Der er håb for fremtiden, men ...

I 1970 stod 24-årige Peter Singer, der dengang studerede filosofi og etik, sammen med sin canadiske klassekammerat i kantinen på Oxford University. De skulle vælge mellem en salat eller spaghettiret til frokost. »Er der kød i spaghettisovsen?« spurgte kammeraten kantinedamen om.

Eftersom der var kød i retten, valgte kammeraten en salat og han selv spaghettien.

Under frokosten kunne Peter Singer ikke slippe af med sin nysgerrighed. »Hvad er dit problem med kød, eller hvorfor spurgte du, om der var kød i retten?« spurgte han. Klassekammeraten svarede, at han ikke mente, at fødevareindustrien behandlede dyr retfærdigt.

»Det var så direkte et svar, at jeg blev nødt til at spørge mere ind til emnet,« erindrer Peter Singer, der ikke mindes at have mødt en vegetar på det tidspunkt.

Frokostsamtalen blev startskuddet på den australske filosofs efterfølgende dedikation til etiske og moralske dilemmaer i tilværelsen.

»Jeg begyndte at betragte behandlingen af dyr som et kæmpe etisk svigt, der gik under radaren på det tidspunkt,« forklarer Peter Singer, der siden da har moraliseret over tilværelsen gennem sit utilitaristiske verdenssyn i mere end 40 år.

Utilitarismen handler om at skabe størst mulig nytte for det størst mulige antal levende væsener, eller – som Peter Singer selv formulerer det – at ens handlinger træffes ud fra en vurdering af, om de har færre negative konsekvenser end de mulige alternative handlinger.

Hårde standpunkter

Den 72-årige filosof underviser til daglig på Princeton University og er særligt kendt for at være en af de tidlige fortalere for den veganske livsstil og forkæmper for dyrs rettigheder og velfærd.

Men Peter Singer er også en kontroversiel skikkelse, der bliver afskyet for sine hårde standpunkter om, at hjerneskadede fostre og folk med alvorlige former for handicap bør aflives, så de slipper for et liv i lidelse.

Efter at have beskæftiget sig med dyrevelfærd og global fattigdom i årtier har Peter Singer kastet sig over klimaforandringerne, som han betragter som vor tids største etiske dilemma.

Derfor er han rejst til Danmark for blandt andet at tale om sammenhængen mellem ulighedsskabende fødevareproduktion og klimaforandringer til Vegetarisk Festival i København.

Peter Singer mener, at klimaforandringerne og det at brødføde fattige mennesker sagtens kan gå hånd i hånd, hvis blot man omlægger landbruget.

»En enorm af del af den globale produktion af korn og sojabønner går til at fodre dyr, og meget af fødevarernes værdi går tabt i processen. Hvis vi stopper med at spise kød, vil vi gøre det lettere at dyrke flere afgrøder, som kan bruges til at brødføde verdensbefolkningen. Derudover nedsættes klimaforandringerne, der går disproportionalt ud over de fattigste mennesker.«

I en tid med global opvarmning er det største moralske dilemma, hvordan man bekæmper global fattigdom, uden at det medfører en stigning i befolkningstilvæksten, så der kommer endnu flere munde at mætte. For hvis folk løftes ud af fattigdom, vil de med stor sandsynlighed udlede mere CO2, ligesom deres kødforbrug vil stige, mener Peter Singer.

»Der er en stridighed der, som får mig til at tænke på, om jeg burde arbejde på at udvikle interventioner, der både hjælper folk i fattigdom og nedsætter befolkningstilvæksten. Ved at uddanne fattige kvinder kan man få dem ud af fattigdommen samtidigt med at de får mere viden om deres fertilitet.«

— Er det en intellektuel opgave at skabe håb ved at tænke og reflektere i nye baner og måder at leve på, eller er det gennem de nære oplevelser, at man kan opnå følelsen af håb?

»Det er en kombination. Vi har brug for at forstå, hvilke trusler der er for klodens overlevelse. Og hvordan vi kan minimere disse trusler. Det er en intellektuel opgave at finde ud af, hvad de moralske forpligtelser er. Men hvis man kun har intellektuelle, der skriver artikler om klimaforandringerne, og ingen der handler på baggrund af dem, så ville der ikke være noget grundlag for håbet. Den praktiske del –  at filosofien bliver anvendt og udført i praksis – er meget vigtig. Det er grunden til, at jeg finder filosofien meget spændende og vigtig, for den ændrer folks liv og tilbyder håb om, at folk bevæger sig i en bedre retning.«

Afmagt eller handling

Hver dag hører man en ny dystopisk profeti om, at kloden er ved at gå under. I CNN fortalte en af verdens mest anerkendte havbiologer for nylig, at forureningen af et koralrev Australien er »begyndelsen på en planetarisk katastrofe.«

Peter Singer deler samme bekymring, og derfor stiller han i et essay det centrale spørgsmål, om det overhovedet kan forsvares at sætte børn i verden, når vi kender til fremtidens potentielle klimakatastrofer, ødelæggelser og lidelser? Burde vi i virkeligheden være den sidste generation på kloden?

Det korte svar er ’ja’, det giver mening at føre slægten videre, for i modsætning til mange andre klimatænkere, betragter Singer ikke klimaforandringerne som et sort eller hvidt scenarie.

»Vi skal ikke se det som et scenarie, hvor vi enten overkommer udfordringerne eller fejler. Hvis vi gør det, så vil man højst sandsynligt være overbevist om, at vi kommer til at fejle, hvilket skaber en magtesløshed, hvor man ikke tror, at der er noget at gøre ved situationen.«

Der er håb for, at vi i fremtiden får udviklet teknologier, der kan overkomme de udfordringer, som klimaforandringerne afstedkommer. Problemet er bare, at de teknologiske fremskridt ikke sker hurtigt nok til, at vi kan undgå en periode med klimatisk ustabilitet.

»Jeg vil ikke være for pessimistisk omkring fremtiden, men jeg tror, at vi vil opleve en ustabilitet i mindst et årti eller to,« siger Peter Singer.

Reducer klimafodaftrykket

Siden Parisaftalen blev indgået i 2015, har det været et globalt klimamål at forhindre en temperaturstigning på mere end to grader. Hvis først vi når op over en to graders stigning, så mener Peter Singer, at der er en alvorlig risiko for, at »menneskeheden vil opleve et tilbagefald«, og at den politiske situation i verden kommer ud af kontrol.

»Det kan medføre, at flere hundrede millioner af mennesker i de fattige dele af verden bliver flygtninge, hvilket vil skabe et pres på resten af verden.«

Spørgsmålet er, hvem der skal påtage sig ansvaret for at nedsætte udledningen af drivhusgasser. Hvordan afgør man, hvor stort et CO2-udslip de enkelte lande må have, uden at det skader atmosfæren?

Flere eksperter har gennem et historisk blik på forureningen af klimaet forslået, at de højtudviklede industrilande, der har stået for den største udledning af CO2, bør betale den største pris for at rette op på miljøskaderne. At man kan tale om en historisk skyld.

Peter Singer mener ikke, at det er retfærdigt at klandre folk i dag for miljøskadelige gerninger begået af fortidige generationer. Men i virkeligheden er det ikke et spørgsmål om skyld, snarere om, hvorvidt de velstillede og privilegerede folk har draget nytte af fortidens klimasynder.

»Vi er velstillede og har et godt liv, så eftersom fortidige handlinger er kommet os til gode, så kunne det være, at vi skulle dele lidt ud af vores privilegier for at hjælpe andre, der ikke er lige så heldige, som vi er. Det er ikke et spørgsmål om skyld, men om, hvad vi kan gøre ved vores nuværende livsstil.«

En konkret måde at leve en mere miljøvenlig tilværelse på er ved at omlægge sit kødforbrug til mere plantebaseret kost. Peter Singer understreger, at det ikke handler om, at være fanatisk omkring sin kost, men ser det som én af mange måder til at reducere sit individuelle CO2-fodaftryk.

Hvis folk arbejder på at reducere sit CO2-fodaftryk, vil det gøre en lille forskel i det samlede klimaregnskab og samtidigt statuere et eksempel til efterfølgelse for andre. Og det er sådanne livsstilsændringer, som skal til, for at fødevareindustrien og energisektoren, der producerer elektriciteten, begynder at udvikle bæredygtige alternativer på grund af den stigende efterspørgsel på markedet.

—  Det er åbenlyst, at folk bliver nødt til at ændre livsstil på grund af klimaforandringerne. Er vi fordømt til at leve et asketisk liv?

»Fordømt er et for strengt ord, og måske er asketisk det også. Måske handler det om, at vi er tvunget til at leve et mere simpelt liv, hvilket, jeg ikke mener, er en særligt forfærdelig skæbne. Vi har udviklet materialismen på forskellige måder, men har det overhovedet gjort os meget mere lykkelige? Det står ikke klart for mig, at det har. Jeg ved ikke, om folk i dag er meget gladere end i 1950’erne, hvor man som forbruger levede et mere simpelt liv.«

Behov for aktivisme

For 42 år siden stod Peter Singer på Oxford Street i London sammen med en gruppe studerende og delte flyers ud for at protestere mod brugen af en bestemt type batteribure til at holde høns. Mange kendte dengang ikke til de kummerlige forhold, som de æg, de spiste, blev produceret under. I bure så små, at hønsene ikke kunne bevæge deres vinger.

Ifølge Peter Singer satte mange folk pris på deres ungdommelige idealisme, men troede bestemt ikke på, at deres protest vil føre til reelle ændringer i fødevareindustrien. Men i 2012 skete det så. Brugen af disse hønsebure blev ulovlig, ikke bare i Storbritannien, men i hele EU.

Ligesom dengang mener Peter Singer, at der i dag er et øget behov for, at folk går på gaden og kæmper for en mere etisk verden. Klimaudfordringerne kræver mere, end at en håndfuld studerende gør oprør. Faktisk mener han, at en afværgelse af fremtidens potentielle miljøkatastrofer fordrer en organiseret borgerdrevet klimaaktivisme, der lægger hårdt pres på politikerne. 

Grunden til, at der ikke er flere samfundsengagerede borgere, der protesterer over miljøets tilstand, er ifølge Peter Singer, at klimaforandringerne ikke er synlige på samme måde som Vietnam-krigen, der skabte store protestbevægelser i både USA og Australien, der kæmpede krigen.

»Det interessante er, at klimaforandringerne har potentialet til at have ødelæggende konsekvenser for langt flere mennesker. Men under Vietnam-krigen betød tv-optagelser og fotodokumentation af et barn, der var blevet ramt af napalm, at man kunne se den skade, som krigen påførte dette specifikke barn. Vi kan ikke selv se klimaforandringernes ødelæggelser på samme måde, hvilket er grunden til, at folk ikke går på gaden og protesterer. Nogle af os gør, men langt fra nok. Klimaforandringerne vil skade langt flere mennesker end krigen.«

Politisk pres

Peter Singer anerkender, at mange allerede »gør en fantastisk indsats« for at leve etisk og passe på klimaet. I øjeblikket protesterer folk eksempelvis mod åbningen af en ny kulmine i Australien.

»Problemet er, at disse mennesker ikke udgør en majoritet. I øjeblikket er det ikke nok til at skabe et pres på regeringerne på verdensplan,« mener han.

Derfor opfordrer han folk i hele verden til at bakke op om de politiske partier, der prioriterer klimaet, og til at sige fra over for politiske tiltag, der belaster kloden. For som han selv siger, har »verden ikke råd til flere kulværker«.

Men borgernes klimaaktivisme kan ikke stå alene. Det er afgørende, at regeringerne begynder at indføre bæredygtige tiltag såsom CO2-afgifter eller »CO2-handelsplaner, der skaber økonomiske incitamenter for at prioritere energialternativer til fossile brændstoffer«.

Antropologen Margaret Mead skulle efter sigende have sagt, at »man skal aldrig tvivle på, at en lille gruppe tænksomme og engagerede borgere kan ændre verden«. Det samme håb nærer Peter Singer i kampen om at redde klimaet. Selv om han erkender, at det er nødvendigt at mobilisere store masser af miljøbevidste borgere, der holder fast i troen på, at de kan være med til at »moderere effekten af klimaforandringerne«. 

»Vi bør ikke miste håbet om, at vi kan gøre en forskel for klimaet. For så bliver klodens tilstand måske ikke så slem, som den kunne være blevet,« siger han.