Læsetid: 7 min.

Tour de France er en rullende tragedie

Cykelløb viser os en side af tilværelsen, hvor ulykken altid venter og optræder pludseligt. Det er en fortælling, der belærer seeren om frygt og medlidenhed præcis som en græsk tragedie. Det er en scene for helte og antihelte, og i år handler det, om hvorvidt løbets øvrige klassementsryttere er i stand til at sparke giganten Chris Froome fra tronen. Endnu tyder intet på det
Richie Porte bliver tilset efter sit styrt.

Richie Porte bliver tilset efter sit styrt.

Christophe Ena

21. juli 2018

Kan man forestille sig noget meget mere tragisk end det, der i søndags overgik den australske rytter Richie Porte på etapen til Roubaix?

Richie Porte var hovedudfordrer til den regerende mester Chris Froome, der har domineret Tour de France siden 2013, men i stedet for at få muligheden for at træde fra Chris Froome væltede australieren på den frygtede brostensetape efter blot 10 kilometer.

Richie Porte brækkede kravebenet og måtte for andet år i træk udgå af Touren efter et succesfuldt forår, hvor han vandt det prestigefyldte etapeløb Schweiz Rundt foran Jakob Fuglsang.

Men Richie Portes lidelser stopper ikke her.

I foråret døde Team BMCs ejer, schweizeren Andy Rihs. Richie Porte har sammen med den olympiske mester, Greg Van Avermaet, været holdets store stjerne, men ejerens død har medført en del turbulens og diskussion om holdets interne hierarki.

Det kan komplicere tingene på et cykelhold, hvor den enkelte rytter egentlig bliver betalt for at ofre sine egne chancer for sin kaptajn. Noget, der har vist sig at være svært for den belgiske puncheur Greg Van Avermaet.

Man så allerede på første etape konsekvensen af dette loyalitetsproblem, da Greg Van Avermaet, der var iført løbets gule førertrøje, ikke kom ned og hentede sin kaptajn Richie Porte, efter at han var blevet fanget bag et styrt.

Denne potentielle konflikt er dog ikke længere aktuel, efter at australieren styrtede og udgik, og nu hvor Team BMC har offentliggjort, hvem der bliver deres sponsor og stjerne for næste sæson. Den polske sko- og taskeproducent CCC overtager nemlig holdet fra BMC, og Richie Porte skal derfor se sig om efter et nyt hold.

Nyheden kom dagen efter, at han sad på de støvede franske landeveje og græd. Ikke over smerten, men på grund af skuffelsen over ikke at få oprejsning efter 2017, hvor han mistede kontrollen over sin cykel på en glat og vanskelig nedkørsel fra Mont du Chat og kørte frontalt ind i en klippevæg. Et bjerg, som han blot en måned inden var blevet ydmyget på af Jakob Fuglsang.

Renselse

Og hvorfor bruge så lang tid på Richie Porte, når han ikke længere er med i løbet? Jo, fordi hans tragiske skæbne i bund og grund er det, der tiltrækker én ved verdens største cykelløb, Tour de France.

Et cykelløb er på flere måder en klassisk tragedie, der udspiller sig i levende billeder på tv-skærmen. Den græske filosof Aristoteles fremsatte en teori om tragedien i sit værk Poetikken, der har været udgangspunktet for realistisk litteratur og teater lige siden.

Her skriver han om de to begreber katarsis og peripeti, der i høj grad kan forstås i lyset af det, der udspiller sig på de franske landeveje, og forklarer, hvorfor vi år efter år drages af billederne.

Aristoteles skriver, at »tragedien fremstiller handlinger, der er alvorlige, fuldkomne og af et vist omfang, idet den fremkalder frygt og medlidenhed og skaber renselse af den slags følelser«.

Katarsis betyder ’renselse’, og Aristoteles ser det som den primære opgave for tragedien at fremkalde denne virkning via frygt og medlidenhed hos publikum.

Når helten i en tragedie oplever ufortjent ulykke, sker det for at få publikum til forstå, at dette kunne ske for enhver, og dermed føler beskueren frygt for sin egen skæbne og empati for den ulykkelige helt. Disse følelser bliver typisk vakt, idet der sker et skæbneomslag eller en peripeti, hvor lykke bliver vendt til tragisk ulykke.

Sådan er cykelløb. Cykelløb er en rullende tragedie, hvor trimmede og afpillede kroppe kører på den fineste mekanik, fuldstændig sikre på deres egne evner, ambitioner og visioner for de kommende tre uger. Lige indtil et pludseligt og uforudset omslag ændrer deres planer.

Sådan var den første uge af touren, hvor flere store ryttere var lige ved at styrte og udgå, og hvor en, Richie Porte, ikke havde de nødvendige tekniske evner. I stedet lod han tårerne væde den støvede vejside.

Det er tragisk, men lidelsen er også dragende, og dette ved kameramændene på de udskældte motorcykler, der uden tøven viste en Richie Porte, der var slået før det hele var gået i gang.

STR

Det var billeder, der har gjort de andre ryttere nervøse. En nervøsitet, der medførte utallige styrt dagen igennem, der sendte Jakob Fuglsang, Chris Froome, Mikel Landa, Rigoberto Urán og Tejay van Garderen i asfalten. Men det var også billeder, der hos beskueren vakte medlidenhed og empati. Her sad førsteudfordreren til Chris Froome med et brækket kraveben.

En omstændighed, der er ærgerlig for løbet, men som er en central del af cykelsporten. Det er også grunden til, at løbsarrangørerne må ignorere de protester, som nogle af klassementsrytterne har fremsat mod at gøre en farlig og risikabel brostensetape til en del af Tour de France. Løbet må være udfordrende og krævende, for at det kan lære os noget om livet.

I de højeste bjerge

Spørgsmålet er nu, hvad vi kan se frem til i Tourens sidste uge efter, vi har fået en række svar på de første rigtige bjergetaper i alperne? Løbets 10. etape var en klassisk stillingskrig, hvor den unge puncheur Julian Alaphilippe endelig kunne tage sin første etapesejr, mens favoritterne kiggede ondt på hinanden. Kun Rigoberto Urán viste væsentlige svaghedstegn.

Anderledes brutal var 11. etape, hvor Team Skys Geraint Thomas både tog etapesejren og den gule trøje, mens Chris Froome viste, at han er den stærkeste. Den eneste rytter, der gav håb om reel modstand var noget overraskende den store hollænder Tom Dumoulin, mens det danske håb Jakob Fuglsang blev kørt ud af top ti, efter at han eksploderede på den sidste stigning.

På et pakket og ekstatisk Alpe d’Huez kørte stjernen Vincenzo Nibali ind i en tilskuer (Nibali måtte senere udgå, red.), mens waliseren Geraint Thomas under buhråb tog anden etapesejr i streg, og såede tvivl om Team Skys hierarki. Selv om Geraint Thomas konsekvent afviser, at han skulle være kaptajn, så ligner det, at han er i gang med et kongemord, der leder tankerne hen på Chris Froomes eget oprør mod Bradley Wiggins i 2011.

Jakob Fuglsang fik en lille oprejsning og kom ind som nummer otte med et tidstab på 45 sekunder. Touren er stadig åben, og den sidste uge ligner en kamp mellem Chris Froome, Geraint Thomas, franskmanden Romain Bardet og hollænderen Tom Dumoulin. Colombianeren Nairo Quintana virker ikke til at kunne noget, og kun hans løjtnant Mikel Landa kunne følge de forreste.

Chris Froome har været kendt for sin helt ekstreme holdbarhed og evner til at køre fra alle i løbets sidste uge, men i år har han også kørt Giro d’Italia, og det kan få konsekvenser for hans resultater. I så fald skal angrebene sættes ind på 17. etape og især 19. etape.

17. etape er den korteste landevejsetape i 30 år. Blot 65 kilometer skal feltet tilbagelægge på denne dag, og hvis folk savner de gode gamle dage, hvor Marco Pantani koldstartede feltet fra morgenstunden med sit dopingtykke blod, så er det 17. etape, man skal se.

Der er garanti for storstilede angreb fra morgenstunden, hvor feltet skal op over tre toppe i Pyrenæerne og slutter i 2215 meters højde. Favoritterne må angribe fra starten på denne dag, fordi etapen er for kort til at bygge et udbrud op. Forvent vanvidssagtige billeder af sukkerkolde bjergryttere og sprintere, der desperat forsøger at holde sig inden for tidsgrænsen.

Den 27. juli er sidste chance for at udfordre klassementet i direkte konfrontation. Det er en klassisk pyrenæeretape gennem et ganske enkelt menneskefjendsk landskab, hvor rytterne skal op over mytiske stigninger som Col d’Aspin, Col d’Aubisque og Col du Tourmalet.

Især Tourmalet har været scene for nogle af tourhistoriens mest absurde og tragiske begivenheder. En af de mere kendte er fra 1913 i Tourens tidlige dage, hvor den elskede franskmand Élie Eugène Christophe knækkede sin forgaffel på nedkørslen fra Tourmalet.

I løbets første år blev Tour de France ledet med et jerngreb af løbsdirektøren Henri Desgrange, der ikke tillod rytterne at få nogen form for hjælp. Hvis deres cykel gik i stykker, måtte de selv reparere den. Bitter over at se sine modstandere suse forbi sig måtte Élie Eugène Christophe finde en lokal smed, der kunne låne ham værktøj, så han kunne reparere sin forgaffel.

I kampens hede fandt han en lokal dreng, der kunne holde ilden i essen ved lige, hvilket gav ham en tidsstraf på ti minutter. Han kom i sadlen igen, men tabte næsten fire timer. Det er også på denne dag, at prisen Souvenir Jacques Goddet uddeles til minde om den tidligere Tour-direktør, der under løbet altid var iført safaritøj og tropehjelm.

Col du Tourmalet er et hårdt sted, og det kan blive scene for et angreb langt udefra, som Chris Froome selv gjorde det i årets Giro d’Italia. Mere sandsynligt er det, at Team Sky på det her tidspunkt dominerer løbet i sådan grad, at det kun er en kamp om sekundære placeringer. Etapen ender i Lourdes, der er et pilgrimsmål for alverdens katolikker.

Ifølge Jørgen Leth er byen, når touren runder den, gudsforladt og afskyeligt sted. Man kan kun håbe på, at tragedien, inden feltet rammer foden af bjergene har foldet sig ud, og løbets høje tinder har krævet sine ofre. Hvem der kommer først ned gennem luftlagene, må vi endnu vente tålmodigt på at få at vide – og det er cykelsportens essens. En tålmodig venten på dramaets pludselige indtraf.

Den colombianske superstjerne Quintana kæmper sig over målstregen på Tourens første bjergetape i onsdags.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Tour de France domineres af et hold, som hedder Sky. Sky er en multinational organisation, en gigantisk kapitalfond, som drives efter moderne forretningsprincipper. Ingen i cykelsporten kan reelt stille noget op overfor Sky, som har de bedste ryttere, den bedste holdorganisering, de bedste træningsfaciliteter, topmoderne forskning til rådighed samt en medicinstab, som består af cremen af sportsmedicinere m.m.

Enkelte danskere har arbejdet for Sky i en kortere periode og flere beskriver arbejdet som fjernt fra cykelfaget, præget af excell-ark beregninger og en masse administrativt arbejde, hvilket fik dem til at forlade Sky. De oplevede det som ren forretning og kalkulation, resultatproduktion, uden sjæl og følelse for cykelsporten og faget. Men det må jo stå for egen regning; Sky har ingen problemer og kører profit- og reklamemaskinen videre; som det ser ud lige nu har holdets to topryttere, som er placeret som hhv. nummer 1 og 2 halvvejs gennem Tour de France, absolut gode indtjeningsdage. Og cykelsporten er kategorisk underlagt en benhårdt og monotomt kalkulerende forretningspres, som rent tragediemæssigt klart overgår hvad enkelte ryttere måtte (kunne få 'lov' til at) producere af drama på landevejene.

Charley Kristensen

Sikke dog en omgang pseudomytologisering. Jeg troede, at vi i år slap for det i Informations spalter, men så skulle ikke være.
Om man kan forestille sig noget mere tragisk end en cykelrytters brækkede kraveben.? Ja, det kan man. Man kan sådan set bare følge lidt med i, hvad der foregår ude i verden. Der er nok at tage af. Jeg tror ikke engang, at Richie Portes brækkede knogle vil have en chance for at blive nomineret.
Man kan så også forstå, at det er noget af det dragende ved showet, at der er nogen, der kommer til skade. Gud fader bevares.