Læsetid: 17 min.

Bør man få børn i en krisetid? Vi spurgte bl.a. 101-årige Jenny, der blev mor under Besættelsen

De fik børn under den tyske besættelse, under Cubakrisen, mens Berlinmuren blev bygget og midt i 1980’ernes højspændte atomkapløb mellem Øst og Vest. Men hvilken rolle spillede frygten? Og kan klimatruslen mod kloden få folk til lade være med at sætte børn i verden i dag? Fire generationer af forældre taler om de bekymringer, der prægede den tid, da de fik børn
Kristian Find blev far i 2015. Han får en knugende fornemmelse i maven, hver gang han hører om klimaforandringerne i medierne – og tænker straks på sine børn: »Det er umuligt ikke at sætte sine børn ind i den ligning. Det er faktuelt, at forandringerne er her. Klimaet ændrer sig, polerne smelter, og deres fremtid kommer til at se markant anderledes ud.«

Kristian Find blev far i 2015. Han får en knugende fornemmelse i maven, hver gang han hører om klimaforandringerne i medierne – og tænker straks på sine børn: »Det er umuligt ikke at sætte sine børn ind i den ligning. Det er faktuelt, at forandringerne er her. Klimaet ændrer sig, polerne smelter, og deres fremtid kommer til at se markant anderledes ud.«

Sigrid Nygaard

22. september 2018

I en andelslejlighed på Vesterbro i København står Kristian Find og hælder økologisk kaffe i et kaffefilter.

»Jeg får ondt i maven,« siger han og tænder for kaffemaskinen. Han taler om klimaforandringerne. Hver gang, Kristian Find hører om klimaet i medierne, kommer mavepinen med det samme:

»Sådan en knugende følelse. Jeg vil ikke kalde det en decideret angst. Men mine børns fremtid er en reel og stor bekymring for mig.«

Kristian Find har de seneste 12 år arbejdet som SOSU-assistent og er i dag sideløbende ved at uddanne sig til pædagog. Som de fleste andre har han i årevis været klar over, at klimaet forandrer sig, men det var først, da han for tre år siden fik sin ældste datter, Nanna, at han for alvor blev bekymret. Siden har han fået et barn mere.

»Når jeg ser noget i fjernsynet om klimaet, er det øjeblikkeligt mine børn, jeg tænker på,« siger han og nikker over imod et fladskærms-tv i den anden ende af rummet, hvor der også sidder en pladespiller ud fra væggen.

»Da Trump som noget af det første valgte at lade USA træde ud af Parisaftalen, blev jeg rystet.«

Den knugende følelse i maven kommer omtrent en gang om dagen, fortæller han. Når han hører, at vi har brugt alle jordens ressourcer om 80 år, får han angstsved. Til den tid er hans to døtre 80 og 83 år gamle.

»Det er umuligt ikke at sætte sine børn ind i den ligning. Det er faktuelt, at forandringerne er her. Klimaet ændrer sig, polerne smelter, og deres fremtid kommer til at se markant anderledes ud.« 

Sommeren 2018 har ikke gjort hans bekymringer mindre virkelige, fortæller han, da kaffen er færdig, og han har sat sig ved spisebordet:

»Den sommer, vi har haft nu, som man siger er den varmeste, siden man begyndte at måle temperaturer, skubber til følelsen. Jeg synes, jeg blev lidt skizofren af det. Jeg nød det, selvfølgelig, men samtidig var det også foruroligende, og vi led lidt under det. Og jeg tænkte: Kommer mine børn til at lide endnu mere?«

Kristian Find med sin nyfødte datter Nanna, 2015.

Privatfoto

Vi vil gerne levere en bedre verden, men …

Fremtiden har altid været uvis, og forældre har altid bekymret sig. Men gennem tiden har der været øjeblikke, hvor fremtiden har set mørkere ud end ellers, og forældrebekymringerne har kredset om verdensomspændende aktuelle trusler. Som under Besættelsen, under Cubakrisen eller under de frosne koldkrigsdage i de tidligere 1980’ere.

Vi har talt med forældre fra forskellige generationer, som har det til fælles, at de har sat børn i verden i usikre tider. 

Anders Petersen, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og forsker blandt andet i depression som samfundsfænomen, siger om tiden i dag:

»Vi har en forestilling om, at vores børn skal have en bedre fremtid, end den vi selv havde. Men den forestilling ser ud til at være forstyrret i øjeblikket for at sige det mildt,« siger han.

Og en af de vigtigste grunde er klimaforandringerne, siger han.

»Den tyske sociolog Ulrik Beck talte for mange år siden om risikosamfundet, hvor man som borger møder uigennemsigtige og transnationale risici, som man hverken personligt eller nationalt har mulighed for at gøre noget ved. Det er, som om vi i disse år ser risikosamfundet folde sig ud. Det manifesterer sig særligt inden for klima. Vi kan godt individuelt forsøge at håndtere de store klimaforandringer, men vi ved godt, at hvis det skal batte noget, så skal der ske noget på internationalt niveau.«

Samtidig begynder vi at opleve klimaforandringernes konsekvenser, så truslen går fra at være abstrakt til at blive konkret, fortæller han og peger på årets usædvanligt varme sommer som en af de ting, der har øget folks bevidsthed om situationen.

»Vi er begyndt at blive opmærksomme på, at det har konkret betydning for os. Vi kan se, at polerne smelter, vi er klar over, at vejret bliver mere og mere uforudsigeligt, og at de vilde vejrfænomener vil optræde med en hyppigere frekvens. Det er forskerne enige om. Vi er ikke enige om, hvad konsekvenserne er, men vi kan se, at det har en betydning.«

1980 – Den Kolde Krig

Den 9. december 1980 kl. 13.00 sad Flemming Nygaard i venteværelset på Grenå Sygehus og læste en leder i Information. Overskriften lød: »Dommedag snart«. Hans højgravide kone var til undersøgelse, og i ventetiden skrev han et brev til sin endnu ufødte datter.

»Kære Kringeling. Alt mens mor og jeg glæder os til at se dig – du titter nu frem eller presser i det mindste på (kl. 13.00) – er det en lidt mærkelig verden, vi leverer dig ud til,« indleder han brevet, som han siden har givet sin datter sammen med et udklip af avislederen:

»Det er måske lidt forkert på denne vores glædesdag at sende de mørke skygger ud – men du vil senere forhåbentligt opleve, at vi (din mor og jeg) vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe dig igennem livet, til du bliver stor nok til at skelne ret og uret og selv med din person prøve at påvirke verden.«

Flemming og Aase Nygaard med deres datter nummer to, 1977. Få år senere var de i alvorlig tvivl om, hvorvidt de skulle få nummer tre. »Det var på grund af verdenssituationen. Den prægede os virkelig,« siger Flemming Nygaard i dag.

Privatfoto

Flemming Nygaard havde glemt alt om brevet, men da det bliver læst højt for ham i telefonen, husker han det tydeligt:

»Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det nu,« siger han.

»Det står lysende klart for mig. Jeg sad der i venteværelset og vidste ikke helt, hvad jeg skulle lave. Jeg har formentlig læst lederen. Og så skrev jeg et brev til hende. Jeg ville sige, at selv om verden ser så sort ud, som den gør, så vil vi gøre, hvad vi kan for, at du kan vokse op og blive lykkelig i den,« siger Flemming Nygaard.

Lederen handler naturligvis om Den Kolde Krig og om, hvorvidt der er reel grund til være bekymret. Den omtaler et interview med Daniel Ellsberg – militæranalytikeren og aktivisten, der i 1971 lækkede de såkaldte Pentagon Papers fra det amerikanske forsvarsministerium – og kommer frem til følgende konklusion: »Ellsbergs analyse af den aktuelle atomkrigstrussel er – desværre – mere troværdig end man tør ønske sig.«

1943 – Danmark besat

Jenny Kyed Bonde blev født i 1917 og fik sin datter Ane Kirstine Bonde i juni 1943, mens millioner døde i Anden Verdenskrig, og Danmark var besat af det nazistiske Tyskland. I dag husker den 101-årige kvinde tydeligt tiden. Hendes frygt var meget konkret:

»Vi var ikke på den måde nervøse for hendes opvækst. Det var det med at få mad og tøj, som fyldte meget,« siger Jenny Bonde, som sidder i sin udestue i huset i Gislinge ved Holbæk. Udenfor kan man se en perfekt klippet græsplæne, som Jenny Bonde selv slår med en håndskubber.

Jenny Kyed Bonde med datteren Ane Kirstine, ca. 1946. Jenny fik sin datter i 1943, mens Danmark var besat.

Privatfoto

Tankerne gik dengang ikke så meget på, hvordan verden ville komme til at se ud, når Ane Kirstine blev voksen, men snarere på, om familien havde mad nok, hvis man pludselig skulle løbe tør – eller hvis der skete noget alvorligt, så man ikke kunne gå ud, husker hun. Derfor »garderede vi os,« som Jenny Bonde formulerer det:

»Blandt andet havde vi en stor sæk mel stående oppe på loftet,« fortæller hun. Hendes mand var 1. mejerist på Tuse Mejeri, og hendes far havde grise, som han slagtede.

»Smør havde vi jo, og mælk. Og så slagtede far grise. Vi gemte kød og blodpølse osv. i kælderen,« siger hun. Frygten for ikke at kunne passe ordentligt på datten gjorde også, at Jenny Kyed fik en ældre kvinde på egnen til at lære hende at lære at karte og spinde uld. Jenny Kyed anskaffede sig en spinderok og lavede blandt andet uldundertøj til sin mand:

»Det var ikke lige sådan at lære at spinde og karte, men jeg ville gardere mig godt. Der kom tre strenge vintre, og jeg strikkede underbenklæder og veste til min mand af garnet. Det var tykt. Der er koldt på et mejeri. Jeg strikkede også til min datter, men ikke af noget, der var lige så tykt. Hun fik det pæne garn – noget, jeg havde købt. Jeg kan huske, at jeg strikkede en blå jakke og en blå nederdel til hende,« siger hun. Hun husker særligt glæden over, at det lykkedes familien at få fat på en brugt men flot, sort barnevogn:

»De var ikke til at få, næsten. Det var i det hele taget svært at få fat på ting. Den var fin og meget solid og rummelig,« siger Jenny Kyed Bonde, som har levet hele sit liv på Holbæk-egnen og har arbejdet som organist.

Jenny Kyed Bonde var egentligt ikke bekymret for sin datters fremtid, men dagen og vejen – mad og tøj – det var en kamp under den tyske beæsttelse, fortæller hun.

Sigrid Nygaard

1962 – Cubakrisen

Gert og Crista Conradsen fra Gråsten i Sønderjylland fik deres første barn i 1962, året for Cuba-krisen og året efter opførelsen af Berlinmuren.

»Jeg blev uddannet folkeskolelærer og startede med at undervise den 13. august 1961, den dag de begyndte at bygge muren i Berlin. Der stod jeg foran en folkeskoleklasse og var ikke sikker på, om verden bestod om aftenen,« husker Gert Conradsen.

Om morgenen havde han hørt i radioen, at kampvogne fra øst og vest stod over for hinanden i Berlin. Han kørte på arbejde, men kunne ikke lade være med at tænke på begivenhederne i Berlin.

»Søndag nat havde amerikanerne kørt kampvogne op i Vestberlin og russerne i Østberlin, og der stod de over for hinanden. Skyder de – eller skyder de ikke? Tænk, hvis der var en eller anden i en af de kampvogne, der var blevet nervøs. Kunne de have stoppet det? Næppe.«

Gert Conrasen med datteren Helga, 1963.

Privatfoto

Spændingen mellem Øst og Vest var på sit højeste i begyndelsen af 1960’erne, men samtidig var der kommet gang i økonomien.

»Det var jo opgangstid,« siger Gert Conradsen.

»Folk byggede huse og fik biler. Det ene rejseselskab efter det andet opstod, Spies og Tjæreborg, og folk rejste til Mallorca i tusindvis. I Europa var man begyndt at finde ud af, at i stedet for at slå hinanden ihjel kunne vi samarbejde. Vi fik Kul- og Stålunionen, og vi fik De Seks og De Syv. I 1972 fik vi en afstemning, som førte os ind i EF. Der var absolut mange positive tegn.«

Gert og Crista Conradsen fik en ny Opel Kadet til 16.800 kroner og flyttede ind i et nybygget gulstensparcelhus på 125 kvadratmeter. I 1962 fik de deres første barn:

»Vi ville stifte en familie. Far, mor og børn. Jeg har ingen erindring om, at vi har diskuteret, om vi skulle sætte børn i verden. Der var jo ikke en trussel om, at verden kunne blive ubeboelig. Der var en trussel om, at man kunne slå en hel masse mennesker ihjel i en atomkrig. Men at kloden ikke skulle være beboelig, det kom først senere. I 1980’erne eller 1990’erne.«

1980 – Atomtruslen vender tilbage

Tilbage til decemberdagen i 1980 på Grenå Sygehus. Her fik Flemming Nygaard skrevet sit brev til sin ufødte datter færdigt, og senere på dagen kom hun til verden. De kaldte pigen Sigrid, og i dag er hun fotochef her på Information.

»Mit brev til Sigrid giver virkelig udtryk for den bekymring, vi havde for, hvordan det skulle gå vores børn,« husker Flemming Nygaard.

»Det blev en glædesdag, som det jo er, når man står og tæller ti fingre og ti tæer. Sådan var det også med de andre. Men derfor kan der jo godt være grund til at være bekymret.«

Flemming er selv et såkaldt »glædesbarn«, født i 1946 – lige efter krigen. I de år var fødselstallet ekstremt højt efter et solidt dyk under krigen. Han husker hele Den Kolde Krig:

»Jeg husker opstanden i Ungarn i 1956 og min fars reaktion. Det gjorde indtryk på en knægt som mig. Og jeg husker, da Khrusjtjov sendte skibene med raketter afsted til Cuba. Det gjorde også indtryk på en teenager. Vi sad med øjnene stift rettet mod fjernsynsskærmene. Jeg husker, da skibene vendte om. På den måde er jeg vokset op med frygten selv – den har været der hele livet.«

Senere var det især Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet i august 1968, der gjorde stort indtryk:

»Når de kunne finde på at gøre det imod et land, som er med i Warszawapagten, hvad kunne de så ikke finde på?« spørger han.

Både Flemming Nygaard og hans kone Aase er uddannede lærere. Efter et par år i udlandet valgte de at få børn, selv om de frygtede for fremtiden. De to første kom i 1974 og 1977 – og så altså Sigrid i 1980.

»Vi overvejede, om vi ikke skulle standse efter de to. Og det var på grund af verdenssituationen. Den prægede os virkelig. Vi snakkede om angsten for Sovjet og var selvfølgelig også præget af den presse, der var dengang – ligesom det er tilfældet i dag. Vi er begge født i 1946 og har været påvirkede af krigen. Vi så en fare i, at Anden Verdenskrig skulle gentage sig.«

De valgte dog at få endnu et barn i sidste ende: »Hvad der har gjort, at vi fik en mere, kan jeg ikke svare på. Andet end at vi må have syntes, det var rigtigt.«

Flemming Nygaard er født i 1946 og har oplevet både Cubakrisen i 1962 og Sovjets invasion af Ungarn i 1956. Så han er nærmest vokset op med frygten, fortæller han.

Sigrid Nygaard

Truslen bar uniformer

Den Kolde Krig forblev en trussel. Anden Verdenskrig var reel, og farerne lå lige uden for døren. Jenny Bonde husker en dag, hvor Ane Kristine lå og sov i den sorte barnevogn, og krigen pludselig kom meget tæt på:

»Hun sov ude i haven, og så kom tyskerne og havde travlt. De rendte rundt ude i haven, lige der, hvor hun stod. De havde vel manøvre eller sådan noget. Men vi tog det roligt, for de plejede ikke at gøre noget, men det var jo selvfølgelig ikke så rart. Jeg kan huske, at jeg tænkte: De er jo ikke kommet for at gøre noget ved et lille barn,« siger Jenny Bonde.

Trods den hårde tid var familien ikke bange for datterens fremtid. Det var i hvert fald ikke noget, de talte om. Og de var heller ikke betænkelige ved at sætte et barn i verden midt under en verdenskrig.

»Vi overvejede ikke at vente. Min mand var 12-13 år ældre end mig, og jeg var 26, så jeg syntes ikke, at vi kunne vente. Men i hans familie var de syv søskende, og de har alle sammen kun fået ét barn. Mange af dem før og under krigen. Men det var vel sådan, den tid var. Måske var det derfor, at vi alle sammen kun fik det ene barn. Det kan være, at vi har tænkt det uden at være klar over det – at vi ikke skulle have mange børn. Det har nok præget os, og vi kunne jo dårligt skaffe tøj til den ene,« siger Jenny Kyed Bonde, som har overlevet både sin mand og sin datter, som døde af kræft i en alder af 58 år.

Jenny Kyed siger, at hun ville være mere bekymret over at sætte børn i verden i dag:

»Jeg forstår godt dem, der er bekymrede i dag. Det hele sejler jo, og jeg synes, tiden er meget dyster. Forureningen er forfærdelig. Vi drukner i plastic og skidt og møg, og havene gør det også.« For at yde sit bidrag går Jenny Kyed hver dag en tur i Gislinge og samler skrald op i sin rollator:

»Jeg var også ude i morges. Jeg samlede en så stor sæk,« siger hun og viser størrelsen på sækken med hænderne.

Cubakrisen mindre bekymrende end nutiden

Gert og Crista Conradsen var ikke overvældende bekymrede, da de fik et barn i 1962.

»Men det er vi i dag,« siger Gert Conradsen. I familien har de derfor besluttet, at de ikke vil tale om verdenssituationen, når der er familiesammenkomster med børnebørn og oldebørn.

Gert Conraadsen blev far mellem Berlinmurens opførelse og Cubakrisen. Det bekymrede ham ikke. Men han kan godt forstå de unge, som i dag er bekymrede ved udsigten klimakrise og miljømæssigt kaos, siger han.

Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix
»Vi vil ikke snakke om, at jorden er forgiftet, og hvornår man ikke kan drikke vandet mere. Det er da ikke særlig opmuntrende. Men de bekymringer havde vi ikke. Jeg kan godt forstå, hvis nogen i dag vælger ikke at få børn. Helt sikkert. Afsmeltning af polerne og drikkevandsforurening, og insekterne dør, fordi vi bruger pesticider på markerne. Det er da ikke særlig sjovt. Skal man sætte børn i verden?«

Gert Conradsen overvejer kort.

»Det skal man vel alligevel.«

En naturlig reaktion

I dag synes de fleste fortsat, at det er rigtigt at få børn – også selv om klimaforandringerne kan virke som en skræmmende ubekendt i fremtidsvisionerne for børnenes liv.

Ifølge Per Espen Stoknes, der er uddannet klinisk psykolog og leder af Center for Green Growth ved Norwegian Business School, er det – med udsving landene imellem – omkring ti procent af befolkningen, der er meget bekymrede, mens 30 procent erklærer sig bekymrede, når de bliver spurgt til klimaforandringerne.

Stoknes, der er forfatter til bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming, og som tidligere har stillet op til Stortinget i Norge for Miljøpartiet De Grønne, mener dog, at det er ganske logisk at overveje, om man bør sætte børn i verden i dag:

»Den naturlige reaktion på at følge med i verdens udvikling, når det handler om klima og miljø, er frustration. Eller måske vrede. Nogle bliver endda deprimerede, fordi problemet er så stort, og det ser ud til, at vi er ved at miste noget af den smukke jord, vi er vokset op med,« siger han.

»Klimaangsten er ikke noget patologisk, det er ikke noget, man kan tage medicin mod, men en meget menneskelig reaktion på den ødelæggelse, vi ser rundt om os.«

Ifølge Espen Stoknes er antallet af personer, der bekymrer sig om klimaet, faktisk faldet siden 1990’erne. Dengang var klimaforandringerne netop kommet på dagsordenen, og op imod 70 procent var ifølge spørgeskemaundersøgelser bekymrede – i hvert fald i Norge, hvor Stoknes arbejder og har en del af sine undersøgelser fra. De seneste år har bekymringen været stigende. Men ifølge Stoknes er der en dobbeltbevægelse i gang, hvor en gruppe bliver mindre bekymrede, i takt med at problemerne manifesterer sig, og en anden gruppe bliver så bekymrede, at de nærmer sig depressionen.

Og det er der faktisk en psykologisk forklaring på, siger han. For at slippe bekymringen kan være en god psykologisk forsvarsmekanisme – det kræver, at man opbygger en mental barriere og for eksempel afviser, at klimaforskere skal blande sig i ens livsstil. Har man ikke de barrierer, er der til gengæld risiko for at blive deprimeret. Men det er ikke nødvendigvis dårligt:

»Fra et psykologisk standpunkt er det en sund og naturlig reaktion på en virkelig trussel. De mennesker er ikke begrænsede af forsvarsmekanismer og kan engagere sig både intellektuelt og følelsesmæssigt,« siger han.

At man så spørger sig selv, om man bør sætte børn i en verden, vi er ved at ødelægge, er sådan set bare den naturlige følge af engagementet – og ifølge Per Espen Stoknes en erkendelse, som flere burde komme til

»Selv om jeg ikke vil råde nogen til ikke at få børn.«

Drømmen om en skybombe

Tilbage i køkkenet på Vesterbro i København har Kristian Find og hans kone, Rannvá, også haft netop det spørgsmål oppe at vende:

»Jeg luftede den der ’kan man overhovedet sætte børn i den her verden’, men det var også for se, hvor hun stod. Reelt var vi ikke i tvivl. Det var først, da jeg fik børn, at jeg virkelig følte, at jeg var kommet i land. Jeg kunne reelt være ligeglad, da jeg kun havde mig selv at passe på,« siger Kristian Find, som vender tilbage til bekymringen:

»Det er, når man får børn, som man elsker højt – så kommer det på sekundet. Man kan mene, at det er egoistisk, at det mest er på deres vegne, jeg bekymrer mig. Men sådan tror jeg bare, det er.«

Familien har gjort noget for at bidrage til reduktion af deres CO2-udslip. De har ingen bil, spiser kun økologisk mad og sorterer affald.

»En måde, hvor man kan gøre en lille smule, er at tage med tog til Sydeuropa i stedet for at flyve. Det har vi tænkt os at gøre næste sommer,« siger Kristian Find. Kort efter tilføjer han: »Men det bliver lidt sådan noget, man gør, for at have god samvittighed. Det bliver hurtigt en form for aflad. Jeg tror ikke, det batter. Selvfølgelig: Mange bække små og så videre, men det er de store syndere rundt om i verden, der skal gøre noget.«

— Tror du, at dine børn får børnebørn?

»Jeg tør næsten ikke gisne om det. Nogle gange tænker jeg Jorden som et kæmpe lokomotiv, der bare kører ned ad en stejl bakke med fuld knald på, imens vi forsøger at bremse det med en sløv bremseklods. Selv om vi ved, at der skal ske en blokering, før det batter. Andre gange har jeg en naiv romantisk forestilling om, at der kommer en generation af børn, som skyder brystet frem og reagerer. Og får lavet en skybombe, som kan neutralisere CO2-udslippet eller noget i den stil. Jeg tror, at jeg vælger at være optimistisk, selv om jeg er bekymret.«

Kristians kone Rannvá kommer hjem med børnene. Nanna har været med børnehaven på besøg på en brandstation og har en rød plastik-brandhjelm på, som hun stolt viser frem. Rannvá tænder for Ramasjang på fladskærmen, og Nanna og lillesøster Francka sætter sig nærmest oven i hinanden og kigger med.

Historiker: Her er mere trygt end nogensinde

Ser man historisk på det, har der på sin vis aldrig været et mere trygt tidspunkt at få børn på end nu – i hvert fald, når det kommer til sikkerhed og levestandard, siger Poul Villaume, professor i historie ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet.

»Vi historikere har det jo med at sige: Der er ikke noget nyt under solen. Det er set før og sket før. Bekymringen for fremtiden og overvejelserne om at sætte børn i verden har altid været der. Det skrifter fra epoke til epoke, hvor det er forskellige ting, man har været nervøs for,« siger han.

»Vi har aldrig haft en højere levestandard, end vi har i dag. Og der er ikke risiko for krig og fattigdom. På den måde er det et trygt samfund også sammenlignet med Danmark historisk set.«

Går man endnu længere tilbage i tiden, var der endnu større grund til frygt:

»I 1800-tallet frygtede man for, at ens børn døde af sygdom. Børnedødeligheden var høj, og man fik mange børn for at sikre sig, at nogle af dem overlevede. I 30’erne frygtede man også krig og krise. Fremtiden er usikker pr. definition.«

Men den er det i større eller mindre grad. Efter utrygheden under Den kolde Krig kom eksempelvis 90’erne:

»Der er både trygge og utrygge perioder. I 90’erne så det rosenrødt ud. Næsten alt åndede fred, og demokratiet havde sejret. De svingninger er der,« siger han. Han forstår godt dem, som er bekymrede for fremtiden i dag:

»Men i et nøgternt, historisk perspektiv er det mere trygt end nogensinde at sætte børn i verden på vore breddegrader.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Nogle gange tænker jeg Jorden som et kæmpe lokomotiv, der bare kører ned ad en stejl bakke med fuld knald på, imens vi forsøger at bremse det med en sløv bremseklods.

Så er det vist en smule ubetænksomt at invitere endnu flere passagerer ombord.

Hanne Pedersen, Henrik Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

Den mest effektive metode til at styre folket er frygt. Hvilket særligt borgerlig fløj i den grad har forstået. Få folket til at frygte og du har frit spil til næsten hvad som helst - Uden protest.

Henrik Olsen, Eva Schwanenflügel og Frode Sørensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

Klimaforandring er ikke en frygt Jens Winther. Det er så meget fakta, som alverdens klima forskere er i stand til at bevise. Og nej. Du for det ikke bedre. Et 100% bevis for du først den dag konsekvenserne er uomtvistelig - Men den dag er det for sent.

Tør du tage chancen?

man SKAL ikke nødvendigvis have børn og hvis man gerne vil, kan man sagtens nøjes med et. Der er alt, alt for mange mennesker på kloden i forvejen.

Hanne Pedersen, Annemette Due, Lise Lotte Rahbek og Morten Østerlund Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

I øvrigt. Det bedste forsvar den økonomisk dårligst stillede del af befolkningen har mod den stigende ulighed i Danmark er at sætte børn i verden. Så mange børn som muligt.

Niels Duus Nielsen

I romanen "Røde Orm" af Frants G. Bengtson følger vi det lille vikingsamfund henover årtusindskiftet (det første), hvor alle forventede, at dommedag var nært forestående, og at jorden ville gå under og himmerige ville åbne sig for de fromme.

Alle undtagen bønderne. De såede og høstede, som de plejede, selv om det var spild af tid, når verden alligevel snart ville gå under. Og det var da meget heldigt, for jorden gik ikke under.

Der vil altid være mennesker, der ikke vil have børn, og fred være med dem. Os, der har børn, er ikke hverken bedre eller værre end dem af den grund. Min søn vil ikke have børn, fordi verden er et lortested. Selv fik jeg børn på trods af, at verden er et lortested. Sådan er vi så forskellige.

Lilli Wendt, Henrik Brøndum og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvis du har gode gener, kan lide børn og har råd til at have dem, så skal du selvfølgelig sætte børn i verden. Desværre får mange børn alligevel, selv om de kun opfylder et eller to eller slet ingen af disse kriterier. Årsagen er selvfølgelige at det er så uendelig let at få børn, at der snarere er tale om et fravalg end et tilvalg, for lidt ligesom med reklamer kommer børn stort set helt automatisk og du skal selv gøre en aktiv indsats, hvis du vil være fri. Det hedder prævention. Gid i øvrigt man kunne få piller mod reklamer.

Henrik Brøndum

Jeg spiller minimalt Lotto og går ganske få spadsereture. Men jeg er helt sikker på at chancen for at vinde i Lotto er større end at få en potteplante i hovedet.

Den nemmeste måde at regulere på er ved at regulere pengene. Ved at sætte en klimaskat på nyfødte børn vil være en god start. En målsætning om Max 3 millioner mennesker i Danmark, tænker vil være et godt signal til resten af verden. Men det vil man ikke gøre, vækst og mere og uendelig vækst det vil man. Flere børn, mere vækst, mere kød, mere medicin, flere Mac Donalds, flere huse, flere dejlige biler, flere skønne dyr vi kan fortære, flere krige, flere våben.

@Henrik Olsen, det bliver sgu ikke sjovt at være pensionist i Danmark, hvis din "nemme" idé realiseres. Du kan regne med, at folkepensionen bliver reduceret med 40% og samtlige private pensionsordninger ligeledes. Det vil blive nødvendigt at gennemføre massive besparelser i det offentlige forbrug - vel også sådan ca. 40% - det er jo fint nok, at antallet af studiepladser i skoler, gymnasier, universiteter osv. reduceres med 40% (det vil jo passe med børnetallet), men det gælder altså også hospitaler og plejehjem.

Men skidt pyt, om 70-80 år passer tallene igen... Til den tid er der igen penge til pensionisterne og de syge.

Den eneste måde, hvorpå man uden at sætte velfærdsstaten ud af kraft kan gennemføre en massiv reduktion i befolkningstallet i Danmark er ved at reducere gennemsnitslevealderen dramatisk. Det kan du sikkert finde en løsning på, men den fantasi, du besidder...!

Man kunne fristes til at sige, at det at få børn er det ultimative commitment til at arbejde for en bedre verden.... og modsat kan man sige, at hvis man ikke har børn, hvad skulle så hindre een i at nyde livet og blæse på det hele....

Så lad os da arbejde for en bedre verden og håbe det bedste....:-)

Jens Winther

Forstår godt hvad du siger. Jeg går bare ind for en samfunds ændring. Jorden skal tilhøre staten. Du betaler husleje til staten(Dig selv) istedet for jorden, huse, bygninger er ejet af private. Hvis din husleje som pensionist lå på omkring 1500 Kr per mdr, så behøver du ikke en særlig stor pension. Hvis vi så også bestemte at internationale firmaer i DK skulle betale SKAT så er vi et stykke af vejen til finansierering af vores velfærdssamfund. Jeg mener bare vi skal nytænke fremtiden, og kan vi skabe et mere retfærdigt samfund for os alle. Nu forsvinder alle pengene op til eliten og der bliver pengene! Måske skulle staten drive bankvirksomhed, det ville give god mening økonomisk for os Danskere. Tror der ryger 50 Milliarder kroner til tops hvert år, dem kan man godt udbetale pension af.

@Henrik Olsen, det er fint nok, at du ønsker en samfundsændring. Hvis staten nu overtog al jord, er det vel meningen, at grundskatterne skal stige massivt (det er i hvert fald det, Georgisterne taler for). I den situation stiger huslejen grundet de højere grundskatter. Hvordan det skulle kunne decimere huslejen er svært at se.

Virksomheder i Danmark betaler skat af deres overskud, uanset om det er danskere eller udlændinge, der ejer virksomheden. Og hvad angår "eliten" så betaler de højtlønnede (det er vel dem, der er "eliten") størstedelen af indkomstskatterne. Pengene går fra "eliten" ikke den anden vej. 45% af skatteindbetalingerne går til betaling af sociale ydelser - det er ca. 800 miaDKK. Det er ikke"eliten" der modtager de penge - de betaler dem!

Jeg ved ikke hvad det er for 50 mia der "går til tops". Kan du ikke kaste lidt mere lys på det mysterium?

Lise Lotte Rahbek

Lilli Wendt
Du skriver: "Man kunne fristes til at sige, at det at få børn er det ultimative commitment til at arbejde for en bedre verden.... og modsat kan man sige, at hvis man ikke har børn, hvad skulle så hindre een i at nyde livet og blæse på det hele...."

Jeg går ud fra, at det er fristelsen, du ikke kunne stå for.
Men hvorfor skulle mennesker, som ikke har børn, dog ikke arbejde eller ønske en bedre verden for den kommende generation?? Vi er sgu da ikke monstre, fordi vi har sparet verden for lige præcis vores afkom.. er det, hvad du forestiller dig, eller er det en form for ironi, jeg ikke forstår?

Niels Duus Nielsen, Søren Bro og Hanne Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Sikke noget sludder, Winther. Det kan godt være at 'man' vil (hensigt) gøre alt for sine børn. Men hvis 'man' gjorde alt godt (handling) for sine børn, så verden sgudaikk ud som den gør i med miljø- og klimatrusler, krige, trafikulykker, narko og affald i gaderne.