Læsetid: 10 min.

Danmark har flere opioid-afhængige end nabolandene. Rundhåndede læger og en aggressiv medicinalindustri er en del af forklaringen

Enkelte steder er man nu begyndt at tage ansvar og nedtrappe de mange patienter. Men der er lang vej igen
Kenneth Hjarbæk Petersens rygproblemer begyndte med et fald fra en stige i 1991. Siden 2008 har han ikke kunnet arbejde. I dag er han afhængig af opioder.

Kenneth Hjarbæk Petersens rygproblemer begyndte med et fald fra en stige i 1991. Siden 2008 har han ikke kunnet arbejde. I dag er han afhængig af opioder.

Sigrid Nygaard

18. august 2018

Det var egentlig rygsmerter, der var Kenneth Hjarbæk Petersens problem, men i dag er rygsmerterne sekundære. Hans problem er den afhængighed, han er røget ud i efter 17 års brug af opioider – og den depression, som er fulgt med afhængigheden.

»Hver dag er lidt noget kedeligt, gråt lort. Ingenting sker der,« siger han til Nina Bache. Hun er afdelingssygeplejerske på Tværfagligt Smertecenter på Sjællands Universitetshospital i Køge og hjælper Kenneth Hjarbæk Petersen med at trappe ud af sit store forbrug. De sidder på hver sin side af et bord i et lille lokale på hospitalet. Hun i kittel, han i joggingtøj. Imellem dem sidder Kenneths kone, Lone Hjarbæk Petersen. Han er næsten lige startet i udtrapningen, og parret er i dag til deres blot anden samtale med Nina Bache.

Opioider er fællesbetegnelsen for syntetiske og naturlige opiumspræparater. Den variant, Kenneth Hjarbæk Petersen får, hedder Tramadol. Ti piller af 100 milligram om dagen er han oppe på.

»Det er en monsterhøj dosis,« siger Nina Bache. Lone Hjarbæk Petersen nikker – i løbet af samtalen lægger hun flere gange en støttende hånd på sin mands lår. Planen er at han skal droppe en daglig pille om måneden, således at han om ti måneder er ude af sit høje forbrug.

Kenneth Hjarbæk Petersen lægger på ingen måde skjul på, at han har et problem. Tramadol er depotpiller, som egentlig skal virke langsomt, men sådan bruger han dem ikke:

»For at få den opkvikkende virkning knuser jeg dem, kommer sukker på og æder lortet. Så virker de hurtigere,« siger han og tilføjer:

»Nu er jeg nået dertil, at jeg intet kan foretage mig uden at gøre det. Og når jeg springer nogle af dem over, så får jeg abstinenser og uro som ind i helvede. Så tænker jeg: ’Nu gider jeg ikke det her mere, nu tager jeg mit eget liv.’ Jeg har tænkt det mange gange, men jeg har ikke gjort noget ved det.«

Hans ben kører op og ned under bordet, mens mødet står på.

Aggressiv markedsføring

I løbet af sommeren har Information skrevet om den store opioid-krise i USA, hvor to millioner borgere skønnes at være afhængige, og 200.000 er døde af en overdosis. I Danmark er der også store problemer. Forbruget af opioider er langt større herhjemme end i vores nabolande, og ifølge Politiken har 60.000 danskere fået opioider fast i mere end fem år.

Forbruget er faldet lidt igen, men i mange år var Danmark faktisk det land i verden, som havde det højeste forbrug pr. indbygger. Det fortæller Jette Højsted, som netop er gået på pension efter at have arbejdet med området i flere årtier, senest som overlæge og leder af det tværfaglige smertecenter på Rigshospitalet:

»Vi var meget fremme i skoene lige fra starten. Vi troede, det var det rigtige, vi gjorde,« siger hun om tiden fra 90’erne og frem, hvor lægerne udskrev opioider med løs hånd til mange smertepatienter.

Sygeplejerske Nina Bache (t.v.) vil hellere have, at udtrapningen tager lidt længere tid, så patienten mentalt kan følge med, forklarer hun Kenneth Hjarbæk Petersen og hans kone, Lone Hjarbæk Petersen.

Sigrid Nygaard
I dag er man klar over, at opioider er effektive til behandling af akutte smerter. Men da mange bliver afhængige af stofferne, er langtidsbehandling med opioider meget sjældent den rigtige løsning for kroniske smertepatienter. Desuden har man fundet ud af, at opioiderne i store mængder i sig selv kan forvolde smerter, som man så skal bruge endnu mere smertestillende medicin for at komme til livs.

Når man i sin tid begyndte at brugte opioider til de kroniske smertepatienter, var det blandt andet på grund af en aggressiv markedsføring fra flere medicinalfirmaer med firmaet Purdure Pharma som det mest berømte eksempel.

Ifølge en artikel i The New Yorker har firmaet markedsført sit produkt OxyContin som et vidundermiddel og tjent i omegnen af 35 milliarder dollar på det. I dag er OxyContin et af hovedproblemerne i den amerikanske opioidkrise.

Jette Højsted husker også markedsføringen:

»De havde en ekstremt aggressiv markedsføring. De var pågående, og til sidst måtte jeg sige til dem, at jeg ikke ville se dem. De var flinke til at invitere lægerne på kongresser, og de var smarte, fordi de også henvendte sig til sygeplejerskerne, som måske var benovede over at komme med til fine middage.« Når det kommer til smertepatienter, spiller sygeplejerskerne en central rolle i behandlingen, forklarer Jette Højsted.

Purdue Pharma havde også nogle af datidens store læger, blandt andre den toneangivende amerikanske læge Russel Porternoy, på lønningslisten. I 1993 sagde han følgende om opioider til The Times: »Der er en stadig større mængde litteratur, der viser, at disse stoffer kan bruges i lang tid med få bivirkninger.«

Ideen om, at opioiderne var løsningen på problemerne for ikke bare cancerpatienter, men også de kroniske smertepatienter, bredte sig. Og man nedgjorde de læger, som allerede dengang var skeptiske over for det store forbrug. »Opiophobia« kaldte flere amerikanske læger modstanden. Og det smittede af på behandlingen i andre lande:

»På den måde brugte man de store pinger dengang,« siger Jette Højsted. Hun mener også, at eksperter, som hun selv – samt de praktiserende læger, der var og til dels stadig er rundhåndede med medicinen, har en del af ansvaret for situationen i dag.

Og faktisk har patienterne også et ansvar, mener hun:

»Mange patienter møder op med en forventning om, at de skal have noget medicin. Når jeg har ondt, så skal det behandles – det kan ikke være meningen, at jeg har ondt.« På den måde har der været en opfattelse blandt både læger og patienter af, at smerterne skal behandles med smertemedicin.

I dag er man i langt højere grad begyndt at lære patienterne, hvordan de kan lære at leve med de kroniske smerter i stedet for at bedøve sig med opioider, og derfor kan smertebehandling ofte starte med en nedtrapning af opioider – ganske som det er tilfældet for Kenneth Hjarbæk Petersen.

Patienterne skal være klar

I lokalet på Sjællands Universitetshospital i Køge spørger Nina Bache flere gange ind til Kenneth Hjarbæk Pedersens motivation. Patienterne skal nemlig selv være indstillede på at ville trappe ned. Ellers er det umuligt.

»Det er vigtigt, at patienten har sit mindset med. Jeg vil hellere have, at det tager lidt længere tid at trappe ud, end at vi haster det igennem, uden at patienten er med,« siger hun.

Kenneth Hjarbæk Petersens er motiveret, fortæller han. Hans liv er med egne ord så trist, at det kun kan gå fremad:

»Det burde jo være motivation nok i sig selv,« siger han. Hans historie kan lyde ekstrem, men den er ikke atypisk. I 1991 faldt han ned af en stige og slog sin ryg. Siden har den givet problemer, og i 2001 fik han en diskusprolaps. Det var her, han begyndte at tage opiumspræparater for smerterne.

Siden 2008 har han ikke kunnet arbejde, og i dag får han som 53-årig tilskadekomstpension. Han har trappet ud af opioiderne tre gange. Første gang på behandlingscenteret Majorgården, siden under to indlæggelser på Sankt Hans Hospital, hvor han blev behandlet for både depression og sin afhængighed. Men hver gang er han gået i gang igen kort efter sin hjemkomst til hverdagen.

»Det gik fint, når jeg var sammen med de andre patienter og lavede alt muligt. Gik ture osv. Men når jeg kom hjem, så skete der intet. Og så begyndte jeg igen med pillerne. Jeg fik en opløftet stemning af dem,« fortæller han.

Når han tror på, at det vil lykkes denne gang, er det dels, fordi han har mange måneder til at trappe ud, dels fordi han gør det derhjemme i de vante omgivelser:

»Jeg kan også tænke tilbage på de sidste ti år og tænke over, hvor lortet det har været.«

»Altså at du har så meget at vinde?« spørger Nina Bache.

»Ja, der er jo ikke noget at tabe her,« svarer Kenneth Hjarbæk Petersen.

»Sådan ser jeg faktisk også på det nu, hvor jeg har lært dig lidt at kende. Du har alt at vinde,« siger Nina Bache. Hun spørger ind til parrets alkoholforbrug. Det ligger lidt over, hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, og de aftaler, at de vil skære ned på det også. Hun spørger også til deres sociale liv:

»Vi ser utroligt få mennesker. Og når vi så endelig skal se nogen ...« Kenneth Hjarbæk Petersen holder en lille pause: »Jeg ved ikke, om jeg bliver angst, eller hvad det er, men jeg har simpelthen ikke lyst. Selv om det ikke er tit, vi ser nogen. Vi har nogle venner, hvor manden stiller det samme spørgsmål hver gang, vi ser dem. Har du ikke fået det bedre? Nu er I jo flyttet, går det så ikke bedre? Nu ser vi dem ikke mere. Jeg er simpelthen så træt af at skulle forklare ham det.«

»Der har været mange runde fødselsdage på det seneste,« siger Lone Hjarbæk Petersen. »Når vi får invitationen, siger vi ja, men ofte melder vi afbud dagen inden.«

Nina Bache siger, at hun synes, de skal prøve at arbejde på at få genopbygget nogle sociale relationer i takt med, at Kenneth trapper ned. Kenneth vil gerne tilbage til et almindeligt liv:

»Jeg ønsker at få mit gamle liv tilbage. Ikke at være fuldstændig styret af piller. At have noget energi igen og være glad altid. Eller ikke altid, jeg er jo gift, så det kan man jo ikke være,« siger han og griner.

»Det er en dårlig joke, det der,« griner Nina Bache.

»Det synes jeg også,« siger Lone Hjarbæk Petersen, mens hendes mand taler videre:

»Men jeg var meget meget gladere før i tiden. Og havde mere energi. Jeg kunne godt stå op og lave en seddel med 12 punkter og så blive færdig med den, nu kan jeg ikke engang finde ud af at skrive seddelen.«

Kenneth Hjarbæk Petersen fortæller, at det aldrig har været svært for ham at få fat på de store mængder medicin. Enkelte gange har han dog måttet låne morfinpiller af sin søster og sin mor. Nina Bache spørger ind til, om det stadig vil være muligt:

»Det bliver ikke aktuelt,« forsikrer han.

Nye muligheder for afhængige

Kenneth Hjarbæk Petersen er heldig, at han er kommet i behandling på smertecenteret. For få år siden fandtes der ikke nogen tilbud til patienterne på hospitalerne. Selv om der er nye initiativer i gang, så er det generelt en patientgruppe, som er blevet behandlet stedmoderligt i sundhedssystemet, mener Henrik Rindom, som er misbrugsekspert og overlæge i psykiatri med tilknytning til Hvidovre Hospital.

Og det gælder alle med et misbrug, hvad end det er alkohol, benzodiazepiner eller opioider:

»Det er den kategori af patienter, der bliver behandlet absolut dårligst i sygehusvæsenet. Vi lever i en senmiddelalderlig moralsk opfattelse af, hvad afhængighed handler om – det er pinligt, hvordan vi opfører os over for rusmiddelafhængige,« siger han og tilføjer:

»Der er en udbredt moralsk opfattelse af, at de afhængige er nogle platugler, der er ude på at snyde. Vi møder den gruppe patienter på en helt anden måde, end vi møder for eksempel type-2-diabetikere. Det er dels, fordi der er en forestilling om, at de selv er ude om det – men især fordi afhængighed ikke indgår som standard i undervisningsmaterialet af dem, som skal arbejde med det. Det er sådan noget, man lige får mig til at komme ud og underholde om en time eller to,« siger Henrik Rindom og hilser de nye tiltag med nedtrapning velkomne:

»Der er ved at ske lidt. Der sker lidt i Køge, der sker lidt på Odense Sygehus og på Middelfart Hospital,« siger han. Men der er lang vej igen og brug for en mentalitetsændring, mener han. Og frem for alt er der brug for bedre uddannelser:

»Mange læger slår ud med armen og synes, det er håbløst at trappe folk ud. Men det er jo, fordi de ikke har fagligheden til det. Og det er en svær opgave, en specialopgave, som strækker sig over lang tid. Men hvis du vidste, hvad jeg har haft af patienter, som har været lykkelige over at komme ud af det lort,« siger Henrik Rindom.

Vi har hinanden

I Tværfagligt Smertecenter Køge har de også gode erfaringer med nedtrapning. Foreløbig har de trappet mere end 100 patienter ned eller helt ud af opioider, og langt de fleste får det bedre, fortæller Nina Bache:

»De føler, at de kan kende sig selv igen.«

Kenneth Hjarbæk Petersens håber, at han bliver en af de næste, der kan fortælle samme historie. Nina Bache spørger, hvordan det skal fejres, hvis det lykkes. Da parret også har økonomiske problemer og er ved at søge om gældssanering, er der ikke plads til det helt store, vurderer han:

»Vi kan måske invitere familien ned til mad og hygge eller ud at spise, hvis det skal være helt vildt. Men den ideelle fejring ville for mig være at tage 14 dage til Tyrkiet. Komme væk fra alt. Det savner jeg simpelthen.«

Parret er yderligere presset af, at han også har fået konstateret KOL, og at hun har diabetes og er på førtidspension. På grund af gældsproblemerne har de måttet sælge deres hus i Ølby med stort tab. I dag bor de til leje i et hus i den lille by Skuderløse på Sydsjælland:

»Så det med økonomien render vi også og tænker på,« siger Kenneth, da mødet er slut, og de to rejser sig op for at sige farvel.

»Vi har hinanden,« siger Lone Hjarbæk Petersen og klapper igen sin mand på armen.

»Det har vi. Heldigvis for det. Du er heldig,« griner han.

»Ja,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • David Zennaro
  • Ruth Gjesing
  • Carsten Munk
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Rasmus Knus
  • Ejvind Larsen
Peter Beck-Lauritzen, David Zennaro, Ruth Gjesing, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Rasmus Knus og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

Jeg kender mange som har udfaset deres forbrug af opioider med cannabisolie. Hvor ville jeg ønske at det indgik som et alternativ til opioider. Og der er ingen bivirkninger. Lyder for godt til at være sandt, jeg ved det. Men det er sandt.

Søren Andersen, Ruth Gjesing, Anne Eriksen, Nis Jørgensen, Anne Mette Jørgensen, Jack Køhler, Peder Bahne, Estermarie Mandelquist og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

"og ifølge Politiken har 60.000 danskere fået opioider fast i mere end fem år"

Hvor mange 'gadenarkomaner' har vi til sammenligning ? I begge tilfælde går de egentlige bagmænd fri, og det er svært til umuligt at fjerne deres milliardstore incitamenter.

David Zennaro, Estermarie Mandelquist og Karin Mette Petersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg bliver eddermalemig rasende over lægernes og medicinalindustrien enorme hykleri om cannabis - i virkeligheden er det kriminelt hvad de har gang i.

Mette Poulsen

@ Ingemaje Lange: målet er ikke at få folk over på noget andet (dit forslag cannabisolie) - målet er at få dem fri af afhængighed.

Peter Beck-Lauritzen, Nicklas Møller Jepsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@ Mette Poulsen
Målet er, at hvis man er kronisk smertepatient (har haft smerter i over 6 mdr.) så skal man vænne sig til det og indrette tilværelsen derefter. Et problem, hvis man er ledig og arbejdssøgende og fastholdes i diverse "afprøvninger".
Det synes for dyrt at hjælpe med smerterne, kan de ikke vises via blodprøver eller scanninger, ja, så findes de ikke...
Så må det være "funktionelle lidelser" som kan reguleres via mindfulness og øvelser, som stopper for videre fysiske undersøgelser, fordi det er "psykisk". Hvilket er uheldigt, hvis man er fysisk syg.

Cannabis kan ikke sammenlignes med kemisk medicin og foranlediger heller ikke et patent, som kan gøre produktet til en "gevinst" for producenten. Der er ikke tale om afhængighed, hvis folk har ondt 24/ 7, så er det et spørgsmål om at have en tålelig tilværelse. Også hvis man fastholdes i jobcentercirkusset.
At cannabis er en konkurrence til dyre produkter med mange bivirkninger, gør ikke opgaven nemmere, men det giver en forklaring på alle "mistænkeliggørelserne" og modstanden.

Ruth Gjesing, Torben K L Jensen, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

@ Anne Eriksen, ja, det er da et fint mål, om man er på arbejdsmarkedet eller ej.

Cannabis( og olien) er også et kemisk produkt, det produceres også efter kommercielle hensyn med en meget stor profitmargen til sælger, dette uanset om det sælges lovligt eller ulovligt.

Man er ikke "mistænkeliggører" blot fordi man ønsker at produkter, ,som markedsføres og sælges som medicin, rent faktisk opfylder de krav til undersøgelser, som andre lægemidler skal igennem. At mene, at netop cannabis-produkter ikke skal det er ren populisme.

@ Mette Poulsen
Det med arbejdsmarkedet skal ikke som nu gøre folk stressede, syge og ulykkelige, hvilket nuværende kontrol- og heksekedel nemt kommer til. Du har vel også fulgt de mange sager i de sidste år. Nogle har kroniske smerter og store problemer i hverdagen.

Mennesker er afhængige af utrolig mange ting, det er de skadelige ting, der er problemet. Det mener jeg ikke cannabis er. En opereret, sygt eller kronisk skadet person skal ikke fratages noget, der ikke skader gr. et princip af den art.

Jeg håber ikke, at medicinsk cannabis er særlig kemisk - selvom man separerer stofferne. Det er stadig en plante, som, både nu og i mange tusind år har hjulpet mennesker. Frembragt kemisk, vil virkningen ikke være der. Det er set i andre tilfælde.

Men det er jo planten som hash, man har travlt med - og det er også derfor det lykkes at trække tiden ud - samt komme med ulykkes- og misbrugshistorier i medierne.
Det samme ville ikke være tilfældet med skvalderkål og mælkebøtter...

Torben K L Jensen

Lægerne har jo haft held med at kombinere forskellige medikamenter i en cocktail hvor det forstærker/forbedrer den udskrevne terapi.
På den anden side har vi en tusindårig gammel kulturplante med tusindvis virksomme stoffer der i forskellige kombinationer altid har haft påviselige gavnlige effekter både mentalt og fysisk.
Men som sagt - det er svært at patentere naturen - det skidt.

Mette Poulsen

@ Anne Eriksen, alle medikamenter, også naturmedicin, er kemi dvs. har en kemisk sammensætning.. Jeg ved ikke, om du i virkeligheden mener syntetisk?

Jeg forstår ikke, hvorfor du så gerne vil blande arbejdsmarkedet ind i denne snak - de fleste med smerter er jo på arbejdsmarkedet med deres ondt i ryggen osv. Denne snak om opioider og andet handler ikke om arbejdsmarkedspolitik.

Når nu du tror, cannabis er så godt, hvorfor vil du så ikke være med til at lade det teste? Specielt set i lyset af, at du mener det er et lægemiddel.

@ Mette Poulsen, jamen, lad os sige syntetisk så - som kontrast til naturlige stoffer, som jeg foretrækker til enhver tid.
Jeg nævner vilkårene på arbejdsmarkedet, fordi det er en del af samfundet, der lider under brugen af NPM, systemet - der ødelægger med sine kontrolkrav m.v. hvilket skaber manglende frihed og ulighed.

Jeg har ikke noget imod at man tester, men jeg har noget imod, at man foregiver at ville tillade medicinsk cannabis, samtidig med at man modarbejder det uofficielt. I USA arbejder man med at fremstille det syntetisk, hvilket er lidt af en utopi.
Jeg tror ikke det kommer nærmere, men lægemidler er for mig det, der skader mindst som f.eks. orthomolekylær medicin.