Læsetid: 6 min.

Fodboldspilleren, der ikke kunne spille fodbold

I Brasilien drømmer alle om at blive fodboldspillere. For Carlos Kaiser gik drømmen i opfyldelse. I mere end 20 år levede han som professionel fodboldspiller. Kvinderne flokkedes om ham, og aviserne skrev rosende ord om karrieren. I virkeligheden kunne han slet ikke spille fodbold
Allerede som 16-årig havde Carlos Kaiser mødt sit første sportslige nederlag. Det hindrede ham dog ikke i at opnå en lang karriere som professionel. Foto fra ’Kaiser!’

Allerede som 16-årig havde Carlos Kaiser mødt sit første sportslige nederlag. Det hindrede ham dog ikke i at opnå en lang karriere som professionel. Foto fra ’Kaiser!’

1. september 2018

I oktober 1991 bragte den brasilianske avis O Dia en artikel om 35 arbejdsløse fodboldspillere. De havde fundet sammen i Rio for at spille en række træningskampe i håb om at få kontrakt med en professionel klub igen. Artiklen havde fokus på tre fremtrædende spillere, deriblandt en vis Carlos Kaiser.

Ifølge avisen havde den 28-årige Kaiser fået sin fodboldopdragelse i Botafogo, inden han drog til argentinske Independiente, med hvem han vandt både Copa Libertadores og klub-VM i 1984. Efter flere år i Ajaccio i den franske 2. division var Kaiser nu klar til at vende hjem og genoptage karrieren i en brasiliansk klub. Artiklen var ledsaget af et stort billede, hvorpå Carlos Kaiser tronede midt i forreste række. Ud over de nævnte klubber havde den langhårede brasilianer ifølge avisen også været professionel i både Mexico og USA samt i storklubberne Flamengo og Fluminense.

Artiklen hjalp Kaiser videre, og siden kom andre mindre klubber til. De fleste kontrakter var kortvarige, men i alt var Carlos Kaiser professionel i fireogtyve år, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift. Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at han aldrig nogensinde spillede en officiel kamp.

Carlos Kaiser kunne nemlig slet ikke spille fodbold. Han foretrak at gå rundt i sin fodboldtrøje blandt smukke kvinder på Rios strande og natklubber. Enkelte opvisningskampe blev det undervejs til, blandt andet med den brasilianske VM-vinder fra 1994, Ricardo Rocha, der tydeligt husker Kaiser:

»Han kunne være på banen i 25 til 30 minutter uden at røre bolden. Hvis bolden var til højre, var han til venstre. Hvis bolden var til venstre, var han til højre. Hvis den var på midten, var han i forsvaret. Hvis den var i forsvaret, var han i angrebet. Han havde et virkeligt dårligt forhold til bolden,« mindes Rocha, der på et tidspunkt spurgte Kaiser, hvorfor han aldrig var med i spillet.

»Ricardo, jeg har en unik spillestil. Jeg spiller uden bolden,« lød forklaringen.

Den kroniske lårskade

Anekdoten er hentet i Rob Smyths nye bog Fodboldsvindleren. Heri tegner den britiske forfatter et stemningsfuldt portræt af brasiliansk fodbold båret af historien om charlatanen Carlos Kaiser, der tidligt indså, at talentet ikke rakte, men »elskede den glamour, der fulgte med at være blandt superstjernerne i brasiliansk fodbold og de netværksmuligheder, det gav«.

Han var døbt Carlos Henrique Raposo, men som dreng blev han sammenlignet med Franz Beckenbauer, Der Kaiser. Sådan lyder i hvert fald Kaisers egen forklaring. Andre gætter på, at han selv fandt på navnet.

Som 16-årig fandt han også på den lårskade, der hindrede ham i at spille for hans nye mexicanske klub, Puebla. Hér var han endt efter ikke have slået til som ungdomsspiller i Rio. Kaiser scorede to mål i en testkamp, fik en kontrakt og foreslog derefter trænerstaben, at han ikke trænede med det første par dage på grund af en øm lårmuskel.

»Jeg havde mistet interessen for fodbold, da jeg tog til Mexico. Jeg ville ikke spille. Grunden til, at jeg var fodboldspiller, var, at det gjorde det nemmere at score damer.«

Muskelskaden forfulgte Carlos Kaiser gennem hele karrieren, der groft sagt fulgte et fast mønster. En ven – ofte en landsholdsspiller fra Rios natteliv – anbefalede ham til en klub, der skrev kontrakt med Kaiser. Herefter dukkede lårskaden op, og han fik lov at genoptræne uden bold af en træner, der forsøgte at overbevise sig selv om, at Kaiser snart var klar igen. Ingen ville indrømme, at de havde givet penge for en spiller, der ikke kunne spille fodbold.

Den utålmodige gangster

Kun en enkelt gang gik det galt. I 1985 var Kaiser endt i den lille Rioklub Bangu, der blev styret af gangsteren doktor Castor de Andrade. Kaiser og han lærte hinanden at kende under kontraktforhandlingerne, hvor spilleren sørgede for, at to smukke kvinder ’tilfældigvis’ dukkede op midt i det hele. Som Rob Smyth udtrykker det, »satte det tonen for at usandsynligt venskab«. Eneste problem var, at jo tættere Kaiser kom Castor de Andrade, jo mere ønskede Castor de Andrade at se ham spille.

En formiddag sad Kaiser, der havde været i byen hele natten, derfor og døsede på bænken i en hjemmekamp. Træneren havde forsikret ham om, at han ikke ville blive skiftet ind. Desværre kom Bangu hurtigt bagud 2-0, hvilket fik Castor Andrade til at rase oppe på tribunen og forlange Kaiser på banen. Spilleren anede ikke, hvad han skulle gøre, da han luntede ned for at varme op foran hjemmeholdets fans. Noget måtte han finde på. Hurtigt.

Da fansene, der var utilfredse med, at Kaiser stadig ikke havde været på banen for klubben, begyndte at råbe og kalde ham »en langhåret bøsserøv«, så han sin udvej. Kaiser kravlede over hegnet og op til publikum, hvor han slog vildt ud efter alle. Et slagsmål brød ud, hvorefter dommeren udviste Kaiser, der derfor aldrig nåede på banen.

Gennemskuet

Da Castor Andrade efter kampen udbad sig en forklaring, fortalte Kaiser, at fansene havde svinet Andrade til og kaldt ham en skurk. Kaiser mistede besindelsen, sagde han – »jeg ved, jeg har svigtet klubben, men jeg ville gøre det igen. Men det skal du ikke tænke på, min kontrakt udløber om en uge, og så forsvinder jeg.«

Dagen efter fik Carlos Kaiser forlænget sin kontrakt med et halvt år. Ingen bad ham længere spille, og han tog sig primært af sponsorer og presse og sørgede for, at spillerne aldrig kedede sig.

»Han blev lige så vigtig som klubbens største spillere. Og han lavede ingenting. Jeg tror ikke engang, jeg har set ham have fodboldstøvler på. Og Castor blev ved med at give ham kontrakter,« mindes holdkammeraten Ado.

Ikke alle hoppede på Carlos Kaisers historier, og særligt hans holdkammerater gennemskuede ham hurtigt. Da han i 1991 fik lov at træne med hos Vasco da Gama – mens han forhandlede sig ud af sin kontrakt med franske Ajaccio – fandt stjerneangriberen Bebeto ham en dag i omklædningsrummet. Her stod Kaiser med telefonen ved øret og forhandlede med en ny fransk klub.

»Han talte portugisisk. Jeg tænkte, hvordan fungerer det? Tager du til Frankrig og taler portugisisk? Jeg tog telefonen fra ham, og der var ingen i den anden ende af røret. Han talte med sig selv,« fortæller Bebeto, der samtidig siger, at »vi holdt så meget af ham, at vi spillede med på hans røverhistorier«.

Træner for bodybuildere

Carlos Kaiser er i dag 55 år gammel, han bor stadig i Rio, hvor han træner kvindelige bodybuildere. Kun kvinder, understreger han. I Fodboldsvindleren fornemmes det, at han efterhånden har svært ved at finde rundt i sine løgne. Mod slutningen af bogen spørger Rob Smyth ind til hans tid i Ajaccio. Spillede han overhovedet i den franske klub? Et foto fra Ajaccio viser ham i en grøn Admira Wacker-trøje, og billedet er tydeligvis taget på et tomt stadion i udkanten af Rio. Kaiser forklarer selv, at han byttede sig til trøjen efter en træningskamp i starten af sæsonen.

Rob Smyth undlader at spørge mere ind til den sag og vælger i stedet at fokusere på det helt store spørgsmål: Hvordan kunne Kaiser holde gang i en lang fodboldkarriere uden at spille en fodboldkamp? Hvorfor viderebragte journalisterne igen og igen hans løgnehistorier? Hans holdkammerater mere end antyder, at han – og alle de kvinder, han kendte – var godt selskab, og Kaiser gjorde god brug af dem, når han skulle finde ny klub. Men også de brasilianske aviser troede på Carlos Kaiser og skrev rosende om ham.

Fortsætter fortællingen

»Han var en historiefortæller, og det faldt folk for,« lyder forklaringen fra den erfarne fodboldjournalist Martha Esteves. »Det var måske på en dag, hvor der ikke rigtig skete noget, og hvor der var plads tilovers i avisen. Så kommer der en spiller og siger, at han har spillet i Frankrig. Det var en anden tid dengang. Vi havde ikke Google og YouTube. Det var nemmere at snyde – ikke bare journalister, men også fans og klubledere.«

Til sidst i Sportsvindleren går også Rob Smyth på internettet. Han finder Wikipedia-siden for Interncontinentalfinalen i 1984, som Independiente vandt med 1-0 over Liverpool. Carlos Kaiser har i årenes løb vekslet mellem at hævde, at han så kampen fra tribunen, og – som i O Dia – erklære, at han var med på banen. I december 2017 blev der tilføjet et navn til listen over reserver hos Indipendiente: Carlos Henrique Raposo.

Redigeringshistoriken viser, at tilføjelsen er sket fra en IP-adresse i Rio de Janeiro.

Rob Smyth: Fodboldsvindleren. Oversat af Michael Jepsen. 254 sider. 219 kr. Forlaget Memoris

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Munk
David Zennaro og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer