Læsetid: 7 min.

Nettet strammes om Amazonas sidste, uberørte stammefolk

Nogle af de absolut sidste stammer af oprindelige folk, der aldrig har haft kontakt med den moderne verden, lever i Jaravi-dalen i Amazonas-regnskoven. Men fiskere, krybskytter og bønder trænger ind i reservatet, stjæler dets ressourcer og truer de sidste, isolerede stammer
Xuxu Korubo levede selv i skoven indtil 2015, hvor han fik kontakt med omverdenen. Han er bekymret for sine brødre, der stadig lever i skoven. De skelner ikke mellem fiskere, der plyndrer deres ressourcer – og hjælpeorganisationen Funai. For dem er de alle sammen ens, fortæller han.

Xuxu Korubo levede selv i skoven indtil 2015, hvor han fik kontakt med omverdenen. Han er bekymret for sine brødre, der stadig lever i skoven. De skelner ikke mellem fiskere, der plyndrer deres ressourcer – og hjælpeorganisationen Funai. For dem er de alle sammen ens, fortæller han.

Gary Calton

1. september 2018

Francisco Lima sidder i udkigstårnet og tænder og slukker sin lommelygte. Han spejder ud over den mørke flod, på udkig de fiskere, som plyndrer floderne her i Javari-dalen, et afsidesliggende reservat for oprindelige folk i det nordøstlige Brasilien.

Fra sit udkigstårn vogter han over de floder, der løber ind i reservatet. Her bor 6.000 mennesker fra otte forskellige etniske grupper. Hver med eget sprog og egne traditioner. Ingen steder i verden er der en højere koncentration af såkaldt ikkekontaktede stammer, der lever i total isolation fra omverdenen.

Formelt er det kun autoriserede gæster og oprindelige lokale, som har lov til at besøge området. Men de 12 volts lys, Francisci Lima, sender ud over det mørke vand, kommer næppe til at forhindre nogen i at trænge ind.

»Der findes en smutvej,« siger han og peger mod en lille biflod, der løber forbi den brasilianske regerings agentur for oprindelige folk, Funais base. Fiskerne fylder deres kanoer med vand, forklarer han. Så sænker de sig selv ned i vandet og flyder lige så stille forbi lyskeglerne fra vagternes lygter.

Mangler beskyttelse

Denne lille samling af små træhytter, bygget på pæle over floden, er en af Funais fire baser i Javari-dalen. Dalen er et vildnis af tyk skov, stejle kløfter og snørklede floder. Her er hverken veje, mobilnetværk – eller politi.

Anakondaer og alligatorer lurer i floderne. Slanger, jaguarer og skorpioner strejfer om i skovene, aberne hviner fra trækronerne. Dalen er smuk på en frodig, sammenfiltret og uoverskuelig måde, som mennesker endnu ikke har haft held til at ødelægge.

I mere end et årti efter, at reservatet blev etableret i 1998, var de 16 ikkekontaktede stammer i området blandt de bedst beskyttede i Brasilien. I dag er reservatet truet fra flere sider. Og de 16 stammer, som jager med bue og pil eller pusterør og lever uden nogen kontakt med den moderne verden, befinder sig nu i en sårbar situation. Kontakt med omverdenen kan være direkte dødeligt for stammefolkene, hvis immunforsvar ikke er vant til helt almindelige sygdomme som f.eks. influenza.

»De her mennesker bliver mere og mere udsatte,« sagde Beto Marubo, en af de oprindelige Javari-folks ledere, da han talte til FN’s stående udvalg for oprindelige folk i april. »Der er ingen effektiv beskyttelse.«

Talsmænd for de oprindelige folk og medarbejdere i Funai anklager Brasiliens præsident, Michel Termer, og den konservative regering for bevidst at udhule finansieringen af agenturet for at imødekomme den magtfulde skov- og landbrugslobby.

»Michel Termer vil helt afvikle reservater for de oprindelige folk,« siger 49-årige João Kanamari fra Kanamari-stammen.

»Vi har en masse træ. Vi har en masse guld og andre ressourcer, man kan udvinde.«

Frit spil

Ved Funais base i Atalaia do Norte, den by der ligger tættest på reservatet, er telefonlinjen brudt ned, og internettet er stoppet med at virke. Rygtet vil vide, at basen snart bliver nødt til at lukke helt.

»Når man bliver ved med at stække systemet, så stopper det med at fungere på et tidspunkt,« siger Funai-medarbejderen Bruno Pereira, som arbejder med stammer, der enten lever helt isoleret eller først er blevet kontaktet for nylig.

På en enkelt tur dybt ind i Javari-dalen, kan fiskerne hente op mod et halvt ton pirarucufisk og 700 skildpadder. Begge arter er fredede. De går også i land for jage og frarøver på den måde de isolerede stammer deres jagtmuligheder.

Ulovlige forsøg på at udvinde guld har efterladt floderne i den østlige del af dalen forurenet med kviksølv. Fra syd trænger kvægbønder ind for at finde nye græsmarker. Og fra Solimões-floden mod nord flyder narkotika ind over grænsen. Sidste oktober konfiskerede myndighederne 776 kilo kokain efter en større skudveksling.

De oprindelige folk i Javari-dalens formelle forbund er nu på jagt efter international finansiering, og har blandt andet bedt den norske regering om støtte.

»De her invasioner nærmer sig de dele af reservatet, hvor de isolerede folk bor,« siger Paulo da Silva, der er koordinator i forbundet. »Vi står med korslagte arme, ude af stand til at gøre noget ved det.«

Det er forbundet, der har inviteret journalister til området. Sammen med en gruppe fra Funai og en gruppe lokale, oprindelige folk, rejser vi langt ind i reservatet med båd, inden vi fortsætter ind i skoven for at lede efter spor fra de isolerede stammer. Det er en tur på lidt over 1.000 kilometer.

Funai har modtaget rapporter om, at en ikkekontaktet stamme er blevet observeret nær den lille landsby São Joaquim. Gruppen, vi rejser med, er sendt afsted for at undersøge sagen nærmere.

Varselsskud

Lige uden for reservatet, udpeger Bruno Pereira, der står i spidsen for ekspeditionen, en gruppe fiskere. Tre træbåde og håndfuld kanoer ligger fortøjet i vandet ved siden af grønt net beregnet til at fange nyklækkede Aruanã-fisk, der kan sælges som dekorative akvariefisk.

Fiskerne truer Korubo-folket, der bor i landsbyen Vuku Maë, som ligger langs floden, få timer inde i reservatet.

Ved grænsen til reservatet orienterer ekspeditionens leder, Bruno Pereira – i bar overkrop – deltagerne om ruten og om reglerne for gruppens sikkerhed. Han mener, at Javari-dalens beboere med tiden selv godt kan stå for beskyttelsen af området, hvis de får teknologisk hjælp.

Gary Calton
Nøgne og smurt ind i urucumfrøenes røde saft eller klædt i pjalter, sidder de under et stråtag, mens børn og tamme aber løber rundt omkring dem.

Antallet af ulovlige indtrængninger er stigende, fortæller de. Tidligere samme dag affyrede fire fiskere advarselsskud for at skræmme tre Karubo-børn væk.

»Vi er meget bekymrede for, om der er fisk nok til os,« siger landsbyens høvding, Txitxopi. »Vi er bange.«

Xuxu Korubo ved, hvor sårbare de isolerede stammer er. Han levede selv i skoven indtil 2015, hvor hans stamme fik kontakt med omverdenen.

»Der var mange kampe med fiskerne,« fortæller Xuxu. Han er bekymret for sine tre brødre, der stadig bor i skoven med en anden ikkekontaktet stamme. »De ved ikke, at der er forskel på fiskerne og Funai. For dem er de alle sammen ens,« siger han.

Kamp om land

Skovene i Javari-dalen var ved at blive ryddet og opdyrket, indtil regeringen i 1998 gjorde området til et reservat for oprindelige folk. Siden da har alle udefrakommende formelt været udelukket fra dalen. I starten gjorde internationale støttemidler det muligt at håndhæve grænserne, men de senere år er finansieringen ebbet ud.

Funais lokale koordinator, Gustavo de Souza, fortæller, at han mangler mandskab og ressourcer for at kunne afpatruljere området effektivt. For få måneder siden blev en Funai-patrulje beskudt af en gruppe fiskere. De ansatte i agenturet er ikke bevæbnede og har ikke mulighed for at anholde folk.

»Det er farligt at gå efter fiskerne og jægerne, som er bevæbnede og kommer i grupper,« siger Gustavo de Souza.

Selv inden præsident Michel Temer tiltrådte i 2016, var Funais budgetter pressede. Men Temer iværksatte yderligere nedskæringer og stoppede alle planer om at etablere nye reservater. Sidste år var Funais budget til at beskytte de oprindelige folks områder – som udgør 13 procent af Brasiliens areal – kun 31 millioner kroner. Mindre end en tredjedel af den tilsvarende finansiering i 2013. Kun tre millioner kroner blev brugt på at beskytte Javari-dalen.

Til sammenligning brugte Brasilien 495 millioner kroner på en boligtilskudsordning til allerede vellønnede dommere.

»Der er stærke politiske kræfter i Brasilien, der ønsker at svække Funai,« siger Gustavo de Souza. »Så får de nemlig endnu nemmere ved at udnytte de her territorier.«

Bekymringerne møder ikke megen forståelse i Atalaia do Norte. Roberto da Costa, som er formand for den lokale forening af fiskere, mener, at reservatet er for stort.

»Det er et stort stykke land til en ret lille gruppe oprindelige folk,« siger han og tilføjer, at fiskeri er en af den fattige regions få indtægtskilder.

»Fra tid til anden krydser fiskere måske grænsen til de oprindelige folks land, fordi de er nødt til det. Fordi deres familier er afhængige af det,« siger han. »Der er mange fisk derinde.«

På fiskemarkedet i Leticia, på den anden side af grænsen til Colombia, sælger de helt åbenlyst pirarucufisk, som de hævder er fra Brasilien, hvor fisken er fredet.

»Det er jo vores land«

Til et møde i landsbyen Rio Novo, dybt inde i reservatet, forklarer de oprindelige folk, at de er vrede på Funai. Frustrerede over, at agenturet ikke forhindrer fiskerne i at trænge ind i området. De er bekymrede for deres isolerede familiemedlemmer, som de kalder dem.

»Mange fiskere kommer for at stjæle vores ressourcer,« siger 45-årige Alderney Marubo, som er landsbyens skolelærer. »Vi vil bare have kontrol over vores egne ressourcer.«

Hans bror, Daniel, på 50 år spørger, om de ikke kan få en båd med motor, så de selv kan patruljere området. »Det er jo vores land,« siger han.

Med GPS-teknologi og den rette uddannelse, er der, ifølge Bruno Pereira, ikke noget i vejen for, at de oprindelige folk selv kan spille en større rolle i beskyttelsen af Javari-dalen. Det er for eksempel tilfældet i Pera-reservatet, hvor Munduruke-stammen har kortlagt deres eget land i et forsøg på at få staten til at stadfæste reservatets grænser.

Bruno Pereira mener, at regeringen burde bevilge flere penge til reservaterne, hæve straffen for ulovlig indtrængen, og at Funai, politiet og Brasiliens miljøstyrelse burde samarbejde mere.

Paulo da Silva fra de oprindelige folks forbund er enig i, at folkene fra Javari-dalen burde spille en mere aktiv rollen i at beskytte reservatet. For nylig deltog 36 stammefolk i et træningsprogram over 10 dage, hvor de blev introduceret til GPS-teknologi og hørte om, hvordan oprindelige folk i andre områder bidrog til at overvåge og patruljere deres eget område. Og det er, ifølge Paulo da Silva, en begyndelse om ikke andet.

© Guardian og Information. Oversat af Mathias Sindberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Ervin Lazar, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Nettet strammes om os alle, hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed.
Der er tale om en ufravigelig sammenhæng, en fuldendt cirkel.
Årsag og konsekvens.

Tidligere blev uberørte stammefolk altid omtalt ‘primitive folk over for civiliserede folk’, deres forbrug er minimalt, men er det så uciviliseret?

Jens Bryndum, Torben Bruhn Andersen og Andreas Gamél von Benzon anbefalede denne kommentar

Jeg tror desværre, at løbet ér kørt for de omtalte stammer. Før eller siden vil ussel mammon overtage herredømmet i området.