Pelles bånd 1: Da Knud blev fjernet fra Rådhuspladsen

Pelle er på Rådhuspladsen til begivenheden ’Love in’ i 1968. Det er en happening, »hvor folk kan gøre, som de vil.« En fyr ved navn Knud dyrker nøgenyoga og bliver fjernet af politiet. Til sidst tager historien en drejning, da en af Pelles venner kommer forbi. Information har fået lov at lytte Pelles bånd igennem og genskabe stemningen fra dengang
Pelle er på Rådhuspladsen til begivenheden ’Love in’ i 1968. Det er en happening, »hvor folk kan gøre, som de vil.« En fyr ved navn Knud dyrker nøgenyoga og bliver fjernet af politiet. Til sidst tager historien en drejning, da en af Pelles venner kommer forbi. Information har fået lov at lytte Pelles bånd igennem og genskabe stemningen fra dengang
Moderne Tider
7. juli 2018

[Lyd af trafikstøj og mennesker, der snakker]

Pelle: Tror du ikke, det vækker forargelse, at folk tager tøjet af og ligger og spræller rundt med benene?

Mand 1: Du kan jo spørge dem.

Mand 2: Jeg er ikke spor forarget.

Pelle: Er der slet ingen, der er forargede? Hvad med dig, Ole?

Ole: Jeg er slet ikke forarget.

Pelle: Synes du, det er lige så latterligt, som jeg synes, det er?

Ole: Ja.

Kvinde: Hvad laver I?

Pelle: Knud er ved at lave lidt nøgengymnastik. Du bliver næsten nødt til at gøre en gang til, Knud. Der var ingen, der blev forargede.

Knud: Det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg dyrker min yoga.

Pelle: Aha. På Rådhuspladsen?

Knud: Ja, her blandt mine venner.

Pelles bånd

Pelle optog lyden af ungdomsoprøret. I årene omkring 1968 tog Per ’Pelle’ Jørgensen rundt i landet med en spolebåndoptager. Han optog, hvad der skete og gav det til Dansk Folkemindesamling.

I anledningen af 50-året for 1968 har Information fået lov til at lytte båndene igennem og genskabe stemingen fra dengang. Mange taler og skriver om, hvad 1968 har betydet for historien – Pelles bånd giver et indtryk af, hvad der rent faktisk foregik på gaderne og hjemme i stuerne i de år. Hvad talte man om, hvordan talte man og hvad skete der?

[Lyd af stønnen]

Pelle: Hvad farve er den is, du fik?

Mand: Chillumfarvet. [lyd af mundharmonika]

Pelle: Hvad synes De om ’Love in’-bevægelsen, frøken?

Kvinde: Hvad for en bevægelse?

Pelle: Hippies osv.

[Politiet ankommer tilsyneladende på grund af Knud. Folk begynder at begynder at råbe Ho, Ho, Ho, Ho Chi Minh]

Pelle: Undskyld Hr. betjent. Hvilken lov overtræder den mand ved at sidde der?

Betjent: Han samler opløb.

Pelle: Samler han opløb? Det var ikke så godt.

Betjent: Nej, det var det ikke. Ydermere hører vi, at der også var noget andet, der var årsagen til det også.

Pelle: Nå for Søren. Jeg har gået rundt her hele tiden, og der er ikke en kæft, der er forargede over det.

Betjent: Vi har talt med nogle personer herovre, der syntes, det var lige skrapt nok.

Kvinde i baggrunden: De kan bare lade være med at komme og kigge på det, hvis de er så forargede.

Kvinde 2: De må tage hjem til Allah!

Pelle: Nej, jeg tror nærmere det er Buddha, frøken.

Mand i baggrunden: Er der ikke ytringsfrihed i Danmark?

Pelle: Er der nogen her, der har været forargede?

Mand 1: Alle dem, der er forargede, rækker hånden op.

Mand i baggrunden: Alle dem, der er forargede, går op på Rådhuset og hænger sig.

Mand 2: Fri os fra de onde lakajer.

Mand 3: Hvad er der på menukortet i dag? Knippelsuppe?

Mand 4: Hr. politimand vil de ikke lave en større cirkel, så der er flere, der kan komme til at nyde det?

[Der opstår diskussion om, hvorvidt ’Love in’-arrangementet er anmeldt. Det bliver deltagerne enige om, at det er.]

Pelle (efter at have fået bekræftet, at demonstrationen er anmeldt): Så har Knud jo ikke gjort noget forkert ved at tage noget ’andet’ tøj på og møde op. Det er ikke forbudt at klæde sig mærkeligt i Danmark. Endnu ikke.

[Pelle griner]

Mand: De tre abnormt velklædte mennesker (formentlig politiet, red.) passer slet ikke ind i happeningen. Vi plejer ikke at gå med hatte, vi plejer at lade solen komme til vores hår. Det er fordi, de ikke har fået is, at de er så sure. [Henvendt til betjentene:] Er det fordi I ikke har fået avis øh is… at I er så sure på os?

Pelle: Nu er der foreløbig seks betjente.

[Folk råber Ho, Ho, Ho Chi Minh. Lyd af opstandelse]

Pelle: Nu bliver han puttet ind i vognen. De tager oven i købet hans tæpper nu. Det var en politibetjent, der troede, at festen var forbi, fordi man fjernede Knud.

***

Ung mand med jysk dialekt: Hvad er det for en demonstration?

Pelle: Det er en ’Love in’, hvor folk har lov til at gøre, som de vil. Indtil politiet kommer siger, at de ikke må gøre det mere.

Ung mand: Hvad er det, I ikke må gøre?

Pelle: Være her.

Ung mand: Hvorfor holder I det ikke hjemme ved jer selv?

Pelle: Vores lejlighed er 20 kvadratmeter. Der ka’ vi ikke være andet end 50.

Ung mand: Så kan du tage 50 med derhjem, og så kan der være 50 et andet sted.

Pelle: Vi er så gode venner alle sammen, at vi gerne vil være sammen.

Mand i baggrunden: Hvorfor må jeg ikke spille på min guitar?

[Lyden af rådhusklokkerne]

Pelle til mand: Det er annonceret lovligt.

Mand: Det vidste jeg ikke, det var derfor, jeg bad dem holde op med at spille. Hvis det er en demonstration…

Pelle: Det er ikke en demonstration. Det er en ’Love in’, hvor folk vil manifestere, at de kan lide hinanden.

Mand: Nå, det har jeg nu ikke indtryk af, det må du meget undskylde.

Pelle: Ole der, han kan ikke lide svenskere.

Mand: Jeg kan godt lide Ole. Jeg synes, Ole skal have en ungdomsklub. Man går sin stille og fredelige tur, og pludselig er det sort af mennesker, og Knud ligger med enden bar, det er jo ikke normalt.

Pelle: Jeg spurgte alle, om de var forargede. Det var der ingen, der var. Når man ikke forarger nogen, må man gøre, hvad man vil.

Mand (til Pelle): Jeg kan bare ikke se det sjove i det, for Knud er syg. Hvis det var dig, der havde gjort det, havde jeg skrubgrinet af det, for du er ikke syg.

Pelle: Jeg tvivler på, at du kommer til at se det.

Kvinde: Pelle han har også hår på maven.

Mand: Knud han er syg. Jeg går ikke ud fra, at I udnytter ham? Knud kan man jo få til hvad som helst.

Pelle: Han har jo lov til at komme her som alle os andre.

Mand: Det har han ja, men jeg ved ikke, hvem der har fået ham til det der. Han er jo syg. Det er ikke fair, det er ikke. En mand, der er syg. At udnytte ham, det er ikke fair.

Pelles bånd

I årene omkring 1968 rejste Per ’Pelle’ Jørgensen rundt i landet med en spolebåndoptager. Han optog, hvad der skete, og gav det til Dansk Folkemindesamling. I anledningen af 50-året for 1968 har Information fået lov til at lytte båndene igennem og genskabe stemingen fra dengang. Mange taler og skriver om, hvad 1968 har betydet for historien – Pelles bånd giver et indtryk af, hvad der rent faktisk foregik på gaderne og hjemme i stuerne i de år. Hvad talte man om, hvordan talte man, og hvad skete der?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Mette Jørgensen

Sikke et tåbeligt indslag.

Kristian Villesen

Hvorfor synes du, det er tåbeligt? Er det ikke interesant at høre, hvad der skete på gaden dengang?

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tænk at vores 'birthday suit' kan vække så meget postyr. Nøgenyoga er skønt - på rådhuspladsen som love in? Det ku vi bruge noget mere af, ihvertfald langt at foretrække for nuærende støj, møg og luftforurening, men det moderne menneske er fremmedgjort fra sig selv, hinanden og dets omgivelser. Den såkaldt offentlige orden er med ubevidst fejlforvaltning af fællesejet eskaleret ud i stadig mere ekstrem uorden. Det forsøgte knud og co at vise.

Maj-Britt Kent Hansen

Jo, det er interessant at høre - netop høre. Var det ikke muligt at lade os høre selve lydsporet, fremfor kun at præsentere et udskrift? Information bidrager jo ellers gerne med lyd nu om dage.

Og Knud er vel den Knud, der også gik på bare fødder over gløder ifm. Sofiegårdens nedrivning?

Grethe Preisler

Vældig interessant Kristian Villesen,

Og næsten lige så 'oplysende' om 'de faktiske forhold i jernindustrien' anno 1968 som et gensyn med TV-serien 'Huset på Christianshavn' produceret i 1970 - 1977, hvis man vil 'vide mere' om, hvordan danskerne levede, boede, tænkte og drømte i de gode gamle dage før verden gik af lave og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet ... ;o)

P.S: Og ikke et ondt ord om 'Harald'
(f. 30.03.1930 i Aalborg - d. 27.03.1981 i København)

Randi Christiansen

Så hvis en historisk fortælling ikke dækker 'alt' - i sig selv en umulighed - er den ikke 'oplysende'? Kristian villesens 'rapport fra fortiden' giver sig ikke ud for at være andet end netop en fortælling, ikke en fortælling om 'alt' eller lige netop det udsnit, som du grethe efterspørger.

Grethe Preisler

@Randi Christiansen,

hvis du vil vide mere om f.eks. rydningen af 'Sofiegården' på Christianshavn og dagbladet Informations dækning af samme, kan du bruge din adgang til bladets avisarkiv og læse (eller genlæse?) bagsidelederen fra 1. marts 1969.

Randi Christiansen

Grethe, jeg kan kun finde een i arkivet, og den er fra 12 marts 1969?

Grethe Preisler

Randi,
så prøv igen og læs bagsidelederen af 1. marts 1969 signeret 'tok' (Torben Krogh's signatur)

Grethe Preisler

Fandt du, hvad du søgte, Randi?

Selv har jeg ingen erindring om en love in med deltagelse af en yogadyrkende mandsperson in puris naturalibus lydende navnet Knud på Københavns rådhusplads i sommeren 1968. Så det har nok været en af de begivenheder, de etablerede nyhedsmedier anno dazumal ikke ulejligede sig med at dække før opfindelsen af internettet, debiltelefonen, fjæsbogen og twitter ... ;o)

Maj-Britt Kent Hansen

Grethe - hvem går født og død-datoerne på?

Grethe Preisler

Maj-Britt,
Skuespilleren Preben Kaas. Det var ham, der spilled rollen som Harald i afsnit 53 af Tv-serien 'Huset på Christianshavn' fra 1974. Gud glæde hans sjæl i himmerig, han døde alt for tidligt, men Lisbeth Dahl har vi da heldigvis endnu lyslevende blandt os ... ;o)

Randi Christiansen

Ja grethe, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor?

Knud havde vist desværre en eller anden form for knald i låget, eller også gad han bare ikke det gennemkedelige liv, som var og er almindelige lønslaver til del. Det er en sej happening at lave nøgenyoga på rådhuspladsen - i 1969 - men tydeligvis spildte guds ord på ballelars. Bare for mærkeligt for normaldanskeren - som vist stadig ikke rigtig fatter gøglernes mission. Men nu har vi heldigvis fået alternativet på banen til at give gøglet en tiltrængt renæssance.