Læsetid: 7 min.

Bøllen, der prøver og prøver, men bare ikke kan slå de rigtigt store

Atlético Madrid er lillebrorklubben fra Madrid og verdens sværeste at spille imod – det mærkede Real Madrid i onsdags
Atletico Madrids Diego Costa svinger med Super Cup-pokalen efter onsdagens 4-2 sejr over Real Madrid. Atletico er en klub, der efterhånden er ved at være end lokale forventninger til.

Atletico Madrids Diego Costa svinger med Super Cup-pokalen efter onsdagens 4-2 sejr over Real Madrid. Atletico er en klub, der efterhånden er ved at være end lokale forventninger til.

CHINE NOUVELLE

18. august 2018

I kølvandet på sejren i onsdags over Real Madrid i den europæiske Super Cup er der store forventninger til Atlético Madrid. Spillerne imponerede ved VM i Rusland. Og på få år er kampen mellem Real Madrid og Atleti gået fra at være en farverig byfejde til at være et slag om verdensdominans. Imens synes klubben med den karismatiske Diego Simeone i front at have bevaret sin nerve. Det er historien om fightervilje og holdånd. Og en hel del om det, italienere kalder furbizia: den lille list.

Lørdag aften 19. november 2016 bød på El Derbi, som de kalder det i Spanien. Atlético Madrid mod Real Madrid. De rød-hvide mod de hvide. De fattige mod de rige. Hjemavlen mod de hidsige indkøb.

Det var også sidste lokalopgør på Atléticos berømte stadion, Vicente Calderón. Kort tid efter flyttede Diego Simeones tropper til La Peineta og Wanda Metropolitano tæt på lufthavnen i den anden ende af byen med de mange barer.

»Vores arv er udødelig,« stod der på et kæmpe banner på én af Calderóns tribuner.

I de sidste mange år havde Real Madrid vundet det meste – bortset fra ligaen – og fremstod i modsætning til Atlético som en velsmurt mediemaskine.

Real Madrid vandt kampen 3-0, og Ronaldo scorede ét af sine mange hattricks.

Forbandelsen

Myten om, at der lå en forbandelse over Atlético Madrid, lige meget hvor godt de spillede, og hvor indædt de prøvede, begyndte helt tilbage i 1974.

Luis Aragonés, der siden blev træner for det spanske landshold, scorede det første mål, men et langskud fra Bayern Münchens Hans-Georg Schwarzenbeck gjorde det til 1-1, og tyskerne endte med at vinde 4-1.

Det var i 1974, i finalen i Mesterholdenes Turnering, der siden blev til Champions League.

Atletico kunne ikke slå store hold som Bayern og Real Madrid. De havde nærmest tabt på forhånd.

Lige indtil Diego Simeones ankomst til klubben.

»Hvis I ikke vinder i dag, så stikker jeg en kæmpestor Coca-Cola op i røven på jer! Kom nu drenge, hør her, I bliver nødt til at nakke dem. Det her er øjeblikket, I har ventet på: Real Madrid, på Bernabéu. De har stukket den langt op i røven på os så længe. Nu er det fandeme vores tur til at gi’ dem!«

Sådan talte Luis Aragones’, Atléticos træner tilbage i 1992, få minutter før hans mandskab skulle spille Copa del Rey-finale mod Real Madrid.

Næste gang de to hold tørnede sammen, nøjedes Aragones bare med at råbe:

»Glem taktik! Det er Real Madrid!«

Ifølge myten blev Atleti aldrig de største. Altid jokeren fra anden række, aggressive og rød-og-hvid-stribede med kærlig reference til de madrasmagere  – colchoneros – fra tiden efter borgerkrigen, som havde givet klubben sit stolte kælenavn.

Cholo

Men der var den uforlignelige holdindsats, en enestående evne til at producere altædende centerforwards og ikke mindst en gudsbenådet cheftræner. Der var Cholo.

Egentlig er ordet cholo blot betegnelsen for folk med blandet blod, spansk og sydamerikansk. Eller én, der godt kan lide at være spansk i tøjet og væremåden. Tidligere blev det brugt nedsættende om kreolere. Gradvist er det blevet associeret med castas – de spanske kolonisters hierarkiske raceinddeling af folk i Latin- og Sydamerika – og senest et synonym for pandilleros, den mexicanske gangster med høj cigarføring og billigt jakkesæt.

I 1999 måtte Atletico rykke ned i Spaniens næstbedste række, og da Simeone tog over i 2011, lå holdet millimeter over nedrykningszonen. På det tidspunkt var de lige blevet slået ud af pokalturneringen af en flok semiamatører fra Albacete.

Men i Simeones første sæson vandt ’indianerne’, som de også bliver kaldt, Europa League og kravlede op på en femteplads i den bedste spanske række. Året efter vandt de den europæiske Super Cup med en sejr over Chelsea og sluttede som nummer tre i La Liga.

Løjerne sluttede med en Copa del Rey-sejr over Real Madrid, endda på Estadio Santiago Bernabeu. Det var deres første sejr over Real i 14 år.

En ny kløgt

I årene efter Fernando Torres’ exit til Liverpool i 2007 havde Atletico svært ved at finde sine ben. Og med salget af Sergio ’Kun’ Agüero i 2011 troede de fleste, at derouten var uigenkaldelig.

Men så kom Radamel Falcao og ikke mindst Diego Simeone. Indstillingen blev ændret. Man holdt op med udelukkende at spille som Spaniens frygtede bøller. Nu stod den på taktisk kløgt og bølger af offensiver, der samtidig var godt garderet af en stramt orkestreret defensiv.

I hjertet af Cibeles Pladsen i Madrid står Fuente de la Cibeles, en fontæne navngivet efter den romerske frugtbarhedsgudinde Cibele (også kaldet Ceres). Hun knejser i en stridsvogn trukket af to løver. Real Madrid-tilhængere flokkes omkring hende for at fejre deres triumfer.

Atletico-fans hænger ud ved statuen af Neptun, havets gud, et kort stykke nede af Paseo del Prado. Diego Simeone er et navn, der klinger frodigt og højt. De elsker deres Cholo.

Cholo er rorgængeren, der pisker skibet frem. Neptuns vand og hav er hans element. Hele vejen til Lissabon. Lige ved siden af Vicente Calderón løber floden Manzanares. Den munder ud i Tagus, som igen bugter sig hele vejen til Lissabon og Estádio da Luz, hvor finalen mod Real Madrid blev spillet 24. maj 2014.

Igennem årene har Atletico haft en evne til at producere stjerner med løbepas til endnu større klubber: Luis García Postigo, Luboslav Penev, Christian Vieri, Jimmy Floyd Hasselbaink, Sergio Agüero, Diego Forlán og Radamel Falcao, den colombianske forward, der i 2013 skiftede til AS Monaco.

»Det kan godt være, vi ikke har de økonomiske midler, som andre klubber, men ingen kan matche os, når det gælder ambition og holdånd,« har Simeone stolt udtalt.

Ved samme lejlighed havde han et personligt budskab til sine spilleres familier:

»Jeg vil gerne sige tak til mødrene, som fødte mine mænd. Tak. De har store nosser.«

Det ligner snyd ...

De holder aldrig op med at snyde, lyder ekkoet fra Manzaranes’ anden bred, ved Cibeles-fontænen. Eller i hvert fald med at trække spillets regler til det yderste.

23. april 2016 spillede Atletico hjemme mod Malaga. Pludselig var der en ekstra bold på banen. Episoden gjorde, at spillet blev afbrudt, hvilket var ganske belejligt. Malaga var nemlig i fuld gang med et kontraangreb. Angiveligt var det en bolddreng, som var ansvarlig for den pinlige hændelse, men da dommeren, Antonio Mateu Lahoz, spurgte Simeone, hvad der var sket – sådan noget er nemlig trænerens ansvar – nægtede han at svare. Så blev han prompte vist ud fra banen.

Tre spilledages karantæne blev dommen. Det var langt fra første gang.

Simeone blev suspenderet i otte kampe i august 2014, da Atlético besejrede Real Madrid i Super Cup’en. Tidligere havde argentineren fået straf for at prikke en linjedommer i hovedet; to kampe for at protestere højlydt; en enkelt for at klappe sarkastisk over bortvisning; og sidst, men ikke mindst, en kamp for at nægte at forlade stadion.

Kritikerne mente, at Simeone selvfølgelig var manden, der beordrede den famøse bold på banen. Som barn af sydamerikansk kultur kendte han ikke grænsen mellem FIFA-regler og regulært snyderi. Læg dertil et udseende som en mexicansk narkobaron og manerer som en skoledreng, der snitter i bordene.

Simeone var værre end José Mourinho og Louis van Gaal tilsammen. Der var meget langt til Josep ’Pep’ Guardiolas aristokratiske filosofi.

Furbizia kalder de det i Italien. Det betyder noget i retning af list, snilde, snarrådighed.

Atletico mestrer furbizia’en, selv om den folder sig ud i centralmagtens Spanien, der historisk hader Italien. Fodbold er en flowsport, og furbizia er dens lakuner. Man fokuserer på taktiske frispark, abrupte hjørnespark, tidsforhaling og verbale provokationer. Det gælder om at beherske fodboldens materiale. Italienere – og Simeones drenge – lærer fra barnsben, at furbizia ikke bryder reglerne, men udnytter dem maksimalt.

Ny balancer

I 2015 købte Wanda 20 procent af Atléticos aktier for 45 millioner euro. Dermed blev de den første kinesiske virksomhed, der investerede i en europæisk eliteklub. En del af aftalen var, at navnet skulle trone på Atletis funklende, nye stadion.

Nye magtbalancer, nye pengestrømme. Hvad så med fighten, morboen, som i årtier havde flydt i gaderne ligeså træfsikkert som den opadgående strøm i Manzanares? Ville Atletico blive pæn og familievenlig og miste sin beskidte nerve?

Men på trods af frygten for et mere blankpoleret image har Atletis fans taget tifoerne og tilråbene med til Wanda. Der er stadig larm og – sagt med en kliché – folkeligt, når lillebror fra Madrid byder op til slåskamp.

Det er Zlatan Ibrahimovic om igen.

På Annelundsbroen i Rosengård-ghettoen uden for Malmø har nogen hængt et skilt op: »Man kan tage en fyr ud af Rosengården, men man kan ikke tage Rosengård ud af en fyr.«

Oversat til Atletico-sprog: Man kan fjerne Atleti fra Calderón, men man kan ikke tage Calderón ud af Atleti.

Lige nu er de nummer 13 på Deloittes European Money League. Dér ligger de ret stabilt omkranset af to ligeså folkelige klubber, Borussia Dortmund og Leicester, der lige som Atleti har haft succes med at holde fast i deres særegne kultur og samtidig forny sig.

Simeones hold er verdens sværeste at spille mod. Bare spørg Real Madrid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
Steen Voigt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu