Center for vild analyse: Hvad er 1.500 milliarder?

Den måske mest dominerende følelse i sagen om Danske Banks hvidvaskskandale har været resigneret opgivenhed. Det er følelsen af, at det nærmest ikke kan betale sig at blive vred mere. Vi har for længst lært, hvordan det sandsynlige udfald i sagen kommer til at blive.

Der kommer til at være én, måske to, uger mere med skriverier i pressen, så kommer sagen til langsomt at dø hen. Et retsopgør venter i fremtiden – måske – men tidligere sager om banker, som har fået penge til at flyde og forsvinde på mistænkelige måder, tilsiger ikke, at de ansvarlige personer har noget at være urolige for.

Hvad er det, der gør, at vreden ikke rigtig kan finde ud af at indfinde sig? Den skandale, vi her taler om, er vokset eksplosivt for hver uge, der er gået, siden vi første gang hørte om den. De tal, som bruges til at beskrive den med, bliver hele tiden større, fra 17 til 53 til (potentielt) 1.500 milliarder. Burde det i sig selv ikke være nok til, at vreden i os rejste sig som en tsunami? Det kunne man måske tro, men i grunden er det ikke overraskende, at den slags ikke fører til større vrede, for det er i sig selv ret vanskeligt at sætte ord på, hvad fænomenet 1.500 milliarder overhovedet betyder.

Man er klar over, at det er meget mere end en Storebæltsbro, men samtidig også at det er meget mindre end USA’s BNP. De fleste vil have brug for at skulle slå op i et leksikon for at finde noget, der svarer til tallet. Danmarks BNP er ikke så langt derfra; omkring 2000 milliarder i 2017. Men det beløb er i sig selv temmelig svært at forstå.

Borgens gyldne håndtryk

Det er således sigende, at den vrede, som vi trods alt kan mønstre omkring Danske Bank-sagen, har været rettet mod den afgående direktør Thomas Borgen og hans gyldne håndtryk. Det er naturligvis forargeligt, at Borgen kan gå fra skandalen med æren i behold og nogle millioner ekstra på kontoen. Men der er alligevel noget grundlæggende paradoksalt i, at det er det tocifrede millionbeløb, der genererer vrede og ikke det firecifrede milliardbeløb.

Forskellen mellem Borgens gyldne håndtryk og de mange milliarder, der er blevet vasket hvide, er givetvis, at vi kan forestille os, hvad vi ville kunne bruge 13 millioner på. Et beløb som 1.500 milliarder kan vi derimod på ingen måde forestille os at bruge. Det er et af den slags tal, som nærmest kun har realitet for os i kraft af at være skrevet ned. Fire cifre på papir. Det er det hele. 13 millioner kan vi blive vrede over (det kunne være det beløb, man ikke vandt i Lotto). 1.500 milliarder kan vi bare ikke forstå.

Crashed

Her er Adam Toozes nyligt udgivne bog Crashed interessant. Den insisterer nemlig på, at de enorme summer, som er på spil i bankernes kriser og skandaler, betyder noget. Men det betyder noget i et andet register end det, som vi forstår Borgens 13 millioner i.

I sagen om de 13 millioner er vores vrede moralsk motiveret: Vi bliver vrede over, at det igen ser ud til, at der gælder andre regler for samfundets magtfulde mænd end for resten af os. Men det sted, hvor vi skal lede efter betydningen af 1.500 milliarder, er ikke i etikkens rum. Det er derimod i politikkens.

I politiske diskussioner i Danmark bruger man meget energi på at flytte rundt på forbavsende få milliarder. Vi skærer gerne et par milliarder til velfærd og uddannelse en gang imellem, fordi det menes at være bedst for økonomien. Men det, vi snakker om, når vi snakker om, at det går godt eller skidt for dansk økonomi, er som regel peanuts. En milliard her, en milliard der. Det, der for alvor betyder noget for økonomien, er spørgsmålet om, hvordan pengene flyder imellem verdens væsentligste banker.

Sagt på en anden måde, så er vores egne politiske systemer – alt det, vi kalder demokrati og retsstat – ganske enkelt ikke herrer i eget hus. Magtbalancen mellem stater og banker er forskubbet i retningen af de sidste, i en sådan grad at det måske i virkeligheden er begreber som ’demokratisk selvbestemmelse’, som vi burde være i tvivl om, hvorvidt vi kender betydningen af – og ikke begreber som 1.500 milliarder.

Det gælder både i Danmark og i resten af verden. Tooze låner begrebet ’makrofinans’ til at beskrive det centrale system i international økonomi. Det er ikke de enkelte landes økonomier (husholdninger), som er afgørende for, hvordan vores liv overordnet former sig i kapitalismen. Det er derimod et lille netværk af enorme bankers finanser. Og her er Danske Bank selv et ganske glimrende billede. Bankens balance i 2016 var omkring 150 procent af det danske BNP. Det siges af og til, at Saudi-Arabien ikke så meget er et land, som et olieselskab med en befolkning. Det, vi måske skal vænne os til, er at tænke på vestlige lande på en lignende måde. Vi er de befolkninger, som store banker har.