Læsetid: 9 min.

I Trumps nye yndlingsbog skal alle hans fjender i fængsel

’The Russia Hoax’ gennemgår en række store sager som: Hillary Clintons email-sag, mistanken Trumps kampagne-samarbejde med Rusland i valgkampen og fyringen af FBI-direktøren Comey. Hver gang er konklusionen, at dem, der modarbejder Trump er, ikke bare inhabile, men også lovbrydere. Det er en udlægning som præsident Trump bifalder – og som vi vil høre fremført igen og igen
’The Russia Hoax’ argumenterer for, at Hillary Clinton brød loven, da hun oprettede en privat mailserver – men at politisk allierede embedsfolk fik hende ud af kniben. Bagefter fortsatte deres fordækte rænkespil, da de omgik loven for at ødelægge Donald Trump.

’The Russia Hoax’ argumenterer for, at Hillary Clinton brød loven, da hun oprettede en privat mailserver – men at politisk allierede embedsfolk fik hende ud af kniben. Bagefter fortsatte deres fordækte rænkespil, da de omgik loven for at ødelægge Donald Trump.

Brian Snyder

4. august 2018

Det lader til, at Donald Trump har fået en ny yndlingsbog.

Allerede inden Fox News-analytikeren Gregg Jarretts bog om Rusland-undersøgelsen udkom, tweetede præsidenten, at den så ud til at være »a real deal big hit«.

Den ville nemlig fortælle sandheden om det, Trump kalder for ’heksejagten’ – altså den igangværende undersøgelse af, hvorvidt hans kampagne samarbejdede med Rusland om at tippe valget til Trumps fordel.

Man behøver blot at læse bogtitlen for at forstå præsidentens begejstring: The Russia Hoax – The illicit scheme to clear Hillary Clinton and frame Donald Trump.

Det kan oversættes i retning af Ruslands-komplottet – det ulovlige rænkespil for at frikende Hillary Clinton og rette mistanke mod Donald Trump, og da den udkom sidste uge og strøg til tops på salgslisterne, glædede Trump sig offentligt og erklærede, at bogen »dækkede den manipulerede heksejagt brillant«.

Igen i onsdags skrev præsidenten, at bogen indeholdt den sande historie om den iscenesatte heksejagt. 

Så hvad er det for en bog – og hvilken historie fortæller den?

Offer, ikke skurk

The Russia Hoax er bygget op om en række store sager, der har fyldt den amerikanske offentlighed de seneste år: fra Hillary Clintons email-sag; over mistanken om, at Trumps kampagne samarbejdede med Rusland i valgkampen; til Trumps fyring af FBI-direktøren Comey og nedsættelsen af den særlige undersøgelseskommission.

Den advokatuddannede forfatter dykker ned i bunker af høringer og notater, citerer flittigt fra eksperter og forhenværende embedsmænd, medier og anonyme kilder og beskæftiger sig med lovgrundlaget bag en masse af sagerne.

Og hver gang når han frem til den konklusion, at de politikere og embedsmænd, der har modarbejdet Trump, ikke bare er inhabile, men også lovbrydere.

Trump og hans ansatte, derimod, har ikke overtrådt loven.

Gregg Jarrett argumenterer i bogen The Russia Hoax for, at FBI-direktør James Comey (t.v.) omgik loven, da han rensede Hillary Clinton (t.h.) – og igen, da han via et ulovligt læk sørgede for, at hans gode ven Robert Mueller blev sat i spidsen for Rusland-undersøgelsen.

Ritzau Scanpix

Gregg Jarrett selv erklærer, at hans bog fremlægger »mere end tilstrækkeligt med fakta til, at læseren kan nå til den uafvendelige konklusion, at Trump var et offer, ikke skurken«.

Der er altså tale om en flere hundrede sider lang procedure, hvor Jarrett bruger den mindste tvivl om beviserne til at frikende Trump og hans folk, mens ethvert indicium på onde intentioner blandt modstanderne bliver brugt til at godtgøre, at de har overtrådt loven.

Flere af pointerne i bogen er lig de budskaber, som Trump selv er kommet med de seneste uger: At et samarbejde med russerne ikke ville være ulovligt – og at den igangværende undersøgelse af netop det aldrig burde være sat i gang.

Og derfor er den interessant. Bogen giver et grundigt blik ind i de argumentationskæder, som lige nu bliver brugt til at rense præsidenten og hans mænd. 

Her er en opsummering af de vigtigste argumenter:

Hillary er kriminel og korrupt

Det hele begynder med Hillary Clinton. I sin tid som udenrigsminister oprettede hun en privat email-server derhjemme i stedet for at benytte administrationens system. Dermed forhindrede hun offentlig adgang til dokumenter og muliggjorde, at hemmeligstemplede dokumenter kunne blive stjålet af hackere og fremmede stater, skriver Jarrett. 

Ifølge Jarrett burde hun tiltales for at stjæle regeringspapirer – og flere andre kriminelle forhold. At hun leverede størstedelen af e-mailene tilbage, frikender hende ikke mere, end det frikender en biltyv at aflevere bilen efter brug, argumenterer han.

Men Hillary blev ikke tiltalt for noget, og således tager Jarretts teori om en sammensværgelse sin begyndelse. Magtfulde folk ønskede at beskytte hende, og sådan blev det. 

Ind på scenen træder den daværende FBI-chef James Comey, der som øverste ansvarlige for at undersøge sagen gik på tv i juli 2016 og konkluderede, at »ingen rimelig anklagemyndighed ville rejse tiltale« for forholdene. En vurdering, der ifølge Jarrett er bizar og juridisk umulig.

Han peger yderligere på, hvordan Comey begyndte at skrive sin vurdering, inden afgørende vidner – som Hillary Clinton selv – var afhørt. Og hvordan Comey ved at kalde Clintons handlinger for »extremely careless« undgik at bruge det juridiske – og synonyme – begreb »grossly negligent«, der netop ville kræve, at der blev rejst en sag.

Jarrett præsenterer så en række indicier, der peger på, at Comeys hånd blev ført af mere magtfulde Clinton-støtter i administrationen.

Det bygger alt sammen op til bogens hovedærinde: At vise, at anklagen om, at Trumps kampagne skulle have samarbejdet med Rusland om at vinde valget er et hoax – et komplot. For det er de samme højtstående personer i FBI og Justitsministeriet, der først frikender Clinton og siden iværksætter Ruslands-undersøgelsen.

De folk er motiveret af antipati over for Trump og er med Jarretts ord »fast besluttede på at tippe retfærdighedens vægtskåle og undervejs underminere folkestyret«.

Forfatteren gennemgår nidkært høringer og dokumenter for at godtgøre, at en kombination af Clinton-loyale agenter og toppolitikere arbejdede for først at frikende Hillary Clinton og siden tilsværte Trump, så han ville tabe valget. 

Jarrett skriver, at FBI-direktør James Comey omgik loven, da han rensede Hillary Clinton – og igen, da han via et ulovligt læk sørgede for, at hans gode ven Robert Mueller blev sat i spidsen for en Ruslands-undersøgels, da Comey blev fyret.

Damon Winter

Jarrett bruger ganske meget krudt på den såkaldte Steele-rapport, der ifølge hans analyse er selve årsagen til, at myndighederne gik i gang med at undersøge Trump-kampagnens mulige russiske forbindelser.

Rapporten består af en serie tekster, som en forhenværende britisk agent, Christopher Steele, har sammenfattet – angiveligt på baggrund af informationer fra anonyme russiske topfolk.

Men indholdet er værdiløst, uden skyggen af beviser og umuligt at efterprøve, skriver Jarrett. Der er altså ingen hjemmel for at lave nogen efterforskning. At det sker, skyldes igen en række lovbrud og fortielser fra toppen af efterretningstjenesterne. 

Hvad værre er, så var Steeles firma hyret af et amerikansk firma, der igen var hyret af det demokratiske partis nationalkongres – altså de facto af Hillary Clinton.

Så hvis nogen i den amerikanske præsidentvalgkamp er skyldig i at samarbejde med russerne for at grave smuds frem på sin modkandidat og påvirke valget den vej, ja, så er det Hillary Clinton.

Ikke ulovligt at samarbejde med Rusland

At Rusland – på egen hånd – forsøgte at blande sig i det amerikanske valg, rejser bogen ikke tvivl om. For det har Rusland altid gjort. Intet tyder dog på, at de havde held med det, understreger Jarrett. 

Og under alle omstændigheder havde FBI-direktør James Comey intet lovgrundlag for at åbne en undersøgelse af Trump-kampagnens mulige forbindelser til russerne.

For at man kan lave sådan en efterforskning, skal der være mistanke om kriminelle forhold, men intet i de amerikanske valglove forbyder, at man mødes med folk – heller ikke russere.

Havde Trump-kampagnen modtaget penge – eller andre værdier – så kunne det havde været et problem. Men det er der ingen beviser for, anfører Jarrett.

Ordet collusion – et fordækt samarbejde – dukker op igen og igen, når medier beskriver, hvad der angiveligt har fundet sted mellem Trump-kampagnen og russerne. Men der findes ingen lov imod collusion, skriver Jarrett.

Hvad med de millioner af amerikanere, der laver forretninger med russerne? – er de også skyldig i collusion, spørger han. Eller hvad med Barack Obama, der op til sin kampagne i 2008 mødtes med Tysklands kansler, Angela Merkel? Indgik han så i et fordækt samarbejde med Tyskland, spørges der retorisk.

Samme argumentation bruger Jarrett i det kapitel, som behandler en af de største møgsager, som har ramt Trump-kampagnen: Det famøse møde i Trump Tower, hvor Donald Trumps søn Donald Trump Junior – og flere kampagnefolk – under valgkampen mødtes med den russiske advokat Natalja Veselnitskaja.

Forud for mødet var Junior blevet stillet i udsigt, at advokaten kunne give ham snavs på Hillary Clinton.

Det er blevet fremført, at Junior burde have informeret FBI med det samme, men det er der ingen lov, der tilskriver, fremfører Jarrett.

Han svinger sig op til at mene, at det muligvis var uklogt at deltage i sådan et møde, men vælger at tro på Trump-folkenes forklaring om, at mødet slet ikke handlede om Clinton, men om adoptionsregler. Og der er ingen beviser for, at noget ulovligt fandt sted, understreger Jarrett. 

Han gennemfører alligevel det tankeeksperiment, at hvis Veselnitskaja havde givet Trump Junior et drev med alle de e-mails, som Rusland havde hacket fra Demokraterne – og hvis Trump Junior havde været klar over, at de var skaffet ulovligt – ja, så ville han måske kunne anklages for at modtage stjålne varer.

Det er dog lidet sandsynligt, at det ville ske, skriver Jarrett, for myndighederne er generelt tilbageholdende med at føre sager om udgivelsen af stjålen information – se bare, hvordan det gik, da man forsøgte at stoppe offentliggørelsen af Pentagon-papirerne.

Den store heksejagt

Det er nu godt halvandet år siden, at Donald Trump blev indsat som præsident i USA, men der pågår stadig en efterforskning af hans kampagnes mulige forbindelser til Rusland. Det er den, som Trump gang på gang kalder en ’heksejagt’ og beskylder for at være forudindtaget og en del af et aftalt spil.

Den udlægning er Gregg Jarrett helt på linje med i bogens sidste kapitel. Argumentationen her bygger på de foregående mange hundrede sider, men skal man opsummere den kort, lyder den sådan her:

Efter Trump i maj 2017 valgte at fyre FBI-direktør James Comey, der stod i spidsen for Ruslands-undersøgelsen, sørgede Comey på snedig – og ifølge Jarrett ulovlig – vis for, at der blev nedsat en særlig undersøger.

Comey offentliggjorde nemlig – via en tredjepart – en række memoer, han havde skrevet om sine møder med Trump. Heraf fremgik det, at Trump havde appelleret til Comey om at lade sin forhenværende sikkerhedsrådgiver Michael Flynn slippe i efterforskningen. Det antydede, at Trump havde forsøgt at hindre retten i at gå sin gang.

Men, argumenterer Jarrett, hvis det virkelig havde været Comeys opfattelse, hvorfor offentliggjorde han det så først efter sin fyring? Det ville være ulovligt for ham at tie om. Derfor må Comey have vidst, at det ikke var bevis for noget.

Den tidligere FBI-direktør burde have været slæbt i retten for at lække de dokumenter, som i sagens natur var statens ejendom. Men systemet spillede igen ud til Comeys fordel – og hans nære ven, Robert Mueller, blev nedsat som særlig undersøger.

Men også det foregår på et falsk grundlag, lyder det i bogen. Muellers opgave går ud på at undersøge mulige forbindelser eller koordinering mellem Trump-kampagnen og Rusland – men da intet i loven forbyder netop det, kan det ikke være grundlaget for en særlig undersøgelse, lyder argumentet igen. Loven bliver bøjet »som en saltkringle«, skriver Jarrett.

Det gør ikke sagen bedre, at Mueller er komplet inhabil gennem sit venskab med Comey, som er blevet part i sagen. Og oven i købet er der ikke én eneste republikaner, men derimod en masse demokrater i hans team af efterforskere.

Det fører til den eneste mulige konklusion, nemlig at undersøgelsesteamet er så forudindtaget og optaget af at få folk dømt og skade præsidenten, at der ikke kan levnes meget håb om retfærdighed.

Republikanerne lytter

Så hvad skal man bruge dette kombinerede anklage- og forsvarsskrift til?

Jarrett gør sig ingen illusioner. Alle dem, der burde læse bogen – Demokraterne, de venstreorienterede medier og alle Trump-haderne – vil næppe gøre det. Og selv hvis de gjorde, ville de nok ikke lade sig overbevise.

Den seneste tids begivenheder tyder dog på, at andre vil. I en spørgeskemaundersøgelse, som blev offentliggjort af Yahoo Finance i tirsdags, svarer 11 procent af Republikanerne, at et samarbejde mellem Rusland og Trump-kampagnen vil være appropriate – altså i orden – mens 29 procent siger, at det ikke ville være i orden, men dog ikke nogen big deal

Der foregår en intens kamp om, hvordan dramaet omkring præsidentvalget i 2016 skal udlægges, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at høre argumenter som Jarretts fremført igen og igen – ikke mindst af præsident Trump selv.

I bogens efterskrift er pointen destilleret sådan her:

»Der var aldrig nogle beviser, der sandsynliggjorde, at Trump eller hans kampagne samarbejdede med Rusland om at vinde præsidentposten. FBI havde intet lovgrundlag for at igangsætte undersøgelsen. Fakta blev opfundet eller overdrevet. Love blev fordrejede eller ignoreret. De, der skulle håndhæve loven, blev lovbrydere.«

Det er et omkvæd, vi kommer til at høre igen og igen. 

I Robert Muellers verden er det meste sort-hvidt. Enten er man forbryder, eller også er man ikke. Enten taler man sandt, eller også gør man ikke.
Læs også
I denne uge begynder den første af to indviklede retssager mod Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort. Selv om Trump-kampagnens forbindelsen til Rusland ikke er omdrejningspunktet for sagen, kan anklagerne mod Manafort alligevel ende med at blive temmelig penible for den amerikanske præsident
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trump benyttede sig velsagtens af russernes hackning af demokraterne og et infamt og tåbeliget forsøg ses nu på at give demokraterne selv skylden herfor!
Dog er det direkte latterligt at kalde den fungerende udenrigsminister for tyv ifm statens dokumenter ligger på dennes egen server - Hvad med at forsøge sig med spionanklage mod Hillary? Ville det ikke være mere i tråd med galningens fængslingforhåbninger?

Peter Beck-Lauritzen

I fængsel med alle dem der ikke er enige med Trump! Det mener Erdogan også. Ja også Assad! Træls med demokrati. Diktatorer og despoter er set før i historien og dem gik det heldigvis ilde.
Nu får vi se med ovennævnte, og det kan kun gå for langsomt. De "bullier" sig igennem med bunker af lig bag sig.

Carsten Wienholtz, David Engelby, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det bliver så til bog nr. 2 i reolen, den skal stå ved siden af den eneste anden bog Trump nogensinde har beskæftiget sig med; det ghostwritede vidunder "The Art of the Deal", som Trump hårdnakket påstår han selv har skrevet.
Den litterære indsigt stiger med svimlende 50%, great !!

Jens J. Pedersen

Demokrati er godt som image, men det er utrolig svært at styre. Så vi er tvunget til at fjerne dem, der har en afvigende mening.

Bettina Jensen

Det er en tvivlsom påstand at Assad ønsker alle sine politiske fjender i fængsel, men det er et faktum at han er præsident i en stat med en lang, autokratisk tradition, som han imidlertid, set med en meget stor del af den syriske befolknings øjne, har skabt en række demokratiske forbedringer af.

Helt principielt er det vel også en anelse populistisk at forfølge Trump i én lang uendelighed og på forskellig vis malplacere ham, hvormed andre reaktionære kræfter (Clinton et al, f.eks.) kan fremstå stuerene - mens væsentlige politiske debatter, som ellers kunne række ud til civilsamfundene og øge den politiske bevidsthed, forsømmes på det groveste (herunder f.eks. den helt nødvendige debat af Danmarks, og NATO's ulovlige militære engagement i Syrien - og Israels ulovlige ditto).

Anders Graae, Hans Aagaard, Lars Løfgren, Christina Petterson, Flemming Berger og Harald Strømberg anbefalede denne kommentar

Maj stor præsident, maj bestemme alt, maj sætte fulk i fængsel, jeg ikke li', jeg ikke li' hvad de sir', fordi maj stur præsident, så jeg bestemme alt på denne klode, fordi maj stur præsident, under hal'del af stemmeberettigede haver valgt mig, so maj stur, stur præsident....
Er det ikke ca det niveau, hvor vi befinder os på.
Jeg bliver til stadighed overrasket, hver ny dag der kommer, og ikke en eller galning har trykket på sin - min er den største - knap ;-(

Svend Erik Hansen, Karsten Lundsby, Peter Beck-Lauritzen, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen, Lisbet Thobo-Carlsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Harald Strømberg

Hvis nu Anders Samuelsen oprettede sin egen e-mail server?
Ville vi kunne få aktindsigt i dukomenter på denne server?

Karsten Lundsby, Hans Aagaard, Torben Lindegaard og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar

det er svært at være vidne til, at vi skal se endnu en af disse folkeforførere vokse frem af dyndet efter de store diktaturer bragte verden død og lidelse i sidste århundrede, og hvor alle med tårer i øjnene lovede hinanden: ALDRIG igen.

Niels Jakobs, Karsten Lundsby og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar