Center for Vild Analyse: Chimpansen sidder stadig i cockpittet

Kort tid efter Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident beskrev vi denne begivenhed som noget, der mindede om oplevelsen af, at man flyver over et stort hav og går ud i cockpittet for at spørge piloten om noget – blot for at opdage, at det er en chimpanse, der sidder ved rorpinden. Pointen med analogien var, at den ikke bare illustrerede det chok, som ganske mange rettelig følte ved udsigten til mindst fire år med Trump som USA’s præsident, men også den bagvedliggende tanke, som gør, at vi alligevel tager det nogenlunde med ro.

Hvis alt går galt, så regner vi nemlig med, at autopiloten sagtens kan tage over og styre os sikkert frem – uanset, hvor mange aber der danser omkring og trykker på knapper. Det skal nok gå alt sammen. På samme måde har det amerikanske system checks and balances, og stærke institutioner, kompetente embedsfolk, osv.

Arbejdet som autopilot

Den berømte journalist Bob Woodwards bog Fear: Trump in the White House, der udkom i den forgangne uge, bekræfter desværre tanken om chimpansen i cockpittet lidt for godt. Den tilføjer nemlig en nærgående beskrivelse af, hvad der ligger i at arbejde som autopilot, mens Trump sidder med styringen.

Woodward beskriver blandt andet, hvordan flere af Trumps centrale medarbejdere har taget papirer fra præsidentens skrivebord for at stoppe ham i at gøre forskellige ting. Da Trump ville melde sig ud af en handelsaftale med Sydkorea, stjal hans daværende centrale økonomiske rådgiver (Gary Cohn) simpelthen udmeldelsesbrevene – hvorefter Trump angiveligt glemte at gøre mere ved sagen.

Den scene er så absurd, at billedet med chimpansen igen trænger sig på. Man kan let se det for sig, hvordan den flere gange forsøger at trykke på en eller anden flot rød knap på instrumentbrættet, mens autopiloten bliver ved med at forhindre, at det får en effekt – og så bliver aben pludselig opmærksom på noget andet. Det kunne blive til en scene i en tegnefilm.

Autopiloten kunne i givet fald være formet efter Det Hvide Hus’ stabschef John F. Kelly, der ifølge Woodward har sagt om Trump: »Han er en idiot. Det giver ingen mening at forsøge at overbevise ham om noget som helst. Han er kørt helt af sporet. Vi er i galehuset. Jeg aner ikke engang, hvorfor nogen af os er her. Dette er det værste job, jeg nogensinde har haft.«

Vanvid smitter

Måske handler den uro, Woodwards bog giver én, om at der er nogle ting, man helst ikke vil vide i detaljer. Lidt ligesom spørgsmålet om, hvordan bøfferne på McDonalds’ egentlig bliver lavet, eller hvad der bliver talt om ved Liberal Alliances fester. Det komiske ved situationen omkring Gary Cohn og udmeldelsespapirerne bliver hurtigt til uhygge: Hvis dét var lige ved at ske, hvad er der så lige ved at ske lige nu? Det er så mærkværdige scenarier, at man må spørge sig selv, om det virkelig kan passe.

Og det er da naturligvis også, hvad Trump og hans administration har tænkt sig at gøre. Det er løgn, falske citater, og fake news, vil det hedde, så længe de respektive medarbejdere stadig bestrider deres stillinger. Vi må vælge mellem to vanvittige scenarier: At Trumps Hvide Hus er, som Woodward har beskrevet det – eller at Woodward har opfundet hele dette scenarie og fabrikeret de vilde citater i sin bog. Situationen kan minde om den, Jacques Lacan beskriver i sit 11. Seminar om Zhuang Zi, der drømte, at han var en sommerfugl. Da han vågnede om morgenen kom han til at tvivle på, om han mon i virkeligheden var en sommerfugl, der drømte, at den var Zhuang Zi. Den slags er lige til at blive vanvittig af.

Trumps regering minder mere og mere om en absurd drøm. Og når man vågner af drømmen og forsøger at få sin hverdag til at hænge sammen, kan man næsten blive i tvivl om, hvorvidt man selv findes. For hvad nu, hvis det er aktørerne i drømmen, der er normale, og én selv, der ser syner eller misforstår Trumps sande betydning som politiker?

Lacans overraskende svar til dette dilemma er imidlertid instruktivt. Hvis der er noget, der overhovedet kan hjælpe Zhuang Zi, så er det, at sommerfuglen ikke lader til at være i tvivl om, at den er en sommerfugl. Sagt på en anden måde, så er det selve den tvivl, som Zhuang Zi føler, og den absurde verden, som den beskriver, der bliver til grundlaget for, at verden kan hænge nogenlunde sammen for ham efterfølgende.

Visheden om, at man ikke er blevet vanvittig, kommer derfor paradoksalt nok fra tvivlen om det. Det er sommerfuglen i drømmen og Donald Trump i Det Hvide Hus, der mangler dette blik udefra på sig selv. Det bliver trods alt mere og mere klart.