste, at han var gift med Gun Grut og havde en affære med Bibi Andersson, men jeg gravede i det og opdagede, at han også mødte Kåbi Laretei og en fjerde kvinde, Ingrid von Rosen (Bergman blev snart skilt fra Gun Grut og gift med først Kåbi Laretei og siden Ingrid von Rosen, red.). Det blev bare bedre og bedre,« siger Jane Magnusson.

Utrolige film

1957 var også et vigtigt årti af en anden grund end Ingmar Bergmans enorme produktivitet – der bliver i Jane Magnussons film spekuleret i, om instruktøren i stedet for stoffer var høj på kvinder og sex. Han begyndte nemlig i højere grad at tage udgangspunkt i sig selv og sit eget liv i jagten på sandheden om mennesker.

Hovedpersonen i Det syvende segl er en ridder (Max von Sydow), der i en pestramt, middelalderlig verden overvejer sin eksistens og forsøger at undgå sin skæbne ved at spille skak med Døden, men filmen handler i virkeligheden om Bergmans egen dødsangst. Ved vejs ende fortæller om en ensom, aldrende mand, professor Isak Borg (Victor Sjöström, instruktør, skuespiller og Bergmans mentor), der tænker tilbage på et liv præget af ensomhed og følelsesmæssige afsavn.

»Der er selvbiografiske elementer i tidligere film, f.eks. Gøglernes aften, og mange af Bergmans kvindelige figurer var inspireret af kvinder, han mødte før 1957,« siger Magnusson.

»Men i 1957 skriver han i sin dagbog, at ’jeg er nødt til at bruge mig selv som både træ og økse. Det er det eneste, jeg har.’ Jeg synes, at det er så fantastisk en sætning. Og han skriver den i sin dagbog. Det er et vendepunkt for ham, og når han siden forlader den selvbiografiske sti, synes jeg ikke, at hans film er lige så gode, som når han bliver på stien.«

Hyldest eller kritik

Bergman – et år, et liv er en velkomponeret, velstruktureret film, der nok har 1957 som udgangspunkt, men som også trækker tråde tilbage i tiden – for at vise, hvad der gik forud – og frem i tiden – for at vise, hvad der senere skete. Det er et godt greb af Jane Magnusson, der godt vidste, at det ville være umuligt at dække alle de film og teaterstykker, som Bergman nåede at lave gennem sit lange liv.

Filmen er god at blive klog af, og det skyldes ikke mindst den fascinerende mosaik, som instruktøren skaber ved hjælp af arkivinterview med Bergman selv, videoklip fra optagelserne af hans film og nye interview med en lang række af hans nærmeste samarbejdspartnere foran og bag kameraet.

Alle har de pæne og indsigtsfulde ting at sige om Bergman, men stort set ingen af dem lægger skjul på, at han kunne være svær at være og arbejde sammen med. Kun en rørt Liv Ullmann, der medvirkede i en række af Bergmans film, og som havde et forhold til ham, siger, at han aldrig gjorde hende ondt, og at han var hendes bedste ven og samtalepartner nogensinde.

»Der er folk, som mener, at jeg er for ond ved ham, og der er folk, som mener, at jeg er for god ved ham,« siger Magnusson om filmen, der er tænkt som en hyldest til Bergman.

»Men jeg er selv glad for den balance, filmen har nu. Jeg ville fejre ham, men jeg tror ikke, at man kan gøre det uden også at tage fat i nogle af de dårlige ting. Så bliver det bare en løgn. Bergman var selv god til at pege på sine fejl og mangler. Han ville virkelig gerne udstille og tale om alle de dårlige ting, han gjorde. Det skal vi fortsætte med at gøre, netop fordi han selv var så åben omkring det.«

Broren var sadist

Samtidig var Ingmar Bergman en meget kontrollerende herre, der gerne ville forme sit eget eftermæle, og som åbenbart ikke var helt sandfærdig, da han skrev sine erindringer, Laterna Magica. Jane Magnusson har fået adgang til et interview med Bergmans storebror, Dag Bergman, som blev lavet til tv i 1980’erne, men som Ingmar fik stoppet, inden det blev sendt. Formentlig fordi Dag sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også var Ingmar, der blev tugtet så voldsomt i den virkelighed, der ligger bag film som Forfulgt (1944) og Fanny og Alexander (1982).

»Vi var meget glade for at finde det interview,« siger Magnusson.

»Men Dag Bergman er tydeligvis sadist. Vi skal alle prise os lykkelige for, at vi ikke har en bror som ham. Han plagede sin lillebror, da de begge var børn. Man kan se, hvor glad han er for at tale om Forfulgt og Fanny og Alexander og kalde Ingmar for en løgner. Men jeg ved ikke, om Dag selv fortæller sandheden. Det er interessant endelig at høre en stemme, der ikke er Ingmar Bergmans egen, tale om den tid. Jeg tror, at Ingmar Bergman havde den far og gik i den skole, og på den måde er filmene selvbiografiske. Men jeg tror også, at de reelt handler om Dag.«

Filmens svar på Shakespeare

For nogle dage siden fortalte Lone Scherfig i et interview her i avisen, at hun var glad for, at hun ikke var instruktør i Sverige, mens Ingmar Bergman levede. Hans skygge var så stor og tung, at det var havde svært for hendes generation af svenske filmskabere at slippe fri af den. Samtidig var Bergman i sine senere år svært jaloux på unge talenter, som han indimellem ligefrem forsøgte at stoppe i stedet for at hjælpe dem frem.

»Der er en række filmskabere, som har fortalt, at Bergman personligt gjorde det svært for dem at få plads,« siger Jane Magnusson, der i sin film lader film- og teaterfolk, som var tæt på Bergman, fortælle om nogle af de mere voldsomme episoder.

»Jeg var ikke selv filmskaber, men jeg iagttog filmmiljøet op gennem 1990’erne, og bare det at se den mængde energi og de mange penge, der blev brugt på Ingmar Bergman og hans forældre, var sindssygt. Den gode vilje, Personlige samtaler og Søndagsbarn var alle kæmpestore produktioner, der handler om Bergman og hans forældre. Han gjorde det svært for andre at opbygge en karriere, fordi alle pengene gik til ham. Han var for magtfuld, selv om han ikke rigtig lavede film længere.«

Men laver man film, er Bergman umulig at komme udenom. Han er filmkunstens svar på Shakespeare, mener Magnusson. Hun synes personligt, at det mest interessante ved Bergmans film er hans kvindeportrætter.

»De er ikke nødvendigvis kvinder, men selvportrætter spillet af kvinder. Kvinder får ikke den slags roller i dag. Høstsonaten, Persona, Stilheden, Hvisken og råb. Det er alle film med kvindelige hovedpersoner, og ingen instruktører forsøger sig med den slags i dag. Det skyldes måske, at jeg er kvinde, og det er ikke sikkert, at alle er enige med mig i, at det er en af Bergmans styrker. Men det betyder meget for mig.«

’Bergman – et år, et liv’ kan ses i danske biografer nu. Jane Magnusson har også lavet en tv-serie-udgave på fire timer, som bliver sendt på tv til jul.

Serie

Ingmar Bergman 100 år

Få filmskabere har tematisk, filmisk og kunstnerisk betydet så meget som svenske Ingmar Bergman. Den 14. juli ville den produktive, kompromisløse og dybt personlige instruktør, der døde i 2007, være blevet 100 år gammel. I den anledning har Information bedt en række danske filmfolk om at gennemgå en scene fra en af Bergmans film, som har inspireret dem. Se alle artiklerne på information.dk

Seneste artikler

  • Bergmans liv endte på lærredet

    14. juli 2018
    Ingmar Bergman både omskrev de gamle kapitler og føjede nye kapitler til den store filmkunstneriske håndbog. Det er grunden til, at hans 100-årsdag skal fejres
  • Bergmans ’Persona’ fortæller om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet

    13. juli 2018
    Ingmar Bergman graver dybt i menneskets sjæl, siger den danske filminstruktør Christian Tafdrup, der som ung var misundelig på den svenske mester. I morgen ville Bergman være blevet 100 år, og i den anledning fortæller Tafdrup om sin favorit blandt svenskerens film, kammerspillet ’Persona’
  • »Alle Bergmans parforhold er krig«

    11. juli 2018
    Ingmar Bergman var ikke bange for at tage af hovedstolen, når han i jagten på den hensynsløse sandhed om den menneskelige eksistens gravede dybt i sine personer, siger instruktøren Ole Christian Madsen, der bruger Bergman i sine egne film
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I disse #metoo tider var Ingmar Bergman sandsynligvis blevet lynchet.
Måske endda med rette.
Det skal dog retfærdigvis siges, at han i erindringerne Laterna Magica er helt åben om sine egne fejl og mangler i sit kaotiske forhold til x antal kvinder og 9 (ni!) børn.
Ved dagens ende er det selvfølgelig også kun hans film, der tæller.
Hvem der gjorde hvad ved hvem og hvorfor, vil snart blive glemt.
Men filmene består - og gudskelov for det