Feature
Læsetid: 7 min.

Elendige hajfilm er historien om det elendige menneskes kamp mod sig selv

Hajfilm har med højdepunkter i den storslåede ’Dødens Gab’ og den storplatte ’Sharknado’ handlet om kvindehad, maskulinitetsidealer og menneskelig hybris. Biografaktuelle ’The Meg’ lægger sig et sært sted mellem det selvironiske og det dybtfølte i sin kamp på at dyrke og opdatere en genre, der efterhånden har det bedst, når den griner højlydt af sig selv
I den ene ende af hajfilm-spektret er Steven Spielbergs Dødens Gab, der rusker godt og grundigt i vores grundangst.

I den ene ende af hajfilm-spektret er Steven Spielbergs Dødens Gab, der rusker godt og grundigt i vores grundangst.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
11. august 2018

Hajfilmen. Siden en meget ung Steven Spielberg instruerede blockbuster-sensationen Dødens Gab i 1975, har genren levet sit eget populærkulturelle liv iblandt os. Spielberg fik efter bøvl og tvivl og med musikken som afgørende medfortæller sammenbikset et mesterværk med thriller-suspense, dyb og humoristisk karakteropbygning, lokal kapitalismekritik og med horror og bromance-intimitet.

Siden er det gået ned ad bakke for ambitionerne inden for genren. Men hajfilm dukker ofte livligt op til overfladen, når det bliver sommer – når huden er mest bar, og stranden og havet er tættest på os.

Blandt dens arter er der film, der lystigt og kulørt kaster sig i grams med genrens faste konventioner og forstørrer dem ad absurdum som en fejring af kulturens og menneskets latterlighed. Tv-filmene Sharknado og piratfisk-filmen Piranha 3D er de største. Og så er der de afarter, der forsøger at raffinere den Spielbergske filmhajs evne til at ruske godt og grundigt i vores grundangst, og som gerne vil koble denne eksistentielle skælven og bæven til menneskets forvirrede og ødelæggende forhold til naturen. Deep Blue Sea er et eksempel, men jeg har aldrig set et rigtig godt et.

Hajer i tornadoer

Sommerens hajfilm, Jon Turteltaubs The Meg, er – ligesom virkelig mange hajfilm – resultatet af de forskelligrettede hajfilmsambitioners akavede elskov med hinanden. Det er en dejligt elendig film, der kæmper med sin genre.

Skulle én situation indfange, hvordan den kamp ser ud, altså hvordan drifterne i hajfilmgenren fungerer, så er det tv-filmen Sharknado fra 2013.

Asylum Today

Filmens megamaskuline hovedperson, barejer Fin, spillet af en moden Ian Ziering, som alle børn af 1990’erne vil huske som Steve Sanders fra Beverly Hills 90210, vil redde sin familie og alle andre på sin vej, da tusindvis af hajer pludseligt hvirvles ud over L.A. i tornadoer frembragt af klimaforandringer.

Filmens klimaks er slutscenen, hvor Fin har kørt en jumbojeep med sprængstof ud over en bro og ind i en orkan fyldt med blodtørstige hvidhajer. Han når akkurat at springe ud af bilen i tide, orkanen opløses af den gigantiske eksplosion. Så begynder de vilde hajer frådende at styrte mod jorden som hugtandede missiler. En af dem styrer direkte i retning mod Fins sagesløse familie, ekskone og voksenbørn. Men i sidste øjeblik griber han en motorsav og kaster sig så simpelthen ind i munden på hajen, der sluger ham og falder død om.

Familien er forfærdede. Så hører de lyden af motorsaven inde i hajen. »Wrøn wrøn wrøn,« saven penetrerer hajens mave og skærer så en så lang flænge, at den utrolige helt, indsmurt i hajindmad, storsmilende kan møve sig ud. Fin får lige vejret. Så rækker han armen ind i hajen igen og trækker nu sin unge og lækre bartender, Nova, med ud. Tidligere i filmen røg Nova ud af en helikopter og blev ædt af en flyvende haj. Men lykken ville altså, at hun endte i samme haj som Fin og havde ilt nok til at overleve turen. Fin får sin ekskone tilbage. Hans søn scorer Nova – da hun har fået vejret igen. Og således lever de alle lykkeligt. Indtil Sharknado 2. Og Sharknado 3. Og Sharknado 4. Og Sharknado 5. Og snart Sharknado 6, som har amerikansk premiere om få uger.

Sharknado er noget af det mest vilde, latterlige og ubehjælpsomme, man kan se: Desorienterende, forvirrende og med hajer så elendigt animeret, at Spielbergs ellers meget ufleksible haj fra 1975 ligner den pure virkelighed til sammenligning. Men Sharknado er også genial som selvbevidst og passioneret forstørrelse af genrens indre mekanismer:

Trumps surfertype

Helt typisk er hajerne ikke filmens sande antagonister, det er derimod den kapitalisme, der vil udbytte naturens ressourcer – her skurke, der tjener penge på hajfinner – og som ingen føling har med kloden. Også helt typisk er Fin den hvide arbejderhelt, der med altruistisk heltemod og urmaskulin intuition får reetableret – og beskyttet – kernefamilien.

Modsat mange af de handlingslammede idiotmænd, han møder på sin vej, og som han forsøger at redde (hvorefter de dør alligevel), lever han i overensstemmelse med naturen. Som erfaren surfer, erfarer vi tidligere i filmen, kan han gå i ét med bølgen blå, og som hajhelt kan han fornemme alle farer og flugtveje og altså simpelthen helt bogstaveligt gå i ét med hajen for at overvinde den. Når lortet rammer viften, overlever kun den slags ægte mænd, skal vi forstå.

Derudover dyrker Sharknado – og hajfilm generelt – den spektakulære destruktion af kvinder – særligt de frivole af slagsen. Et fast element er bikiniklædte kvinder, der drilsk vimser rundt i bikini ved strande i bagende sol. Det første offer for den hvide kæmpehaj i Dødens Gab er således en promiskuøst flirtende ung kvinde, Chrissie, der vil nøgenbade i måneskin med en opildnet fyr, hun knap kender. Snart trækkes hun storøjet ned under vandet af en mørk kraft (med finner), hvis synsvinkel vi som publikum overtager på pervers vis.

I begyndelsen af Sharknado bliver en surfende kvinde, der lægger aggressivt an på Fin, ædt af en haj få meter fra ham – en episode, Fin ikke siden hæfter sig ved. Eneste grund til, at hotte Nova, der flirter med Fin filmen igennem, trækkes levende ud af hajens mave i filmens slutning, er, fordi Fins søn kan score hende. På den måde kan hun beundre Fin uden at ødelægge hans mulighed for at genetablere familien.

Selv i de film, der ikke tager pis på egen genre, og som gør kvinder til filmens hovedrolle, er det ekkoet af den skrigende, bikiniklædte singlekvinde, der hænger ved – blandt andet i The Shallows (2016), der handler om en kvindelig surfer (bikinimodel-labre Black Lively), der strander på et klipperev med et bidsår og en haj cirkulerende omkring hende. Og i 47 Meters Down (2017) bliver to bikiniklædte kvinder fanget på bunden af havet med hajer i hælene.

Sommerens hajfilm The Meg er en dejligt elendig film, der kæmper med sin genre.

Sommerens hajfilm The Meg er en dejligt elendig film, der kæmper med sin genre.

Man skal ikke have læst meget Freud for at forestille sig, at det store glubske hajgab er en kæmpemæssig, faretruende vagina med tænder (vagina dentata). Det mest legendariske klip i Piranha 3D er dog det sted, hvor en hajfisk kigger direkte ind i kameraet og bøvser en afbidt penis ud mod filmpublikummets 3D-briller. Manden må lære at beherske og domesticere dette gab for at genetablere reproduktiv orden.

Bastarden

Biografaktuelle The Meg er en klassisk bastard-hajfilm, der både søger seriøsiteten fra de Spielberg-inspirerede film, og som har kitsch-værdi a la Sharknado. Titlen henviser til kælenavnet for den gigantiske ’Megalodon’-haj, som en multimilliardærs forskningshold uheldigt får lokket ud fra uopdagede dybder i havet.

Og så er The Meg barn af året 2018 og ønsker at skrue lige tilpas nok på knapperne til, at genrens dybdeliggende hypermaskulinitetsdyrkelse og misogyni neddæmpes. Hovedpersonen, redningseksperten Jonas Taylor, forbliver parodien på den heltemodige hvide mand, der altid har ret, mens andre tager fejl.

Men for at krydre den gamle steg lidt har man så castet det androgyne tidsikon, Ruby Rose, der snart skal spille en lesbisk Batwoman i en superhelte-tv-serie, og som her spiller en skarpsindig lesbisk videnskabskvinde, hvis primære funktion er at være moderne øjengodt til binysgerrige kvinder og formodentligt at give filmen et moderne LGTBQ-stempel. Og over for redningseksperten Jonas står så kloge Suyin (Li Bingbing). Deres flirt går ud på at mundhugges og redde hinanden på skift. I 2018 kan kvinder også redde mænd. Og selv om Jonas faktisk redder sin ekskone i The Meg, så drejer filmen lidt på knapperne ved trygt at lade de to forblive gode eks’er frem for at reetablere kernefamilien, som mangt en actionkatastrofe gennem tiderne har været anledning til. Suyin bruger i øvrigt badedragt – ikke bikini.

Sharknado kaster dig i grams med genrens konventioner og forstørrer dem ad absurdum.

Sharknado kaster dig i grams med genrens konventioner og forstørrer dem ad absurdum.

Asylum Today

Og da vi omsider når til den obligatoriske strandscene med intetanende og lidt dumme statist-agtige badegæster, der skal flåes levende af havets flænsende hævner, så er fortæringen af den labre kvinde faktisk ikke filmens hovedmåltid.

Så. Egentligt prøver The Meg vel at være seriøs i sin grundkerne, at skræmme os alvorligt, at servere os naturens hugtandede hybris, så vi genetablerer et kærligt forhold til kloden, hvor skurken kun er skurk, fordi vi gjorde den til offer.

Og egentligt vil den vel gerne levere dybe karakterer – ved at justere en smule på klassiske, stereotypiske træk. Samtidigt kan den slet ikke finde ud af at dosere sine virkemidler og klicheer, den vil gerne forstørre hajen og dramaet og muskelmængden på dens maskuline hovedperson – Fast and Furious’ Jason Statham. Og så bliver den en parodi uden at stå ved at være en parodi. Det er elendigt og lidt underholdende.

Og altså i øvrigt ikke noget nyt. Siden Dødens Gab er det ærligste hajfilmsøjeblik der, hvor Fin saver sig ud af en tornadohaj og får os til at le over en kulturel fantasi om manden, der med motorsav kan føde sig selv ud af hajens/kvindes mave som den ultimative forestilling om total maskulin uafhængighed. Det er jo utroligt sjovt. Og langt klogere end at forsøge at genopføre genren med seriøsitet.

The Meg. Instruktion: Jon Turteltaub. Manuskript: Dean Georgaris, Jon Hoeber og Erich Hoeber. Forlæg: Steve Altens ’The Meg’. Amerikansk. Biografer over hele landet.

Alle ’Sharknado’-film og ’Dødens Gab’ kan ses på bl.a. Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her