Læsetid: 8 min.

Robin Williams ville bare gerne elskes af hele verden

Robin Williams så det som sin opgave at få andre mennesker til at grine, men livet og karrieren igennem var han trods berømmelse, rigdom og priser usikker på, om han nu gjorde det godt nok. En ny dokumentarfilm og ny bog fortæller medrivende om den brillante amerikanske komiker og skuespiller, der døde i 2014
Den amerikanske komiker og skuespiller Robin Williams gav alt af sig selv, når han stod på scenen og i et hæsblæsende tempo sprang fra figur til figur. 

Den amerikanske komiker og skuespiller Robin Williams gav alt af sig selv, når han stod på scenen og i et hæsblæsende tempo sprang fra figur til figur. 

HBO Nordic

21. juli 2018

»Han ønskede at underholde og behage, og når han ikke gjorde det, følte han, at han ikke lykkedes som menneske,« siger Zak Williams, komikeren og skuespilleren Robin Williams’ ældste søn, i Robin Williams: Come Inside My Mind, Marina Zenovichs nye dokumentarfilm om Williams, der tog sit eget liv for fire år siden.

Det var hårdt at være vidne til, fortsætter Zak Williams, »fordi han på så mange måder var det mest succesfulde menneske, jeg kendte. Og sådan havde han det ikke altid selv«.

Denne usikkerhed og dette behov for at få andre mennesker til at grine – og komme tæt på dem gennem humor og latter – var Robin Williams’ følgesvend og drivkraft gennem hele hans liv og karriere.

Han var afhængig af at gå på scenen hver eneste aften og få andre mennesker til at grine. Det var som et narkotikum for ham. Han blev høj af det, og han hentede endnu mere af sin i forvejen enorme, næsten maniske energi fra mødet med et begejstret publikum.

Som ung på standupscenen i Los Angeles var han tilknyttet den legendariske Comedy Store, og når han var færdig med sin optræden dér, opsøgte han sammen med sine venner og kolleger en, to, tre andre standupsteder og optrådte igen og igen.

Når han lavede film eller tv, brugte han pauserne mellem optagelserne på at improvisere og underholde de øvrige skuespillere og filmholdet. Og når han blev interviewet, ikke mindst på tv, udartede hans svar sig ofte til komiske optrædener, hvor ikke et øje var tørt.

Usikkerheden fulgte med

Robin Williams var som en tornado på scenen, og da han som ung i midten af 1970’erne dukkede op i Los Angeles, havde de færreste set noget lignende. Han var vittig, opfindsom og ofte sjofel, men sparkede aldrig nedad. Han havde et væld af sjove, skøre og skarpe figurer i sit arsenal, og det var ikke så meget traditionel standup, som det var et utal af små sketches fyret af i et hæsblæsende tempo. 

Den senere så berømte talkshowvært, David Letterman, der selv lige var kommet til byen, fulgte nøje med i, hvad Williams lavede og blev bange for, at Williams indvarslede en ny tid, og at han, Letterman, lige så godt kunne rejse hjem igen. Det fortæller han både i Marina Zenovichs dokumentarfilm og i en ny, velskrevet og meget grundig biografi om Robin Williams, Robin, af New York Times-journalisten Dave Itzkoff.

Det gik hurtigt for Williams, da han kom til Los Angeles, og ikke nok med at han erobrede standupklubberne, han fik også snart chancen på tv. Først i en gæsterolle som rumvæsenet Mork i komedieserien Happy Days (1974-84) – den med læderjakkeklædte Fonzie – og siden som Mork i sin egen serie, Mork & Mindy (1978-82).

Første afsnit af Mork & Mindy blev sendt i september 1978, og succesen var øjeblikkelig. Med et slag blev 27-årige Williams USA’s mest berømte komiker og skuespiller, og han rejste land og rige rundt og optrådte for fyldte sale.

Han var gæst i datidens mest populære talkshow, The Tonight Show med Johnny Carson, og blev venner med en lang række komikere, Billy Crystal, Richard Pryor, Jay Leno, Steve Martin og Sandra Bernhard. Den usikkerhed og tvivl, som Williams altså havde med sig fra barnsben, gjorde dog indimellem livet svært for ham.

Komikkens væsen

»Galskaben kommer fra min mor, disciplinen fra min far,« siger Robin Williams et sted i Dave Itzkoffs bog, der bruger tid på at fortælle om komikerens opvækst i Chicago, Detroit og San Francisco.

Faren var højt på strå i Ford, og familien havde penge. Moren var en spøgefugl, faren en alvorsmand, og for lille Robin handlede det om at få begge sine forældre til at grine.

Han var dog i høj grad overladt til sig selv og blev opfostret af familiens sorte husholderske. Og fordi de flyttede så meget, havde han ikke mange gode venner, hvorfor han som oftest legede alene med sine elskede legetøjssoldater og begyndte for sig selv at skabe de figurer og stemmer, som siden blev hans speciale.

En dag så han sammen med sin far komikeren Jonathan Winters på tv, og da han for en sjælden gangs skyld så sin far grine, begyndte Robin at studere Winters, der havde et gummiansigt og kunne få de utroligste figurer og situationer ud af meget lidt. Når man i gamle klip ser Winters optræde, er det ikke svært at se, hvor Williams’ inspiration kom fra.

Robin begyndte at studere og dissekere komikkens væsen – hvad fik folk til at grine og hvorfor? – og i både gymnasiet og på universitetet begyndte han at optræde og dyrke improvisation, hvilket gik ud over den tidligere mønsterelevs karakterer.

Stort kulturchok

I 1970 tvang Robin Williams’ far ham til at skifte til et (næsten) gratis universitet, fordi han ikke længere ville betale for sønnens skolegang. College of Marin havde dog en god dramaafdeling, og i løbet af tre år lærte Robin tilpas meget disciplin og teknik til, at han i 1973 blev optaget på den berømte Juilliard skole for udøvende kunstnere i New York med fuldt stipendium.

Williams kunne dog ikke tage skuespillet lige så alvorligt, som hans lærere gerne ville have, at han skulle.

Han var tydeligvis et stort talent, men han ville hellere lave sjov og improvisere hele tiden, blandt andre sammen med vennen Christopher Reeve, som nogle år senere blev kendt i rollen som Superman.

I 1976 var Williams tilbage i San Francisco, hvor han begyndte at optræde med improvisation og som standupkomiker, og snart efter flyttede han og kæresten, Valerie Velardi, til Los Angeles. Og så kom gennembruddet.

Han havde sin egen stil og kunne let som ingenting lægge et rum ned. Han var så skarp og hurtig og havde så meget materiale, at han på et øjeblik kunne skifte retning i sit show, hvis han fornemmede, at publikum ikke var med ham. Men det var det nu som regel.

Én lang fest

Robin Williams improviserede ofte, men det var ikke nødvendigvis spontant, fortæller Dave Itzkoff i sin bog. Williams havde evnen til at få det til at se spontant ud. Hvor andre komikere havde to-tre figurer, som de optrådte med, havde Williams dusinvis af stemmer og figurer – sorte, hvide, brune, kvinder og mænd med alverdens accenter – som han fintunede og let som ingenting kunne gribe fat i, når han fik brug for det.

Han var til stede, og han arbejdede hele tiden på sit materiale, lagrede de bedste jokes og filede figurer til. Han var dedikeret, passioneret og fantastisk til at efterligne andre mennesker og typer, han så på gaden, tv eller blandt publikum. Det hjalp også, at han havde fotografisk hukommelse og på et splitsekund kunne hente en figur eller en rutine frem.

Uden for scenen var Williams dog meget privat og genert og svær at komme tæt på. Han gav alt, når han optrådte – han var gennemblødt af sved bagefter – men det var på sin vis også et panser, som han gemte sig bag. Han var et følsomt menneske, der havde svært ved at håndtere afslag og bare gerne ville elskes af hele verden.

Hollywood var fuld af fristelser – ikke mindst for en berømthed – og Williams begyndte at drikke og tage kokain. For en tid var livet og karrieren én lang fest. Han fik dog et stort chok, da hans gode ven og kollega, John Belushi, døde af en overdosis i 1982 – samme aften, som Williams havde været sammen med ham – og han besluttede at lægge stofferne på hylden.

Han og Valerie, der nu var hans kone og indtil videre havde tolereret hans udskejelser, også de andre kvinder, forlod farlige Hollywood og flyttede tilbage til San Francisco.

Året efter fik de en søn, og for en tid var alt, som det skulle være (Williams havde siden problemer med alkohol, men fik også styr på det).

Personlig komik

Al Robin Williams’ skuespilerfaring og dramaundervisning kom ham til gode, da han i begyndelsen af 1980’erne fik sine første filmroller. Men selv om han gjorde det fremragende i flere film op gennem årtiet, ikke mindst i Verden ifølge Garp (1982), En russer i New York (1984), Good Morning, Vietnam (1987) og Døde poeters klub (1989) – han blev oscarnomineret for de to sidste – havde især kritikerne svært ved at tage ham alvorligt som rigtig skuespiller.

Det interessante er, hvilket Dave Itzkoff også påpeger i sin bog, at Williams forfulgte skuespillet, inden han besluttede sig for at blive komiker, og at han faktisk var en dygtig én af slagsen.

Og der er ingen tvivl om, at han var god, når han i en film kunne kombinere sin komik og sans for improvisation med sin følsomhed og sit nuancerede skuespil, som f.eks. Good Morning, Vietnam, Hook (1991), animationsfilmen Aladdin (1992) og Mrs. Doubtfire (1993). Men han var lige så brillant i mere afdæmpede roller i film som Livet længe leve (1990), The Fisher King (1991), The Birdcage (1996) og Good Will Hunting (1997) – der indbragte ham en Oscar.

Der var en melankoli og smerte i de bedste af Williams’ præstationer, hvor man også kunne fornemme mennesket bag.

Med tiden blev Robin Williams’ scenekomik tillige mere personlig.

Han begyndte at slappe af og turde i højere grad at være sig selv og vise sårbarhed, når han i sine optrædener talte om alt fra sit alkohol- og kokainmisbrug til det at være far. Det havde han lært af at være i terapi, fortæller han i Marina Zenovichs film. Mon ikke det også skyldtes, at han var blevet ældre, havde været gift et par gange og fået flere børn?!

Gnist af galskab

Livet igennem syntes Robin Williams at være utrættelig, og ud over de mange film – hans filmografi er spækket med titler, gode og dårlige – og standupshows engagerede han sig i velgørenhedsarbejde og optrådte for amerikanske soldater udstationeret i udlandet.

Han var et generøst og anstændigt menneske, sine venners ven, der gerne ville hjælpe, hvor han kunne, ikke mindst dem, der ikke som han selv var født ind i rigdom.

I 2009 fik han indopereret en ny hjerteklap, og selv om han aldrig igen tog kokain, havde gennem årene problemer med at holde sig fra alkohol og var flere gange indlagt på afvænningsklinik. Inden sin død blev han diagnosticeret med Parkinsons, men en obduktion efter hans selvmord afslørede, at han led af en beslægtet sygdom, Lewy body demens, hvis symptomer omfatter søvnbesvær, stress, angst og vrangforestillinger.

Hans daværende kone, Susan Schneider, skrev i en artikel i et neurologisk tidsskrift efter Williams’ død, at »Robin var ved at miste forstanden, og han var godt selv klar over det«.

For et menneske som Williams, der i den grad var afhængig af sin hjerne og sin forstand til at få andre mennesker til at grine – til at komme tæt på dem – må det have været forfærdeligt at opleve. Som Zenovich lader ham sige til allersidst i Robin Williams: Come Inside My Mind:

»I har kun en lille gnist af galskab. Mist den ikke. Den holder jer i live.«

Robin Williams: ’Come Inside My Mind’ kan ses på HBO Nordic. Dave Itzkoffs bog ’Robin’ kan købes alle steder, man kan få gode bøger

I ’Good Morning Vietnam’ spiller Robin Williams radioværten Adrian Cronauer, der underholder amerikanske soldater under Vietnamkrigen.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Brian W. Andersen
  • Jørn Andersen
  • Frede Jørgensen
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Jørn Andersen, Frede Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Jakobsen

Usikkerhed...

Det bliver ofte fremstillet som om at mænds usikkerhed er irrationel, en personlig brist som de bare skulle tage at komme over, og så var alt godt.

Men hvad nu hvis det er en helt rationel forsvarsmekanisme? Hvad nu hvis den lille stemme i Robin Williams øre havde ret? Havde ret når den sagde "Du er berømt og elsket for hvad du gør, ikke for hvad du er. Alle mænd er hvem de er, men se om det giver dem noget." Eller: "Du kan ikke blive ved. Ingen komiker kan holde sig på den absolutte top i mere end nogle få år. Og dine ægtefællebidrag er alle sat som om du var super succesfuld, så ingen otium for dig." Eller: "Du er tvunget til at gå på farten igen som stand upper. Du har ikke længere kræfterne, energien, og du ved at de lange aftner alene i Buttfuck, Arkansas og Dogdick, Delaware vil sende dig tilbage i alkoholismen."

Måske havde Robin Williams god grund til at føle sig usikker. For hans situation så godt nok ustabil ud.

David Joelsen

Jeg tror du har fat i noget rigtigt Mads tror jeg.

Robin’s tætte venskab med Jonathan Winters savner omtale, idet de to var meget tætte venner. Deres hummor og komik lignede meget hinanden. Jonathen var den med nuancerne men Robin var den højtråbende.