Læsetid: 7 min.

Mefisto i Manchester

Manchester Uniteds træner José Mourinho er under pres efter at have anstiftet en tofrontskrig med klubbens direktør og holdets vigtigste spiller
Mourinho giver ikke en flyvende fis for mantraet om, at man så vidt muligt skal optræde som et forbillede for andre. Tværtimod har han gennem hele sin karriere gjort det at yppe kiv til en kunstart.

Mourinho giver ikke en flyvende fis for mantraet om, at man så vidt muligt skal optræde som et forbillede for andre. Tværtimod har han gennem hele sin karriere gjort det at yppe kiv til en kunstart.

Jon Super

25. august 2018

Det var på sin vis en pagt med Mefisto, Manchester United indgik, da klubbens ledelse i sommeren 2016 besluttede at ansætte portugiseren José Mourinho som ny manager – vel vidende, at man dermed entrerede med en skikkelse, der repræsenterer nogle fundamentalt andre værdier end dem, klubben i årtier havde hvilet på.

Værdier, der handler om at spille angrebsfodbold med aldrig svigtende mod, at udklække sine egne talenter, og at optræde med den værdighed, som det til enhver tid kræves i offentlige sammenhænge.

United er – og ser sig selv – som et førende medlem af Europas gamle fodboldaristokrati. Og det forpligter, både internt i klubben og i mange tilhængeres øjne.

Det forpligter imidlertid ikke Mourinho.

Den portugisiske fodboldkyniker er bestemt ikke medlem af noget europæisk fodboldaristokrati. Og han kunne i øvrigt ikke være mere ligeglad. Hans anskuelser ligger langt væk fra englændernes fodboldromantiske idealer.

Konflikt som kunstart

Mourinho praktiserer en spillestil, der er lagt an på fysisk styrke, hurtige omstillinger og en knivspids destruktivitet. Han foretrækker at indkøbe færdigudviklede spillere frem for at give unge talenter chancen.

Og han giver i øvrigt ikke en flyvende fis for mantraet om, at man så vidt muligt skal optræde som et forbillede for andre.

Tværtimod har den portugisiske mestertræner gennem hele sin karriere gjort det at yppe kiv til en kunstart.

I årevis er han vandret fra den ene konflikt til den anden, og da han som træner for Real Madrid i 2011 stak en finger i øjet på Barcelonas hjælpetræner Tito Vilanova under en batalje på sidelinjen i et opgør mellem de to klubber, blev det for meget for Uniteds gamle stjernespiller Bobby Charlton, der brugte anledningen til at fastslå, at Mourinho aldrig ville blive manager for den hæderkronede klub fra Manchester.

»En United-træner ville aldrig opføre sig på den måde,« lød vurderingen fra fodboldaristokraten fra det nordvestlige England.

Pagten

At Mourinho alligevel endte med at sidde i trænersædet på Old Trafford, skyldes et udslag af ren desperation fra Uniteds side.

Klubben var i sommeren 2016 i knæ efter et par mareridtssæsoner under den hollandske jerntulipan Louis van Gaal og havde akut brug for en skikkelse, der kunne stabilisere truppen og løfte holdet tilbage i toppen af Premier League. Derfor indgik man kontrakt med den humørsyge portugiser, selv om man udmærket vidste, at han hverken fodboldmæssigt eller menneskeligt stod for det, United almindeligvis repræsenterer.

Moutinho kom med en indbygget garanti for øjeblikkelige resultater. Og så var man villig til at se stort på de metoder, han brugte for at opnå dem. Eller sagt på en anden måde: Pagten med Mefisto blev indgået med åbne øjne!

Og rent sportsligt kan man også sige, at Mourinho har levet op til sin del af aftalen.

I de seneste par sæsoner har han løftet United fra en sjetteplads til en andenplads i ligaen, samtidig med, at klubben har hentet Europa League-trofæet og Liga Cuppen hjem til pokalskabet.

Brandværdi eller pokaler?

Nu er der imidlertid tegn på, at den umage pagt er ved at briste. I de seneste par måneder er Mourinho i hvert fald vandret målrettet ned ad de konfliktstier, der tidligere har ført til uforsonlige brud med hans arbejdsgivere i både Chelsea og Real Madrid.

Først og fremmest har han åbnet en front i forhold til klubbens administrerende direktør Ed Woodward – hvilket i parentes bemærket er en Mourinho classic. I stort set alle sine klubber er han raget uklar med det øverste ledelseslag, og nu er det altså også sket i Manchester.

Striden skyldes på overfladen en uenighed om fodboldmæssige dispositioner, men bagved er der en grundlæggende konflikt om, hvordan man bør drive en klub som Manchester United.

Woodward er først og fremmest pengemand. Han har en fortid som investeringsrådgiver i den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan & Co. Og før han blev øverste direktør for United, var han leder af klubbens kommercielle division.

Og værdierne fra denne fortid har han bragt med sig ind i direktørkontoret. For ham er United en virksomhed med et globalt brand og nogle indtægtsstrømme, der skal styrkes og vedligeholdes.

Det så man i foråret, da han skulle retfærdiggøre indkøbet af den chilenske kantspiller Alexis Sánchez. Woodward gik mere op i sydamerikanerens status som økonomisk og imagemæssigt aktiv end i hans fodboldmæssige kvaliteter.

Offentligt lagde Woodward således mest vægt på, at United med købet af Sanchez havde slået rekorden af antallet af solgte trøjer i januar og fået et markant boost til Uniteds profil på de sociale medier.

Indkøbet »var det største United-opslag på Instagram med to millioner likes og kommentarer, ligesom det også blev den mest delte post på Uniteds facebookside og den mest retweetede tweet nogensinde – og hashtagget #Alexis7 var det mest omtalte emne på Twitter i hele verden«, sagde direktøren med mærkbar stolthed.

Og han fortsatte:

»Hvis man skal drage en sammenligning, så genererede klubbens opslag om Sanchez 75 procent flere interaktioner, end da det blev annonceret, at Neymar som verdens dyreste spiller rykkede fra Barcelona til PSG.«

Åben konflikt

Den slags tal er vigtige for Woodward. Men de rager Mourinho langsomt. Portugiseren er – alle sine fejl til trods – fodboldmenneske ind til benet, og han sammensætter sine mandskaber for, at de skal vinde – ikke for at styrke deres akkumulerede brandværdi.

Denne divergens i opfattelsen af det, som man kan kalde den strategiske drift af klubben, har hele tiden skabt friktion mellem de to mænd, og i de seneste måneder er det eskaleret til en åben konflikt over noget så banalt som indkøbet af en ny midterforsvarer.

Mourinho er ikke tilfreds med sine aktuelle optioner og vil have nye kræfter ind, men Woodward – der tydeligvis ikke ser den store brandværdi i indkøbet af en defensiv spiller – har nægtet at åbne for pengekassen. Det har fået Mourinho til i mere eller mindre forblommede vendinger at beskylde direktøren for at sabotere hans arbejde.

Blandt andet nægtede portugiseren ved et pressemøde for nylig at svare på, om han anså sit mandskab for stærkt nok til at kunne spille med om guldet. »I don’t answer to your question,« lød portugiserens replik, da en skriverkarl fra den engelske sportspresse bad ham om at vurdere Uniteds mesterskabschancer.

Den opførsel vil Woodward ikke finde sig i, så i dække af såkaldt anonyme briefinger til den engelske sportspresse er han begyndt at skyde igen mod sin egen manager, hvilket har haft som konsekvens, at United lige nu er et hus i splid med sig selv, eftersom to af de vigtigste figurer i klubben bekriger hinanden gennem pressen.

Kritik af stjernen

At have åbnet en front mod den administrerende direktør er imidlertid ikke nok for Mourinho. Hen over sensommeren er han også gået til angreb på holdets absolutte stjernespiller, Paul Pogba.

Striden opstod, da Mourinho blev bedt om at forholde sig til, hvordan den atletiske midtbanedynamo efter et par skuffende sæsoner i Uniteds røde trøje pludselig kunne fyre et flot VM af for Frankrig.

»Jeg tror, at VM giver en spiller som ham de bedste muligheder for at udfolde sig,« sagde Mourinho. »Hvorfor? Fordi det er et lukket miljø, hvor han kun behøver at tænke på fodbold i en måned. Når han er på en træningslejr fuldstændig afskåret fra omverdenen, er hans fokus kun på fodbolden.«

Mourinhos ord var egentlig rettet mod Pogbas agent, den tidligere pizzabager Mino Raiola, der efter United-managerens mening er en pestilens, fordi han ustandselig plaprer løs i medierne om alle de storklubber, der kunne være interesseret i at skrive kontrakt med hans berømte klient.

Men de kunne også tolkes som en implicit kritik af Pogba selv for at være uprofessionel og ude af stand til at koncentrere sig over en hel sæson. Og det var tydeligvis sådan, Pogba tolkede ordene.

»Der er visse ting, jeg godt kunne have lyst til at sige, men det kan jeg ikke, for så får jeg bøde (af klubben, red.),« lød franskmandens vrede replik.

Siden har den portugisiske træner forsøgt at gyde olie på vandene. Men at der stadig er problemer med at få Pogba integreret på Uniteds mandskab, så man sidste weekend, hvor han leverede en skuffende indsats i udebaneopgøret mod Brighton.

Rygter om udskiftning

Hele 27 fejlafleveringer stod Pogba noteret for efter en kamp, hvor Uniteds midtfelt reelt brød sammen. Og holdets formkrise – kombineret med Mourinhos selvanstiftede tofrontskrig – har skabt fornyet debat om portugiserens fremtid i klubben.

Hos flere engelske bookmakere er han nu favorit til at blive den første træner fra Premier League, der bliver fyret i denne sæson. Og medierne spekulerer allerede i, at Real Madrids tidligere manager Zinedine Zidane er ved at blive kørt i stilling. Ifølge den sædvanligvis velinformerede franske sportsavis L’Équipe er den skaldede franskmand fristet af muligheden for at overtage tøjlerne hos Manchester United.

Foreløbig sidder Mourinho dog stadig i trænersædet på Old Trafford. Og som enhver kender af  klassisk litteratur vil vide, er Mefisto ikke sådan at slippe af med, når man først har lukket ham ind.

Det går ellers meget godt. Manchester United er nummer to i Premier League og får pænt med point for deres kampe. Men træneren i Manchester City bliver ved at volde Mourinho problemer.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Frommelt

Jamen så må vi jo bare håbe, at det ikke går United, som det gik Faust.
Mit røde United hjerte bløder - han skal bare ud hurtigst muligt.