Læsetid: 10 min.

Sagen om en kvindelig professors sexchikane har rejst spørgsmål om feministisk hykleri og syge magtspil i den akademiske verden

En ung mand har anklaget sin verdenskendte kvindelige professor for seksuelle krænkelser. Siden har en lang række intellektuelle og feminister skrevet et forsvarsskrift for hende. For nogle er sagen derfor blevet symbolet på alt, hvad der er galt med #MeToo og feminismen. For andre er det historien om syge magthierarkier på et af verdens fineste universiteter
Nimrod Reitman anmeldte sin mentor på New York University, Avita Ronell, for seksuel chikane og udløste dermed et svært dilemma for en række feminister, der har støttet opgøret mod seksuelle krænkelser – indtil nu.

Nimrod Reitman anmeldte sin mentor på New York University, Avita Ronell, for seksuel chikane og udløste dermed et svært dilemma for en række feminister, der har støttet opgøret mod seksuelle krænkelser – indtil nu.

Caitlin Ochs

25. august 2018

 

I sager om seksuelle krænkelser holder den intellektuelle og feministiske elite med offeret. Medmindre krænkeren altså er en af deres egne. Og en kvinde.

Nogenlunde den konklusion er mange kommet frem til, efter New York Times tidligere på måneden afslørede, at en anerkendt, kvindelig stjernefilosof fra New York University (NYU) er blevet suspenderet for at opføre sig krænkende over for en mandlig studerende – og efter at en lang række intellektuelle fra hele verden har forsvaret hende i et brev til NYU’s ledelse.

En af underskriverne af brevet er filosof og feministikon Judith Butler. En anden er filosof Slavoj Žižek. Begge er nogle af de tungeste nulevende tænkere på den intellektuelle venstrefløj.

For andre er sagen et tegn på, at #MeToo-bevægelsen har sejret. Bevægelsen, som begyndte i oktober sidste år, handler jo netop om at støtte ofre i at stå frem og fortælle om seksuelle krænkelser i ulige magtrelationer – uanset hvilket køn krænkeren har, eller hvilket miljø vedkommende kommer fra.

Sagens ene hovedperson er Avital Ronell, en 66-årig professor i tysk og komparativ litteratur. I The New York Times kalder en kollega hende for »en af de få filosofstjerner i verden«, og hun fremstilles i samme artikel desuden som feminist, selv om det er uvist, om hun betegner sig selv sådan. Den anden hovedperson er Nimrod Reitman, 34 år gammel og gæsteunderviser på Harvard University.

I 2012 begyndte Reitman at studere komparativ litteratur på NYU. At han af alle universiteter valgte netop dette, skyldtes især, at han havde hørt om Avital Ronell: at hun var en genial og mystisk intellektuel, som man kunne lære utrolig meget af, hvis man fik hende som mentor, og hun så noget i én.

Da Ronell sagde ja til at blive Reitmans mentor, var det til at begynde med derfor en drøm, der gik i opfyldelse. Nu siger Reitman, at det også blev begyndelsen på tre år, hvor hun udsatte ham for både verbal og fysisk seksuel chikane.

To år efter, at Reitman afsluttede sine studier, anmeldte han sin tidligere mentor for seksuelt overgreb, stalking og sexchikane. Anklagen sendte han til Title IX-kontoret på NYU, der er et program, som blandt andet tager sig af anklager om seksuelle krænkelser på campus.

Anklagerne blev undersøgt i 11 måneder, og i maj måned nåede universitetet frem til en konklusion: På grund af e-mail-korrespondancerne kunne Ronell drages til ansvar for at have chikaneret sin studerende seksuelt. Omvendt fandt universitetet ikke beviser for, at Ronell havde stalket eller forgrebet sig på Reitman.

Nu er Avital Ronell blevet suspenderet i et år. Hun afviser alle anklager.

Sagen har rejst en stribe af diskussioner om feministisk hykleri, musketereder blandt den intellektuelle venstrefløj og syge magtspil mellem professorer og studerende i den akademiske verden i USA.

Svulstige e-mails

Det hele begyndte med en invitation til Paris i foråret 2012, da Nimrod Reitman endnu ikke var begyndt på NYU. Alligevel takkede han ja til at besøge og bo med sin kommende mentor i nogle dage.

I lejligheden i Paris bad Avital Ronell ham om at recitere digte for hende, mens hun faldt i søvn. Senere trak hun ham ind i sin seng, hvor hun placerede hans hænder på sine bryster og kyssede ham, forklarer Reitman i undersøgelsen foretaget af NYU, som er blevet lækket til New York Times. Det er påstande som denne, som universitetet ikke har kunne finde beviser for.

Efterfølgende, da de begge var vendt hjem til New York, fortsatte Ronell ifølge Reitman den grænseoverskridende opførsel. For eksempel dukkede hun op i hans lejlighed under en storm, fordi elektriciteten i hendes egen lejlighed var gået. Her overtalte hun ham til at lade hende overnatte. Ronell har bekræftet, at hun overnattede hos sin studerende, men siger, at der ikke skete noget af seksuel karakter.

Og så er der e-mailene, som har ført til suspenderingen af Ronell. I beskeder, som Reitman har udleveret til undersøgerne hos NYU, kalder professoren sin studerende for »sweet cuddly baby«, »cock-er spaniel« og »du, som jeg forguder allermest«. Ifølge Reitman krævede hun, at han brugte et lignende kærligt og seksuelt sprog over for hende og desuden gengældte hendes berøringer. Ellers gad hun ikke arbejde med ham, forklarer Reitman.

Avital Ronell afviser både over for NYU og i skriftlige svar til forskellige medier gennem hendes advokat, at Reitman nogensinde skulle have frabedt sig, at hun skrev og talte sådan til ham.

»Vores måde at tale sammen på – som Reitman nu hævder skulle være seksuel chikane – foregik mellem to voksne, en homoseksuel mand og en queerkvinde, der deler en israelsk kulturarv, samt en forkærlighed for svulstig og overdreven kommunikation, der kommer af vores fælles akademiske baggrunde og følsomhed,« har Ronell skrevet til The New York Times.

»Denne måde at tale sammen på blev over en periode på tre år igen og igen budt velkommen, besvaret og opmuntret af ham,« uddyber hun.

Over for den tyske avis Die Welt har hun desuden kaldt Reitman »uduelig« og »trængende« og sagt, at anklagerne fra ham er kommet i kølvandet på, at hun afslog at hjælpe ham med at få hans afhandling udgivet som en bog.

Weinstein vælter også i priser

Avital Ronell er ikke den første kvinde, der anklages for at have forgrebet sig på en mand, som hun havde en magtrelation til.

I denne uge blev skuespillerinden og instruktøren Asia Argento for eksempel beskyldt for at have betalt en mandlig skuespiller 380.000 dollar for ikke at afsløre, at hun havde sex med ham, da han var 17 år, og hun var 37 år. For bare et halvt år siden stod Argento som den anklagende part, da hun var en af de første kvinder, der stod frem med historier om filmproducer Harvey Weinsteins overgreb. Det var netop disse anklager mod Weinstein, der fik hele #MeToo-bevægelsen til at rulle.

Men det, der for alvor har gjort sagen om Ronell til et symbol på feministisk #MeToo-hykleri, er altså forsvarsskriftet fra Ronells kollegaer, som er skrevet tilbage i maj måned.

For eksempel har det mødt heftig kritik, at de i brevet betoner Ronells genialitet, hendes »ivrige vid« og hvor vigtig hun er for det akademiske miljø, hun er en del af. Brevets underskrivere har ikke set de konkrete anklager mod hende, skriver de indledningsvist, men de er alligevel imod »enhver form for domsafsigelse over hende«, fortsætter de, hvorefter de oplister forskellige priser, Ronell har modtaget, eller æresposter hun har bestredet.

Men hvad har vid, humor og et godt international omdømme at gøre med retfærdighed, spørger forfatter og redaktør Amy Elizabeth Robinson i det amerikanske medie Medium.

»Woody Allen er vittig. Harvey Weinstein er berømt og ved at drukne i priser. Og hvad så?«

Andre har lagt vægt på, at #MeToo ikke er en ’top down-bevægelse’, og derfor skal en håndfuld fremtrædende feministers forsvarsskrift ikke bruges til at slå løs på hele bevægelsen, der ikke kan tages til indtægt for blandt andet Butlers underskrift.

»Feminister er ikke en monolit,« tweeter aktivist Dana Bolger for eksempel.

I løbet af de seneste uge, hvor sagen er blevet offentligt kendt, har både Judith Butler og Slavoj Žižek forklaret, hvorfor de oprindeligt satte deres underskrift på forsvarsskriftet for Avital Ronell og uddybet deres holdning til hele sagen.

Butler skriver, at underskriverne ikke burde have bragt Ronells akademiske præstationer op. Hun skriver også, at det var forkert at tillægge Reitman negative motiver, fordi en sag først og fremmest skal dømmes på beviserne og ikke på baggrund af, hvem der er den anklagende og anklagede part.

Žižek har i sin uddybning i stedet lagt vægt på, at Ronell er tiltrængt politisk ukorrekt og »en omvandrende provokation«.

»Men der er intet slibrigt gemt under overfladen – og det står i kontrast til mangen en professor, jeg kender, som kan finde ud af at følge alle de politisk korrekte regler, mens de gladeligt har sex med studerende eller leger obskure magtspil med alle de beskidte kneb, som sådanne spil kræver.«

Men netop Ronells politisk ukorrekte tilgang er muligvis det, der er selve problemet.

En særlig form for pædagogik

Sagen om Avital Ronell er blevet kaldt noget, der er taget ud af omvendtsland, fordi den anklagede er en kvinde, mens anklageren er en mand.

Men i mange iagttageres øjne er sagen netop et eksempel på den klassiske #Metoo-sag, fordi den handler om magtrelationer og magtmisbrug.

»Hverken Ronells handlinger eller hendes kollegaers forsvar af hende er afvigende,« skriver blogmediet Jezebel for eksempel.

»Begge dele eksisterer i de mærkelige magtstrukturer, der er så særlige for den akademiske verden, hvor superstjerner som Ronell har en helt overdreven indflydelse, og hvor kollegaer ofte bakker op om og beskytter deres egne.«

Her nævnes også en meget omtalt artikel fra Splinter News med titlen ’I den akademiske verden er det en del af pensum, at dine professorer lægger an på dig’, der udkom tidligere på måneden, og som har skabt stor debat i USA.

Pointen fra artiklens forfattere er, at der i det akademiske miljø i USA findes en stærk idé om, at et tæt forhold mellem professor og studerende afføder et intellektuelt stimulerende miljø. Netop denne idé, argumenterer artiklens forfattere, kan have bidraget til at gøre universitetsverdenen til en verden af overgreb og usunde magtrelationer, hvor professorer kan bede de studerende om at hente deres rensetøj, køre dem fra sted til sted og altid være ledige på telefonen.

Denne idé bakkes til dels op af et projekt, der blev søsat efter anklagerne mod Weinstein, og som har til formål at samle vidnesbyrd om overfald på akademiske institutioner i USA. Det har nu fået over 2.400 henvendelser.

Det amerikanske universitetsmiljø beskrives altså som et særligt rum, hvor studerende forventes at hoppe og springe for de professorer, som holder den studerendes fremtid i hænderne i en akademisk verden, hvor der er få gode job, og hvor man er afhængig af referencer og anbefalinger. Ifølge nogle er sagen om Avital Ronell et eksempel på denne amerikanske universitetskultur.

For eksempel citerer den israelske avis Haaretz en »velkendt amerikansk professor«, der har arbejdet sammen med Ronell for mange år siden for at sige, at »hun altid havde meget ualmindelige forhold, men ikke af seksuel art«, og at hun kunne finde på at »ringe op på mærkelige tidspunkter, bede om underlige ting og skabe en form for afhængighedsforhold«.

»Hun ville lokke visse mandlige og kvindelige studerende ind i sin fold for så at pleje dem. Nogle gange ville det ende i stor skuffelse.«

Avital Ronells og Nimrod Reitmans forhold beskrives som et produkt af særlige magthierarkier på amerikanske universiteter. Hvad skaber sådanne forhold? Og kender vi dem fra Danmark?

Sine Plambech

Seniorforsker ved DIIS og gæsteprofessor på Barnard College, Colombia University i New York:

»Som ph.d.-studerende i for eksempel New York er man ofte utrolig skrøbelig, fordi man er økonomisk presset, man har et ekstremt højt arbejdspres, og man er afhængig af at få visse professorers accept. Selvfølgelig bliver man også bedømt på sit arbejde. Men der er sindssygt mange virkeligt dygtige ph.d.-studerende i New York. Og derfor er der også andre ting, der bliver vigtige.

Warren Toda
Lige nu sidder jeg for eksempel og skriver anbefalingsbreve til mine studerende, der skal videre fra universitetet i New York. Som underviser bliver du bedt om at skrive personlige oplevelser, du har haft med den studerende og beskrive, hvordan den studerende skiller sig ud. Det brev betyder alt, og det ved de studerende godt. De magtstrukturer og dynamikker, det skaber, er meget stærke og ligner dem, vi for eksempel ser i filmindustrien. På den måde kan man sige, at kønnet ophæver sig selv her.

Jeg har selv været ph.d.-studerende i New York hos nogle af de her store kanoner, og man gør enormt meget for at komme under deres vinger. Jeg kan huske, hvordan folk blev helt lykkelige, hvis de blev inviteret hjem i professorens lejlighed.

Det er jo ikke kun negativt. Det betyder også, at man kan blive påvirket intellektuelt, og derfor drømmer mange studerende om at have en læsesalon med professoren. Men det kan desværre udnyttes.«

Malte Frøslee Ibsen

Postdoc på Københavns Universitet med speciale i kritisk teori:

»Det handler i høj grad om, hvilke strukturer man har på universiteterne i de forskellige lande. Jeg har selv lavet min ph.d. i Tyskland. Der har man et meget hierarkisk system, hvor professorer har en stor magt over den studerende, både ansættelsesmæssigt og fagligt. Det handler både om anbefalinger, men også om penge, fordi man er ansat i nogle prekære forhold under professoren. Derfor er man direkte afhængig af at have et godt forhold til vedkommende.

I Danmark er det anderledes. Her er man ansat ved instituttet som ph.d.-studerende, og hvis man rager uklar med sin professor, så får man bare en anden.

På eliteuniversiteter som NYU, hvor den konkrete sag udspiller sig, ligner det egentlig Danmark, for man kan i princippet godt skifte sin vejleder ud. Men i USA har man til gengæld de her akademiske superstjerner, som alle vil arbejde sammen med, fordi det giver en masse prestige og status og fremtidige muligheder. Det her meget konkurrenceprægede universitetssystem kan gøre, at hvis først man er inde i varmen, så vil man gå med til næsten hvad som helst for at blive derinde.«

Asia Argento var en af de første til at anklage Harvey Weinstein for voldtægt og gav filmverdenens elite i Cannes en grundig opsang på årets filmfestival. I denne uge blev hun så beskyldt for selv at have krænket en 20 år yngre dreng.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
  • Mihail Larsen
  • Bjørn Pedersen
Ejvind Larsen, David Zennaro, Hans Aagaard, Mihail Larsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Det er en lang historie

I årtusinder har mænd undertrykt kvinder - fysisk, mentalt og symbolsk. Der er en rigtig god grund til at gøre op med denne historie. Men der er også andre aspekter, som kvindeaktivister fortrænger.

Der er også en anden historie, der handler om kolonialisme. Den rækker måske kun 500 år tilbage, men den er også grusom og uacceptabel.

Hvad gør vi ved det?

Hvis man mangler det historiske blik og refleksion, vil man naturligt nok have her-og-nu-løsninger.

I praksis betyder det, at mandlige ansøgere til videnskabelige stillinger eller økonomisk-administrative topstillinger - uanset personlige kvalifikationer - skal indstille sig på, at de ikke kan ansøge de nærmeste 20-40 år. P.gr. af fortidens skæve, kønsmæssige rekruttering. Så lang tid tager det, før den ønskede ligestilling er gennemført.

I praksis betyder det også, at Vesten skal sone sin kolonialisme ved at ødelægge sit eget velfærdssamfund - ved at opsuge millioner af velfærdsmigranter fra de tidligere koloniserede lande, der forventer velfærdsydelser uden sammenhæng med deres bidrag til samfundsøkonomien.

Det er nemt nok at stå på de retfærdiges side, men konsekvenserne af de politisk korrekte ideer ender med nogle konsekvenser for fællesskabet, som idealisterne måske har overset.

Er det rimeligt, at personer af hankøn - uanset kvalifikationer - er udelukket fra avancement flere årtier frem i tiden? Blot fordi de er af hankøn? Er de en håbefuld forsker af hankøn på 30 år, kan du godt glemme nogensinde at blive professor.

Er det rimeligt, at Danmark skal være socialøkonomisk forpligtet til at løse bl.a. Afrikas dysfunktionelle, økonomiske problemer (korruption, kleptokrati og overbefolkning)? Eller Mellemøstens religiøst forårsagede, flygtningeproducerende krige? Byrden på det danske statsbudget overstiger allerede 30 milliarder. Vil idealisterne selv betale for en yderligere stigning?

Nej.

Det er så nemt at være politisk korrekt, når det ikke koster noget.

Christian Sørensen, Niklas Monrad, Bo Bjerregaard Rasmussen, Niels Jakobs, Niels K. Nielsen, Erik Jakobsen, Jørgen Larsen, Jørn Andersen, Bjørn Pedersen, Henrik Brøndum og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Mihail,
hvad har din kommentars sidste afsnit før dit "Nej" egentlig at gøre med artiklen?

Men når du nu stiller de spørgsmål, så kan jeg måske svare med nogle modspørgsmål:
Er det rimeligt, at Danmark (plus andre lande) har plyndret Afrika for værdier, som kunne have været med til at gøre afrikanske lande rige i dag? Og er det rimeligt, at Danmark sammen med andre lande har eksporteret "værdier" som korruption og kleptokrati til afrikanske lande? Eller er det rimeligt, at Danmark gik med i en krig (Irak), som endte med at skabe Daesh?

Arne Lund, Torben K L Jensen, David Joelsen, David Zennaro, Bettina Jensen, Ole Frank, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Når det ikke koster noget
- et svar til Erik Karlsen

Vi lever heldigvis i et samfund med en en veludbygget velfærdsøkonomi - ikke ulastelig, men den indtil nu bedste i verden. Derfor sker der en stor omfordeling af de økonomiske værdier, opkræves af staten i form af skatter og afgifter. Vi har derfor vænnet os til, at der findes en 'kasse', som kan finansiere diverse civile omkostninger, der er folkelig opbakning til. Fint nok med det.

Men det medfører også en form for abstrakt, økonomisk forståelse à la 'send more money'. Der er ingen ende på, hvad velmenende borgere har lyst til at bruge 'kassen' til. Fordi der ikke længere en nogen konkret forståelse af sammenhængen mellem indtægter og udgifter. Det er lige som børn, der kræver flere lommepenge.

Når du mere specifikt modspørger:

"Er det rimeligt, at Danmark (plus andre lande) har plyndret Afrika for værdier, som kunne have været med til at gøre afrikanske lande rige i dag? Og er det rimeligt, at Danmark sammen med andre lande har eksporteret "værdier" som korruption og kleptokrati til afrikanske lande? Eller er det rimeligt, at Danmark gik med i en krig (Irak), som endte med at skabe Daesh?"

- så er svaret i første omgang, at nej - det er ikke rimeligt

men så følger duplikken:

Var det først Vesten, der skabte disse kalamiteter? Slavehandlen eksisterede i Afrika, før Columbus opdagede Amerika. Folkemord, korruption og kleptokrati ligeledes. For slet ikke at tale om religionskrige. Irak-krigen er en skændsel, men den havde ikke været mulig, hvis ikke der allerede eksisterede blodige konflikter mellem forskellige dele af islam, der går mindst 1.000 år tilbage i historien. Hvor længe kan Afrika og Mellemøsten skyde skylden for alle deres problemer på Vesten?

Christian Sørensen, John Poulsen, Niklas Monrad, Niels Jakobs, Niels K. Nielsen, Hans Aagaard, Erik Jakobsen, Jørgen Larsen, Jens Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

'Vi danskere er verdens mest beskedne lille folk.
Også deri overgår vi alle andre' ... ;o)
(Kumbel)

Arne Lund, Niels Jakobs, Rikke Nielsen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, John Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen.

Så længe Vesten fortsætter sine forsøg på evige systemskifter, handelsrestriktioner, indsættelser af puppet-governments, tvivlsomme og kyniske våbensalg (Iran-Irak) og fortsatte knæfald for den utvivlsomt stærkeste nation i Mellemøsten (Israel) så ja. Så længe bærer Vesten efter min mening en meget stor del af skylden for tilstandene i den del af verden.

I Afrika er det endnu værre. Her har Vesten været på plyndringstogt i århundreder, det endda med kors i hånden så vi kunne frelse de stakkels barbarer fra deres ukristelige skæbne. Hvis jeg var ung senegaleser var jeg også søgt mod Europa og jeg ville se det som min ret at skabe mig et liv der og sørge for min familie i Afrika.

Slavehandel og religionskrige har også hærget Europa. Vi har bare valgt at stoppe det her og fortsætte dem i Afrika og Mellemøsten i stedet. Med den overlegne magt emperierne har haft kunne de have efterladt de tidligere kolonier i anderledes og mere velhavende tilstande end de gjorde.

I forhold til artiklen må MeToo komme ind i kampen og udstøde de to kvinder der er anklagede for henholdsvis sex med en mindreårig og krænkende overførsel overfor en studerende. Præcist som bevægelsen krævede udstødelse af samtlige anklagede af det modsatte køn. I stedet lader det til at bevægelse er blevet lidt småkonservativ og tager dem i forsvar i det der ellers normalt ville blive beskrevet som victim blaming.

Om de der ellers er talskvinder for bevægelsen har deres svar på anklagerne været lidt a la....... erhm do I hear crickets? Intet siger de. Jeg glæder mig voldsomt til at se hvad de mere prominente har at sige om specielt Argento da hun pludselig er sprunget fra offer til mulig gerningskvinde.

David Joelsen

Tag jer sammen.

Oven på de tusinder af seksuelle overgrev der er reporteret siden starten af #metoo og de milioner af kvinder der handles, voltages og myrdes hvert år på vor klode, er det lykkedes at finde nu mand no 2 som melder at han også er blevet misbrugt.

Mette Poulsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar

David Joelsen. Det argument har vi hørt mange gange og der er ingen der siger at det er irrelevant men vi må kunne tale om de mænd som bliver misbrugt også. Specielt når den anklagede selv er et offer for det samme og tilmed fremtrædende stemme for en bevægelse der mener man skal den slags til livs og udstille overgrebsmænd og -kvinder.

Mikhail Larsen skriver, "at byrden på det danske statsbudget overstiger allerede 30 milliarder". Tallet stammer fra den rapport som Frikadellepartiet bestilte i Finansministeriet - ifølge Svend Auken Danmarks største holdningsministerium - om hvad "de fremmede" koster det danske samfund. Tallet var 36 mia kr. p.a. dvs. ca. 100 mio kr. OM DAGEN. Pudsigt nok viste en dugfrisk svensk rapport - nylig omtalt i Inf. - det samme beløb!
I notatet "Indvandres nettobidrag til de offentlige finanser" tælles alt med, og uden skelnen til om det nu også er relevant. Ministeriet blander mennesker med indvandrerbaggrund og med dansk statsborgerskab, sammen med asylansøgere, og afviste asylansøgere. Udgifterne kan ikke være de samme for syrere og afghanere på den ene side, og tyrkere, jugoslavere og pakistanere på den anden - der jo ikke har flygtningestatus. I beregningerne indgår børn i daginstitutioner og skoler, og disse bidrager - uanset herkomst - naturligt nok ikke direkte til samfundsøkonomien.
Til gengæld gøres der ikke meget ud af at fortælle, at i de senere år, er der kommet ca. 24.000 personer med ikke-vestlig baggrund ud på arbejdsmarkedet, og at beskæftigelsen for denne gruppe relativt set, vokser hurtigere end blandt hjemmefødte danskere.
Men uanset hvad, så vil tallet blive brugt flittig ti den tilstundende valgkamp, og hvor det vil lyde: Hvad kunne vi dog ikke få af velfærd i stedet. DF og konsorter har allerede taget hul på det.
Finansministeriets notat er et godt eksempel på hvordan mange politikere og meningsdannere og embedsværket politiserer og manipulerer debatten om indvandrere, bl.a. ved at se bort fra påviselig viden om konkrete forhold -. som bl.a. kan hentes i Intergrationsministeriets notater - der fortæller, at integrationen forløber langt bedre, end de fleste politikere og medier giver udtryk for.

Ole Frank, Steen Bahnsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Tal, statistik og løgn

Naturligvis er der forskel på de forskellige immigrationsgrupper, herunder deres danske efterkommere. Finansministeriet har udarbejdet en beregning, der omfatter helheden.

Dette tal kan naturligvis ikke omsættes til et gennemsnit, der gælder for alle immigrantgrupper. Nogle har tydeligvis lettere ved at integrere sig (herunder gifte sig med herboende danskere), medens andre gør en dyd af ikke at blive integreret - i al fald ikke for kvindernes vedkommede (de mest outrerede foretrækker, at kvinderne går sådan klædt, at der med meget tydelige bogstaver står på deres klædedragt, at der er adgang forbudt for raske, danske svende).

Hvis man går ned i de årlige statistikker over indvandrere til Danmark, kan man se ekstremt markante forskelle i integrationsvilligheden - også i 2., 3. og 4. slægtled.

Hvorfor?

Ja, der er sket fremskridt på uddannelsesfronten. Men læg mærke til, at den først og fremmest markerer sig på kvindernes side.

Hvorfor?

Kan det have noget med den forkætrede 24-årsregel, der forhindrede muslimske familier i utvetydig børnehandel? Den i Islam endnu eksisterende tradition for at forlove døtre helt ned til den tidligste pubertet (og sommetider før) med en fjern (sommetider analfabetisk eller dårligt uddannet) fætter, der vil benytte giftemålet til at skaffe sig adgang til det danske velfærdssamfund.

Integrationsministeriets notater afslører, at 24-årsreglen - som har været udskældt fra dele af venstrefløjen og naturligvis fra de radikale - VIRKER. Jeg har selv undervist nogle af disse kvinder, der færdedes frit på universitetet, medens deres religiøse medsøstre, der gjorde rent tidligt på dagen, ofte var ledsaget af en mand, hvis eneste opgave øjensynligt var at holde øje med dem. Det kunne ikke falde ham ind at røre en finger selv.

Det samme oplevede jeg aldrig, når rengøringspersonalet var af asiatisk eller sydamerikansk herkomst.

Henrik L Nielsen

Frank Hansen

Du kan starte her.
https://www.euractiv.com/section/development-policy/news/eu-africa-free-...

Men så er der kravet om mælk og at de skal dyrke visse fødevarer som vi vil købe, istedet for dem de skal bruge. Det betyder at de må importere 83% af deres eget fødevarebehov. Forde EU og USA vil have at crash Croods dyrkes billigt der til salg her.
Så er der kravet om at de skal sælge deres råvarer kun som råvarer til lav pris. De må ikke forarbejde dem og lave andre dyrere produkter, næ dem skal de købe af os, for ellers handler vi ikke med dem.
Men den værste er nok, at de skal se EU som én partner mens vi insisterer på at se selv AU lande som individuelle partnere. Det giver EU en unfair balance fordel.

Utroligt, hvordan en artikel om sexchikane kan ende med en diskussion om indvandring fra og økonomi i den tredje verden. Det kunne selv H.C.Andersen ikke have gjort bedre! LOL