Læsetid: 5 min.

År nul efter Cristiano Ronaldo – og Karim Benzemas genfødsel

750 millioner danske kroner måtte Juventus slippe for at sikre sig Real Madrids Cristiano Ronaldo. Det spektakulære salg i juli måned har skabt dønninger i den spanske hovedstadsklub. Det er år nul efter Ronaldo
Nu render Benzema (t.v.) rundt på Estadio Santiago Bernabeu med sin egen lille revolution. Og uden Ronaldo til at bestemme over sig.

Nu render Benzema (t.v.) rundt på Estadio Santiago Bernabeu med sin egen lille revolution. Og uden Ronaldo til at bestemme over sig.

Gabriel Bouys

15. september 2018

Real Madrids kroatiske midtbanegeneral, Luka Modric, blev fortjent kåret til VM’s bedste spiller. Han var også en af spillerne – hvis ikke den spiller – med flest kampminutter i benene. Og helt ung er han ikke længere. Til gengæld er han en nydelse at se på, når han prunkløst fordeler bolde og skaber chancer frem i banen.

Argentinske Jorge Valdano, tidligere spiller, træner og sportsdirektør i Real Madrid, har i en klumme i The Guardian kaldt Modric for »fodboldens tavse essens«. Usynlig, når det hele bare fungerer – og bolden nærmest spiller sig selv – og særdeles synlig, når han indimellem er fraværende – så mærker man for alvor, at han ikke er med.

For nylig kunne Modric fejre endnu en triumf, da han blev kåret til UEFA Player of the Year. Det er til at blive helt rundtosset af alle de individuelle priser, men der er tre af dem: Modric har gaflet UEFA-prisen, den næste er den såkaldte The Best (som FIFA, verdensorganisationen, uddeler), og til sidst er der den særdeles prestigefyldte Ballon d’Or.

Ny økonomi

Fodboldelskere bemærker fraværet af Lionel Messi. Og selvfølgelig, at Ronaldo ikke fik UEFA-prisen. Således hedder feltet op til The Best og sikkert også Ballon d’Or Modric, Ronaldo og Mohamed Salah.

Spørgsmålene står i kø. Er det nu, vi skal vinke farvel til Messi og Ronaldos mindst ti år lange hegemoni? Hvad med Antoine Griezmann og Kylian Mbappé fra Frankrig, der jo trods alt vandt VM? Og er det forhold, at Modric står til at vinde hele butikken, et tegn på, at smagsdommen tipper fra angrebsspillere til midtbanefolk?

Nok er ovennævnte priser individuelle. Men de er også et vink om, hvor fodbolden bevæger sig hen på makroniveauet, så at sige. Ikke mindst økonomisk. Tidens to hotteste stjerner – Paris Saint-Germains Mbappé og Neymar – tilhører en klub ejet af landet Qatar, der blandt andet har gjort sig bemærket med en særdeles aggressiv markeds- og medieekspansion i den arabiske og mellemøstlige verden.

Salah, der spiller i Liverpool, repræsenterer en revitaliseret, stinkende rig Premier League, hvor topklubber som Manchester City og Chelsea i disse år massivt byder sig til for det nordamerikanske marked.

Forvandlingen fra fodbold til franchise er næsten komplet. Det betyder markeder, der konstant skal plejes. Konsekvensen er strabadserende ’pre-season’-turneer om sommeren for de højtbetalte stjerner og en troløs, overnational vandren fra klub til klub, land til land. Bare tænk på Zlatan Ibrahimovic.

»Jeg er en handelsvare,« har Jon Dahl Tomasson engang sagt, og han har helt ret.

Ny kultur

Real Madrid, der i mange år havde Ronaldo som chef og reklamesøjle og nu må nøjes med Bale og Modric, sidder tungt på det asiatiske marked. I Asien holder de med spillere, ikoner, helte, og ikke klubber. Det er ret langt fra en europæisk fodboldkultur, hvor klubber er større end spillere, og hvor sympatier – hvem holder du med? – historisk er gået i arv.

Det er måske for meget at lægge i det, men kulturen er i opbrud. Der er milevidt fra mantraet when Saturday comes, når Birmingham spillede endnu en knoldet kamp mod Leeds, og frem til det senkapitalistiske teenagehysteri, når David Beckham og ’CR7’ lancerer en ny duftserie.

City prøver lykken i New York. Real Madrid etablerer akademier i Kina. Der skal spilles La Liga-kampe i USA. Kampe rundt omkring i Europa flyttes til mærkelige tidspunkter på dagen, så dem nede i Hongkong kan se med.

I den globale kynisme virker Ballon d’Ors konservative kulturdomme som en sang fra gamle dage.

Cristiano Ronaldos exit har været på tale i flere år. Men hvem skulle træde frem af skyggerne fra megastjernen? Hvem skulle tage over? Og mere lavpraktisk: Hvem i alverden skulle score de 40-50 kasser hver evig eneste sæson, som portugiseren var garant for?

Der er kun spillet tre kampe i den spanske førstedivision, men allerede nu er det tydeligt, at to lettere kuede forwards har fået nyt rampelys og ny luft i Real Madrid: Gareth Bale og Karim Benzema.

Især Benzema, den 30-årige, melankolsk udseende franskmand, som i årevis har været ekskluderet fra Les Bleus, er en fryd at kigge på for tiden.

»Er det bare mig, eller er Benzema en smule overvurderet? Et mål her og der på et hold så stærkt som Real Madrid er ikke noget specielt. OK, men ikke storslået,« skrev den tidligere, britiske landsholdsspiller Gary Lineker på sin Twitter-kanal et par måneder inde i sæsonen 2017/18. Da var Ronaldo på holdet.

Nye funktioner

Karim Mostafa Benzema kom til Real Madrid fra Lyon i sommeren 2009 for 41 millioner euro. Begivenheden blev dog overstrålet af de etablerede, funklende stjerner, Cristiano Ronaldo og Kaka, som præsidenten Florentino Pérez ligeledes havde erhvervet sig den sommer. Ydermere skulle Benzema kæmpe om pladsen oppe foran med argentineren Gonzalo Higuain.

Benzemas entre blev begyndelsen på en proces og noget nyt i fodbold. Man havde set ansatser til det længe, men det var ikke tydeligt endnu. Den klassiske centerforward – for slet ikke at tale om bomberen, strikeren i feltet – var en uddøende race.

I Real Madrid var resultatet af Ronaldos forvandling fra wing til løsgående målmaskine, at Benzema, 9’eren, gik fra forward til en ydmyg og nærmest anonym distributør. Fra klassisk individualist til moderne holdspiller. Men en forbandet elegant én. Og resultatet blev, at centerforwarden efterhånden ikke var til at skelne fra den offensive midtbanespiller.

For år siden var der en del polemik omkring holdkammeraten Gonzalo Higuaín.

Han endte med at blive solgt i 2013 til Napoli. Det var fordi, han ikke var et ’ægte’ Florentino Pérez-indkøb, mente mange. Det var dog ikke hele historien. Det afgørende var snarere, at Higuaín ikke – i modsætning til Benzema – formåede at spille rollen som kombineret forward og playmaker, som både kan agere på kanterne og mere centralt. Den rolle klarede Reals unge franskmand med de algeriske rødder langt bedre.

Med tiden blev det nemlig klart, at Benzema er en kompleks spiller, som samler forskellige elementer af moderne fodbold i ét.

Ny 9’er

Han fungerer til tider som boksspiller, men det er langtfra hans foretrukne position. I stedet glider han ned i banen og er spilstation. Det gælder både i kontraer, hvor det skal gå hurtigt, og når holdet har possession og fordeler bolden tålmodigt mellem sig.

Typisk sker der så det, at Benzema skyder med frem, historisk set 5-10 meter bag Ronaldo og ofte ved at trække flere forsvarsspillere til sig. Det lukrerede Ronaldo på igen og igen.

Positionen er svær at lokalisere præcist. Italienerne kalder den nogle gange secunda punta, ’den anden angriber’.

Mens fodbolden ruster sig til nye markedseventyr, og Luka Modric venter spændt på endnu mere hæder, render Benzema rundt på Estadio Santiago Bernabeu med sin egen lille revolution. Nu med skarptegnet sixpack og uden Ronaldo til at bestemme over sig. Han er stadig secunda punta, men nu hvor CR7 er fløjet, er han sørme blevet genfødt som rigtig 9’er.

Cristiano Ronaldos nye Juventus-uniform er sat til salg – og den er populær. Det vækker dog harme blandt arbejderne på Fiat-fabrikken i Melfi, at klubben har brugt hele 112 millioner euro på købet, mens de oplever fyringer og nedskæringer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Steen Voigt
  • ulrik mortensen
Mads Berg, Steen Voigt og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer