Læsetid: 5 min.

Pelles bånd 6: »Jeg kunne gå ned på vejen i en LSD-rus og se alle de spøgelser, jeg ville«

Pelle drikker kaffe og snakker om tarotkort, flyvende tallerkener, stoffer og det ubehagelige ved at møde sin egen karma. Optagelsen er fra 1970
11. august 2018

[Pelle drikker kaffe i et privat hjem, formentlig på Randers-egnen, for alle taler jysk (undtagen Pelle) og i dagene efter, har han lavet optagelse på de kanter. Der er to andre mænd og to kvinder til stede. Lyden af et stueur kan høres i baggrunden. Snakken går på det farlige ved at få lagt tarotkort. Der er tilsyneladende blevet fortalt en historie om nogen, der havde dårlige oplevelse med kort 9 og kort 17.]

Mand: Dengang jeg spiste LSD, ville han gerne vide, hvad balance jeg var i. Jeg mente selv, jeg var nogenlunde i balance, og der skete jo heller ikke noget. Men jeg tror med disse ting, at der godt kan ske noget, hvis man er psykisk ude af balance.

Mand 2: Hvis nu man var meget negativ, tror du så, man kan få noget ud af det? At lægge dem? (tarotkort, red.)

Mand: Jeg vil ikke sige det, for jeg kendte nogle mennesker i Vejle, som var meget nøgterne og meget negative. Der skete de mest fantastiske ting den aften, de sad og eksperimenterede med det. Som om kræfter havde besluttet sig for, at nu skulle de skulle have en lærestreg.

[Lyd af tændstik, der tænder]

Kvinde: Der var dejligt at høre.

Mand 2: Jeg har nu aldrig hørt om nogen, der er sket noget med.

Kvinde 2: Jeg gør det ikke alligevel, det kan jeg godt sige dig.

Pelle: Jeg har lagt tarotkort masser af gange. Det plejer ikke at være 17’eren, det er galt med og den røde egypter, det er den samme som 9’eren. Den, det plejer at være galt med, er 12’eren og 13’eren. 12’eren hedder ’den hængte mand’ og 13’eren hedder ’døden’. Derfor er det underligt at de to historier går på 9’eren og 17’eren.

[De snakker videre. Uret slår 11 slag.]

Mand 2: Nu sagde du før, at 12 og 13 var de værste, hvad mener du med det?

Pelle: ’Den hængte mand’ han står for: Du er intet, når du når til tærsklens vogter. Det er der, hvor du kommer så langt ind i det okkulte, at du kan se, hvordan du selv ser ud karmatisk. Og det er et meget grimt syn for de fleste.

Mand 2: Karmatisk?

Pelle: Ja, altså hvordan din karma er. Din fuldkommen inderste overbevisning. Fuldstændig uden besmykning.

[Lyd af tændstik igen]

Pelle: Der kommer en skikkelse med en kappe på og siger: Jeg er tærsklens vogter. Har du mod, kan du få mig at se. Og hvis man selv har mod, altså hvis man mener, man er nået så langt, så åbner han kappen, og så kan man se sin karma. Hvis det er meget fint, så er det en ung, smuk kvinde, der står der. Men hvis du er et normalt menneske, så ser det ikke så godt ud.

Mand 2: Så har jeg sikkert ikke mod til det.

Kvinde og Kvinde 2 (nærmest i kor): Hvad får man så at se?

Pelle: Ja, det er nogle forfærdelige ting. Det er derfor, det er et slemt kort. Man hører meget om 12’eren. Efter det kommer kort nummer 13, døden. Det er en mand, der går med en le og hugger hoved, arme og fødder af. Han høster den, som ikke kan bære sin karma. Det er alle dem, som er blevet skøre af at se tærsklens vogter. Dem, som ikke kunne tåle det. Der er mange, jeg kender, som det er sket for. Den ene er Provo-Knud. Han kunne i hvert fald ikke tage det. Jeg tror, der ligger flere på sindssygehospitalet, fordi de har studeret religion og okkultisme og sådan noget.

 

****

 

Pelle: Vi havde i sin tid det, vi kaldte den okkulte skole. Der kom Provo-Knud også nogle gange. Provo-Knud var meget interesseret i okkultisme. Han er i hvert fald skør.

Mand 2: Skæg-Ole gik også en hel del ind i det.

Pelle: Jo, men Skæg-Ole, han kunne tåle det. Skæg-Ole kunne lave en vittighed om det ind imellem.

Kvinde: Jeg tror mere, det er Theo.

Pelle: Ja, Theo, han er blevet skør af det, det er stensikkert. Han er blevet skrupskør af det.

Mand 2: Det er kraftedeme synd.

[Lyden af en termokande, der piber.]

Pelle: Hans er også besat.

Mand: Ligger der ikke lidt misbrug af stof i det?

Pelle: Det følger jo med, det gjorde det også for Theo, og det gjorde det også for Provo-Knud. Hans er jo direkte besat. Jeg var der en gang, imens Hans var besat. Det var sørme uhyggeligt. Skæg-Ole kunne sige vittigheder om det. Jeg var hos ham om tirsdagen, hvor han døde om torsdagen.

Mand 2: Er det den der? (om termokanden)

Mand: Ja, det er træls. [Lyden forsvinder]

Mand 2: Han faldt ned af en trappe, ikke?

Pelle: Ja, han var epileptiker. Det var hjemme hos Hans. Han fik et epileptisk anfald og faldt ned og brækkede halsen.

Mand 2: Det var noget af det værste, når han havde været her, så lå der seks-syv tændstikæsker, hvor tændstikkerne var brækket i bittesmå stykker.

[Mand 2 fortæller nogle flere historier om Skæg-Ole.]

Pelle: Han var også en sød fyr.

Mand 2: Jamen, jeg kunne da også lide ham.

Pelle: Han var den mindst skøre af dem der. Når man tænker på den der flyvende tallerken-historie ude fra Harreskoven.

Mand 2: Ja, med Hans.

Pelle: Ja, og Theo og lille Knud og Villy og ham. Skæg-Ole er den, jeg har hørt beretningen fra. Han er mest nøgtern. Sgu mere end Villy er. Villy, han svæver sådan lidt ’Jeg var jo ikke sammen med dem hele tiden’ og ’jeg var nede og lede efter Theo under et træ’ og sådan noget. Skæg-Ole siger: ’Der var intet på den tur, der ikke var fuldstændig, som det skulle være’. Men det er klart, at når tre af dem tager amfetamin før de tager af sted på sådan en tur, i større mænger, så skal de jo se noget. Jeg kunne gå ned på vejen i en LSD-rus og se alle de spøgelser, jeg ville. Skal man ud og finde sådan noget, så skal man være helt nøgtern. Det kan ikke nytte noget, at man hverken har røget skidt eller taget LSD.

Mand 2: Det, der gjorde Hans rask, var, da han fik at vide, at han ikke kunne få invalidepension. Jeg har brevet fra Rigshospitalet. Der står kort og godt, at han er luddoven, og at han skal se at komme til at lave noget, og at han ikke fejler noget. Og kort efter fik han den tur med den flyvende tallerken og den her oplevelse om, at der var en rummand og alt det her. Og så fejlede han ikke noget mere. Så var han helbredt. Så jeg tror bestemt, at det var de professorer på Rigshospitalet, der helbredte ham bare ved at skrive det brev til ham.

Kvinde 2: Der var noget i vejen med ham.

Mand 2: Jeg er bange for at den gulsot, den stammer vist fra noget andet. (Til Pelle) Tror du ikke, den stammer fra noget sprøjteværk.

Pelle: Nej, han sprøjtede ikke på det tidspunkt. Hans var pilloman, han tog kun piller.

Mand 2: Jeg ved jo ikke, hvad manden har taget, men han tog da noget, det kunne man se på ham.

Serie

Pelles bånd

I årene omkring 1968 rejste Per ’Pelle’ Jørgensen rundt i landet med en spolebåndoptager. Han optog, hvad der skete, og gav det til Dansk Folkemindesamling. I anledningen af 50-året for 1968 har Information fået lov til at lytte båndene igennem og genskabe stemingen fra dengang. Mange taler og skriver om, hvad 1968 har betydet for historien – Pelles bånd giver et indtryk af, hvad der rent faktisk foregik på gaderne og hjemme i stuerne i de år. Hvad talte man om, hvordan talte man, og hvad skete der?

Seneste artikler

  • Pelles Bånd 5: »Kan man blive høj på oksesteg?«

    4. august 2018
    Pelle er i Fælledparken til festival, hvor der bliver spillet masser af bongotromme og humøret er højt. Det kan være svært at kende forskel på en fløjte og en chillum. Optagelsen er fra 1968
  • Pelles Bånd 4: »Det er en lidt venstreorienteret lyd«

    28. juli 2018
    Pelle er taget med den akustiske musikgruppe Furekåben til militærnægterlejren i Gribskov. Gruppen tror, de skal give koncert, men i virkeligheden skal de holde et foredrag om akustisk musik, så forsanger og frontfigur Hans Vinding – som senere dannede bandet Hyldemor – ryger ud i en improviseret og til tider rablende fortælling. Optagelsen er fra 1969
  • Pelles bånd 3: »Nu har vi vogn, så det kan vi jo sagtens gøre«

    21. juli 2018
    Pelle er taget på loppetorv i Helsingør i efteråret 1968. Han jagter historien om, at loppemarkedet er afløseren for det gamle marked, men det er ikke alle, der bekræfter vinklen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu