Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg har en søn, jeg ikke kan lide

Far til fem, 74 år
8. september 2018

Jeg har fem voksne børn med tre kvinder. Stærke, kloge og godt i vej. Jeg har altid haft det svært med nummer tre. Som barn var han den eneste, jeg aldrig kunne løse konflikter med. Da han blev større, kunne vi ikke tale om de valg, han traf. Og i dag synes jeg, at han – 28 år gammel og far til to – lever et liv, jeg ikke bryder mig om. Jeg holder af ham, fordi han er min søn – men personen kan jeg ikke lide.

Jeg har en gammel studiekammerat, jeg har talt med det om, og han kan kende følelsen, men ellers holder jeg det for mig selv. Har jeg spillet fallit som far, eller er det et vilkår, hvis man har mange børn og lever længe?

Svar I:

Du er jo ikke død endnu, så det er for tidligt at erklære dig fallit som far. Men det er heller ikke for sent at overveje, hvad det er for et forhold, du gerne vil have til din søn.

Du skriver ikke, hvad det er, du ikke bryder dig om, men hvis han ikke behandler folk omkring sig ordentligt (og med det mener jeg hensyns- og respektfuldt), er du i din gode ret til at fortælle ham, hvad du mener om den sag. Ikke ugentligt, bare én gang, tydeligt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Hvis du ikke kan lide din søn, er der en god chance for at du ikke kan lide en del af dig selv.
Spørg dig selv, har jeg været en god far?
Hvis ikke, hvorfor?
Det er ikke din skyld hvis noget er gået galt.
Stil spørgsmål, også til dig selv.
Dit hjerte er der altid.

John S. Hansen, Torben K L Jensen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Shit happens. Det går ofte begge veje: Forældre, der ikke kan lide deres forpulede afkom, og børn, der er i deres gode ret til at mene, at deres forældre, er dog det værste. Er det jordens undergang? For nogen ja, for andre er det en - ofte tiltrængt - anledning til at gå egne veje.
Det hjælper på erkendelsen og sjælefreden at acceptere, at der er æbler, der falder endog meget langt fra stammen. Det behøver ikke at være nogen tragedie, thi nu bliver både forældre og barn/børn fri for hinanden, og kan komme videre med hver deres liv.

christian christensen, Peter Andersen, Morten Nielsen, Niklas Monrad, Lise Lotte Rahbek, Tove Lodal og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Shit happens. Det går ofte begge veje: Forældre, der ikke kan lide deres forpulede afkom, og børn, der er i deres gode ret til at mene, at deres forældre, er dog det værste. Er det jordens undergang? For nogen ja, for andre er det en - ofte tiltrængt - anledning til at gå egne veje.
Det hjælper på erkendelsen og sjælefreden at acceptere, at der er æbler, der falder endog meget langt fra stammen. Det behøver ikke at være nogen tragedie, thi nu bliver både forældre og barn/børn fri for hinanden, og kan komme videre med hver deres liv.

Hvis du ikke kan lide et af dine børn er det nok jeres værdier og livssyn der ligger for langt fra hinandens. Måske du burde være mere åben overfor hans valg i livet. Du har vel trods alt givet ham livet for at han kan leve det selv? Ikke for at han skal leve det på din måde? Hvis det sidste er tilfældet burde du måske se indad og arbejde med din egen accept af menneskers forskellighed.

Hvis I ikke har kunnet løse konflikter kan der ligge noget i hans barndom rettet imod din rolle som far. F.eks. et svigt han har oplevet som ikke er blevet talt om, hans oplevelse af forskelsbehandling eller lign. Hvis du oprigtigt vil lære at forstå ham så spørg ind til hvordan han oplever jeres konflikter, lyt uden at modsige eller blive defensiv også selv om du er uenig. Acceptér den måde han har oplevet tingene på og start en samtale derfra.

Held og lykke.

Mon ikke det er fortidens spøgelser i form af oplevelsen af eget svigt, der er tale om? Fem børn med tre forskellige kvinder? Det minder om sæben i Rifbjergs kendte "Livet i badeværelset": Jeg er ikke for fastholdere.

Lise Lotte Rahbek

Jamn hvorfor dog ikke.. der er et utal sympatier og antipatier mellem mennesker. Også indenfor slægtskab.
Er det virkelig tabu eller forklaringskrævende?