Sverige er sin egen civilisation, sin egen vej i verden

På en rejse i Sverige opdagede en tysk forfatter for over tredive år siden et helt særligt væsen. Han var imponeret over det, men han var også bange for det.

Det særlige væsen, han havde set, var det svenske menneske.

»Det ser virkelig ud som om«, skrev Hans Magnus Enzensberger, »at det er lykkedes det svenske socialdemokrati at gennemføre det, som mange andre regimer, fra teokratier til kommunismen, har været ude af stand til: At tæmme mennesket«.

Enzensberger havde rejst gennem syv lande og beskrev deres livsformer i Åh Europa fra 1988, som var en studie i kontinentets forskellige livsformer.

Den stærke svenske centralmagt var noget af det mest fascinerende, han mødte på sin vej. Han kunne se dens spor og tanker overalt i det svenske samfund. Men det var også for Enzensberger som om, den svenske stat var så dominerende og avanceret, at den ophævede det uforudsigelige og det spontane i mennesket. Statshumanismen gjorde meget rigtigt og havde skabt et samfund med stor velstand, beundringsværdig social retfærdighed, stabilitet og et forbløffende niveau af almindelig civilisation. Men humanismen var også umenneskelig. Midlet til at civilisere det vilde menneskedyr var ikke fysiske straffe, syndsbevidsthed eller trusler om straffelejre, men det Enzensberger kaldte »den blide, men ubønhørlige velfærdspædagogik«.

Enzensbergers iagttagelser udefra rimer kulturkritisk på betragtninger, som også er formuleret indefra.

Allerede i 1945 skrev den svenske digter Gunnar Ekelöf om, hvordan hans egen person var invaderet af det svenske samfund:

/ Så er jeg blevet en fremmed i dette land /
/ Men dette land har fundet sig tilrette i mig /
/ Jeg kan ikke leve i dette land /
/ Men dette land lever som en gift i mig /

Sverige fyldte alt i ham, men han kunne ikke selv finde plads til sig selv i Sverige.

»I mit hjemland har myndighederne en lang tradition for at kontrollere undersåtternes emotioner«, forklarer fortælleren i Carl-Johan Vallgrens roman För herr Bachmanns broschyr fra 1998: »at kontrollere menneskers behov for at udtrykke sig selv, deres højre hjernehalvdel«.

Sverige er et land uden ånd og sjæl, erklærer fortælleren. En stat, som for at forhindre borgernes frie udfoldelser og dæmpe deres drifter har indført en kultur, hvor alkoholudbuddet kontrolleres af myndigheder og borgernes indkøb registreres. Med det resultat, at indbyggerne i et af verdens rigeste samfund flygter over Øresund til København, hvor de køber alkohol, som om det var den sidste nat på jorden, og hvor mennesker, som aldrig ville drikke en letøl til frokost i Sverige, drikker sig sanseløst berusede i flokke, der opfører sig som fanger, som netop er blevet løsladt fra fængsel.

Det er en genkommende kritik af den svenske socialstat: Det er en forlængelse af enevælden, som udraderer det uforudsigelige og det uønskede i mennesket. Kritikere minder gerne om, at svenskerne eksperimenterede med racehygiejne og i 1930’erne vedtog tvangssterilisering af åndssvage. Det er et billede af Sverige som et system af formynderi, politisk korrekthed og statslig kontrol, som også dyrkes i Danmark. Forbuds-Sverige.

Men Sverige er mærkeligt nok også det modsatte. Tænk på, hvor meget danskerne har klaget over, at Michael Laudrup var en luksusspiller, og Peter Schmeichel var arrogant. Zlatan Ibrahimovic er en større luksusspiller end Laudrup, og han praler mere end den mest skamløse amerikanske hiphop-stjerne. Og han er blevet elsket ubetinget i Sverige og dyrket som et nationalt ikon.

Sverige er et land, hvor de rigeste i overklassen hører til de rigeste i verden, og de største sportsstjerner i Sverige har i generationer også været verdensstjerner. Og når svenskerne laver popmusik, synger folk fra hele verden med. Svenskerne har lavet IKEA, hvor folk over hele verden køber ’demokratisk design’, og de har lavet H&M, som giver den globale ungdom adgang til modetøj, de fleste har råd til.

Det lille land i Nordeuropa er en stormagt, hvad blød magt angår. De har møbleret verdens hjem, klædt verdens unge på til hverdag og fest og givet dem sange at synge med på, når de er forelskede, ensomme eller lykkelige.  

Uanset om det handler om mode, design, sport, erhvervsliv, film eller popmusik, så er det højeste niveau i Sverige også det højeste niveau i verden.

Sverige har lavet ABBA, som kunne konkurrere med de største bands fra USA og Storbritannien. Volvo og Saab, som var lige så attraktive biler som de bedste fra Tyskland og Japan, og Pippi Langstrømpe, som for et globalt publikum er et anarkistisk og antiautoritært forbillede. Det, som Enzensberger ikke kunne udholde ved Sverige, udstiller Pippi Langstrømpe langt mere appellerende, overlegent og diabolsk morsomt.

Som da Pippi skal forklare Tommy og Annika, hvorfor de skal spise deres grød op. Hvis de ikke spiser morgenmad, vil de aldrig blive store og stærke nok til at tvinge deres egne børn til at spise deres morgenmad. Således bliver magtens reproduktion forklaret – og latterliggjort. Der er i Pippi Langstrømpes verden ingen konventioner, normer og myndighedspersoner, som ikke er latterlige. 

Sverige er kendt for økonomisk lighed, men Sverige er også præget af stor økonomisk ulighed. Svenskerne kan forekomme forbløffende småborgerlige, men de kan også være påfaldende aristokratiske. Det er rigtigt, som kritikerne anfører, at svenskerne har skabt en omfattende, civiliserende stat, men det er lige så rigtigt, at Sverige har udviklet en radikal individualisme.

Forfatterne Henrik Berggren og Lars Trägårdh har i bogen Är svenskan människa? afdækket relationen mellem den stærke stat og den radikale individualisme:

»Det, der kendetegner det svenske samfund mest af alt, er ikke kollektivisme, men en alliance mellem stat og individ, som på en enestående måde frigør individet fra afhængighed af familien og civilsamfundets velgørenhed,« skriver de. Historisk var bønderne allierede med den enevældige stat i et opgør med den svenske adel. Den tradition byggede socialdemokratiet videre på, da de formede en velfærdsstat, der var stærk nok til at udfordre den etablerede kultur og de traditionelle magtforhold, og som således gav individet mulighed for at klare sig selv. De kaldte den for ’folkhemmet’. 

Kulturredaktøren på Dagens Nyheter, Björn Wiman, har forklaret, at det, vi i Danmark kritiserer som den autoritære svenske politiske korrekthed, skal forstås som en statsindividualisme:

»Svenskernes modvilje mod nedsættende tankesæt, der forhindrer andre i at realisere sig selv – racisme, sexisme, homofobi – afspejler ganske enkelt vores kølige forhold til kollektiviserede begreber som ’nationen’ eller ’gruppen’ og vores stolthed over aldrig at sidde fast i historien.«

Hvis den overlevende kultur opleves som en forhindring for, at andre kan være i fred, vil den svenske stat gøre op med den kultur. Der er selvfølgelig det problem med den indstilling, at det, der virker begrænsende for den enes frihed, kan være en andens frie udtryk. Og at man således fortrænger det fundamentale forhold ved friheden, at den forudsætter, at man udholder sit ubehag ved det, man ikke bryder sig om, og at man anerkender konflikten som et grundvilkår. 

Men Wimans pointe er, at det, vi i Danmark ser som en undertrykkelse af svenskerne, kan udlægges som frigørelse.

Et andet eksempel på den svenske statsindividualisme er de massive offentlige investeringer i informationsteknologi. Den svenske stat sikrede i 1990’erne børn i skolerne computere med internetforbindelse, og den udbyggede telenettet, så det kunne rumme store mængder data. I 1997 gennemførte regeringen den såkaldte Hem-PC-reformen, som gav alle ansatte mulighed for at købe hjemmecomputere, der kunne afdrages over lønnen. Sverige blev en af verdens førende it-nationer.

De unge, som var vokset op under de store investeringer, blev nogle af verdens dygtigste hackere, som gjorde sig gældende over hele verden. Og fordi der er en stærk juridisk informationsfrihed og kildebeskyttelse, valgte whistleblowerplatformen Wikileaks og fildelingssiden The Pirate Bay at bruge Sverige som base. Sverige blev således også en hackerstormagt.

Den stærke stat skabte også betingelser for stærke systemkritikere.

»Man kan næsten tale om en svensk exceptionalisme,« skriver Berggren og Trägårdh:

»Af samme type som de amerikanske eller engelske forestillinger om landets unikke demokratiske karakter.«

Denne exceptionalisme viser sig ved, at landet har valgt sin egen vej i verden. Sverige er ikke medlem af NATO og står uden for den europæiske fastkurspolitik. Det har naturligvis store omkostninger, og Sverige er ikke nødvendigvis de andre lande moralsk overlegent. Også svenskerne laver kyniske kompromiser og adlyder magtrealistiske hensyn.

Men Sverige har valgt den suverænitet, som langt de fleste andre vestlige lande har valgt fra. Donald Trump kan ikke gøre noget krav på, hvor meget Sverige skal investere i deres forsvar, og svenskerne kan i modsætning til eksempelvis Danmark føre den penge- og finanspolitik, som flertallet i Rigsdagen finder rigtigt. De kan selv bestemme, hvordan de vil forsvare sig, og de har insisteret på den politiske frihed, som mange andre har opgivet.

Det samme gør sig gældende i den udtalte ambition om at være en ’humanistisk stormagt’. De har indtil for ganske nylig haft en radikalt anderledes politik over for flygtninge og indvandrere end resten af Europa. Og ført en udlændingepolitik baseret på nogle idealer, som i hvert fald de politiske klasser kunne være stolte af over for hinanden og over for resten af verden. 

Men udlændingepolitikken er også et opsigtsvækkende eksempel på grænserne for den svenske suverænitet. For hvis så godt som alle andre europæiske lande fører en anden indvandrings- og flygtningepolitik end Sverige, vil presset på de svenske grænser blive så stort, at de ikke længere har kapacitet til at integrere de nye borgere i samfundet. Den grænse stødte det svenske samfund på under den såkaldte flygtningekrise i 2015. Chokket fra 2015 har udløst de markante vælgervandringer, vi aktuelt ser under optakten til det svenske rigsdagsvalg i september. Den politiske klasse i Sverige troede længe,  de kunne civilisere svenskerne til tolerance og ekskludere Sverigedemokraterna fra politisk indflydelselse og magt. De ville holde et demokratisk valgt parti nede og ude. Men Sverigedemokraterna vokser udefra, de bliver større – og indefra, de påvirker også dem, som ikke stemmer på dem. 

Det viser sig nu, at svenskerne alligevel ikke er så anderledes mennesker, som Enzensberger troede, da han stødte på dem for 30 år siden. 

Det er selve den svenske exceptionalisme, de herskende sandheders autoritet og de politiske klassers legitimitet, som bliver sat på spil ved det svenske valg.

Vi markerer nu på Information optakten til det svenske valg med en serie, som er en hyldest til det suveræne Sverige. Det er en fejring af det radikale politiske eksperiment, som er det moderne Sverige. For nogle er Sverige et alarmerende rædselsscenario, for andre er det et humanistisk ideal. Sverige er under alle omstændigheder en stat, som valgte sin egen vej i verden, og som har skabt sin egen civilisation.

Vi indleder nu valgdækningen med vores egen liste over de 30 suveræne svenskere, som vi på redaktion mener, er de mest interessante, inspirerende og væsentlige.

Det er suveræne svenskere, der står som forbilleder – også for os her i Danmark.