Læsetid: 6 min.

Tour de France viser os værdien af kedsomhed

Det er definerende for cykelsporten, at man må leve med, at der intet sker. Mange mennesker keder sig, når de ser feltet rulle igennem endnu et fransk landskab, men i kedsomheden findes potentialet for det rette øjeblik, hvor det hele eksploderer. Læs her det sidste essay om dette års Tour de France om kedsomhed, Tom Domoulin, Thomas Mann og et længe ventet tronskifte
Chris Froome har været en dominerende – og efter manges mening kedelig – lederskikkelse i Tour de France i en årrække. men i år er han blevet hevet ned på jorden.

Chris Froome har været en dominerende – og efter manges mening kedelig – lederskikkelse i Tour de France i en årrække. men i år er han blevet hevet ned på jorden.

Christophe Ena

28. juli 2018

Lad os, mens vi venter på, at årets eneste enkeltstart går i gang, tage fat i noget fundamentalt, noget tæt sammenhængende med det at se en enkeltstart: kedsomheden. Ja, hvorfor overhovedet se cykelsport? – en sportsgren, som af udenforstående bliver opfattet som ufattelig kedelig.

Det er et godt og ærligt spørgsmål. Cykelsport er på mange måder kedelig. Det er en lang tidsudstrækning, der brydes af det, som Jørgen Leth og Rolf Sørensen kalder »momenter«, men som vi andre nok hellere vil omtale som øjeblikke. Øjeblikke præget af høj intensitet.

Det kan være et uventet angreb på en ellers lidt intetsigende etape, et styrt som det, den belgiske rytter Phillipe Gilbert blev udsat for på 16. etape, hvor han røg udover bjergsiden og måtte afslutte de sidste 60 kilometer af etapen med en flækket knæskal. Eller en rytter, der endelig træder frem og op på cykelverdens største scene, som Magnus Cort gjorde med sin sejr på 15. etape. Det er for disse øjeblikke, at man ser cykelsport, men det er ikke kun det. Kedsomheden har sin plads.

At angribe sig ud af kedsomheden

Meget af tiden går med venten. På det rette øjeblik. Man vil være vidne til den dramatik, som Tour de France er gjort af, og som er løbets historiefortælling. Fra starten har løbet været planlagt, så det skulle fremkalde størst mulig dramatik.

Tour de Frances første direktør, avismanden Henri Desgranges, mente, at løbet skulle være så hårdt, at kun en enkelt mand skulle være i stand til at gennemføre. Det er jo en smuk, men også brutal tanke, der hjemsøger Touren, når arrangørerne igen og igen jager rytterne ud i nye udfordringer. Som i år, hvor den første uge var præget af tekniske flade etaper og brosten, den anden uge af tre historisk hårde etaper i alperne samt to etaper igennem Massif Central, der var alt andet end transportetaper, og nu denne sidste tredje uge i de legendariske pyrenæer. Det har været hårdt for rytterne, alligevel er der meget tid, som skal udfyldes, når man som menneske vælger at følge lidelserne under tre ugers cykelløb.

Kedsomheden. En uundgåelig bestanddel af livet, som cykelsporten lærer os at leve med. Så langt vil jeg gå. Hvis man udelader de dramatiske »momenter«, så er der er en ensformighed i cyklingen, der ligner livet. Det ved rytterne, og visse af dem kan ikke udholde kedsomheden. Det så man på 15. etape, hvor den altid angrebsivrige irer Daniel Martin ikke længere kunne holde favoritterenes skyttegravskrig ud og bare måtte køre fra dem, bare måtte prøve at angribe, selv om alle kunne se, at det var nytteløst. På toppen af dagens eneste stigning blev han indhentet.

Cykling er tid gjort synlig

I den tyske forfatter Thomas Manns Trolddomsbjerget, der handler så meget om tid, skriver han om kedsomhed: »Om kedsomhedens væsen er fejlagtige forestillinger ofte udbredt. Man tror som helhed, at det interessante og nye i henseende til indhold ’fordriver’ tiden, det vil sige forkorter den, mens monotoni og tomhed besværer og hæmmer dens gang.«

I stedet skriver Thomas Mann, at det netop er vanen og ensformigheden, der giver tiden udstrækning, men også vanen, der gør tiden mat.

Det er på sin vis det, der kendetegner en Tour de France-rute. Umiddelbart er den præget af ensformighed. Rytterne må cykle igennem et landskab hver eneste dag, men netop med forskydninger i dette landskab brydes vanen og skaber luftforandringer.

Flygtigheden ved et løb som Tour de France er centralt. Man begynder med disse massive tre uger foran sig med en mængde af ubesvarede spørgsmål, og lige pludselig står et decimeret felt i Paris, hvor rytterne hyldes. Et slag har været udkæmpet, den vane, det er at følge med i et treugers cykelløb, er brudt.

Det er derfor, man skal se cykelløb. I modsætning til så meget andet er det ikke kun en begivenhed – en del af oplevelsesøkonomien – men stadigvæk et stykke tid, der bevæger sig igennem et landskab. Feltet af cykelryttere er tid gjort synligt.

I forlængelse af dette er cykling gentagelse og synlig smerte, gentaget smerte. I smerten ligger et potentiale for at udfri sig fra kedsomheden. Hos den tyske filosof Arthur Schopenhauer bevæger livet sig konstant mellem lidelse og kedsomhed. På den måde er lidelse en vej væk fra kedsomheden. Det lyder måske paradoksalt, at lidelse kan være at foretrække frem for en aktivitetsløs kedsomhed.

Men hvis jeg anser kedsomhed som værende noget grundlæggende andet end at mangle ting at give sig til, så giver det mening. Hvis jeg betragter kedsomhed som en konstant higen efter nye oplevelser, ikke bare ting at give sig til for at fylde tiden, men en higen efter oplevelser, der kan fylde tilværelsen, der er lidelsen at foretrække fremfor kedsomheden. Cykelsporten står i dette kryds mellem kedsomhed og lidelse. Og intet sted er det tydeligere end i enkeltstarten. 

Tronskifte

I Pyrenæerne fik vi svar på en række ubesvarede spørgsmål. For det første viste det sig, at Jakob Fuglsangs tro på sig selv ikke var nok til at bære ham til podiet i Paris. Jakob Fuglsang er en stor rytter med mange facetter, men hans plads er blandt de 15 bedste klassementsryttere – ikke de tre bedste.

Derudover så vi et tronskifte. På den allersidste stigning på 17. etape måtte Chris Froome slippe Geraint Thomas, der viser sig som ham, der har brudt sin holdkammerats dominans. Det er endnu for tidligt at sige, om Geraint Thomas holder til Paris, men ud fra Chris Froomes kørsel i Pyrenæerne, så tyder alt på, at Geraint Thomas er stærkeste mand i feltet. Det er ham, der har turde satse, og ham, der er blevet belønnet med to etapesejre og den gule trøje.

Geraint Thomas’ stærkeste rivaler er alle enkeltstartsspecialisterne. Chris Froome har tidligere sikret sig sine sejre ved – som Miguel Indurain i 90’erne eller Jacques Anquetil i 60’erne – at køre konservativt og kontrolleret i bjergene og derefter slå sine konkurrenter på enkeltstarten. En kørestil han er blevet enormt upopulær for, fordi den ikke skaber nogen åbninger i løbet.

Tidligere var det en fair kritik af briten, men jo ældre Chris Froome er blevet, jo flere sider af sig selv har han vist. I dag mestrer han både de vilde angreb på nedkørsler, de giftige hug på stigninger, og som vi lærte i år under Giro d’ Italia på Colle delle Finestre, det lange togt i bjergene. Chris Froome er en komplet rytter, der også vil give Geraint Thomas problemer på enkeltstarten.

En enkeltstart er for beskueren uden det drama, som en almindelig etape er præget af. Det er langt mere kontrolleret, og der er naturligvis ikke den samme positionskamp eller forsøg på udbrud, som er med til at skabe cykelløbets øjeblikke.

I stedet får man i enkeltstarten det enkeltes menneskes rene kamp med sig selv. Det, det for den udenforstående kan synes kedeligt, er en intens lidelse for rytteren. Nogen kritiserer enkeltstarten for netop at gemme rytteren væk i højteknologisk udstyr bag dråbeformede hjelme med visir, men ingen kan skjule sig under en enkeltstart, og det ved verdensmesteren i enkeltstart, hollænderen Tom Domoulin.

Team Sunwebs Tom Domoulin er en klassementsrytter, der egentlig er for tung til at køre bjerge, men som alligevel har formået at placere sig blandt de øverste i klassementet. Man ser det igen og igen, at de lette ryttere først sætter ham, hvorefter han haler dem ind med konstante og tunge tråd. Han er en mand, der kender sig selv og sine grænser. Det er noget af det fascinerende ved enkeltstarten. Efter tre ugers væddeløb i det hårdeste terræn ser man mennesker teste og enten overskride eller blive overmandet af deres egne grænser. Med Tom Domoulins kørsel i Pyrenæerne og Alperne må han være manden, som man skal sætte sin lid til, hvis man håber på, at fire års Sky-dominans skal brydes.

På sin vis betyder det ikke noget. Om det er Tom Domoulin eller Geraint Thomas, der vinder, eller om Chris Froome uventet rejser sig. Tour de France er et tidsrum. Forstået i ordets egentlige betydning. En mængde af tid, der skaber et rum, hvori en række mennesker cykler igennem Frankrig, hvor de undervejs udsætter sig selv for en række prøvelser, der ikke burde være mulige. Cykling handler ikke nødvendigvis kun om at komme først, men om at se, hvad der er tilgængeligt for den modige. Det er det, man må vente på, og det er det, der annullerer kedsomheden. Ud af stilstanden træder øjeblikket, der strækker tiden ud i det uendelige og glorværdige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg ved ikke hvad der er bedst, at se Tour de France under en hedebølge med åbne vinduer og vandmelon indenfor rækkevidde eller i regnvejr med te og scones? Det er to forskellige oplevelser og alligevel det samme. Netop som man tror løbet ikke kan blive mere kedeligt kommer der et styrt, en dansker lægger sig i spidsen eller man rammer dagen med enkeltstart. Man ved aldrig hvad der sker i Touren og alligevel er man forberedt på det hele. Det eneste man ikke er forberedt på er den dag det slutter i Paris - og depressionen rammer.

Caspar Christiansen og Frederik Christensen anbefalede denne kommentar