Læsetid: 5 min.

Digteren Juvenal, der stod bag »et sundt sind i et sundt legeme«, var rasende

Når raseriet hos Juvenal kammede over og ikke længere var en kritik af noget specifikt, blev det til rendyrket misogyne, homofobiske eller racistiske tirader, side op og side ned, i et vanvittigt ophidset toneleje. Men der var også en ægte social indignation
Når raseriet hos Juvenal kammede over og ikke længere var en kritik af noget specifikt, blev det til rendyrket misogyne, homofobiske eller racistiske tirader, side op og side ned, i et vanvittigt ophidset toneleje. Men der var også en ægte social indignation

Ditte Ahlgren

11. august 2018

Juvenal er den sidste af de store romerske digtere. Han er kilden til en del berømte udtryk, såsom »brød og skuespil«, »et sundt sind i et sundt legeme«, »hvem vogter vogterne« og »håbet dør som det sidste«. Der er overleveret 16 digte fra ham, såkaldte verssatirer. Men i modsætning til den første store verssatiriker, Lucilius, levede Juvenal i kejsertiden og havde derfor ingen mulighed for at rette satiriske skyts mod navngivne samtidige – og især ikke mod magthavere.

I Rom er det svært ikke at skrive satire, forkynder Juvenal kækt i det første af digtene, fulgt af en opremsning af byens og samfundets uretfærdigheder. Overmodigt erklærer han:

»Tror du, der er navne, jeg ikke tør nævne?«

Og her udvikler digtet sig til en dialog. En anden stemme minder digteren om, at han vil blive henrettet i amfiteatret, hvis han så meget som nævner magthaverne.

»Skal jeg så finde mig i, at han bæres forbi mig på bløde
puder og rynker på næsen? Han myrdede sine tre onkler!
Bare læg hånden for munden, hver gang du møder ham; hvis du
siger så meget som ’ham dér’, regner han dig for en fjende,« lyder det.

»Så må jeg prøve at angribe dem, der nu hviler som aske
dækket af Via Flaminia, dækket af Via Latina.«

Svaret bliver altså, at hvis man ikke kan gå til angreb på de levende, må man gå til angreb på de døde. Dette kan ses som en sidste krampetrækning af hele den antikke satiriske tradition.

Juvenal konstruerer en verden i sine digte, hvor de døde fra flere forskellige generationer bliver samtidige med ham selv og med hinanden, og derpå raser han ud imod folk, som har været døde og begravede i op til hundrede år. Selvfølgelig i håb om at læseren skulle tænke på deres levende modstykker – men stadig er der noget slukøret og indebrændt over foretagendet. Man mærker hele tiden den magt, som holder ham tilbage.

De første seks af Juvenals digte – som også er de bedste – er først og fremmest vrede, de er afsindigt vrede. Teksten kværner afsted i sit raseri som en antik Thomas Bernhard. »Hvis jeg selv mangler talent, må vreden nedfælde digtet,« erklærer han tidligt.

Målet for Juvenals raseri er i første omgang alt, der stikker uden for de gammeldags normer: mandhaftige kvinder og kvindagtige mænd, grækere og syrere, som klarer sig lidt for godt i Rom, overdreven luksus, amoralske dydsprædikanter, rigmænd, der vil optræde som gladiatorer osv. Men raseriet kammer over, og pludselig er det ikke en kritik af noget specifikt længere – det bliver til rendyrket misogyne, homofobiske eller racistiske tirader, side op og side ned, i et vanvittigt ophidset toneleje.

Om grækerne kan det f.eks. lyde sådan her:

»Lærer, retor, landmåler, maler og træner i brydning,
varselspræst, læge, badutspringer, troldmand – en græker kan alting,
hvis han er sulten. Bed ham at stige til himmels; han gør det!
Kort fortalt: manden, som byggede vinger, var ikke en maurer,
thraker eller fra Sortehavskysten – Athen var hans hjemby.
Bør jeg ikke straks flygte fra disse krapyler i purpur?
Skal jeg da lade en fyr, som nyligt fragtedes hid af
vinden, der bringer os svesker og figner, sætte sit stempel
før mig og ligge til bords på en briks, som er bedre end min er?
Er det helt uden betydning, at jeg i min barndom drog luft ind
fra Aventin-højens himmel og spiste sabinske oliven?
Intet folk har som grækerne tillært sig spytslikkerrollen.
Fjolserne roser de for deres tale, de grimme for skønhed.
Svæklingens radmagre hals kan de ligne med Herkules’ spændte
nakke, dengang han løftede kæmpen Antæus fra jorden.
Pibende sangstemmer – værre end den lyd en liderlig hane
hakker sin udkårne med – fylder grækerne op med beundring.
Prøver en romer at rose det samme, så tror man ham ikke.«

Usympatisk? Tjo. Men bemærk den sidste linje, hvor stemmen kommer til at indrømme, at en romer kan være lige så uforskammet – bare ikke med samme held. De vrede digte er fulde af den slags steder, hvor stemmen i sit rablende galsind over noget saft og kageagtigt kommer til at punktere argumentet og udpege sin egen latterlighed.

Helt galt går det, når stemmen forsøger at tegne et positivt modbillede af livet i de gode gamle dage i stedet for kun at udpege sædernes forfald og samtidens fortrædeligheder. Det gode, ærlige liv beskrives som at bo i en kold hule i skoven, være behåret og »bøvse agernlugt op«. Ikke et synderligt skønt modbillede til storbylivet i Rom. Og man ser også en tydelig begejstring i udpenslingen af pornografiske detaljer, når det erklærede formål ellers er at lovprise dyden. Alt i alt kan vreden og forargelsen ikke helt tages for pålydende.

Det ender altså i absurditet: Man kan ikke undgå at skrive satire, og man kan ikke skrive satire. Samtiden er rædselsfuld, og fortiden var ikke bedre. Raseri er den nødvendige drivkraft, men alt raseri bliver latterligt og munder ud i resignation. Og kejsermagten har lagt sig tungt hen over den fri tale.

Ikke langt fra hvad Samuel Beckett siger:

»Intet at udtrykke, intet at udtrykke det ved hjælp af, intet at udtrykke det fra, ingen evne til at udtrykke, intet ønske om at udtrykke, sammen med forpligtelsen til at udtrykke sig.«

Men midt i sine rasende og selvødelæggende strømme af had får Juvenal alligevel fortalt noget om bagsiden af det prægtige Rom, som ingen andre antikke digtere nærmer sig: om de fattiges liv, om hussammenstyrtninger, ildebrande, tiggerne og de prostituerede, slaverne og snyltegæsterne. Og ind imellem ser man en ægte social indignation bryde frem hos ham:

»Mængden af mønter, den enkelte har på sin kistebund, viser
omfanget af hans troværdighed. Selv hvis den fattige svor sin
ed ved hver helligdom fra Samothrake til Rom, ville ingen
tro ham – så lurvet en karl går nok fri fra selv gudernes lynild.
Latteren bryder evindeligt ud på den armes bekostning,
alle skal gøre sig lystige over den fattige stakkel,
over hans plettede, lasede kappe, hans snavsede toga,
over hans ene sandal, hvis mørnede læder er sprukkent,
over hans talrige ar, flikket nødtørftigt sammen med sejlgarn.
Blandt den elendige fattigdoms sorger er dette den største:
Mennesket bliver til grin.«

Serie

Antikke provokatører

Flabethed er en klassisk dyd! Hen over sommeren præsenterer forfatter Harald Voetmann seks af den klassiske oldtids mest irriterende personager: Digtere, filosoffer og politikere. Tre grækere og tre romere. Døde hvide mænd med et særligt og stadigt inspirerende talent for at bringe pis i kog.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Troels Ken Pedersen
  • Hans Aagaard
Trond Meiring, Troels Ken Pedersen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu