Læsetid: 11 min.

For knap tre år siden var der 98 asylcentre – nu er der 18

Det er tre år siden, at flygtningene gik op ad motorvejene og skabte panik blandt store dele af befolkningen. I tiden før og efter åbnede flygtningecentre over hele landet, og tusindvis af mennesker blev hyret til at løfte opgaverne med at indkvartere, sagsbehandle og tage sig af de nyankomne. Nu er antallet af asylansøgere rekordlavt, og fire ud af fem centre er lukket igen. De fortæller historien om flygtningekrisen, der ophørte – i hvert fald på dansk jord
Det kan godt føles lidt tomt, siger Kim Rønshof. Altså selvfølgelig fysisk på Slottet, men også herinde, tilføjer han og kører hånden op og ned foran ansigtet

Det kan godt føles lidt tomt, siger Kim Rønshof. Altså selvfølgelig fysisk på Slottet, men også herinde, tilføjer han og kører hånden op og ned foran ansigtet

Pelle Rink

1. september 2018

I sensommeren 2015 var der en følelse af panik i Danmark.

Man vidste, at et stort antal mennesker fra Syrien havde været på vej op gennem Europa i nogen tid, for man havde set billeder af de overfyldte både sejle i land i det græske øhav, og man havde hørt om kansler Angela Merkels og statsminister Stefan Löfvens åbne arme i Tyskland og Sverige.

Og pludselig var de også her på vej op ad motorvejene.

Egentlig havde de været her længe, for allerede i 2014 var antallet af asylansøgninger i Danmark fordoblet sammenlignet med året før. Men alligevel er asylansøgernes vandring på vejene blevet et symbol på, at den europæiske flygtningekrise var nået hertil, og at vi stod midt i en ekstraordinær situation.

Det er præcis tre år siden nu.

På det tidspunkt havde de danske myndigheder allerede åbnet mange nye asylcentre for at kunne indkvartere de nyankomne. Endnu flere blev hasteåbnet i månederne efter.

Det voldsomme ryk, hvor der kom over 1.000 og nogle gange helt op til 5.000 asylansøgere til Danmark hver måned, varede i otte måneder. Men så begyndte tallene at falde igen.

I dag modtager Danmark »et rekordlavt antal asylansøgninger«. Det siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er migrationsforsker og forskningsdirektør ved Raoul Wallenberg-instituttet i Sverige.

»Asylsystemet er ligesom en harmonika. Det skal være klar til at folde sig ud hurtigt, men også til at kunne trække sig sammen igen på ingen tid. På den måde er det et ekstremt hårdt område at arbejde med, fordi det altid kan gå op og ned meget hurtigt. Og lige nu går det ned,« siger han.

Kvinderne snakker sammen foran det nu snart tomme asylcenter, mens nændene læsser bussen.

Pelle Rink

Selv om antallet af flygtninge på verdensplan ifølge FN aldrig har været højere, ser det altså ud til, at flygtningekrisen på dansk jord er drevet over, og at panikken fra dengang er ved at lægge sig. Flygtningepolitikken har defineret dansk og europæisk politik lige siden den sommer for tre år siden, men i løbet af de første fem måneder af 2018 er der kun givet asyl til lidt over 500 mennesker.

Det kan især mærkes på antallet af asylcentre. I foråret 2016 toppede antallet af danske centre med 98. I dag er mere end fire ud af fem lukket ned.

Det seneste center, der har fået besked på at pakke sammen er asylcenteret i Rønne. Når beboerne er blevet sendt andre steder hen i landet, og nøglen er drejet om senere på måneden, vil der være 17 asylcentre tilbage i Danmark.

Kim deler kasser ud

I 2014 ledte Kim Rønshof efter et nyt arbejde. De seneste 15 år havde han været livredder i svømmehallen i Rønne. Men så blev han fyret på grund af omlægninger og nedskæringer, og nu stod han uden job.

»En dag ringede min kammerat og sagde, at der var akut brug for folk på et af øens nye asylcentre, fordi der kom så mange flygtninge til. Og om det ikke var noget for mig,« fortæller han.

»Så sagde jeg til ham, at jeg skulle kraftedeme ikke arbejde med sådan nogle tosser.«

Nu har han arbejdet med asylansøgere i tre år. Han arbejder i Rønne på Røde Kors’ asylcenter, der bliver kaldt Slottet. Men snart er det slut.

Grafen viser, hvor mange mennesker, der er migreret til Europa måned for måned. Kilde: Frontex

I dag er det mandag. Kim Rønshof står på en af centrets lange, bare gange med hænderne i siden og kigger ind i et lille lagerrum sammen med sin kollega Hisham Zaki. I rummet ligger to sammenfoldede bunker flyttekasser, der når helt op til det elektriske lys i loftet.

På Slottet, som drives af Røde Kors, er der lige nu lidt under 150 beboere tilbage. Om to dage er de nede på 100. Og sådan fortsætter det ind i september, hvor stedet lukker helt ned, og Røde Kors giver nøglerne til Udlændingestyrelsen, som ejer centeret.

Kim Rønshofs dag skal blandt andet gå med at rulle rundt på Slottets etager med sin palleløfter og dele flyttekasser ud til de 31 asylansøgere, der om to dage skal flytte. Den proces har været i gang i nogle uger, og også i eftermiddag kommer der en bus, som skal flytte en gruppe beboere til forskellige centre i Jylland.

»Vi tager 100 kasser med, Hisham,« siger Kim Rønshof højrøstet til sin kollega og peger på kasserne. Hisham nikker, vipper kasserne op på palleløfteren, og de ruller afsted.

I begyndelsen af Kim Rønhofs ansættelse var han nærmest alene med 125 asylansøgere og »styrtede rundt« for at gøre værelser klar til de mange nyankomne beboere. Nu går han og pakker ned, rydder op, lukker af.

»Det er lidt, som om mine arbejdsopgaver er blevet vendt på hovedet,« siger han og banker på hos en familie fra Georgien. De skal bruge 18 kasser. Beboerne må have fire kasser pr. person med i bussen. Resten bliver eftersendt med lastbil.

Medarbejdere og beboere samler al bagage i bunker ude på parkerings-pladsen.

Pelle Rink

I værelse 109 sover beboerne stadig, selv om klokken er over 11. Kim Rønshof banker hårdt på døren og råber »office«, men ingen åbner. Først da han og Hisham er begyndt at rulle videre, stikker en ung fyr hovedet ud.

»Goodmorning, forhelved’ Mohammed,« siger Kim Rønshof og klapper fyren på ryggen, inden han spørger hvor mange kasser fyren og hans familie skal bruge. Kun to, svarer Mohammed. Han har ikke så mange ting.

Det er vigtigt at være engageret i arbejdet, selv om man er blevet fyret, fordi det hele snart lukker ned, synes Kim Rønshof.

»Det er svært, men det bliver man sgu nødt til, for der er et stykke arbejde, der skal gøres. Tænk hvis man bare lagde sig syg og sagde ’I kan klare lortet selv’. Det ville ikke gå,« siger Kim Rønshof. Han har lige fået et nyt job som pædagogmedhjælper i en døgninstitution for anbragte unge. Men alligevel føles det lidt tomt, at Slottet lukker.

»Man ændrer jo holdning til tingene, når man møder de her mennesker. Det må jeg altså indrømme. For mange af dem er jo pissesøde.«

De kan komme igen

Men betyder lukningen af centrene og den historisk lave tilstrømning af asylansøgere så, at flygtningekrisen er ovre? Nej, svarer migrationsforsker Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Det gør det ikke.«

Der er tre årsager til, at der ikke kommer mange nye asylansøgere til Danmark for tiden, fortæller han. For det første har man fra EU’s side lavet forskellige aftaler med tredjelande som Tyrkiet og Libanon om at holde asylansøgerne der.

For det andet har man ændret politikken om havredning i Middelhavet, så det er sværere at komme over Middelhavet, hvilket også betyder, at langt flere dør på vejen.

Især i efteråret 2015 kom der mange mennesker til Danmark for at søge asyl. Grafen viser antallet af asylansøgninger i Danmark måned for måned. Ved begge grafer er antallet anført i tusinder. Kilde: Rigspolitiet

Endelig er der kommet mere styr på registreringen af asylansøgere i Sydeuropa – så det er ikke lige så nemt at rejse videre til Danmark eller andre nordiske lande.

Men det er ikke en permanent, holdbar løsning, siger Thomas Gammeltoft-Hansen. Derfor kan vi sagtens komme til at stå i en situation, hvor et stort antal flygtninge igen søger mod Europa, fordi de ikke kan se en fremtid for sig i nærområderne.

»Det kan også ske, at et eller flere af de store nærområdelande siger ’nok er nok’ og ikke vil huse dem længere,« forklarer han. Det ser vi faktisk allerede nu eksempler på. For eksempel har Libanon nægtet at registrere flere flygtninge, og Tyrkiet har i perioder lukket grænsen til Syrien.

— Siger du, at det kan skifte fra den ene dag til den anden?

Mahin får hjælp af en nabo til at løfte en af hendes mange tasker op på en palleløfter. Om få timer skal hun med en bus til et asylcenter i Brovst.

Pelle Rink
»Måske ikke fra den ene dag til den anden. Men situationen for verdens flygtninge er ikke blevet markant forbedret, siden de gik på motorvejene, og der er fortsat flere og flere af dem. Så det er svært at se, hvordan Europas politik med at hegne sig inde og lave aftaler kan fortsætte.«

Derudover skal man også være opmærksom på, at der stadig ligger en kæmpe integrationsopgave, selv om der ankommer færre flygtninge til landet, siger migrationsforskeren. Nu er de fleste af opgaverne bare rykket videre til kommunerne, som skal sørge for, at flygtningene kommer i job, i skole og lærer dansk.

»Der er forskellige faser i en flygtningekrise, og vi er nu nået til den næste. Derfor kan vi ikke bare sige ’nå, nu er det hele overstået’.«

Mahins bunke

Ude foran et af værelserne på Slottets andensal står otte stablede flyttekasser, to store kufferter rullet ind i tape, en sportstaske fyldt til randen og en mountainbike. Bagved, så man næsten ikke kan se hende, står en lille ældre dame på højst halvanden meter med krøllet gråt hår og venter på, at Kim Rønshof kommer og bærer hendes bagage ned i gården. Hun er en af de beboere, der skal med bussen senere i dag.

»Brovst,« siger hun og ligner, at hun er ved at kløjes i ordet. Det er der, hun skal flyttes hen.

Kvinden fortæller, at hun hedder Mahin, at hun kommer fra Iran, men har ventet på asyl i Danmark i tre år, og at hun er 65 år gammel. Hun kommer til at savne at cykle i den bornholmske natur, men ellers synes hun egentlig ikke, at der er så meget at sige om, at hun skal flytte. Hun har ikke fået nogen tætte venner på Slottet, og hun har allerede været på fire forskellige centre i løbet af sin tid i Danmark, så hvad gør endnu et til eller fra, spørger hun.

Længere nede ad gangen står en ung mand i 20’erne lænet op ad væggen med armene over kors og betragter Mahin og hendes bunke.

»I skriver om, at vi lukker ned, fordi der kommer færre flygtninge til Danmark? Jeres informationer er ikke korrekte,« siger han pludselig. Han kommer fra Afghanistan og vil ikke have sit navn i avisen.

»Sandheden er, at Bornholm er en turistø. Mange mennesker er bange for os, og så er det ikke godt, at vi er her. Vi er bad for business,« fortsætter han.

»Jeg tror, det hænger sådan her sammen: Lars Løkke Rasmussen besøgte øen, da der var Folkemøde. Og så var der nogen, der sagde til ham, at de ikke vil have os her. Og kort efter fik vi at vide, at vi skulle flytte. Boom,« siger han.

Et bevis, siger den unge mand, er, at han kom til Bornholm fra Sandholm for bare tre måneder siden. Hvorfor skulle man flytte ham, hvis man vidste, at centeret skulle lukke, spørger han.

»Det giver ingen mening,« siger han og spejder ned mod Mahin og Kim, som er ankommet med sin palleløfter. Den lille dame vil ikke bare stå og se på. Hun vil gerne selv hjælpe med at flytte sin bagage, så hun begynder at slæbe på en kasse. Men den er for tung.

»Stop, stop, stop,« råber Kim Rønshof og prøver at tage kassen fra hende, mens hun bliver ved med at trække den hen ad gulvet.

Massefyringer

For to år siden havde Anne la Cour næsten 1.300 ansatte, der var beskæftiget med asylindsatsen. Hun er asylchef hos Røde Kors og har stået for driften af mange af de asylcentre, der har været i Danmark.

Mændene står for at læsse traileren inden afgang. Hver beboer kan få fire flyttekasser med bussen, resten sendes med fragtmand.

Pelle Rink
Men i løbet af de seneste år har hun måttet fyre over 60 procent, og i dag er der knap 500 medarbejdere tilbage.

»Røde Kors er jo en beredskabsorganisation, vi har prøvet det før, og vi er også klar til, hvis det hele pludselig vender igen, og vi skal tage imod mange mennesker på ny. Men derfor er det alligevel barskt,« siger hun og fortæller, at hun gør meget ud af at sige til nye ansatte, at det »går op og ned på asylområdet«, og at man ikke kan føle sig for sikker i sit job. Men når man så står der, så er det alligevel trist og overraskende, siger hun.

— Men giver det ikke god mening at lukke centrene, når der ikke kommer så mange asylansøgere?

»Jeg er helt enig i, at når der ikke er behov, så skal man lukke. Det giver sig selv. Også af økonomiske grunde,« siger hun.

»Men derfor er det alligevel meget tomt, når man står og lukker ned, låser døren og efterlader de bygninger, der har været hjem for mange mennesker,« siger hun. Derfor markerer Røde Kors det også med nogle ritualer ved for eksempel at tage Røde Kors-flaget ned fra flagstangen sammen, inden man siger farvel til hinanden.

Når asylcenteroperatører som for eksempel Røde Kors eller kommuner er færdige med at lukke et asylcenter, giver de nøglerne til Udlændingestyrelsen, som ejer eller lejer bygningerne.

Thomas Mortensen, der er kontorchef i Udlændingestyrelsen, oplyser, at styrelsen bortauktionerer det meste af centrenes inventar. Andre ting opbevares på lagre rundt omkring i landet, så man kan tage dem i brug, hvis der kommer mindre udsving i antallet af asylansøgere.

Hvis det skulle ske, at der pludselig var brug for flere senge til asylansøgere, end dem der er på de resterende asylcentre i Danmark, har Udlændingestyrelsen tre centre, der kan håndtere et vist udsving. Her er sammenlagt 700 sengepladser, som kan åbnes i løbet af kort tid, og det koster staten cirka 5,5 millioner kroner på årsbasis, siger Thomas Mortensen.

Af andre beredskabsmuligheder er Rigspolitiet klar til at sætte teltlejre op i Aabenraa og Vordingborg. Det koster årligt lidt over fem millioner kroner, oplyser Rigspolitiet. Dog løb prisen af driften for teltlejrene op til 44 millioner i 2016, fordi man gennem vinteren opvarmede de tomme telte, der på daværende tidspunkt var slået op.

Skulle der komme et stort antal afviste asylansøgere, som skal fængsles, står Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund desuden »i dvale« og klar til at tage imod. Det koster 800.000 kroner årligt, oplyser Kriminalforsorgen.

Farvel

Bussen er ankommet ude på Slottets parkeringsplads. Den skal fragte 19 af beboerne den korte tur ned til havnen og op på færgen mod Køge. Sejlturen tager fem en halv time. Når beboerne er fremme i Køge, skal de køres til forskellige centre i Jylland – til Randers, Thyregod, Brovst og så videre. De, der er senest fremme, er fremme halv seks om morgenen.

Pia Bundgaard, der også er ansat af Røde Kors på centeret, sidder på stengærdet langs pladsen og kigger på afskeden. De fleste beboere er kommet ud for at sige farvel eller hjælpe med at læsse de tunge flyttekasser på bussen.

»Altså, i nogle bornholmeres øjne er det slemt nok, hvis tilflyttere kommer fra København eller Sjælland. Når det så er flygtninge fra andre lande, så er det jo endnu værre, tænker de,« siger Pia Bundgaard.

»Men jeg tror faktisk, at det har været en gave for Bornholm at have flygtninge. Befolkningen har engageret sig, og mange har fået nye venner.«

Da folk er færdige med at kramme og skulderklappe går de sidste ind i bussen, og den sætter i gang. Kim Rønshof og et par andre medarbejdere stiller sig helt ude ved vejkanten og vinker farvel, og buschaufføren dytter i hornet, inden bussen drejer om hjørnet ned mod havnen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Voigt
  • Britta Hansen
  • Eva Schwanenflügel
Steen Voigt, Britta Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

‘Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport.’

Hvor er mennesker?
"Those trapped in Libya are vulnerable to human rights violations and abuses including killings, torture, rape, kidnappings, forced labour, and arbitrary and indefinite detention in cruel, inhuman and degrading conditions."

John Dalhuisen, Amnesty International
Link: https://www.amnesty.org/en/press-releases/2017/07/central-mediterranean-...

Det er ikke kun danske landbrug, der står over for et kommende sammenbrud udløst af ekstremt vejr.

Den globale opvarming er resultatet af politisk økonomisk indoktrinering, prædiken for ‘fortsat’ økonomisk forbrugsdrevet økonomisk vækst på olie, gas og kul afbrænding, som politikere har påstået værende positivt for befolkningen og globalt reducerende fattigdom.

Det er naturligvis ikke sandt det modsatte er tilfældet, klimaforsker har advaret om dette i årevis og politikere, har ikke reagere på udfordringerne, på trods af hundredeår med advarsler.

De menneskeskabte klimaforandringer, ses ved hyppigere frekvens af ‘ekstremt vejr’ der underminere vores lokale og omverdens globale eksistensgrundlag på flere måder.

Varmen, tørke oversvømmelser og skovbrande, er noge få eksempler.

‘Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport.’
“The food security situation has visibly worsened in parts of sub-Saharan Africa and South-Eastern and Western Asia.

Deteriorations have been observed most notably in situations of conflict, often compounded by droughts or floods.

This report analyses in depth how conflict affects food security and how food insecurity itself can become a trigger for conflict.

The recent increase is cause for great concern and poses a significant challenge for international commitments to end hunger by 2030.”

Link: http://un.dk/da/dk_news-and-media/sult-i-verden-stiger-igen-drevet-af-ko...
Link: https://www.wfp.org/content/2017-state-food-security-and-nutrition-world...

Carsten Nørgaard

Historien om flygtningekrisen, der ophørte, er uinteressant. (Og at kalde det en »krise« er et spørgsmål om fortolkning.) Der var slet ingen »massemigration«. Der er ingen måde hvorpå, at man kan tolke de hårde tal og nå frem til, at der var tale om »massemigration« – med mindre man lige flipper den til en ny betydning à la Orwell.

Nå, men den historie der FAKTISK er interessant er historien om, hvordan det politiske etablissement, herunder EU, lod og fortsat lader mennesker dø i Middelhavet som et direkte resultat af politiske beslutninger. Flere undersøgelser har allerede påpeget, at man kan tegne en direkte pil mellem EUs respons på den mediehetz, man førte mod den, og antallet af døde i Middelhavet. For ikke at nævne Direktiv 2001/51/EC, som straffer flyselskaberne, når flygtningene vil bruge en sikker vej til at gøre brug af deres ret på asyl, som er beskrevet i konventionerne – virkelig et beskidt knep, som er den direkte årsag til, at flygninge flygter via ulovlige midler og på en livsfarlig rejse, som koster mange gange flere end den lovlige måde ville havet (hvis ikke for EU).

Den anden historie, der FAKTISK er interessant, er hvordan det politiske etablissement i Europa har foretaget en skamløs udnyttelse af situationen til at rykke det politiske spektrum mod højre og har fået den almene offentlighed til at tro, at der STADIG er en flygtningekrise. Man har skabt en »ny normal«, som forlænger den metaforiske »undtagelsestilstand« på ubestemt tid. Her er der både tale om konsolidering af egen magt såvel som geopolitiske motiver. Ingen ser ud til at bemærke, at de nye tiltag, som skal ramme de »uønskede fremmede« i rigtig mange tilfælde også fratager visse frihedsrettiheder og privilegier hos den almene befolkning, alt sammen gjort i den nationale sikkerheds (hellige?) navn.

Som Philip ovenfor også nævner, så er endnu en FAKTISK interessant historie den om de systemiske ændringer, der gør, at folk overhovedet begiver sig ud på den her færd og vil gøre det så langt frem, sindet kan forestille sig det. Og nej, vi kan ikke løse det, at Nordafrika står til temperaturer helt op i de øvre 50'ere, som udgør meget svære vilkår for menneskelig homeostase, ved at smide penge over Middalhavet.

At »flygtningekrisen« er ophørt »i hvert fald på dansk jord« er udelukkende et resultat af, at Danmark har valgt at skubbe problemerne over på de andre europæere. Danmark har helt og holdent meldt sig på tabersiden i forhold til de fleste vigtige spørgsmål på det her område, så man for en stund kan nyde sin lille aflukkede have. Om dette er der intet positivt at sige.