Læsetid: 5 min.

Pelles Bånd 4: »Det er en lidt venstreorienteret lyd«

Pelle er taget med den akustiske musikgruppe Furekåben til militærnægterlejren i Gribskov. Gruppen tror, de skal give koncert, men i virkeligheden skal de holde et foredrag om akustisk musik, så forsanger og frontfigur Hans Vinding – som senere dannede bandet Hyldemor – ryger ud i en improviseret og til tider rablende fortælling. Optagelsen er fra 1969
Pelle er taget med den akustiske musikgruppe Furekåben til militærnægterlejren i Gribskov. Gruppen tror, de skal give koncert, men i virkeligheden skal de holde et foredrag om akustisk musik, så forsanger og frontfigur Hans Vinding – som senere dannede bandet Hyldemor – ryger ud i en improviseret og til tider rablende fortælling. Optagelsen er fra 1969

Sofie Holm Larsen

28. juli 2018

Hans Vinding: Vi er glade for at få lov at komme og holde foredrag om akustisk musik. Vi har skrevet en lille historie om militærnægterlejren heroppe, som blandt andet ikke handler om militærnægterlejren, men om de psykoser og den triste, næsten sentimentale mentalitet, der er ved at gribe ind i den menneskelige udvikling.

Til stede er Pelle Andersen, som sidder der, han spiller overhovedet ikke musik. Han ville gerne med, fordi han troede, der var piger heroppe, men det var der så ikke. Den anden er Vivi, hun har sunget børnesange, lige siden hun var barn. Antony, som lige nu går ud på toilettet [lyden af en tuba, efterfulgt af stor latter]. Han spiller på radiatorer og lidt forskelligt.

Det kan være, at der ryger en enkelt stol under forestillingen, vi har et nummer, der hedder ’Stol på mig’, og den er temmelig farlig. Torbjørn spiller altså ja … guitar. Vi kan aldrig få den til at stemme, for den er i stykker. Emmerich har fået fri for skole for at komme op og spille for de unge militærnægtere. Det har han fået lov til af rektor, fordi vi har skrevet en seddel. Ham der spiller cello, han sidder her ikke, men vi har taget celloen med.

Nu har han været syg i fire dage, to tredjedele af den tid, han har gået i skole, så han har ikke fået lov. Vi har også syv-otte indiske film med, men de varer cirka en time hver, og vi skal slutte kvart over tre. Det er musikfilm med akustisk, sydindisk musik, der sådan set symboliserer kærligheden og de ting, der følger med kærligheden og den proces, der er indeholdt i kærligheden. Nå, men jeg læser lidt op. Det handler altså om militærnægterlejren, men det handler ikke om militærnægterlejren:

Der var en gang en mand, der var så lille, at han måtte bruge store ord for at få folk til at høre på sig, men ikke nok med det, han var også ubehagelig at være i selskab med. For eksempel kunne han sagtens finde på at sige. ’Åh, det er så dejligt at vågne op med et nyt fjæs hver morgen…’ [en lang historie følger..]

Det, jeg ville skildre hermed, er det akustiske forløb i de verbale terminologier, som opstår i det øjeblik, som et stykke musik opstår, ikke?

Anthony can you make some noises? [Anthony puster i en dommerfløjte]

Det er en ultraviolet lyd. Vi prøver altid at skildre vores lyde med farver.

[Lyd af bækken]

Det er en nærmest blåsort lyd, den der. Can you make som other noises?

[Hidsig lyd, måske fra en klarinet]

Det er en lidt venstreorienteret lyd.

[Lyd af andekald]

Det er en fløjlsblød, nærmest radikal lyd.

Anthony laver endnu en lyd.

Yeah, thank you!

Han (Anthony) har spillet bongotrommer på East Side i London i 20 år på beværtninger. Vi fandt ham på et værtshus, der ligger – ja, når man lige kommer op forbi der på Fiolstræde.

Så tror jeg, vi vil synge en engelsk sang. Vi vidste ikke, vi skulle holde foredrag heroppe. Det kom lidt som en overraskelse. Nu vil vi spille noget seriøs musik. Vi har Vivi der, som synger, og hun vil give et bud på noget seriøs sydengelsk musik. [De synger. Vivi med klar ryst. Ingen klapper, da de er færdige]

Det er et eksempel på norditaliensk folkesang fra Umberto-perioden. Den periode hvor det hele svulmer op i en musikalsk ornamentik, der ligesom gør tingene og selve sjælen i musikken mere ensartet. Det norditalienske element kommer ind ved Anthonys brug af nonmusikalske elementer.

Jeg talte netop med Hans-Jørgen Nielsen (den danske forfatter, red.) om det væsentlige problem i samtiden, som hedder nonmusikalsk musikalitet, og vi blev enige om, at vi måtte endelig se at få skrevet nogle kronikker om det, for det er et meget væsentligt problem med nonmusikalsk musikalitet. Og siden den tid har vi altså været uvenner [Latter].

Vi blev uvenner over, at jeg fandt ud af, at det ikke kan være rigtigt, at man har nonmusikalitet, hvis musikaliteten fremføres nonmusikalsk, og han mente altså det modsatte, og det kan jeg ikke lige forklare [Anthony larmer med nogle bjælder]. Men nu vil vi spille en sang om en luder og to politimænd og tre fiskere og fire klovne og fem fængselspræster og seks indianere, hvoraf den ene har en datter, der er lesbisk [en militærnægter griner hysterisk]. Plus fire PH-lamper.

PH var for datiden en meget vigtig person, han er desværre død nu i dag, og det er vi selvfølgelig meget kede af. Han har indstiftet en PH-pris, vi har søgt om den indtil nu ti gange, fordi vi forsøger at behandle de her emner sagligt, men det er ikke lykkedes endnu, men jeg regner med det på et eller andet tidspunkt. [Anthony laver lyd med en violin.]

Anthony han er jo altså englænder, så jeg kan godt sige, at han skal stoppe, men så begynder han bare at ødelægge instrumenterne. Han er sådan indstillet, at man ikke må sige til ham, hvad han skal spille, man skal være fri og sådan noget fis. [Voldsom larm fra Anthony. Også en guitar kommer på.] Det er altså en sang, der handler om Knippelsbro, som ligger inde ved… altså lige når man kommer over der, hvor 37’eren stopper. Hvis man går lidt frem, så opdager man, at der ligger en bro.

Nogle gange så er broen oppe, altså hævet. Og vi fandt ud af, at den bro egner sig fortrinligt til at lave et musikstykke over. Og det handler om alle de der ting, som er meget væsentlige for den udvikling vi er i, altså det mener vi selv, ikke? For det er pissevæsentligt, at de, som skriver, spiller og maler, de giver udtryk for deres mening. Eller undskyld, det er uhelbredeligt væsentligt. De skal ud med det, de har inde i sig.

Bandet spiller og Hans synger [det er svært at høre teksten, som her er gengivet så godt som muligt]:

»Måske kan du huske den dag, vi lå sammen to og to
gemte i skyggerne under Knippelsbro, men hvor fanden blev du af den dag
du med sejrens stemme sagde: Hvad du gjorde, hvad du gør, hvad du sagde, hvad du siger, siger mig intet mere.

Åh, dit smarte lædersæt-dress
gør dig allerhelvedes tilfreds
når du stryger ned igennem Strøget og lokker julelyset frem i blåøjet
på fantasihungrende manchetmænd, som desperat går omkring
for at se, hvad de kan nå at se, inden du forsvinder op i nummer 17 til sidst«.

Serie

Pelles bånd

I årene omkring 1968 rejste Per ’Pelle’ Jørgensen rundt i landet med en spolebåndoptager. Han optog, hvad der skete, og gav det til Dansk Folkemindesamling. I anledningen af 50-året for 1968 har Information fået lov til at lytte båndene igennem og genskabe stemingen fra dengang. Mange taler og skriver om, hvad 1968 har betydet for historien – Pelles bånd giver et indtryk af, hvad der rent faktisk foregik på gaderne og hjemme i stuerne i de år. Hvad talte man om, hvordan talte man, og hvad skete der?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Jens Østergaard Petersen
Trond Meiring og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Østergaard Petersen

Hyldemor/Hans Vindung er på Spotify med flere albums og Princesseværelset med Furekåben, med numrene Den Gule Filthatmand, Kom Lad Os Dulme Vores Nerver Lidt og Lædersexdress lånte jeg engang på biblioteket. Det er udsøgt.