Fæstnet til Dubais kystlinje og formet som en palme er en kolossal kunstig ø vokset ud i havet. Her på Palm Jumeirah har den britisk-indiske forretningsmand Sanjay Shah købt luksusvillaer for 350 millioner kroner.
Han er også mistænkt af de danske myndigheder for at være hovedarkitekten bag danmarkshistoriens største kup – den såkaldte udbytteskattesag, der har kostet danske skatteydere mindst 12,7 milliarder kroner.
Midt i juli landede jeg i den lille bystat mellem ørkenen og havet i bunden af den arabiske halvø. Midt om natten. I havet var der blot små fine prikker af lys til at antyde Palmen og de andre menneskeskabte konstruktioner hinsides strande, promenader og marinaer.
Selve byen var til gengæld et flimrende lyshav, som flyet pløjede sig ned igennem, inden det satte landingshjulene på den skoldhede asfalt, der i juli aldrig når under et par og tredive grader.
Da jeg dagen efter stak næsen ud på altanen først på formiddagen, var temperaturen på vej mod de 40. Dubais skyline foldede sig ud og ind i en uendelighed af vanvittige byggerier. Bystaten så lige så kaotisk og uoverskuelig ud, som jeg havde frygtet.
I den labyrint af marmor, glas og stål var det min opgave nu finde Sanjay Shah – manden, der har givet samtlige hjemmegroede danske svindlere gennem tiderne baghjul. Formålet var at lave en podcastserie til Radio24syv.
Jeg havde i den grad brug for en plan – ikke mindst fordi Dubai måske er verdens bedste gemmested for superskurke. Vel at mærke meget velhavende banditter. I det hele taget vælger rigtigt mange rige og velhavende at flytte til det lille ørkenemirat.
Superskurke
Hvor det meste af verden er optaget af flygtninge fra krig, sult og katastrofer, har den sydafrikanske tænketank, New World Wealth valgt at se på de riges migration. De har set på de såkaldte ’High Net Worth Individuals’ defineret som personer, der er gode for mindst en million dollar. Dem er der 15,2 millioner af i verden. Der er rundt regnet 584.000 multimillionærer med formuer på over 10 millioner dollar, og endeligt har antallet af milliardærer ifølge tænketanken rundet 2.250. Langt de fleste af dem er vilde med godt vejr, gode skoler, tophospitaler, lav kriminalitet, luksusboliger, velfungerende lufthavne, dyre indkøbscentre og for de mindre lovlydige af dem: bankhemmelighed og fravær af udleveringsaftaler.
Dubai kan det hele. Det eneste, du skal gøre til gengæld, er at overholde landets love, undlade at stifte gæld og bruge en helvedes masse penge.
På listen over nationer, der modtager flest af den slags migranter, ligger De Arabiske Emirater nu på en fjerdeplads kun overgået af de betragteligt større lande Australien, USA og Canada. Og langt de fleste af de mere end 5.000 nye velhavere, der årligt bosætter sig i de riges sandkasse, vælger at slå sig ned i Dubai.
Min opgave gjorde, at jeg var nødt til at udvide den journalistiske palet med tankegange og metoder fra detektivfaget.
Planen var at lægge ud med at overvåge og rekognoscere, der hvor jeg på forhånd vidste, der var gode muligheder for at finde og iagttage byttet og hans omgivelser. Det var afgørende ikke at give sig til kende for tidligt, og indsamlingen af nye informationer skulle sammen med observationer fra virkeligheden åben flere spor og muligheder. Når jeg var klar, kunne jeg gå videre til konfrontationen.
Men for at forstå og fange en forbryder var det også vigtigt at komme tættere på en afklaring af motiv og mulighed. Muligheden har oftest flest mødre.
Et hul i Texas
Naturligvis begyndte det ikke alt sammen der. Men der var processer, der accelererede, da Superconducting Super Colider (SSC)-projektet, som blev sat i søen af Reagan-administrationen i 1982, kollapsede. Formålet var intet ringere end at genskabe omstændigheder omkring Big Bang. At finde Higgs Boson – den såkaldte gudspartikel og dermed svaret på, om der stadig var nogenlunde hold i standardmodellen for, hvordan universet er skruet sammen.
I dag står verdens største bygning, der skulle huse SSC stadig uden for den lille flække Waxahachi i Texas. Det lykkedes da også at bore 23,5 kilometer tunnel og holde i hundredevis af fysikere, matematikere og andre videnskabsfolk beskæftiget, inden projektet blev lukket ned i 1993. Det var slut. Reagans økonomiske eksperimenter havde drænet den amerikanske statskasse. Samtidig havde den underjordiske partikelkarrusel kostet over 70 milliarder kroner. Med lukningen stod hundreder af de klogeste hoveder uden arbejde.
Forinden var der igangsat en omfattende deregulering af den finansielle sektor. Her var der vækst. Det buldrede af sted på Wall Street i New York og andre af klodens finanscentre. Her var der brug for alt det tunge videnskabelige skyts. Der var pengestrømme, der skulle digitaliseres, og der var sofistikerede finansielle værktøjer, som skulle udvikles.
Græshoppesværme af nørder og tekniske troldmænd blev draget af Londons boomende finansverden på Canary Warf og Wall Street. Sektoren voksede sig stor og fed og fyldte stadigt mere i den samlede økonomi. Og de kunne servere lønninger og bonusser, som hverken forskningsverdenen eller for den sags skyld særligt mange andre private sektorer kunne matche.
Det var den malstrøm, der trak i den unge Sanjay Shah.
Sanjay Shahs forældre boede i London men kom oprindeligt fra Kenya. Som så mange andre indere i England havde de en baggrund i Østafrika, og ikke så få valgte som faderen at blive læge. Og unge Sanjay gik også i gang med at læse medicin.
Men han drømte om mere. Han ville være DJ og han ville tjene penge. Han droppede medicinen. Startede på en revisoruddannelse og nåede at arbejde for både Morgan Stanley og Credit Suisse, inden han endte første kapitel af karrieren i multinationale hollandske Rabo Bank.
Men det var selv samme finansielle sektor, der spyttede ham ud igen i 2008 sammen med tusinder andre af de særligt udvalgte i forbindelse med det store finanskrak.
I 2009 stiftede Shah Solo Capital, som blev nøglevirksomheden i hans selskabskonstruktioner; men han måtte ligesom så mange andre indse, at det for en stund var op ad bakke at tjene penge i en branche, der var slået omkuld af sin egen ukontrollerede grådighed.
Den tyske forbindelse
Det kan have været besværlighederne med gængs finansvirksomhed, der sendte Shah og hans nye kumpaner en tur til Tyskland.
Det er stort set ikke berørt i dansk dagspresse, der ellers har dækket sagen dygtigt og omhyggeligt. Men i tyske Handelsblatt skildres det, hvordan Shah, i årene inden han kastede sin kærlighed på det danske skattevæsen i 2012, huserede i Tyskland, hvor han ifølge bladets kilder var en af de meget aktive spillere, der udnyttede et hul i lovgivningen – den såkaldte dividend stripping – der menes at have kostet den tyske statskasse omkring 34 milliarder euro.
Men hullet blev lukket, og så rettede Shah blikket mod små naive velfærdsstater, hvor han kunne gøre noget tilsvarende. Hidtil havde han kun været med til at udnytte et lovligt hul i den tyske lovgivning. Nu tog han den skridtet videre. Ifølge de danske myndigheder begyndte han nu at fifle med papirer og dokumenter.
Tricket var enkelt. Boede du et land med en lavere udbytteskat på aktier end Danmark, og havde det land en aftale med Danmark. Så kunne du få udbetalt forskellen mellem den højere danske skat og den lavere i for eksempel USA eller Malaysia.
Shah skulle blot overbevise myndighederne om, at han ejede de pågældende aktier, og at der var betalt skat. Som tænkt så gjort fra 2012 til 2015, hvor han satte sig på statskassen som en stadigt federe blodigle.
Og her var vi fremme ved den sidste brik, der var med til at skabe det rum af muligheder, mænd og kvinder som Shahs støbning kunne folde sig ud i.
Det danske system, der er blevet digitaliseret med hovedet under armen, og hvor eksperter i SKAT i de øverste ledelseslag i stort omfang er blevet udskiftet med administratorer.
I den lille velfærdsstat herskede der også en tro på, at digitalisering med et trylleslag kunne afskaffe det gamle skattehåndværk – en tro, der boblede frem med stadigt større kraft fra begyndelsen af 00’erne.
Og hvem ved. Måske lykkes det med tiden. Men den lydefri ufejlbarlige digitalisering akkompagneret af new public management var i hvert fald ikke faldet helt på plads, da Shah erfarede, at Danmark var den fedeste guldkalv på marken. Federe og dummere end både Belgien og Norge, som han også havde kig på.
Skatte-Sven
På det tidspunkt er Shah allerede så småt emigreret til Dubai. Han havde masser af aktiviteter i London. Her boede familie og venner. The Shahs havde boliger i London. Og det var herfra radaren begyndte at snurre for til sidst at blive låst på lille Danmark, som han angriber i 2012.
I Danmark var administrationen af udbetalingen af udbytteskatten endt i hænderne på nogle ganske få medarbejdere, herunder Sven Jørgen Nielsen – alias Skatte-Sven – en pensionsmoden HK’er med kontor i Høje Taastrup.
Langt fra den mærkelige stationsby hernede i bunden af den arabiske halvø nåede temperaturen på den varmeste dag 46 grader i skyggen. Men inden syv-otte stykker om morgenen kunne man stadig sidde udenfor og nyde de kun 36-37 graders relativt kølige varme. Og når jeg sad på altanen og spiste morgenmad, og planlagde dagens opgaver, spekulerede jeg tit over Shahs motiver.
Det kunne være faderopgøret. Papa Shah ville sikkert gerne have haft, at unge Sanjay også var blevet læge som han selv. Shah begyndte da også på uddannelsen; men han hoppede fra og begyndte at læse til revisor. Senere gik det galt. Han blev fyret. Og nu var han måske nødt til at vise den gamle, at det var ham, Sanjay, der havde ret.
Hans smukke kone kan have været drivkraften. Usha Shah var og er involveret i en lang række af Shahs selskaber og aktiviteter – i hvert fald på papiret.
Hans yngste søn, Nikhil var autist. Kunne det tænkes, at han fra starten bare ville sikre sig ægte økonomisk uafhængighed, så han var sikker på at kunne give drengen de bedste muligheder?
Eller skulle han bare vise sine overordnede. Dem der fyrede ham. De chefer, der scorede de virkeligt fede bonusser inden finanskrisen – og for den sags skyld efter – at han, Sanjay Shah kunne hente langt større formuer, end de kunne skrabe sammen gennem en hel karriere i finansverdenens elite.
Spekulationerne blev dog hurtigt blive afløst af mere jordnære udfordringer.
Sheikens øje
De fleste, der kommer til Dubai, oplever hurtigt den massive overvågning.
Mine muligheder for digital kommunikation var betragteligt indskrænkede. Skype blev der øjeblikkeligt lukket for, og efter få dage blev Messenger spærret. Andre tjenester var også utilgængelige, da jeg først var blevet observeret. Hurtigt blev adgangen til en række webservices også indskrænket. Det lykkedes mig til sidst at få en VPN-forbindelse op at køre. Men det var kattens leg med musen. En server fungerede kun et døgns tid, så lukkede myndighederne adgangen, og man måtte finde en ny på listen.
Efter tre dage fik jeg et opkald på min danske telefon af en venlig mand med stærk indisk accent, der venligt anmodede om at få adgang til min telefon og min computer, da han mente at vide, at jeg var blevet hacket.
Jeg spurgte venligt, om han mente, det var en god idé at give den form for adgang til et vidt fremmed menneske, hvorpå der blev lagt på, inden jeg kunne få tændt for lydoptageren.
Der dukkede også mystiske sms’er på arabisk henvendt til en unavngiven politimand med advarsler og anvisninger af forskellig art.
Jeg har talt med indsigtsfulde folk – blandt andet et par professionelle soldater med dyb erfaring fra området, der inden afrejsen gjorde det klart for mig, at jeg ikke måtte være dansker-naiv.
Derfor forsøgte jeg også at færdes så upåagtet som muligt, da jeg gik i gang med første fase: rekognoscering og overvågning.
Robotpisk til kamelen
Der er naturligvis også positive sider af Dubai. Vi har at gøre med en ultraliberalistisk drøm af et samfund med nul procent i skat og fyldt med muligheder for dygtige professionelle og forretningsfolk, som enten finder beskæftigelse i de mange store internationale virksomheder, som har valgt at slå sig ned i bystaten, eller som iværksættere inden for snart sagt en hvilken helst branche eller profession.
Så er du enten veluddannet, rig eller flittig – måske alle tre ting, så er der næsten ingen grænser for hvad man kan opnå i materiel henseende. Og der er også mulighed for at stifte bekendtskab med en fascinerende gammel arabisk kultur, hvor jeg personligt havde glædet mig til kamelvæddeløb. Også her er man rykket direkte ind i den postindustrielle virkelighed.
Jockeyerne – som før var børnearbejdere, der udsatte sig selv for livsfare på de store dyr – er senere blevet erstattet af robotter med små fluesmækkeragtige piske, der styres fra et joystick i de firehjulstrækkere, der kører efter kamelerne i separate spor.
Men desværre forblev det ved drømmen. I juli måned er det ganske enkelt for varmt at bevæge sig udendørs selv for kameler. Sammen med migrantarbejderne følte jeg ofte at jeg var den eneste, der bevægede mig til fods. Det er også varmen, der gør, at de fleste af dem, der har råd, forlader emiraterne og holder ferie i køligere egne – dvs. stort set alle andre steder på kloden.
Temperaturen valgte da også at snige sig op på 46 grader på min første tur forbi den gren på Palmen, hvor Shah angiveligt har sine dyre villaer. Formålet var indledningsvis at få en fornemmelse af, hvordan han boede. Se på kvarteret og planlægge, hvordan jeg kunne få vished for, at det rent faktisk var hans boliger.
Jeg konstaterede, at den palmegren han boede på, var den eneste, hvor der stadig var en lang række ubeboede strandgrunde. Men jeg kunne også se, at der ligesom på de andre grene var vagter, der sad og holdt øje med alt i hver deres lille vagtskur. Men her var bommen konstant oppe på grund af en masse byggeri. Derfor kunne jeg godt jeg kunne have sneget mig forbi; men en vesteuropæer til fods ville med det samme have vagt opsigt, så jeg nøjedes med at gøre mig mine observationer.
Hajøjne og baller
En af dem var, at man kunne se en række af ejendommene fra den monorail, der kører midt på palmens ’stamme’ og forbinder fastlandet med det ikoniske Hotel Atlantis, der med sine 1536 værelser kroner palmen. Det skulle vise sig brugbart.
Og jeg besluttede, at jeg få dage efter ville tage ud til Atlantis, som stod færdigt samme år, som finansmarkederne krakkede i 2008, og gjorde det uendeligt vanskeligt at fylde luksussuiterne, hvorfra man i de to dyreste Poseidon og Neptun kan kigge gennem soveværelsets akvarieglasvæg direkte ind i hotellets kæmpe undervandszoo, hvor hajer og rokker sejler omkring og til gengæld kan beglo de riges bare baller mellem silkelagnerne med deres våde stenøjne.
Men det kunne være farligt, hvis man træder de forkerte over tæerne. Og man ved aldrig helt, hvem der har så gode forbindelser til styret, at det kan have konsekvenser. Så jeg skyndte mig videre.
For vi har at gøre med et regimente uden grænser, når det gælder undertrykkelse af den lille del af befolkningen, der ikke makker ret og lader sig spise af med overvældende materiel velstand.
Dette understreges af, at den enevældige hersker og diktator i landet Sheik Mohammed bin Rashid al Maktoum ikke engang står tilbage for at fængsle og tortere sine egne børn, som det er kommet frem i prinsesse Latifa-affæren.
Normalt foregår den slags i dybeste stilhed, og det er bestemt ikke noget, man taler højt om inden for landets grænser – alle ved det høj som lav. Men i dette tilfælde er sagen blevet dækket internationalt.
Reglen er, at du må have hvad som helst på samvittigheden i Dubai. Men du må ikke tiltrække dig opmærksomhed, og det må for alt i verden ikke smitte af på Dubais og dermed sheikens omdømme.
Det var altså afgørende at bevæge sig diskret, og et par dage senere tog jeg ud for at besøge Autism Rocks Support Center, som angiveligt drives af midler fra Shahs velgørenhedskoncerter.
Jeg tog en taxa med en ugandisk chauffør, som fortalte, at han som så mange tusind andre var blevet lokket til Dubai med løfter om guld og grønne skove af en agent i Kampala, der skulle have 2.000 dollar for at formidle hans kontrakt med et taxaselskab i Dubai.
Han kom dog aldrig til at tjene en brøkdel af det, han var blevet lovet. Og hans eneste håb var, at han måske kunne få lov at bruge sin handelsuddannelse til at få en ny licens og et kontorjob. Chancerne er små, men han var en kvik fyr og kan måske som en af de forsvindende få bryde igennem stenloftet.
Den næsten usynlige hær omfatter al slags huslig hjælp. Men værst er det for bygningsarbejderne. Deres horrible vilkår er skildret i flere dokumentarer, og Amnesty International kan i deres sidste rapport endnu en gang slå fast, at »migrantarbejderne, som udgør langt hovedparten af den private arbejdsstyrke, fortsat bliver udsat for udnyttelse og misbrug«.
Nødlandet UFO
Det er dem, der har opført det hele. Magre, udslidte og dampende dehydreret urin af læderbrune svedkirtler. Hotellerne, kontorbygningerne, de mange sikrede kvarterer og de hellige forbrugspaladser – indkøbscentrene.
Det største, Dubai Mall, der foruden de mere end 1.200 butikker fordelt på 502.000 kvadratmeter også byder på en indendørs skøjtebane med olympiske mål.
Her er det tydeligt, at de lokale ikke er forvænt med vintersport. Mange må støtte sig til en slags gangstativer på meder, der er formet og dekoreret som psykotisk grinende pingviner med håndtag ud af ørene, som de snubler rundt på isen under storskærme på størrelse med tennisskærme, der konstant flimrer budskaber om kommerciel frelse kun sjældent men vedholdende afbrudt af noget, der lyder som koranrecitation.
Overalt i Dubai danser Mammon og Mohammed deres sære pas de deux, og hvirvler om muligt endnu vildere og tætomslyngede i Mall of The Emirates, der godt nok kun er halvt så stor som verdens største, men til gengæld indeholder en skibane.
Ski Dubai er umiskendelig, når du kører forbi i metroens røde linje, hvor toppen af den kunstige piste hæver sig skråt ud af taget på emiraternes indkøbscenter og på afstand ligner et gigantisk rumskib, som en beruset alien er kommet til at nødlande i det populære forbrugsmekka.
Så alt det, der forekommer at være et mirakel, en naturstridig luftspejling i ørkenen, er muliggjort af det konkrete. Den visionære sheik og hans nærmeste. De mange expats – herunder op mod 9.000 fra Danmark. Slavearbejderne og så vandet, som bliver høstet i havet og gjort drikkeligt i de afsaltningsanlæg, der sikrer Dubai verdens fedeste CO2-aftryk.
Det var den enevældige hersker, den snart 70-årige Sheik Mohammed bin Rashid al Maktoum, der helt tilbage i 2002 åbnede for, at udlændige kunne købe fast ejendom i Dubai.
Liberaliseringen var stærkt medvirkende til det byggeboom, der ikke alene skabte store eksklusive rigmandskvarterer. Vigtigere var det, at de nye regler åbnede for medfinansiering af det byggeboom, som fik Dubais hær af skyskrabere til at skyde op af ørkensandet i paddehattetempo.
Klepto Hills
Og det har også åbnet dørene for nogle af denne verdens største banditter.
Ikke så langt fra Palm Jumeirah, hvor Sanjay Shah har slået sig ned med sin familie, ligger for eksempel The Emirate Hills. En lille by i byen, et indhegnet fællesskab beskyttet af hegn og vagter, hvor langt de fleste huse har udsigt til en af regionens mest veltrimmede golfbaner.
Et leak til Center for Advanced Defense Studies, C4ADS, afslører en række prominente flygtninge – et faktum, der længe inden afsløringen har givet området øgenavnet, The Klepto Hills.
Her kan man være så heldig at blive nabo til Dan Etete, tidligere olieminister i Nigeria. Han er dømt for pengevask i den store stil. Italienerne vil gerne have ham udleveret i forbindelse med en korruptionssag, rapporterer magasinet Finance Uncovered, der har fået adgang til de lækkede dokumenter.
En anden er Khadam Al Qubaisi, en emirati, som er på flugt fra de amerikanske myndigheder i forbindelse med en svindelsag til 473 millioner dollar. Pakistans tidligere finansminister Mohammed Ishaq Dar, som er anklaget i sit hjemland for at eje en hel del mere, end han har tjent hen over årene, har naturligvis også en villa. Sydafrikas tidligere præsident Jacob Zuma har også slået sig ned i kvarteret, hvor politiet ikke nøjes med at køre Ferrari og Lamborghini. De ses indimellem i den endnu dyrere Bugatti. Ja selv Mugabes kone Grace har haft en villa i The Klepto Hills. Hvis de ville, kunne de sammen mødes og sutte på verdens dyreste is. En softice til 800 dolar drysset med ægte guldstøv.
Men tilbage på sporet mindede jeg mig selv om, at det godt nok var nemt at komme til Health Care City og familiens autismecenter. Men det var stadig for tidligt. Shah måtte ikke advares, før jeg var næsten sikker på, at jeg kunne møde ham.
Bag skærmen, begyndte jeg at gennemgå alle opslag på Autism Rocks Support Centers Facebook-side. Jeg tjekkede alle, der havde ’liket’ de enkelte opslag. Og så var hun der.
Det var uden nogen tvivl Fru Shah. Men hun gemte sig under det, jeg gætter på er hendes pigenavn, Usha Amratlal. Jeg klikkede videre til hendes egen profil, og efter lidt efterforskning finder jeg et opslag fra en fest, hvor verandaerne er prydet med fine krukker med en overflod af flydende blomster.
Nu havde jeg villaens umiskendelige konturer og profil set fra strandsiden.
Her bor han
Og dagen efter tager jeg monorailen ud til Atlantis og tilbage igen. Og det er her på tilbageturen, at jeg kan se, at det er fuldstændig det samme hus som på fru Shas Facebook – nu ved jeg præcis, hvor han bor. Manden, der mistænkes for at være hovedmanden bag danmarkshistoriens største kup.
Her havde han med sikkerhed brugt rigtig mange penge – måske danske skatteborgeres penge – måske penge, der burde ligge i lommen på hårdtarbejdende tyskere.
Jeg mindedes her, hvordan hverken SKAT eller Skatteministeriet ville forklare sagen, da jeg henvendte mig. De var så formummede, at de henviste til en af dem, der har beskæftiget sig mest med udbytteskattesagen, Politikens graverchef, John Hansen.
»Det var ikke kun de nye systemer, der var problemer med. De gamle fungerede heller ikke,« fortalte han.
»Rapporter fra intern revision viste, at der i årevis ikke var styr på det her område. Hvis der var nogen, der sagde, at de havde udbytteskat til gode, så var SKAT ikke i stand til at kontrollere om virksomhederne rent faktisk havde udbetalt pengene,« fortalte John Hansen og fortsatte:
»De var syltet ind i gamle systemer, der ikke kunne tale med hinanden. Så når ansøgningsskemaerne ellers var korrekt udfyldte, så udbetalte man bare pengene. Området var kraftigt reduceret. Noget lå i Silkeborg, noget i Horsens, og så sad Skatte-Sven i Høje Taastrup,« siger John Hansen, som stadig undrer sig over, at ingen reagerede. Heller ikke på de interne rapporter, der blev udfærdiget.
Rapporterne gik helt til departementschef i skatteministeriet Jens Brøchner; men han så dem angiveligt aldrig. Dels fordi de ifølge SKAT var blevet fejljournaliseret, dels fordi departementschefen på et tidspunkt havde været fraværende på grund af »barselslignende forhold«.
Men jeg manglede stadig at finde Shahs kontor. Han har haft adskillige i Dubai. Nogle af dem var blot postadresser. Andre havde han forladt igen. Men det fremgik ikke nogen steder, hvor han måtte have sin daglige gang.
Jeg havde rutinemæssigt også tjekket den mindste i familien, autistiske Nikhils fotoblog. Og mit humør gik totalt i sort, da jeg pludselig kunne konstatere, at familien havde været på Maldiverne i en periode, og værst af alt: at de ikke var kommet hjem. Det eneste interessante udbytte af den oplysning var, at der – om ikke andet – var store dele af verden, hvor den svindelmistænkte familie sagtens kunne bevæge sig rundt uden for guldburet.
»Purple Rain«
Oplysningen efterlod mig uden andet end et svagt håb om, at Shah ville nå hjem, inden jeg skulle retur til København. Jeg besluttede dagen efter at opsøge Pasha Club, hvor Sanjay Shah havde holdt privat koncert med sit største idol Prince. En aften hvor 400 indbudte gæster efter et brag af en aften den 5. februar 2014 hørte den nu afdøde verdensstjerne spille signaturnummeret »Purple Rain«, som det sidste.
Trods det og mange andre uforglemmelige nætter måtte Pasha Club for et par år siden dreje nøglen om, og jeg satte mig på den nærliggende McGettigans Pub med udsigt til Pasha og druknede skuffelsen i en kold fadøl.
Rastløst faldt jeg også forbi fotobloggen, og det var her, at jeg kunne se, at familien var taget hjem. Det kunne højst tage et døgn for dem at rejse tilbage til Dubai, og dagen efter satte jeg mig midt på formiddagen i en taxa og kørte direkte til Autism Rocks Support Centre. Jeg henvendte mig i receptionen og spurgte efter Shah, idet jeg lod dem forstå, at jeg vidste, familien lige var kommet retur fra Maldiverne.
Det lød åbenbart så familiært, at ingen fattede mistanke, og jeg fik at vide, at Shah sikkert var i sin virksomhed, Global Elysium i Trade Center.
Jeg kastede mig ind i en ny vogn og kørte mod Dubai International Financial City. Her ramte skuffelsen igen hårdt, da jeg får at vide i receptionen, at de hverken kender Shah eller Elysium.
Men jeg vidste, han havde haft et kontor her. Receptionisten i autismecentret må have taget fejl. Jeg lavede et par opslag på nettet og så, at Elysium Global nu holdt til i Financial Centre – et nyere højhus ikke så langt væk.
Hej
Her var der bid, og jeg blev sluset igennem til Shahs kontorer – for der var tilsyneladende tale om et kontorlandskab, hvor jeg talte op mod 20 ansatte. Jeg spurgte lige ud af posen i receptionen, om jeg kunne få et interview med Shah. Hans personlige assistent blev kaldt til, og mens vi talte, gik en mand forbi min ryg. Jeg så ham først lidt efter, da han var nået halvvejs gennem kontorlandskabet. Jeg kunne genkende nakken. Jeg spurgte assistenten: Er det ikke?
Jo, bekræftede hun.
Jeg råbte: »Hej, Shah!«
Han svarede – instinktivt tror jeg – »hej« og skyndte sig ind på hjørnekontoret og trak døren til bag sig.
Mere hørte jeg ikke til ham. Men jeg så ham ryste kraftigt på hovedet og fægte med armene, da assistenten vovede sig ind på kontoret for at spørge, om han ikke vil give et interview til en dansk journalist.
Shah var en lille tyk mand. Mindre end jeg havde regnet med. På størrelse med vores nuværende statsminister – omtrent.
Men jeg fangede ham. Jeg fandt hans hule.
Den danske stat får aldrig samtlige 12,7 milliarder. Om de overhovedet får noget eller bare en brøkdel, er der foreløbigt ingen, der kan give et klart svar på.
Skulle det danske bagmandspoliti imidlertid få behov for at hilse på Shah eller aflevere en stævning, så kan han findes på tredje palmeblad fra neden til venstre. På Frond N. Det er de hvide villaer på venstre hånd. Ikke de to første. Good luck!
Shah er til gengæld sammen med sin familie. De virker lykkelige på billederne. For nogle år siden forærede han sin kone en rumrejse. Måske er flugten ikke forbi.
Podcastserien kan høres på Radio24syv.
FF. Fang fyren.