I efteråret 1978 besøgte Peter Elsass kulten Jonestown dybt inde i junglen i det sydamerikanske land Guyana. Den dengang nyuddannede psykolog på 32 år havde gennem en fælles ven fået kontakt til kultens leder, Jim Jones, og efter omfattende sikkerhedsclearinger blev han en sen nat kørt ind til kultens hjerte.
Mens Peter Elsass befandt sig i lejren, nåede han at interviewe en håndfuld af de over 900 amerikanere, der var medlemmer af kulten. Imens blev han holdt under skarpt opsyn og fik kun lov til at se nogle bestemte områder af lejren.
Til sidst fik han også et interview med Jones selv. Han fortalte, at lejren blev overvåget af CIA, og at kulten var blevet nødt til at flygte langt ind i junglen for at kunne være i fred og opbygge et socialistisk samfund, hvor alle var lige.
Jones var paranoid, men den unge Elsass var også betaget af kultlederen og de gode ting, han så i lejren. Det var lige før, at Elsass blev så opslugt af Jones, at han fik lyst til at blive lidt længere, men to dage efter sin ankomst valgte han alligevel at tage hjem.
Peter Elsass blev den sidste person, der besøgte kulten og tog levende derfra. 10 dage efter begik samtlige af Jonestowns 918 medlemmer kollektivt selvmord ved at drikke cyanid blandet med den røde pulversodavand Kool Aid.
Da Peter Elsass hørte om, hvad der var sket i Jonestown, blev han chokeret. Men han blev ikke bange. Nogle år efter blev han kidnappet af guerillabevægelsen FARC i Colombia i to dage, men heller ikke her følte han særlig megen frygt, fortæller han.
Kunsten at være bange - om frygt og helte: Peter Elsass.
»Jeg har været udsat for nogle situationer, der set udefra er skræmmende, men som på en eller anden måde ikke har skræmt livet af mig. Hver gang jeg er kommet ud i det, så har jeg sagt til mig selv: Din kæmpe idiot. Nu har du igen placeret dig i en eller anden situation, hvor du har risikeret at miste livet. Men kort efter har jeg alligevel placeret mig i en farlig situation igen,« siger Elsass. Han tilføjer:
»Det er derfor, jeg er blevet kaldt psykologiens Indiana Jones. Fordi jeg i mange år ikke har følt frygt. Og netop derfor har jeg altid været fascineret af, hvorfor vi mennesker bliver bange.«
I dag er Peter Elsass 70 år gammel og professor emeritus i klinisk psykologi. I sin hjørnelejlighed i det indre København fortæller han Information om sin nye bog Kunsten at være bange og en tilhørende video, der handler om frygt og helte, og som udkom i denne uge.
Her diskuterer Elsass, hvordan frygt fylder og kommer til udtryk i vores samfund. Sideløbende med de historiske, sociologiske og filosofiske beskrivelser af frygt fortæller han om, hvad frygt har betydet i hans eget liv – både som psykolog og privatperson.
»Frygt er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og ikke al frygt er irrationel,« siger han.
»Det altafgørende er bare, at vi ikke lader den styre vores liv.«
Peter Elsass
- Født i 1947, professor emeritus i klinisk psykologi på Københavns Universitet.
- Står bag en række bøger og dokumentarer.
- Har gennem sin karriere både anlagt et naturvidenskabeligt og et humanistisk perspektiv på klinisk psykologi
Lille Albert
’Lille Albert’-eksperimentet fra 1920 er nok det mest kendte, psykologiske studie i frygt.
Psykologen John B. Watson havde sat sig for at undersøge, om frygt over for bestemte ting er medfødt, eller om det er noget, vi lærer, og i forlængelse deraf, om en ydre erfaring kan skabe en indre angst. En sygeplejerske fra det hospital, hvor Watson var ansat, gav ham lov til at bruge hendes et år gamle søn, som Watson valgte at kaldte Albert.
Først blev Albert sat på et tæppe og fik lov til at lege med en maske, brændende aviser, en levende, hvid rotte og andre ting, som nogle voksne typisk ville finde skræmmende. På intet tidspunkt var drengen bange.
Lidt efter lod Watson igen den lille dreng lege med den hvide rotte. Men denne gang lavede psykologen en høj, skramlende lyd bag Albert, hver gang han rørte ved rotten, hvilket fik barnet til at græde. Da Watson noget tid efter igen placerede Albert på tæppet sammen med rotten, var drengen pludselig rædselsslagen for dyret, fordi han associerede det med den ubehagelige lyd. Samtidig var han pludselig også bange for andre pelsede ting, der mindede om rotten.
Altså, konkluderede forskerne: Vi lærer at blive bange for visse ting, som vi ikke var bange for til at begynde med, og en ydre, ubehagelig stimuli kan skabe en indre angst.
Siden har projektet inspireret andre studier om, hvordan man fjerner frygt ved at få et barn til at associere noget, de frygter, med behagelige ting. Disse studier har lagt kimen til den moderne adfærdspsykologi. Men ’Lille Albert’-eksperimentet i sig selv ville næppe leve op til nutidens etiske standarder og da slet ikke blive anset som repræsentativt, da eksperimentet kun blev foretaget på et enkelt barn.
Indre angst, ydre frygt
Denne mangel siger noget generelt, om vores viden om frygt, siger Elsass: Den er alt for begrænset, og det er netop derfor, han gerne har villet beskrive den i sin bog gennem emner som krig, terror og katastrofer.
I stedet ved vi meget om angst, som er blevet undersøgt på alle leder og kanter af stribevis af psykologer verden over, forklarer Elsass.
Definitionen på angst er, at det er noget, vi oplever i vores indre. Når vi er angst, så ved vi ikke nødvendigvis, hvad vi er angste for – det kan være en diffus størrelse eller en grundfølelse.
Frygt derimod har et ydre fokus, fordi vi er bange for noget specifikt udefrakommende – for terror, for at miste vores job, for at vores børn bliver kørt ned i trafikken eller lignende. Man ved, hvad man frygter, mens angst er en tilstand, hvor man ikke ved præcis, hvad man frygter.
»I dag er vi meget parat til at lave psykologiseringer – det vil sige, at hvis der opstår noget, der er lidt svært, så ser vi det psykologiske i det. Derfor taler vi meget om angst og om det indre,« siger Elsass og fortsætter: »Som professor i psykologi synes jeg simpelthen og måske lidt paradoksalt, at der er for meget psykologi.«
Og det er et problem, at vi ved så lidt om at være bange. For er der noget, der fylder i verden i dag, så er det frygt, mener Peter Elsass.
»Der er blevet lavet undersøgelser, hvor man beder folk se tilbage på deres liv og svare på, om de er mere frygtfulde i dag, end de var før. Det tyder undersøgelserne på, at de er. Men det betyder jo ikke, at der rent faktisk er grund til at være mere bange,« siger Elsass, der mener, at medierne »booster en frygtfokusering op, som ikke er gavnlig«.
Han giver et eksempel fra dækningen af orkanen Katrina i New Orleans tilbage i 2005, hvor CNN rapporterede om snigskytter i gaderne, og hvor medierne generelt bragte historier om lovløsheden i New Orleans’ gader, hvor vold og voldtægt var blevet normen.
Men senere undersøgelser, forklarer Elsass, viste faktisk, at New Orleans’ voldstatistikker var dalende under og efter orkanen.
»Medierne konstruerede altså frygt, og resultatet blev, at redningsmandskabet ikke turde bevæge sig ind i det, de troede var en krigslignende zone, hvilket igen resulterede i tabte menneskeliv.«
Frygt som narkotikum
Men vi bliver ikke kun fodret med frygt udefra. Vi svælger også selv i det, mener Peter Elsass. Et andet eksempel på en frygtkultur er nemlig vores kulturforbrug.
»Mange bøger og tv-serier handler om mord, selv om der slet ikke er så mange mord i vores samfund. Folk går i biografen for at se gyserfilm. Ekstremsport som bungeejumping bliver mere og mere populært. Så frygten er et drug. Folk klæber til frygt, altså,« siger Elsass.
Det betyder ikke, at det altid er dårligt at være bange, for der er også den rationelle frygt. Det vigtige er bare, at vi lærer at forstå, hvornår frygten er rationel og irrationel – altså »at mestre kunsten at være bange«, som Elsass kalder det.
— Hvordan gør man det?
»Det handler om at se frygten i øjnene,« forklarer han.
Det lyder måske simpelt, siger han, men man skal orientere sig, læse to aviser i stedet for en og prøve at analysere og forstå, hvad vi er bange for, ved at gå ud og møde det. For hvis vi skærmer os selv fra frygten, så finder vi aldrig ud af, om der rent faktisk er noget at være bange for.
»Flygtninge er et klassisk eksempel for vor tid. Vi vil så gerne indhegne dem og skærmes fra dem, fordi vi frygter dem. Men i virkeligheden er det lige omvendt – jo mere vi møder dem, jo mindre frygter vi dem. På den måde er den danske flygtningepolitik faktisk med til at skabe frygt i stedet for at afhjælpe den.«
Da Peter Elsass blev bange
Mange år efter Peter Elsass’ besøg i Jonestown i Guyana og mødet med FARC i Columbia, mærkede han endelig følelsen af frygt, fortæller han.
Det var lige efter krigen i Kosovo, hvor han var udsendt som psykolog for WHO. En dag befandt han sig med nogle kolleger i en kælder i et hus i hovedstaden Pristina, hvor der noget tid forinden var foregået en massehenrettelse. Ligene var fjernet, men i hjørnet lå en afhugget fod med en hvid tennissko på.
Den hvide tennissko var fuldkommen magen til de hvide tennissko, som Elsass havde gået med i årevis, og som endda havde givet ham tilnavnet el cazadito (der betyder ’manden med de store hvide tennissko’) i en indianerstamme, som han havde besøgt flere gange i forskningsøjemed.
»Min krop begyndte pludselig at ryste, da jeg så den sko. Jeg havde jo gjort mig mange tanker om mit forhold til frygten. Men her var det, som om nogle ubevidste dannelser i mig pludselig fik næring. Og der følte jeg omsider, at jeg havde mødt frygten,« forklarer Peter Elsass, som dér oplevede frygten som en blanding af noget indre, som må have ligget latent i ham, og noget ydre symboliseret ved foden i tennisskoen. På den måde flød grænserne mellem angst og frygt i det øjeblik sammen, siger han.
Men alt i alt og også siden den dag i Pristina har Peter Elsass forsøgt aktivt ikke at lade frygten styre sit liv, synes han.
»Jeg har på en eller anden måde søgt frygten. Der har selvfølgelig ligget en regulær drengedrøm i at møde vanskeligheder. Men for mig har det også handlet om, at det er vigtigt at leve et fuldt liv og tage det hele ind. Også selv om man til tider kan blive bange for noget.«
Peter Elsass: ’Kunsten at være bange’. 320 sider. 249,95 kr. Gyldendal
"Flygtninge er et klassisk eksempel (på "hvad vi er bange for", min parentes) for hvor tid.Vi vil gerne indhegne dem og skærmes fra dem, fordi vi frygter dem.Men i virkeligheden er det lige omvendt - jo mere vi møder dem, des mindre frygter vi dem. På den måde er den danske flygtningepolitik faktisk med til at skabe frygt i stedet for at afhjælpe den."
Tak, Peter Elsass, den stramme danske flygtningepolitik er designet til at skræmme befolkningen i armene på designerne, som tilbyder yderligere stramninger, som frygt-reducerende pseudo-løsninger. Så frygt den politikerdesignede frygt og styrk politikerleden ift. de relevante politikere.
Frygt kan være en vigtigt følelse, der skal lede til aktiv handling, men nødig panik eller handlingslammet affekt, men løsningsorienteret positiv handling.
"Ifølge FN/UN vil havstigninger, vandknaphed, ørkendannelser etc. underminere levegrundlaget for millioner af mennesker og skabe omkring 200 millioner nye klimaflygtninge inden 2050. Allerede i dag findes der såkaldte klimaflygtninge fra Alaska til Stillehavsøerne.
Link: http://raeson.dk/2015/100-dage-til-cop21-hvor-er-det-sikkerhedspolitiske...
Hvis der ikke ønskes flere flygtninge, så må befolkningen naturligvis lade være med, at producere flygtninge!
Danskerne er målt på den enkelte borger, blandt de mest CO2 udledende i hele verden, hvilket samlet set lidt/meget frygt skabende for nogle.
Bevist ikke at handle på en akut eksistentiel udfordring, er et aktivt valg med øjebliklige konsekvenser, hvis nogen tror akut handlingskrævende, er det sammen, som en mulighed for udsættelse, bliver de hurtigt klogere.
Begrundet frygt kan bl.a. omsættes til positiv løsningsorienteret handling på en udfordring ved et folketingsvalg, hvor ikke at handle på akut eksistentiel udfordringer ligeledes har konsekvenser.
Frygt skal ikke altid undertrykkes, der kan være gode grunde til frygt, frygt kræver ofte gode fornuftige beslutninger for at forsvinde helt igen og blive væk.
Tak for det interview. Men som Steen Obel også så fint beskriver er medierne ikke alene om at piske en stemning af frygt op. Bemærk, hvordan vores førende politikere i de seneste flere år har bekendtgjort, at de vil sikre et trygt Danmark, at danskerne skal være trygge og tryghed ad libitum. For mig har det næsten været uudholdeligt at høre på samtidig med f.eks. nedskæringer, der sender flere og flere børn ud i en opvækst i ringe kår. At høre Lars, Mette og DF helt velovervejet og kynisk på denne måde installere en stort set ikke--realitetfunderet frygt i befolkningen er under lavmålet.
Steen Voigt
Hvis man ikke ved, hvad livet på den anden side af velstand, hvor tryghed er ikke eksisterende, der er det tilsyneladende meget nemt at se bort fra, hvad det gør ved et barn.
Hvad ved de priviligerede generelt om daglig frygt?
Og så for at øge arbejdsudbuddet, for kortsigtede økonomiske gevinster på olie, gas og kul afbrænding, til at skabe ikke bæredygtig økonomisk vækst, der leder til mere fattigdom.
Der er langt fra toppen til bunden af samfundet.
"’Kun psykopater kan ikke forstå fattiges problemer’.
Forestil dig nu, at hele dit liv var ikke alene som den dårlige dag, men endnu værre.
Hele tiden.
Ingen opklaring.
Ingen pauser eller udsigt til at det slutter.
Hvis hele dit liv er lige så dårligt og kaotisk som den ene dag eller uge, du ind imellem har, vil du næppe have overskud til at foretage fornuftige, sunde og velovervejede valg hele tiden."
Citat af den britiske debattør og forfatter Lucy Mangan.
Svaret fra danske politikere hårde straffe, økonomisk pisk og en syndebuk.
Hvordan fungere det i Trump land og hvorfor træffes der dårlige beslutninger, når frygt råder uden håb?
Fattigdom er en bitch!
Pressen har i mange år været ensidigt jublende over kapitalismens sejer, efter den kolde krigs afslutning, hvor alt blev glemt om de hundredeår med advarsler om økonomisk forbrugsdrevet vækst på olie, gas og kul afbrænding, skaber CO2 udledning og klimaforandringer i kølvandet, nu stoler mange ikke på pressen længere, det giver plads til Donald Trump og andre af samme eller lignende type og naturligvis plads til alternative fakta eller løgn der accepteres udlagt som fakta, om man vil.
I takt med fattige bliver flere i antal, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet.
Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, Donald Trump er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang, på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.
Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, dem drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.
Hvad stå Donald Trump for, hvad bringer håb ved den førte politik.
Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.
Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.
USA er i ruiner, der er økonomisk vækst og arbejde nu, men sandhede er en anden under overfladen og alle ved det.
Professor Philip Alston, United Nations Special Rapporteur on extreme poverty and human rights.
“The proposed tax reform package stakes out America’s bid to become the most unequal society in the world, and will greatly increase the already high levels of wealth and income inequality between the richest 1% and the poorest 50% of Americans.
US infant mortality rates in 2013 were the highest in the developed world.
Americans can expect to live shorter and sicker lives, compared to people living in any other rich democracy, and the “health gap” between the US and its peer countries continues to grow.
US inequality levels are far higher than those in most European countries.
Neglected tropical diseases, including Zika, are increasingly common in the USA. It has been estimated that 12 million Americans live with a neglected parasitic infection. A 2017 report documents the prevalence of hookworm in Lowndes County, Alabama.
The US has the highest prevalence of obesity in the developed world.
In terms of access to water and sanitation the US ranks 36th in the world.
America has the highest incarceration rate in the world, ahead of Turkmenistan, El Salvador, Cuba, Thailand and the Russian Federation. Its rate is nearly five times the OECD average.
The youth poverty rate in the United States is the highest across the OECD with one quarter of youth living in poverty compared to less than 14% across the OECD.
The Stanford Center on Inequality and Poverty ranks the most well-off countries in terms of labor markets, poverty, safety net, wealth inequality, and economic mobility. The US comes in last of the top 10 most well-off countries, and 18th amongst the top 21.
In the OECD the US ranks 35th out of 37 in terms of poverty and inequality.
According to the World Income Inequality Database, the US has the highest Gini rate (measuring inequality) of all Western Countries.
The Stanford Center on Poverty and Inequality characterizes the US as “a clear and constant outlier in the child poverty league”. US child poverty rates are the highest amongst the six richest countries – Canada, the United Kingdom, Ireland, Sweden and Norway.
To read to full report,
Link: http://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=22533&L...
Jeps, Leo Nygaard. Er vi truet akut udefra, så kan vi frygte - og stille op til forsvar. Vil du?. Jeg gør det gerne. Men spille på en generel 'utryghed' i befolkningen er plat. Landet er et af de mest trygge overhovedet. Men du kan selvfølgelig aldrig fjerne den personlige utryghed/bekymring: trafikdød, kræft, skilsmisse, anden tilskadekomst. Så i stedet for at tale frygten op bør politikerne - i mine øjne - gøre det modsatte: styrke den mentale moral.
Leo Nygaard. Flygtninge-indvandrerstrømmen i 2015 udgjorde/udgør et reelt problem, som håndteres - mere eller mindre godt. Og det (befolkningsstrømme) har vi langtfra set enden på. Men politisk at massere 'tryghed' ind i ellers trygt folk på den baggrund er plat. Og du brugte i øvrigt forsvaret af landet som eksempel. For nu at citere Elsass: »Flygtninge er et klassisk eksempel for vor tid. Vi vil så gerne indhegne dem og skærmes fra dem, fordi vi frygter dem. Men i virkeligheden er det lige omvendt – jo mere vi møder dem, jo mindre frygter vi dem. På den måde er den danske flygtningepolitik faktisk med til at skabe frygt i stedet for at afhjælpe den.« Og når politikerne generaliserer frygt, ja, så får de, hvad de ønsker.
Leo Nygaard. Du kan antage hvad som helst. Men spar mig venligst for 'gamle Danmark'. 600 har i 2018 indtil juni søgt om asyl her i landet, og det antal vælter næppe hverken ånd, land eller institutioner. Det, jeg synes, du kan overveje, er, hvilket slags land, vi skal leve i fremover. Et baseret på frygt for alt muligt eller et, hvor vores nuværende tillidsbaserede ikke-frygtsomme samfund kan omfatte 'andre'. Min oprindelige pointe til Elsass-interviewet var, at førende politikere slår plat på tryghed, mens de f.eks..sender flere børn ud i ringere opvækst gennem nedskæringer.Uanset. hvor disse så måtte stamme fra. Føler du dig truet - og det er der jo mange, helt legitime grunde for en del mennesker at gøre, som vi ser i USA, Storbritannien og herhjemme - så er altså ingen løsning at pådutte folk en falsk tryghed/falsk utryghed for at fremme sin politik. Vi er vel gode nok til at tale hinanden op i stedet.
Mit forfatterløfte er enkelt: ”At forholde mig direkte, snarere end afslappet til de ting jeg skriver når folk går hen til mig og spørger mig hvad jeg skriver.” Det indbefatter ikke, at jeg gider diskutere sagen i fuld offentlighed. Det kan jeg ligeså godt sige at jeg ikke kan tåle, rent psykisk. Gad vide om Peter Elsass har gjort sig tanker om et forfatterløfte da han skrev denne bog. Det tror jeg egentlig ikke.
Når jeg reagerer på dette er sagen den, at jeg vil advare psykiatere om at lave farvelade. En psykiater skal ikke opføre sig sådan her, men iklæde sig langt mere ydmyghed. Det svækker fagets troværdighed at sniksnakke. Det styrker derimod fagets troværdighed hvis der i en sådan bog er transskriptioner af interviews med fagpersoner og lægmænd som klart demonstrerer overfor offentligheden at psykiateren er et sorgmenneske med blik for den sorg der er knyttet til den menneskelige situation: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.
Arrogant docerende reduktionistisk ukorrigeret monoman coaching coffee table bog.
Jeg er bange for at den handler om dyr, snarere end mennesker:
"En person uden evne til at føle frygt vil have dårligere betingelser for at overleve."
(s. 24)
Elsass byder ikke ind med et bud på hvad den menneskelige situation er. Der er en del pladder:
"Netop når man frygter døden, kan man paradoksalt nok opleve at være lykkelig og få en fornyet oplevelse af tilstedeværelse."
(s. 25)
Bogens præmis er dens mantra: "Du er bare bange" (for terror fx.)
Mit svar: Nej, Elsass, den 3. største sorg er: 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad. Vi kan ikke udskille frygten i alle tænkelige situationer og bare grine ad den i armslængde. Hvem siger vi grundlæggende kan skille den fra angsten. Vi må sætte os ned med vores grundlæggende sorger og tage til takke med åndelig, kærlig melankoli og glippe lidt med øjnene. Vi mister fuldkommen orienteringen i verden og livet og den stille og rolige dagligdag med hinanden hvis vi skal læse din bog på 339 (!) sider hvor der står ordet "frygt" i hver anden sætning.
Vi kan ikke tillade os at sige til DFere, som tydeligvis ikke findes i læsersegmentet, at de "bare er bange" for så håner vi dem, ser ikke deres menneskelighed, deres ånd og kærlighed.
Så skriver du en hel del om helte i krig og lignende situationer. Hvor er hverdagens helte?
Jeg bryder mig ikke om dine elendighedsresistente heltetyper der kækt forsvarer mod "farlige dyr" (s. 36) for jeg mistænker dem for at være frustrationsmennesker i modsætning til sorgmennesker.
"Mange modsætter sig, at bliver interviewet. Spørg en anden. Der er mange der er større helte, end jeg." (s. 37)
"Alle kan lære at blive en helt."
(s. 47)
"Krigen producerer mange helte" (Vrøvl! Krig skal undgås for enhver pris. s. 57)
Så følger underholdende men desværre sniksnakkende kæmpeafsnit om PTSD og brændende bygninger, krydret med gammelkendte filosoffer, sociologer og psykologer.
Var det ikke relevant at i det mindste give et personligt bud på hvad mod er?