Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Uffe Elbæk blev beatnik fra den ene dag til den anden

Statsministerkandidat Uffe Elbæk får sit verdenssyn udfordret af bøger – især dem af kvindelige forfattere
Uffe Elbæks læsevaner spænder fra det strengt seriøse til det absolut useriøse, siger han.

Uffe Elbæks læsevaner spænder fra det strengt seriøse til det absolut useriøse, siger han.

Henning Bagger

1. september 2018

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»I stedet for en bog vil jeg anbefale et digt: Allen Ginbergs Howl. Det digt betød, at en helt ny verden åbnede sig for mig, da jeg gik i gymnasiet. Fra den ene dag til den anden blev jeg beatnik. Og er det på en måde stadig.«

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Jeg kan ikke pege på en specifik bog, men der er klart nogle, der træder frem i min hukommelse, når jeg tænker tilbage. Det er for eksempel Inge Eriksens bog Victoria og verdensrevolutionen fra 1976. Den slog totalt benene væk under mig dengang. Og den betød, at jeg lige siden læste alt det, hun skrev: romaner, essays, kronikker og debatindlæg. Jeg synes, hun som forfatter var i en klasse for sig selv, fordi hun formåede at blande en dyb indsigt i både dansk og international politik, en hang til sci-fi og ikke mindst en feministisk og kosmopolitisk nerve, som efter min mening var usædvanlig på den danske litterære scene i 70’erne og 80’erne. Det var også gennem Inge Eriksen, at jeg blev introduceret til sci-fi-forfatteren Ursula K. Le Guin, som døde tidligere i år. I det hele taget er det kvindelige forfattere, der har puffet mest til mig og min måde at se verden på. Herhjemme kunne jeg nævne Hanne Vibeke Holst, og hvis vi ser ud i verden, kunne det være en forfatter som Margaret Atwood.«

– Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg har ikke nogen ’værste bog’. Men der er en del bøger, jeg har kæmpet mig igennem, fordi de ikke talte til mig. Hvilke bøger jeg tænker på, holder jeg for mig selv. For jeg ved, hvilket arbejde der ligger bag de fleste bøger. Også dem, jeg ikke kan lide.«

– Hvilken type læser er du?

»Jeg læser en god blanding af fiktion og fagbøger, som kan inspirere i mit arbejde. Faktisk langt de fleste på engelsk. Derudover er mine bogkøb til den seriøse såvel som den absolut ikkeseriøse side – vel at mærke, hvis det ikkeseriøse er lig med en god politisk thriller. Heldigvis er der efterhånden udkommet rigtig mange gode danske, politiske thrillere. Så tak for hver og en af dem.«

Hvornår læser du?

»Primært på ferier, eller når jeg sidder i et tog på vej fra et sted til et andet. Den seneste bog, jeg har læst under en togrejse, var Salman Rushdies bog Det Gyldne Hus, som jeg læste på vej fra Frankfurt til København. Det var en fremragende læseoplevelse, som klart kan anbefales. Både bogen og det at køre i tog.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer