I retten: »Jeg spørger også, hvorfor de spiller så smarte. En AK47 kan skyde lige gennem de skudsikre veste, de har på«

Retten er sat til klokken 9.30, men en domsmand har meldt sig syg, og rådhusuret slår 9.45 i det fjerne.

Mens retsassistenten forsøger at skaffe en vikar, finder den offentlige anklager sine dokumenter frem. En 10 centimeter tyk bunke papirer i grønne omslag, svarende til de ti forhold, som tiltalte P denne tirsdag formiddag skal prøves i.

En forpustet domsmandsvikar træder ind i lokalet, og kort efter føres tiltalte op af to fængselsbetjente. Han er lagt i håndjern, som bliver taget af, inden han sætter sig ved siden af sin forsvarer, Lasse Martin Dueholm.

P er af polsk afstamning. Han har boet i Danmark siden han var fem år gammel, og hans familie og børn bor her. I 2008 blev P udvist og sendt til Polen, men siden da er han fire gange blevet dømt for at have trodset sit indrejseforbud. Det er han også tiltalt for i dag. De resterende ni tiltaler udspringer alle af en række hændelser en morgen i maj på en stille vej på Amager.

Ondt i hjertet

P er blandt andet tiltalt for at have sparket og truet tre politibetjente, som anholdt ham den morgen i maj. Mens tiltalen bliver læst op, sidder P helt stille og lytter opmærksomt. Hans sorte hår er vandkæmmet, og af og til stryger han sig over sit lige så sorte fuldskæg.

»Jeg har min familie i Danmark og føler mig som dansker,« forklarer han med rolig og blid stemme, da han sætter sig på stolen midt i rummet.

»Denne gang kom jeg tilbage for at fejre jul med mine børn. Jeg ville være rejst ud igen, men det er nemmere at blive end at rejse frem og tilbage. Hver gang jeg står ved grænsen, gør det ondt i mit hjerte, fordi jeg er bange for ikke at kunne se mine børn,« siger P, og fortæller, at han plejer at gå til fodbold med børnene i de perioder, han er i Danmark.

Om begivenhederne den morgen i maj er P ikke helt så villig til at erkende sin skyld. Han fortæller, at han var ude og køre med en kammerat, da kammeraten kommer til at bakke ind i en bil, mens han parkerer.

Kammeraten stikker af, men P bliver for at se, om han kan løse situationen uden at involvere politiet – han kender nemlig ejeren af den bil, vennen er bakket ind i. Hun hedder Samantha.

En sød pige

»Jeg går op til hende Samanthas dør og banker på for at forklare situationen. Bum, bum, bum,« siger P og flytter hænderne fra side til side i takt.

Han har før mødt Samantha, da hun luftede sin hund.

»Så sagde jeg bare ’hva’ så, smukke’, og så havde vi en samtale. Hun er meget sød og sympatisk,« siger han og forklarer, at det derfor undrer ham, at hun bare råber, at han skal skride, da han banker på hendes dør for at forklare om biluheldet.

»Så jeg tænker, at hun må tro, det er en anden,« siger han.

Før han får set sig om, dukker to mænd op og beder P om at forlade området, men det har P ikke tænkt sig. Der opstår tumult og en nabo tilkalder politiet. Det er her, det går helt ned ad bakke, forklarer P.

»Politiet er meget hårdhændede i deres adfærd, og jeg gør ingen modstand,« siger P, som fortæller, at han blev lagt i benlås og derfor ikke kan have sparket betjentene. Han indrømmer derimod, at han måske har talt grimt til dem.

»Jeg bandede og svovlede. Jeg sagde ’bare vent og se, små bøsser’.« P slår ud med hænderne. »Ja, beklager sproget, men sådan sagde jeg altså. Jeg spørger også, hvorfor de spiller så smarte. En AK47 kan skyde lige gennem de skudsikre veste, de har på.«

Jern, bly og blomsterbuketter

Vidnerne fortæller en anden historie end P. I løbet af formiddagen skal både Samantha og de tre politibetjente vidne mod P. Først de tre betjente, en efter en.

De fortæller alle tre den samme historie. P sparkede betjentene, da de prøvede at føre ham ind i politibilen. 

»Han var meget modbydelig og ondskabsfuld,« siger betjenten Bettina. Hun er i fuld uniform og har sit lange lyse hår samlet i en hestehale. »Og han grinede ondskabsfuldt, mens han sagde de ting der til os.«

P hiver sig i skægget og smiler skævt med sammenknebne øjne, da Bettina gengiver de trusler, som P kom med.

»Både jeres børn og mødre kommer til at græde, når jeg skyder jer med en AK47. I kommer til at smage jern og bly. Så kan I stikke jeres skudsikre veste langt op i røven.«

Så Samantha.

Hendes hoftelange sorte hår ligger draperet ud over stoleryggen, mens hun taler. Hun fortæller, at P over de sidste tre måneder har chikaneret hende – om end på forsøgsvis romantisk facon. Han har lagt blomster på hendes dørmåtte mange gange og sunget op til hende midt om natten. P er cirka 20 år ældre end hende.

Den morgen i maj blev Samantha bange for ham. Derfor ringede hun efter de to mænd, som er hendes venner. Hun optog også hele slagsmålet og P’s anholdelse og sendte den til sine venner på Snapchat, fortæller hun.

Efter 20 minutters votering er retsformanden og de to domsmænd nået til enighed. »Vi har fundet tiltalte skyldig i samtlige forhold,« siger retsformanden. »Vi lægger især vægt på, at tiltalte selv nævner, at han har truet med en AK47.«

P idømmes et års fængsel, hvorefter han skal sendes til Polen.

»Lad os lige gå ud og få en snak,« siger forsvareren til P, som har modtaget dommen med endnu et skævt smil.

»Hvad er der at snakke om? Vi anker!« siger P direkte til retsformanden. Efter en kort samtale får forsvareren alligevel overtalt P til et kompromis. De beder om betænkningstid, inden P bliver lagt i håndjern og ført tilbage til sin celle.