Revytabuer: Må man male sig sort i hovedet? Eller gøre grin med prins Henrik?

Da Kerteminderevyen udgav plakaten for årets revy, viste motivet sig at være den perfekte opskrift på en regulær shitstorm. Fire hvide skuespillere med ansigtsmaling, bananskørt, indianerfjer og kinesisk kejserskæg skabte så meget forargelse, at 60 underskrivere opfordrede ti af Kerteminderevyens sponsorerer til at trække støtten til revyen.

»Det var med stor forbløffelse, at vi kunne konstatere, at plakaten til næste års udgave af Kerteminderevyen præsenterer udpræget racistiske stereotyper som ’redface’, ’yellowface’ og ’blackface’, hvor personer er karikeret, sminket og udklædt som andre folkeslag,« stod der i det brev, som blev sendt til sponsorerne.

Reaktionen kom helt bag på Kerteminderevyens direktør, Mads Nørby.

»For os havde plakaten et festligt, inkluderende, mangfoldigt udtryk, som vi godt kunne lide. Og hvad skulle vi ellers gøre, vi har jo ikke en sort, rød og gul skuespiller med i revyen,« siger han.

Entreen på det sprængfarlige identitetspolitiske område har tvunget Kerteminderevyens direktør til at genoverveje revyens humoristiske rolle: Hvad kan man gøre grin med, og hvad bør man holde sig fra?

Efter at have »gravet dybt i maver og hjerner«, som Mads Nørby udtrykker det, blev folkene bag den lille fynske revy enige om at beholde plakaten.

»Intentionen er jo kærlig. Så må vi leve med, at nogle bliver stødt – oftest på andres vegne,« siger han.

Også i Cirkusrevyen har spørgsmålet om, hvor grænserne for humoren bør gå, trængt sig på i årets revy. Her har man besluttet at lade Ulf Pilgaards dronningemonolog udgå som følge af prins Henriks død i februar.

»Vi har langt fra dronningen med i alle revyer, selv om mange tror det. Og jeg synes, at man af respekt for kongehuset skulle lade være med at lave en dronningemonolog i år,« siger Lisbet Dahl, som har været instruktør på revyen i 28 år.

– Hvis I havde modtaget et rigtigt godt indslag om kongehuset, kunne I så have fundet på at tage det med i årets revy?

»Nej, det tror jeg ikke. Ikke i år.«

Ingen hellige køer

Men det er misforstået at ville skåne kongehuset ved at undlade royale parodier, mener Michael Eigtved, som er humorforsker ved Københavns Universitet. For parodiens udgangspunkt er ifølge ham altid kærligt.

»Man kan ikke parodiere et menneske uden at finde noget ved vedkommende, man holder af. Empatien er afgørende, ellers kan publikum ikke indleve sig i den parodierede. Og så er det ikke sjovt.«

Ifølge ham er der »ingen hellige køer« i forhold til, hvem eller hvad revyerne kan gøre grin med. Men formålet er altid at få folk til at grine. Gerne meget. Og ofte. Det er genrens kendetegn, og her er klassisk komik mere effektivt end skarp satire.

»Satire er samfunds- og kontekstorienteret, anviser gerne en bestemt holdning, giver stof til eftertanke og kan fremkalde et skævt smil. Men som genre er revyen interesseret i det skæve, komiske og lattervækkende i vores samfund. Gerne præsenteret på en overraskende måde – en uventet talemåde eller et skævt indfald, som får hele salen til at grine,« siger han.

»Der er to muligheder i forhold til livets tåbeligheder. Vi kan sætte os ned og tude, eller vi kan grine af det. Revyen er et tilbud om det sidste.«

Tabuer

Kerteminderevyens beslutning om at beholde den omdiskuterede plakat er hverken blevet straffet af publikum eller anmeldelser. Årets Kerteminderevy har kun høstet anmelderroser og spiller for fuld sal aften efter aften.

I modsætning til humorforskeren mener Mads Nørby, at det er revyens fornemmeste opgave at levere skarp satire. At sætte fokus på skævheder, absurditeter, dogmer og hykleri. Kerteminderevyen var den eneste revy i Danmark, som for et par år siden parodierede imamerne fra Grimhøjmoskeen, som i TV 2-programmet Moskeerne bag sløret billigede stening, pisk og vold mod børn.

»Vi går lige til grænsen og så et enkelt skridt længere. Det er blevet Kerteminderevyens snit. Humoren her må gerne være grov og sætte tingene på spidsen,« siger Mads Nørby.

Han henviser til »et dejligt groft burkanummer« i årets Kerteminderevy.

»En burkabærende kvinde fortæller om sin bryllupsburka, som hun bar som niårig. Og insisterer på, at ’vi tager den på frivilligt’. ’Fordi vores mænd siger, at vi skal tage den på frivilligt’,« gengiver han med stereotyp indvandrerdansk accent.

– Er der slet ikke noget, Kerteminderevyen ville holde sig fra at gøre grin med?

»Nej. Ikke så længe det er ordentlige tekster, og vi skyder i alle retninger. Det kan være svært at lave satire om krig og død, men det bliver gjort, og det skal gøres,« siger han. 

»Vi har også en tekst med om Prins Henrik i år – men den er mere kærlig end skarp. Det handler om at gøre det med smag. Man skal ikke træde på nogen, der ligger ned. Heller ikke kongehuset.«

Men selv om Kertemindereyven gerne vil være den frække dreng i humorklassen, er dens vigtigste opgave ifølge Mads Nørby at få folk til at grine.

»Helst af noget, som har indhold. Men det vigtigste er latteren. Hvis publikum ikke griner, kommer de ikke igen. Og så mister revyen sin talerstol, sit råberør.«

Jo større, jo mere mainstream

På tværs af det danske revylandskab er der forskel på, hvor skarp humoren er, fortæller Michael Eigtved.

»En lille revy som Kertemindes har bedre muligheder for skarp satire end Cirkusrevyen, som skal appellere til mere end 100.000 mennesker. Her er humoren nødt til at være mere mainstream, der er grænser for, hvor grov tonen kan blive.«

Det er Lisbet Dahl uenig i. Cirkusrevyen kunne ifølge hende sagtens lægge scene til burkahumor om Grimhøjmoskéen.

»Man kan lave sjov med alting på en hvilken som helst revyscene, bare det er godt nok skrevet.« 

– Men er det ikke sværere for jer at lave skarp satire, når I skal appelere til så bredt et publikum?

»Nejnej. Vi bider også, men uden at være ondskabsfulde eller platte. Cirkusrevyen kan sagtens få mange til grine og lave skarp samfundssatire på samme tid,« siger hun.

»Vi er jo ikke tøsedrenge i Cirkusrevyen, bare fordi der sidder 1.300 mennesker hver aften.«