Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan holder jeg styr på mine passwords?

Mand, 59
15. september 2018

’33trommer’ – det var mit første digitale password tilbage i 1990’erne. Det holdt i mange år og fik større og større anvendelse i takt med, at mit digitale liv voksede. De seneste år er udbydere så begyndt at blande sig: i antallet af karakterer, store og små bogstaver, tal, tegn etc. Senest er de også begyndt at kræve kodeskift efter et stykke tid.

Det er et helvede og belaster min i forvejen ikke for gode hukommelse. Min kone er ’det kan jeg virkelig ikke tage mig af’-typen, så jeg skal også holde styr på hendes koder.

Hvad gør jeg? Hvordan lærer man at leve harmoni i med konstant skiftende krav.

Svar I:

Det kedelige svar: Skaf dig en passwordmanager. Den har styr på passwords til alle dine konti, så du kun skal huske ét. Det er nemt og sikkert, der er en masse at vælge mellem, og de er alle kun en googlesøgning væk.

Ellers prøv denne strategi: Lad dine passwords være sætninger, du har nemt ved at huske, f.eks. vittigheder eller vrøvlevers (et godt password er først og fremmest langt).

Edward Snowden har anbefalet det, og hvis det godt nok til ham, er det sikkert også godt nok til dig. Husk ikke at bruge det samme password flere steder, ligesom du ikke skal bruge den samme nøgle til cykel, hoveddør og pengeskab.

Hvis det er motivationen, det kniber med, vil jeg anbefale hjemmesiden haveibeenpwned.com. Her kan du tjekke, om – og hvor! – dine data er blevet lækket. Det sker nemlig for alle. Og oftere end man skulle tro.

Og bed så din kone om at holde styr på sine egne passwords!

— Mikka Tecza

Svar II:

Det gør man ikke. Får styr på koderne. Man kan prøve, men der går altid ged i den. Koderiet befordres af folk, der endnu har huskekraft i behold til hyppige skift, til hvor der er ændringer, hvor ikke, og til hvad og hvorfor det ikke gør noget, at der hist er stort begyndelsesbogstav, mens her hvor småt er altafgørende.

Med nye koder kan det kan anbefales øjeblikkeligt at skrive ned. Læg notatet et sikkert sted der ikke kræver små og store bogstaver og mindst ét tal og aldrig ens fødselsdag eller husnummer og slut af med et primtal på oldgræsk. Skriv koden ned og gem den i fodenden af sengen eller mellem grøntsagerne i køleskabet.

Selv da, går det galt. »Fejl i mailadresse eller kode. Prøv igen lidt senere eller hop i havnen.«

Sig til din kone, at hun selv kan huske sine koder. Og glem så alt om, at det nogensinde bliver bedre.

— Georg Metz

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu