Læsetid: 13 min.

I revyen er vi alle i samme båd

Op mod 300.000 danskere køber hvert år billet til en af de mange danske sommerrevyer for at grine forløsende af verdens problemer – og måske også lidt ad sig selv. Information tog en tur i Cirkusrevyen for at lære mere om den folkelige genre, der er lige dele elsket og hadet, hyldet og latterliggjort – men som bliver ved med at overleve rygterne om sin egen snarlige død
Lisbeth Dahl gør sig klar til sit Lars Løkke-nummer i pausen. Hun er både skuespiller og instruktør på Cirkusrevyen, som er Danmarks suverænt største revy.

Lisbeth Dahl gør sig klar til sit Lars Løkke-nummer i pausen. Hun er både skuespiller og instruktør på Cirkusrevyen, som er Danmarks suverænt største revy.

7. juli 2018

Året er 2006, og Danmark befinder sig i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. De danske ambassader i Syrien, Libanon og Iran står i brand, og over alt i den muslimske verden vender vrede demonstranter sig imod den danske regering. Muhammedsagen er spundet ud af kontrol, og mens hadet blusser op i Mellemøsten, og eksporten går i stå, forsøger danskerne at vænne sig til, at deres rødbedefarvede pas ikke længere er en adgangsbillet til verden, men en potentiel helbredsrisiko. 

Samme sommer træder Ulf Pilgaard ind på scenen i Cirkusrevyen. Udstyret med en rumsterstang, en pegepind og en kæmpe Roald Als-tegning fører han pædagogisk publikum gennem det nationale traume i en moderne omskrivning af Helge Kjærulff-Schmidts revyklassiker fra besættelsestiden, »Vi er alle i samme båd«.

»Lærte vi noget?«, hedder nummeret, og det markerer et afgørende øjeblik i nyere dansk revyhistorie, fortæller Rikke Rottensten, direktør for museet Alhambra, som indtil for nylig hed Revymuseet.

»Nummeret behandlede hele det kaos med imamer og flagafbrændinger og ytringsfrihedsfundamentalister, vi som danskere måbende havde siddet bag fjernsynsskærmene og fulgt med i. Nu fik folk endelig mulighed for at grine ad det. Det blev en kollektiv ventil, og for revyen som udtryksform blev det et vendepunkt, fordi hele Politiken Plus-segmentet – altså alle dem, der havde sukket efter en ny Poul Henningsen – pludselig fandt ud af, at man godt kunne gå i revy, uden at det var pinligt og dumt«.

Deler angsten sammen

Revy er fællesskab. Det er tilhørsforhold. Det er følelsen af at være ’i samme båd’. Leder man efter revyens raison d’etre eller dens væsen, om man vil, er Cirkusrevyen i 2006 et godt sted at starte. Og det er præcis, hvad vi leder efter. For på Information har vi i år sat os for at lave vores helt egen sommerrevy. 

Over fem weekender vil avisens egne journalister skrive revyviser og -sketches, som  professionelle revyfolk vil anmelde her i spalterne, alt sammen i et forsøg på at nærme os en bedre forståelse af den omdiskuterede genre. For revy skiller vandene.

Som kulturprodukt er revyen på en gang elsket og hadet, hyldet og latterliggjort – et symbol på det bedste og det værste, afhængigt af hvem man spørger. Mens mange danskere rynker på næsen af den lidt for platte humor og joviale omgang med tidens aktualiteter, møder andre år efter år trofast op i telte og teatersale landet over i spændt forventning om at få sig en lårklaskende fællesskabsoplevelse.

En varm juniaften indfinder vi os foran Danmarks største revy, Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken, for at observere og tage noter. I køen foran teltet møder vi to barndomsveninder: Jette Bergdahl på 50, der er retailpartner i Louis Nielsen i Lyngby, og Bodil Lind Andersen på 51, der er pædagogisk leder i en daginstitution i København. Sammen med foreløbig 120.000 andre danskere har de indløst billet til årets revy, der traditionen tro har revyduoen Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard som sin centrale akse. Og selv om de to veninder har været her før, bliver de ved med at komme igen – for revyen giver dem mulighed for at grine af alt det, de til daglig går og bekymrer sig om, fortæller de.

»Nu kan jeg for eksempel se, at der i år er et nummer om Trump og Kim Jong-un, og jeg kan godt lide, når revyen tager verdens helt store problemer op. Der er noget forløsende i at kunne sidde dér i salen og grine af angsten sammen,« forklarer Bodil Lind Andersen.

Humor, der samler

Netop evnen til at få os til at grine ad det store sammen er et af de karakteristiske kendetegn ved den danske revy, fortæller humorforsker og lektor på Københavns Universitet Michael Eigtved.

»Vi sidder i samme rum og mærker, at vi hører til et sted, fordi vi griner sammen. Der er det, revy gør, når den gør det godt. Vi bliver på en gang forankret der, hvor vi bor og mindet om hvorfor, vi er så glade for at være der. Og at vi hænger sammen med andre mennesker. Vi er ikke alene.«

En lokalrevy binder et lokalsamfund sammen, og en landsdækkende revy er med til at binde hele landet sammen og give fælles referencerammer. Ikke med satirisk bid, men med humoristisk lune. Ikke med jokes, der skiller, men med vittigheder, der samler.

Måske er det derfor, at revyen trods mange års rygter om det modsatte stadig lever i bedste velgående. Michael Eigtved fortæller, at han nærmest hvert år bliver ringet op af journalister, der spørger, om ikke revyen er i krise – men han må afvise tesen hver gang.

Ifølge Leif Maibom, som er formand for revyernes sammenslutning Revydanmark, blev der i 2017 solgt knap 300.000 billetter til de professionelle revyer. Tallene er ikke helt præcise, for der er af og til revyer, der glemmer at indberette, men ifølge Leif Maibom ligger billetsalget stabilt på over en kvart million år efter år.

Foran teltet denne torsdag aften står også Caroline Grønkjær og Kasper Tvergaard, som er kommet til Bakken fra Hundested og skiller sig ud ved at være noget yngre end den gennemsnitlige revygæst. Caroline er lige blevet student, og Kasper er startet på en uddannelse i Singapore. Det er en fast tradition i Kasper Tvergaards familie, at man tager i Cirkusrevyen hver sommer:

»Jeg er kommet herude med mine forældre og bedsteforældre, så længe jeg kan huske. Men i år kunne jeg ikke komme med på den årlige tur, så nu er vi selv taget herud,« siger han og kigger på Caroline, der i år står over for sin revydebut. De har store forventninger til aftenen:

»Men jeg har især store forventninger til at se, om du kan lide det,« siger Kasper Tvergaard og kigger på sin kæreste, inden de forsvinder ind i teltet for at finde deres pladser.

Hofnarrens rolle

Den danske revytradition kan tids- og stedbestemmes med uhyre præcision. Det startede nytårsaften 1849 på Casinoteatret i København. Den aften introducerede forfatteren, skuespilleren og journalisten Erik Bøgh en forestilling med en flok mænd, der i en form for rammefortælling så tilbage på året, der var gået. Rammefortællingen er siden forsvundet fra revyen, men tilbageblikket på det forgangne år er fortsat omdrejningspunktet. Hvilket også ligger i selve ordet revy, som netop betyder ’gensyn’.

At Casinoteatret kom til at lægge hus til introduktionen af den danske revygenre, har desuden symbolsk betydning, fortæller Rikke Rottensten. Det var nemlig her, at den nationalliberale politiker Orla Lehmann holdt de historiske møder, der i 1849 førte til Danmarks riges første grundlov – og revyen inkarnerer til stadighed denne dobbeltfunktion af både underholdning og politisk satire.

»Man hører ofte den kritik, at revyen i dag ikke er bidsk nok, men at den er blevet vennesæl og jovial, og at der er for meget dansk bodegahumor. Det kan der selvfølgelig være noget om. Det er jo ikke sådan, at blodet sprøjter, når man sidder og ser Cirkusrevyen. Men som genre er revyen stadigvæk båret af en selvforståelse som hofnarren, der har til opgave at hudflette magten i landet. Derfor sparker revyen som regel også opad og meget nødigt nedad. Og så løfter den også en pegefinger, der skal få os til at tænke over, hvad det er for et liv, vi lever, og hvad det er for et samfund, vi er en del af,« siger Rikke Rottensten.

’Særligt dansk’

»Så er der fem minutter tilbage af pausen, der er fem minutter tilbage af pausen.« En stemme skratter ud af højtaleranlægget i kulisserne bag Cirkusrevyens store scene, hvor den erfarne revyskuespiller Niels Ellegaard puster ud efter første afdeling af aftenens show. Over en kop dampende sort te fortæller han om revyen som genre, som han mener udtrykker et særligt dansk lighedsideal, der er værd at hylde. 

»På et tidspunkt havde en pige, jeg kender, sin veninde med herind. Veninden gik med tørklæde og var oprindeligt fra Egypten, og hun var stærkt optaget af, at vi kunne gøre grin med både statsministeren og dronningen: ’Hvis vi havde gjort det i Egypten, ville vi være blevet smidt i fængsel,’ sagde hun. Det fik mig til at tænke, at der er noget særligt dansk over revy. Vi vil gerne pille autoriteterne ned, så de kommer ned på jorden til os andre,« siger han og tager et slurp af sin te. 

Ifølge Michael Eigtved indtager revyen som genre da også en særstatus blandt de historiske kulturprodukter, vi omgiver os med, netop fordi den – i egentlig forstand – er »særligt dansk«.

»Det er det eneste egentlige kulturprodukt, vi har lavet i dette lille land. Der er ikke andet, der er lige så originalt,« siger Michael Eigtved.

Ganske vist findes der franske og engelske formater, der kan minde om revyen – varietéforestillinger og syngespil – men selve traditionen med en gennemgang af årets store begivenheder er dansk: »Man har forestillinger med varierende temaer andre steder. Men den tilbagevendende årlige revy, der tager året op til revision i et humoristisk format, er dansk,« siger Michael Eigtved.

Det er Leif Maibom, der i mange år har skrevet revytekster, instrueret og spillet revy på Sønderborg Sommer Revy, enig i. Han mener, at revyen er med til at skabe forståelse på tværs af holdninger:

»Revyen kan noget meget dansk. Den kan samle os og få os til at grine af det, man ellers kan blive uenige om. Indvandrerområdet har vi eksempelvis behandlet flittigt på revyerne. Vi har jo både en venstre og en højre side i dansk politik, og så bliver man glad for at finde ud af, at vi ikke er længere fra hinanden, end at vi kan grine af det sammen. Når 500 mennesker i en sal pludselig sidder og klasker sig på låret, er det ren samhørighed. Vi har kaldt Sønderborg Sommer Revy for ’Før var vi alle i samme båd’ i år. Fordi vi bliver mere individuelle. Fællesskabet rager os, bare vi selv har det godt. Når man har gode gode fællesoplevelser, gavner det demokratiet og dermed os allesammen.«

Det store i det små

Hvad er så en klassisk revysketch? Hvordan ser den ud? Og hvad skal den kunne for at ramme bredt uden at blive tandløs? Michael Eigtved peger på Osvald Helmut-sketchen »Brev til Bulganin« som et eksempel på en vellykket en af slagsen. Den blev første gang opført i Tivolirevyen 1957 og handler om den lille købmand Nielsen på Åboulevarden i København, der skriver et brev til den russiske krigsminister, hvor han tilbyder Bulganin og Eisenhower at komme ned i baglokalet i butikken og sludre om tingene:

»I ka’ mødes her hos Nielsen på Åboulevarden./ Her er hygge og fred,/ og hvis I sku’ skænd’s,/ så ka’ jeg gå på ... udenfor imens./ Her er hva’ I ska’ brug’,/ her er stol, her er bord./ Der ska’ nok også vær’ kaffe på kanden,/ og så indleder jeg med et borgeligt ord,/ og så finder I to hinanden ...«

»På den måde trækker han verdenspolitikken ned på jorden, så vi kan forstå den og giver den et personligt og menneskeligt ansigt,« siger Michael Eigtved.

Tricket med at spille på to usammenlignelige størrelser er også klassisk. En lille købmand og verdenspolitik:

»Det hedder inkongruens med et fint ord. Der er noget komisk i at lave den sammenblanding. Samtidig med at vi alle sammen tænker: ’Hvorfor egentlig ikke bare skrive et brev om, at de skal tage sig sammen?’ En tanke, som revyen så italesætter,« siger han. 

I årets cirkusrevy er der en vise, som minder om »Brev til Bulganin«. Her er det den bornholmske hjemmeværnsmand Kofoed, der ved en radiomast holder øje med den russiske trussel fra øst, hvor Putin rasler med sablerne: »Kan de erobre Svaneke? Nej, de kan ikke!« siger han.

Der er også et nummer, hvor Donald Trump og Kim Jung-un siger det, mange frygter, lige ud: »Vi har gjort det til en stil at være politisk ustabil.«

Endelig laver Amalie Dollerup en parodi på venstreministeren Sophie Løhde, mens Lisbet Dahl laver en på Lars Løkke Rasmussen, så Kasper Tvergaard, Caroline Grønkjær og de øvrige publikummer, der gerne vil have politisk satire, får en del at muntre sig over. Men der er også helt almindelige underholdningsnumre – blandt andet et, hvor Henrik Lykkegaard er en klassisk dirigent, der får sit symfoniorkester til at spille fjollede sange som »Det’ hammer hammer fedt« og »Dub-I-Dub« samt en hyldest til dansktoppen, hvor folk i salen synger med på sangene. Så er alle igen i samme båd.

En lummer start

I revyens første år var der ikke meget politisk satire at komme efter. Forestillingerne mindede mere om datidens populære syngespilsform, vaudevillen. Men revyerne var bygget op omkring det samme fundament, som revyerne er i dag – en gennemgang af årets vigtigste begivenheder. Ikke desto mindre var det primært samlivet mellem mænd og kvinder, trends og populære ting, der blev behandlet.

»Da der kom fjernvarme, havde man en sketch, hvor en masse korpiger sad i badekar og vaskede sig. Det var en smart måde både at vise bare piger og være aktuelle på,« siger Michael Eigtved.

Blandt andet Scala Teatrets revyer dyrkede det festlige og lumre.

I 1920’erne og 30’erne kom Poul Henningsen imidlertid ind med sine politiske revyer, som ifølge Rikke Rottensten var »et våben i kampen mod de fascistiske tendenser sydfra og imod de ’holdningsløse forestillinger’,« dvs. blandt andet Scala Teatrets farvestrålende revyer.

»PH ville have folk til at ændre livssyn og tage kritisk stilling til verden, og revyen blev den vel nok vigtigste kanal for hele hans nye kulturradikale projekt,« siger Rikke Rottensten.

I 60’erne beskyldte blandt andre Klaus Rifbjerg revyerne for at være for borgerlige, og sammen med Jesper Jensen og Leif Panduro lavede han i 1962 revyen Gris på gaflen, som i den grad var med kritisk bid og skabte en sideløbende tradition for mere politiske revyer.

Endnu en milesten i revyens historie fandt sted med Per Pallesens ankomst til Hjørringrevyen i 70’erne, der markerede en ny og mere sort humor:

»Han droppede politikerparodierne og fokuserede i stedet på, hvordan vi er som mennesker og danskere. Inspirationen fra Monty Python var tydelig i den meget gakkede humor, og så var tempoet ikke mindst skruet voldsomt i vejret,« siger Rikke Rottensten.

Væk var de lange viser i Osvald Helmuth-stilen, og ind kom i stedet de såkaldte shorties, dvs. små tempofyldte sketches af kort varighed. Det høje tempo spredte sig til andre revyer også, men i 90’erne begyndte det at gå trægt for revyerne som helhed, og publikumstallene faldt. Men op igennem 00’erne vendte udviklingen igen, blandt andet takket være Cirkusrevyens 2006-nummer.

Politisk balancegang

I backstage-baren i Cirkusrevyen er pausen ved at være ovre. Ulf Pilgaard sidder i en morgenkåbe og drikker kaffe. Han skal spille en ældre strandvejsborger i en vise om ghettoplanen i anden afdeling af forestillingen. Revyens grand old man har været med i mange af de år, som Rikke Rottensten og Michael Eigtved fortæller om. Faktisk debuterede han i Cirkusrevyen for præcis 50 år siden, i 1968, hvor Dirch Passer var den store stjerne: »Vi andre var bare fyld mellem hans numre,« husker han, »i dag er man meget mere et hold«.

Ulf Pilgaard var som helt ung enig i Rifbjergs kritik i de tidlige 60’erne: »Revyerne var blevet for ukritiske og gav for meget medløb,« siger han.

Sammen med Lisbet Dahl forsøger han derfor hvert år at bevare de kritiske og spidse numre: »Det var vores opgave at skabe en revy med satirisk brod,« siger han. Men det er samtidig en balancegang:

»Vi skal også ramme bredt. Der er folk fra alle dele af landet, i alle aldersgrupper og på alle uddannelsesniveauer, der kommer her. Så vi skal tale til mange – uden at ramme den laveste fællesnævner hver gang,« siger Ulf Pilgaard. Målet med revyen er at skabe en »fælles reference,« mener han. På den måde kan revyen være med til at binde danskerne sammen: »Det er hele grunden til, at jeg synes det er sjovt at være med,« siger han, inden han går ud i sin garderobe for at sætte en paryk på og lægge sminke til ghettonummeret.

Og hvordan bliver årets revy så modtaget af to af dem, som Ulf Pilgaard forsøger at ramme – det unge par, Caroline Grønkjær og Kasper Tvergaard? Godt, fortæller de på vej ud af det store telt, da forestillingen er slut.

»Det var bedre, end jeg havde troet,« siger revydebutanten Caroline Grønkjær.

Men det er ikke de politiske numre, hun fremhæver som højdepunkterne. Caroline Grønkjær peger i stedet på Henrik Lykkegaards dirigent-nummer som et af aftenens bedste. Og parret fremhæver også dansktophyldesten og to numre, der handlede om overdreven brug af mobiltelefoner.

»Dér følte vi os nok lidt ramt,« siger Kasper Tvergaard.

Men betyder det så, at Caroline Grønkjær er at finde blandt publikum til næste års revy? Hun kigger kærligt på sin kæreste og siger:

»Det håber jeg. Det kunne være fint, hvis det blev en tradition.«

Det er de sidste noter, vi tager denne aften i Cirkusrevyen. Nu er der kun tilbage at kravle ombord i revybåden og sejle ud i sommeren.

Serie

Informations Sommerrevy

Revyen er på én gang elsket og hadet, hyldet og latterliggjort – og bliver ved med at overleve rygterne om sin egen død. På Information har vi som en hyldest til den 170 år gamle tradition sat os for at lave vores helt egen sommerrevy. Over fem weekender skriver avisens egne journalister nye revyviser og -sketches, mens to revydirektører på skift fælder dom over forsøget

Seneste artikler

  • Informations sommerrevy: Michel Foucault kommer ind til slagteren

    11. august 2018
    I Informations spalter har en større debat udspillet sig om filosoffen Michel Foucault det seneste år. Det skete efter et gammelt interview dukkede op, hvor filosoffen taler om sit forhold til det spirituelle. Det er kontroversielt i lyset af hans tilsyneladende begejstrede holdning til revolutionen i Iran
  • Informations sommerrevy: En helhedsvurdering

    4. august 2018
    Et bud på tre små sketches – såkaldte shorties – der fordeles ud over revyen, mens der foretages sceneskift bag tæppet. Vi følger i alle tre sketches de kvindelige DR-direktører, som oven på de mange beskyldninger, DR har været udsat for, skal kvalitetssikre fremtidige programmer. Ud fra ’en helhedsvurdering’
  • Informations sommerrevy: En ny regnemodel i Finansministeriet

    28. juli 2018
    Den globale #MeToo-bevægelse har sat fokus på seksualiserede magthierarkier, ikke mindst på arbejdspladsen. Og i Finansministeriet sidder embedsmænd og arbejder på en ny økonomisk regnemodel. Begge dele tages under behandling i den klassiske revygenre: forvekslingssketchen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er altså en lidt mærkelig tilgang, for om noget er dansk revy sofistikeret og hele grundlaget for en særlig dansk humor, der er temmelig intellektuel og kun kan eksistere, fordi vi er et oplyst, nyhedshungrende og politisk vakt folk. Hvis det ikke var tilfældet stadigvæk, ville ingen jo kunne forstå, hvad teksterne handlede om.

Alvin Jensen, Anne Eriksen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg har aldrig set et eneste revynummer, der ikke fik mig til at krumme tæer. Bevares, teksterne kan være dygtigt skrevet, skuespillerne kan (over)spille ganske glimrende - men nej. Det går ikke for mig. Jeg har samme instinktive modvilje mod revy, som jeg har mod dansktopmusik, bøvede bogstavrim og stegt flæsk med persillesovs. Og begrebet "folkekære skuespillere".

olivier goulin

Jeg synes den danske revytradition er et stykke pragtfuld ægte dansk folkelighed, når det er bedst - ligesom den danske sangskat. Og dens særlige kvalitet er præcis, at den tiltrækker et meget bredt udsnit af befolkningen. Gode revytekster har flere lag, som hver især appellerer til forskelligt publikum.

Men det er indrømmet lidt af en metabetragtning på afstand, for jeg har aldrig overværet en revy live - kun set klip fra dem. Og vist er kvaliteten svingende. Især beror det på teksterne, vil jeg sige. Selv den bedste skuespiller kan ikke redde en rigtig dårlig tekst - jo Dirch Passer kunne måske.

/O

Alvin Jensen, Anne Eriksen, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Det handler om gode tekstforfattere -
f.eks Carl-Erik Sørensen.

Alvin Jensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Brevet til Bulganin" er en vise, ikke en sketch -
Den tager tid - men hvert sekund er fyldt med satirisk indhold, og Osvald er helt inde i figuren (som han vistnok altid var).
De siger, de ikke kan stå og aflevere en vise på 10 minutter mere, for det har publikum ikke tålmodighed til.
Min påstand er, at hvis der stadig var en revykunstner af Osvald Helmuths eller Liva Weels kaliber, ville det ikke være noget problem.

Steffen Gliese

Tino Rozzo, man kan godt - og i år skete det flere gange i Rottefælden: 1) Kim Brandt sang et stille, eftertænksomt nummer om at udsætte alt det vigtige i livet for arbejdet - og ende ensom, det fik aftenens største bifald, 2) Jan Schouw havde et nummer i kolonihaven om at sætte hegn, der havde nøjagtigt den tone og den humor som Brev til Bulganin, så jo, man kan godt med god virkning på et nutidigt publikum.