Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Det nytter altid at gøre noget

Som ung kæmpede Flemming Petersen mod nazisterne, han trykte som typograf viden til danskerne og deltog senere i forskningsprojekter for at sikre kollegers helbred
Flemming Petersen mente, at følelsen af at være fri aldrig helt vil kunne forstås af folk, som aldrig havde levet i en tid som under nazismen. 

På billedet holder han en af de originale plakater, som han trykte på Danmarks befrielsesdag.

Flemming Petersen mente, at følelsen af at være fri aldrig helt vil kunne forstås af folk, som aldrig havde levet i en tid som under nazismen. 

På billedet holder han en af de originale plakater, som han trykte på Danmarks befrielsesdag.

Privatfoto

18. august 2018

Flemming Petersen bød en efterårsdag i 1942 Else op til dans. De to fortsatte med at danse det næste år. Indtil han en dag forsvandt: Han måtte gå under jorden, da en af hans venner blev fanget af Gestapo og sendt i koncentrationslejr. Sammen havde de lavet illegalt arbejde. 

Selv om han ikke kunne mødes med Else i flere år, fulgte han hende på afstand ved den kolonialbutik i Hillerød, hvor hun arbejdede. Og det var først, da Danmark blev frit, at han endelig kunne gå fri på gaden og omfavne venner og familie. Og det var den dag, han endelig kunne besøge Else i forretningen.

Han havde været i tvivl, om hun nu også var blevet ved at tænke på ham. Det forsvandt, da hun så ham og sagde: »Dig har jeg ventet.«

De tilbragte de næste 68 år sammen. Han blev typograf, og de blev forældre til tre, rejste verden rundt, støvsugede og tog opvasken i fællesskab, til den dag hun døde.

’Trykkerdrengene’

I 1942 var det mest bare ment som en spøg med nazisterne, da Flemming Petersen med nogle andre 16-18-årige drenge begyndte at trykke sedler med ucensurerede nyheder fra BBC. De fleste af dem var FDF’ere og typograflærlinge og fik hurtigt tilnavnet ’trykkerdrengene’, og nyhederne fik de på avisen, hvor de var i lære. Sedlerne blev hængt op på vinduer i byen – det var isvinter, så en klat spyt på papiret var nok til at få det til at hænge på ruden.

Han har senere sagt, at de måske ikke helt forstod situationens alvor, og snart trykte de også illegale blade som f.eks. Frit Danmark. Men modstanden var også et spørgsmål om samvittighed. Han kunne ikke bare se på, at nazisterne overtog Danmark. Derfor fortsatte han, selv om han blev kaldt terrorist, ikke kunne mødes med Else, og netværket af modstandsfolk i Nordsjælland blev optrævlet i 1944. Han fortsatte, til han kunne gå frit på gaden.

Børge Flemming Petersen

  • Født den 19. juni 1924.
  • Uddannet typograf.
  • Modstandsmand under den tyske besættelse som en del af ‘trykkerdrengene’ i Hillerød.
  • Levede stort set hele sit i Hillerød.
  • Efterlader sig tre børn, tre børnebørn og fem oldebørn.
  • Død den 20. juni 2018

Udadtil var han ikke mærket af krigen som nogle af hans kammerater, der aldrig blev sig selv igen. Men der skulle gå mere end 60 år, før han åbent fortalte om den frygt, han bar på under krigen. I stedet kom hans liv under krigen efterfølgende til udtryk i stort og småt efter mottoet: »Modstand – vist nytter det«.

Bidrog til forskning

Flemming og Else Petersen overvejede at migrere til Canada, men endte med at blive i Hillerød stort set hele livet.

Her var han født som den sidste i en søskendeflok på fem. De havde hele skoven omkring Frederiksborg Slot som legeplads, men knap så stor en økonomi, så han fik sit første job som bydreng på Frederiksborg Amts Avis som niårig, og som tiårig blev han FDF’er i Hillerød.

Han var kristen og sagde gerne, at ingen nogensinde havde taget skade af at bede fadervor, som han havde lært det i FDF. Her havde han også lært at dyrke sport, og når han kom hjem fra arbejde, lavede han akrobatik i haven med sine børn og deres venner, hvilket kunne få den mere friserede nabo til at kigge hidsigt over hækken, så hele familien Petersen brød ud i grin.

Men med tiden fik han selv temperament og dårligere hukommelse. Else mente, at det skyldtes de gasser, han arbejdede i som typograf. Hvis han ikke gjorde noget, ville hun gå til fagforeningen.

Flemming Petersen var ikke meget for at opgive sit arbejde, som han aktivt forsvarede i mange år både i fagforeningen og til demonstrationer. Men da han fik et tilbud om at deltage i et forskningsprojekt om typografers arbejdsforhold, så han ingen anden udvej for at hjælpe både sig selv og sine kolleger. Mange var yngre end ham og havde ikke børn endnu.

Opløsningsmidlerne havde skadet hans hjerne og givet ham det, man i dag kalder malersyndrom. Han kunne ikke løse opgaver, som hans fireårige barnebarn kunne. Projektet førte til, at han blev flyttet til en anden afdeling og typografernes arbejdsforhold blev forbedret. Heldigvis viste skaderne sig at fortage sig med årene.

Sidste fødselsdag

Da han i januar i år ikke dukkede op til en aftale med nogle gamle FDF-venner, blev de nervøse. Han var jo 93 år, men plejede altid at komme. Da de ringede til ham, tog han telefonen med et grin og sagde, at han var bare faldet i søvn. Da han ikke mødte op i marts, ringede de til ham igen. Denne gang var han indlagt med lungebetændelse.

Et par måneder senere på sin 94-års-fødselsdag sagde Flemming Petersen drillende:

»Så er der kun seks år til de hundrede.«

I virkeligheden var han klar til at dø. Gestapo var begyndt at komme efter ham i hans mareridt, og han ville snart gerne se Else igen, som var død fire år forinden. I løbet af fødselsdagen snakkede han om, hvem der havde været på besøg. Ikke for at tjekke, om folk havde taget sig tid. Men for lige at sikre at han havde set alle, han holdt af.

Om aftenen, da gæsterne var gået, gjorde han, som han plejede: Han klarede selv sit toiletbesøg, rensede sit gebis og sagde godnat til plejepersonalet. Næste morgen vågnede han ikke igen.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Skriv til: modernetider@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Tagesen
  • Kristen Carsten Munk
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
Peter Tagesen, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Det var en smuk artikel - som jeg først læser nu. Men mange tak !

Børges indsats under besættelsen og senere minder mig om min egen nu afdøde far.

Kodeord: Beskedenhed, underdrivelse om egen indsats, humor, samt evnen til at gå videre.
Men også om at voldsomme og barske oplevelser som ganske ung sætter sig sine spor.

I Børges og min fars levetid kaldte de det "bare" for "krigsnerver". De indhenter altid een, og til sidst.
I vore dages floskel-tider anvendes det "fine" udtryk "Post-Traumatisk-Stress-Syndrom".... Godt at man anerkender tilstanden, siger bare igen: "Krigsnerver" = det er da et meget bedre og mere mundret dansk udtryk.

Men nu bare alle de bedste tanker til Børge for hans indsats.... vel gjort! .... og til hans familie.