Læsetid: 4 min.

Victor Sjöström: Stumfilmmesteren, der lavede socialrealistiske skæbnefortællinger

Desperate mennesker kæmper for overlevelse i stumfilmmesteren Victor Sjöströms monumentale, socialt engagerede melodramaer, der ikke mindst inspirerede Ingmar Bergman, da han selv begyndte at lave film
Desperate mennesker kæmper for overlevelse i stumfilmmesteren Victor Sjöströms monumentale, socialt engagerede melodramaer, der ikke mindst inspirerede Ingmar Bergman, da han selv begyndte at lave film

Sofie Holm Larsen

14. juli 2018

Ingmar Bergman var kun 12-13 år gammel, da han første gang så Victor Sjöströms stumme Køresvenden fra 1921. Den gjorde et så uudsletteligt indtryk på drengen, at han som voksen stadig kunne genkalde sig bestemte scener.

»Jeg var dybt rystet over filmen. Ikke fordi jeg forstod den eller noget, men fordi jeg ganske enkelt blev påvirket af dens enorme filmiske kraft,« genkaldte Bergman sig siden i et tv-interview. Og man forstår ham. Køresvenden er stadigvæk Sjöströms hovedværk. Den blander innovative visuelle effekter med en bevægende historie.

Filmen var baseret på en bog af en af Sveriges store forfattere, Selma Lagerlöf, og syntes at være inspireret af Charles Dickes’ Et juleeventyr, hvor et genfærd hjemsøger hovedpersonen og får ham til at opføre sig ordentligt ved at konfrontere ham med hans ugerninger.

I Køresvenden er det Dødens kusk, som nytårsaften viser drukkenbolten David Holm (spillet af Sjöström selv) al den ulykke, han har forårsaget. I begyndelsen af filmen sidder Holm på kirkegården sammen med sine drikkekammerater og fortæller historien om den kutteklædte kusk, der arbejder for Døden og kører rundt i sin sorte hestevogn og samler nyligt afdøde sjæle op. Da klokken slår midnat, falder Holm død om, og så kommer kusken efter ham.

En karismatisk skikkelse

Som de fleste af Victor Sjöströms stumfilmværker er Køresvenden et stærkt menneskeligt drama, der fortæller om skyld og straf i et forarmet lillebysamfund. Det er en både tragisk, uhyggelig og livsbekræftende fortælling om et menneskes fald og genrejsning. Man forstår godt, hvorfor den unge Ingmar Bergman reagerede så stærkt på den. Der er ingen tvivl om, at blandingen af store følelser og intimt kammerspil og et fokus på mennesker og psykologi var noget af det, som Bergman tog med sig fra Sjöström, da han meget senere selv begyndte at lave film.

Sjöström var en af den svenske stumfilms største skikkelser, selvfølgelig som instruktør, men også i nogen grad som skuespiller. Han havde været fascineret af skuespil og teater, siden han var barn, og han filmdebuterede i 1912, både foran kameraet – han var en karismatisk og kraftfuld skikkelse at skue – og som instruktør med kortfilmen Et offer for sin ungdomskærlighed.

Det var et af den slags socialrealistiske melodramaer, han siden blev så berømt for, og som handler om, hvordan dem, der har, træder på dem, der ikke har. Året efter realiserede Sjöström sin første spillefilm, Giv os i dag, der portrætterer en enlig mor, der ikke har råd til at brødføde sine børn. Det var både et stykke engageret dramatik og en bidsk kommentar til datidens ødelæggende fattigdom.

Tragiske skæbnefortællinger

Også i monumentale film som Terje Vigen (1917), der var baseret på et langdigt af Henrik Ibsen, og Bjerg-Ejvind og hans hustru (1918) fortalte Victor Sjöström om almindelige mennesker, der desperat måtte slås for overlevelse. Instruktøren brugte som mange svenske forfattere den storslåede natur på kanten af Sverige med klipper, bølger, storm og skove som et dramatisk og poetisk bagtæppe for sine humanistiske og ofte tragiske skæbnefortællinger. De utøjlede naturkræfter kom på sofistikeret vis til at spejle personernes psykologi og indre og ydre kampe.

Under optagelserne gik Sjöström gerne til yderligheder for at få sine mageløse, realistiske billeder i kassen, og de stormfulde havscener fra Terje Vigen er ganske enkelt utrolige. Det var med risiko for de medvirkendes og filmholdets liv og lemmer, men Sjöström spillede hovedrollen i begge film og satte således også sig selv på spil.

Dernæst forvandlede Sjöström Selma Lagerlöfs Jerusalem til to, stort anlagte film, Ingmarsønnerne (1919) og Karin Ingmarsdatter (1920), men det var Køresvenden, der i årene efter blev hans internationale gennembrud. Det skyldtes selvfølgelig den gribende, stærkt moralistiske historie, men også de for tiden banebrydende visuelle effekter. Dem stod Sjöströms faste fotograf, Julius Jaenzon, bag, og blandt andet dobbelteksponerede han filmen, så man kunne se kusken og kareten som gennemsigtige, spøgelsesagtige omrids køre rundt i byen og hente sjæle, der rejste sig fra deres døde legemer. Denne bogstavelige adskillelse af krop og sjæl var effektivt lavet og gav filmen et overnaturligt skær.

Et beskidt filmstudie

I 1923, oven på Køresvendens store succes, blev Victor Sjöström inviteret til Hollywood, og under navnet Victor Seastrom instruerede han en række forholdsvis succesfulde film i USA. Ingen af dem rummede dog den samme kraft, indignation og tekniske opfindsomhed som hans tidligere værker, og i 1930 flyttede han tilbage til Sverige. Han instruerede blot to film mere – hans teatralske, ekspressive stil passede ikke så godt til talefilmen – men spillede med i adskillige film og teaterstykker.

Sjöström blev i begyndelsen af 1940’erne ansat som kunstnerisk leder på Svensk Filmindustri og mødte her en ung manuskriptforfatter ved navn Ingmar Bergman. Veteranen hjalp Bergman med at få realiseret sit første manuskript og bakkede ham op, da den unge mand selv debuterede som instruktør. Bergman kvitterede for hjælpen ved i Ved vejs ende (1957) at give Sjöström en sidste, markant rolle foran kameraet: som den aldrende Isak Borg, der ser tilbage på sit liv.

Blot tre år senere døde Sjöström, 80 år gammel. Ved en mindehøjtidelighed for sin mentor læste Bergman op fra den dagbog, han havde ført under optagelserne til Ved vejs ende: »Vi havde lige skudt det sidste nærbillede af Isak Borg, hvor han har en følelse af afklaring og forsoning. Hans ansigt blev oplyst af et gådefuldt lys, der skinnede fra en anden virkelighed (...) Aldrig før eller siden har jeg oplevet et ansigt så ædelt og oplyst. Og alligevel var dette ikke andet end skuespil i et beskidt filmstudie.«

Serie

30 suveræne svenskere

Efter vores kanon over tysk kultur og russisk kultur portrætterer Information nu 30 svenskere, der suverænt har formet ikke blot svensk kultur, samfund og selvforståelse, men som også har formet, inspireret og forandret os her over Sundet – med blandt andet botanik, pop, poesi, film, politik, dramatik, ulovlig streaming og billige møbler.

Seneste artikler

  • På grund af Astrid Lindgren vokser de fleste skandinaviske børn op i Småland

    17. august 2018
    Astrid Lindgren måtte svigte et barn, da hun nærmest selv stadig var et. Måske var det derfor, hun altid blev anfægtet på børns vegne. Og derfor hun altid opfandt en Søndeneng, et Nangijala, en Mattisskov, hvor de kunne sejle med deres barkbåde, kæmpe mod drager, synge som en nattergal, mødes med de underjordiske og bestemme over deres egen skæbne
  • Gunnar Ekelöf skabte sit eget ensomme kongerige i skandinavisk litteratur

    17. august 2018
    Den svenske digter Gunnar Ekelöf var sine læseres bedste ven, digternes digter, forskernes udfordring og tænkernes inspiration. Og så lærte han os at stole på ensomheden, lytte til naturen og være samtidige med oldtiden
  • Gud skabte – Linné ordnede

    17. august 2018
    Præstesønnen fra Småland skabte et sprog til at benævne den levende verden, indførte en slags arternes ligestilling og pegede frem mod Darwins evolutionslære 124 år senere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu